Toys For Life - Hvad er klokken spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 - 7 år | Materiale: Bæredygtigt træ | Mærke: Toys For Life | Antal: 1 spil i æske 

"Umiddelbart ligner alle disse ”lær klokken” spil hinanden, men vi kan rigtigt gode lide, at kvaliteten af komponenterne er så god, at det kan holde til at blive leget med af børnene. Det gør at de sagtens kan sidde med det selv, uden at man bekymrer sig om, om de bøjer kortene, spilder saftevand på det osv. Det skal nok holde til det hele"

En spilanmeldelse af Toys For Life - Hvad er klokken? 

Vores ældste datter på 8 har fået et nyt ur, så nu syntes vi, at det var på tide, at hun fik lært klokken ordentligt. Sjovt nok er det ikke hendes første ur, men da hun fik et børneaktivitetsur, da hun blev 6, var der ikke rigtigt interesse i at lære klokken, så det blev bare brugt til at tælle skridt og hvad det nu ellers kunne. Nu har hun dog nået en alder, hvor vi synes at det vil være rart at hun kan klokken, så vi kan lave aftaler osv.

En god måde at lære det på, er gennem leg/spil, og til det findes der et hav at produkter. Et af dem er ”What Time Is It” fra Toys for Life. Toys for Life er et brand fra hollandske Educo, som er et firma, hvis koncept det er at lave spil og legetøj for de mindste, der lærer dem noget, mens de leger og spiller. Vi har prøvet andre af Educos produkter (bl.a. spillet Stick the Shape, som jeg har anmeldt her), og har været rigtigt glade for dem, så det var oplagt at prøve deres bud på et spil, der kunne lære vores børn klokken.

Indholdet af æsken 

I æsken finder man:

  • Et stort ur af træ
  • 48 plastikkort med forskellige tidspunkter
  • Instruktionshæfte

Alle komponenterne er i rigtig god kvalitet, og det er en af grundene til, at vi er så glade for Educos produkter. Urskiven og viserne er af kraftigt træ, og kortene med tidspunkter er af kraftigt plastic, hvor mange andre lignende spil har begge dele i pap. Æsken har en lækker magnetlukning, hvilket bidrager til det gode indtryk. Æsken er dog meget stor i forhold til hvad delene fylder, men det gør jo nok ikke så meget for de fleste.

Instruktionerne er desværre ikke på dansk, men er på 6 forskellige andre sprog, deriblandt engelsk og tysk. Nu er det jo ret simple instruktioner, så de fleste kan nok være med på engelsk, men kan man slet ikke andre sprog end dansk, kan man bare læse videre, for der står ikke ret meget mere i instruktionerne, end hvad jeg forklarer nedenfor.

Sådan bruger man Hvad er klokken? 

De 48 plastikkort med tidspunkter har farveprikker på, der indikerer om det er en hel time (rød prik), halv time (grøn), kvart i (blå) eller kvart over (gul).

Det medfølgende instruktionshæfte beskriver 4 forskellige måder at bruge spillet på. Den første er at tage alle de hele timer, og sætte det store ur på dem en efter en, og sige hvad klokken så er. Det bliver jo rimeligt hurtigt nemt, men det får alligevel hjernen til at forbinde det, at den store viser vender opad, med at klokken er et helt tal. Derefter kan man tage alle de halve timer, alle dem med kvart i og alle dem med kvart over. Det lyder meget nemt, når det er det samme (halv, kvart over osv.) mange gange i træk, så man egentlig bare skal se på den lille viser, men repetition gør, at det lagrer sig godt i hjernen. Denne måde at gøre det på, kan også sagtens gøres af barnet alene.

Den anden foreslåede måde at bruge det på, er at være 2 personer – i vores tilfælde har det mest været en voksen og et barn, men det kan også sagtens være 2 børn. Den ene sætter det store ur, og den anden skal så sige hvad klokken er, og finde det matchende kort (så uret skal sættes på et helt kvarter). Igen foreslår de at tage en farveprik ad gangen, altså hele timer, halve timer osv. så de ikke bliver blandet endnu, men det kan man jo begynde på, efterhånden som barnet bliver bedre til det.

Den tredje måde er kun at bruge plastikkortene, og så lægge dem i rækkefølge. Det giver en god fornemmelse af, hvordan det egentlig fungerer det der med ”kvart over”, ”halv” og ”kvart i”. Vi startede med 4 fortløbende kort, men senere kan man jo godt tage kort, hvor der ikke kun går et kvarter imellem, eller tage mere end 4 kort.

Den sidste måde de foreslår at bruge spillet på, er at trække to kort, og indstille det store ur til tidspunktet på det ene. Så stiller man uret om til tiden på det andet kort, og så skal man finde ud af, hvor meget tid der er gået.

Hvad synes vi så om Hvad er klokken? 

Umiddelbart ligner alle disse ”lær klokken” spil hinanden, men vi kan rigtigt gode lide, at kvaliteten af komponenterne er så god, at det kan holde til at blive leget med af børnene. Det gør at de sagtens kan sidde med det selv, uden at man bekymrer sig om, om de bøjer kortene, spilder saftevand på det osv. Det skal nok holde til det hele.

De 4 niveauer i instruktionsbogen virker godt udtænkt, og der er en naturlig progression fra det ene til det andet. I niveau 1 og 2 lærer man at memorere, hvordan de forskellige klokkeslæt ser ud, bare på to forskellige måder, og i niveau 3 begynder man at sætte dem i forhold til hinanden, så man får en fornemmelse af, hvordan en time går. I niveau 4 begynder det rigtigt at ligne noget, og hvis man som voksen er med, og får det store ur til ”gå rigtigt”, altså flytte viserne nogenlunde i takt, når man stiller uret om fra det ene til det andet tidspunkt, kan barnet virkeligt visualisere hvordan tiden går.

Der er dog et men… What Time Is It indeholder kun analoge ure, og jeg tænker at mange børn i dag starter med et digitalur. Det havde været rigtigt fint, hvis det også havde været med, så man kunne omsætte det analoge ur til, hvordan de tilsvarende tidspunkter ser ud på et digitalur. Jeg synes dog at det er nemmest at starte med et analogt ur, fordi man kan visualisere det med ”kvart i” og ”kvart over”, så hvis der kun skal være den ene ting, synes jeg, at det skal være det analoge, men det havde ikke gjort noget, hvis begge dele havde været med.

Det havde også været fint, hvis der var nogle lidt ”skæve” tidspunkter, så det ikke kun var hele kvarterer. Det ville dog give temmelig mange kort, så jeg forstår godt, at de har holdt sig til hel, halv og kvart i/over. Jeg tænker også, at når man har styr på dem, er det nemmere selv at gå videre til intervaller på 5 minutter, fordi barnet så forstår hvordan timerne er inddelt, så det bare bliver mindre bidder, men samme princip.

What Time Is It er angivet til at være fra 5-7 år, så vi har også prøvet det med vores yngste på 5, men der er det som om, interessen ikke helt er der endnu, og så bliver det bare ikke helt hængende. Hun synes egentlig at det er sjovt nok, og kan også fint finde ud af det, men det kniber med, at hun kan omsætte det til virkeligheden, så når vi spørger hende, hvad klokken er oppe på det store ur i stuen (som er analogt ligesom i spillet), kan hun ikke rigtigt sige det, men når vi spiller, kan hun godt. Det skal dog nok komme, det er bare med at repetere, så det sætter sig fast, og lige pludselig kan hun også klokken.

Vores samlede vurdering af What Time Is It er god, det eneste der egentlig trækker lidt ned, er manglen på digitalur, til gengæld er kvaliteten helt i top!

- Kim Larsen 

Læs også spilanmeldelsen af Toys For Life Find og & Tæl

Læs også spilanmeldelsen af Toys For Life Ringe og stave

Læs også spilanmeldelsen af Toys For Life Føl Bogstaverne 

 

 

 

Anmeldelse af spilToys for life

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen