Catan - Eventyrer & pirater anmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 90 - 120 min | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Antal: 1 stk spiludvidelse til Catan (200523)

"Selvom vi kun har rørt ved toppen af denne udvidelse, så kan jeg med sikkerhed sige, at den er anbefalelsesværdig. Hvis man er bekendt med det originale Catan og har spillet det mange gange, så kan det være, at man ligesom os, tænker at det kunne være fedt at prøve noget nyt – og her passer Eventyrer og Pirater perfekt! God spilfornøjelse.."

En spilanmeldelse af Catan udvidelse - Eventyrer & pirater

Vi har tidligere spillet den klassiske version af Catan i den velkendte røde æske. Nu var tiden endelig kommet til at prøve én af de mange udvidelser, nemlig Eventyrer og Pirater. Denne udgave rummer en del forskellige spilscenarier, som vi havde glædet os til at prøve af. Vi har i denne anmeldelse dog kun forsøgt os med de to første scenarier – for jeg kan hurtigt glæde med, at der er til rigtig mange timers spil i denne udvidelse.

Den første version af Catan blev første gang udgivet i 1995 og er siden udgivet i et hav af versioner, udvidelser og det er sågår også blevet til computerspil. Catan er et ret klassisk strategispil, hvor det som oftest er den dygtigste strateg der vinder, men der er dog også et element af held, som bare er med til at gøre det sjovere! Denne udvidelse udkom i 2013 (den udgave jeg har anmeldt, er dog fra 2017, hvilket vidst bare er en opgradering til plastikfigurer) og er således én af de nyere versioner af spillet. Dette var første gang, vi har stiftet bekendtskab med en udvidelse af Catan familien, og vi blev ikke skuffet.

Indhold og udpakning af Catan

Selvom man er en hærdet Catan spiller, så vil jeg klart anbefale, at man sætter et kvarter af til forberedelser, inden man skal spille Eventyrer og Pirater for første gang. Jeg vil samtidig for en god ordensskyld indlede med at skrive, at man SKAL have det oprindelige Catan – ellers kan man ikke spille denne udvidelse.

Der medfølger virkelig mange dele til denne udvidelse, så i stedet for at lave en oplistning af elementer, så vil jeg kort beskrive processen for at kunne komme i gang med et spil. Der er 12 forskellige såkaldte stanseark, som er de papplader, hvor alle spilelementerne er samlet i. Herudover så medfølger der 10 poser, som man skal fordele spilelementerne i – hvoraf der også skal indgå en del fra det originale Catan. Der er blandt andet tilføjet havnebyer, skibe, nybyggere, krydderiposer og meget mere!

Spillets regler og vores oplevelse med Catan – Eventyrer og Pirater

Én af de ting, som gør, at jeg/vi er rigtig glade for udvidelse Eventyrer og Pirater er, at man kan nøjes med at være to spillere – det betyder nemlig, at Stine og jeg sagtens kan tage et spil, uden at skulle invitere gæster, og dermed kan man lidt mere spontant få stillet sin brætspilslyst.

Denne udvidelse af Catan henvender sig til de lidt mere øvede spillere, og min anbefaling er, at man som minimum har taget et par spil med den oprindelige udgave, da der er rigeligt med nye regler man også skal forholde sig til. Denne udvidelse er til personer over 12 år, 2-4 spillere og de skriver selv, at et spil tager 90-120 minutter. Jeg har i skrivende stund endnu ikke prøvet kræfter med den ”fulde” version af Eventyrer og Pirater, men jeg kan dog forestille mig, at det tager længere tid end 120 minutter. Man kan naturligvis til denne version også købe en mini udvidelse, som gør det muligt at spille 5-6 spillere.

Det særlige ved udvidelsen er, at den har 5 scenarier/spilversioner. Som tidligere nævnt så har jeg ved denne anmeldelse ”kun” spillet scenarie 1, men jeg glæder mig meget til at komme i gang med de fire næste. Jeg vil nedenfor forsøge at redegøre i grove træk, hvad de går ud på, og herefter dykke mere ned i vores oplevelse med scenarie 1. Som man kender det fra andre Catan udgivelser, så er reglerne ekstremt godt beskrevet – og med nogle af scenarierne gælder det om at holde tungen lige i munden. De beskriver selv, at scenarierne kronologisk øges i sværhedsgrad. Det skal dog også siges, at regelbogen er 20! sider der er tætskrevet, og derfor har jeg ikke mulighed for at komme ret meget i detaljerne med reglerne – jeg vil forsøge hist og her at komme lidt ind på nogle væsentlige nye ting.

Før hvert scenarie er der en beskrivelse af, hvilke elementer der skal bruges – altså hvor mange af de ti poser man tidligere har sorteret, som skal bringes i anvendelse. Det gælder dog for alle scenarierne, at der ikke er udviklingskort, at der ikke gives point for længste handelsvej, største riddermagt og at der ikke er en røverfigur med (hvis der bliver slået 7, så skal alle spillere med mere end 7 kort på hånden dog aflevere halvdelen).

Scenarie 1 – ”Land i sigte”

Scenarie 1 er ligesom grundstenen i udvidelsen – og der står i reglerne, at det ikke anbefales at springe dette scenarie over – den anbefaling vil jeg gerne give videre, da den ligesom åbner op for mange af de nye ting, som der er i denne udvidelse. Ved dette scenarie er etablering ”låst” fra starten – reglerne viser præcis hvordan spillet startes, hvilket betyder, at spillernes by, vej, havneby og skib er fast placeret. Man introduceres i dette scenarie også for guldmønter. Grundelementet i dette scenarie er, at introducere spillerne for reglerne omkring sejlads, opdagelse af nye områder og etablering af byer på disse. De nye øer opdages ved at man med sit skib sejler derhen, og herefter afsløres feltet og tallet.

Scenarie 2 – ”Piratenklaver”

Fælles for alle scenarierne er, at de ”klæder” spillerne på til det store endegyldige scenarie 5. I scenarie 2 begynder man at blive introduceret for at finde landfelter med guldfloder, som er besat af piratenklaver. Er man så heldig at finde sådan en, så er der store muligheder for at tjene guldmønter ved at besejre piraterne – hvilket også er en ny ting i for hold til det klassiske Catan.

Scenarie 3 – ”Fisk til Catan”

Her begynder man for alvor at opleve kompleksiteten i Eventyrer og Pirater. Der tilføjes nemlig det element, at man kan sende sine skibe ud for at fiske i de store fiskebestande. De fisk man fanger skal dog ikke transporteres til sin egen by, men i stedet for til Catans Råd, som er en havneby der etableres midt på spillepladen.

Scenarie 4 – ”Krydderier til Catan”

I dette scenarie benytter man alle de regler der også har været introduceret i de tre tidligere scenarier. Her Introduceres et nyt element endnu engang, hvor man skal handle med krydderier, med den lokale befolkning. Et ret fedt element ved dette er, at man kan gøre sig gode venner med den lokale befolkning og dermed få nogle fordele i spillet.

Scenarie 5 – ”Eventyrer og pirater”

Her åbnes der på for sluserne og alle fire scenarier slås sammen. Her får man lov til at udfolde sig på det størst mulige Catan spillebræt. Jeg glæder mig virkelig meget til, at vi får spillet de andre scenarier igennem og dermed er klar til scenarie 5, for det virker som en lækkerbisken for alle Catan fans.

Vores oplevelse med Eventyrer og Pirater

Jeg vil sige at vi herhjemme efterhånden har en del erfaring med Catan, og derfor var det også forholdsvis lige til at gå i gang med scenarie 1. Vi startede naturligvis med at samle spillebrættet og blev naturligvis spændte på at komme i gang med denne nye ”verden”. Det første man lige skulle vænne sig til var naturligvis, at vi bare kunne nøjes med at være os to – det var skønt! Det næste var, som jeg også nævner tidligere, at vi ikke selv måtte placere vores byer i startfasen.

Udover at scenariet har næsten alle elementer fra det gamle Catan, så var vi begge enormt begejstret for indførslen af guldmønter, som man både kan bruge til at købe ting, råstofskort eller i en byttehandel med andre spillere. Vi blev i hvert fald herhjemme hurtigt enige om, at det var med til at gøre det nemmere at bytte, fordi der var et element mere end bare råstofskort.

Et andet element, som jo også er nyt, er det her med skibe. Det er jo noget helt andet, fordi man nu under et spil Catan skal rykke med brikker via vandvejene, og dermed både tænke i en strategi omkring at sikre råstoffer på startøen, men samtidig også udforske nye øer og etablere sig her. Jeg synes faktisk, at man har fundet en god måde at motivere til at udforske ”verdenen” ved på den ene side at lave startøen forholdsvis lille og på den anden side sikre, at man har rigeligt med træk med skibene, får at kunne etablere sig på de nye og ikke-udforskede øer.

Selvom vi kun har rørt ved toppen af denne udvidelse, så kan jeg med sikkerhed sige, at den er anbefalelsesværdig. Hvis man er bekendt med det originale Catan og har spillet det mange gange, så kan det være, at man ligesom os, tænker at det kunne være fedt at prøve noget nyt – og her passer Eventyrer og Pirater perfekt! God spilfornøjelse.

- Anders Østergaard

Læs også spilanmeldelsen af Catan (aka Settlers)

Læs også anmeldelsen af spil-udvidelsen Catan: Søfarere

Læs også anmeldelsen af spil-udvidelsen Catan: Handelsmænd & Barbarer

Læs også anmeldelsen af spil-udvidelsen Catan: Eventyrer & Pirater

Læs også anmeldelsen af spil-udvidelsen Catan: Byer & Riddere

Læs også spilanmeldelsen af Catan Duellen

Læs også spilanmeldelsen af Catan Junior

Læs også spilanmeldelsen af Catan: Mod Stjernerne - År 2700

 

 

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen