bObles Myresluger tumlemøbel anmeldelse

Alder: Anbefales fra 0-5 år | Producent: bObles | Materiale: EVA-skum | Design: Designet i Danmark | Type: Motoriklegetøj / Tumlemøbel | Indhold: 4 dele | Styrker: Motorik, balance og fantasi

"bObles Myreslugeren har fået en fast plads i stuen, så drengene nemt kan komme til den. Hvis ikke det er leg den bruges til, så er det som skammel. Når drengene sidder ved sofabordet og spiller et spil, vælger de at sidde på hver sin del af Myreslugeren, fremfor at sidde i sofaen..." 

Anmeldelse af Myreslugeren fra bObles

En hjælp til både leg og hjemmetræning
Jeg vil gerne dele vores oplevelse og glæde ved Myreslugeren fra bObles, som har fået en fast plads i vores hjem og i vores hjerter. 

Som Mor til to små drenge på tre og fem år, hvoraf den yngste har Cerebral Parese i højre side af kroppen, betyder det alt for mig, at finde redskaber, der både støtter udvikling og giver glæde. Myreslugeren har vist sig at være netop dét.

Her er vores ærlige erfaringer med Myreslugeren fra både hverdagens hjemmetræning og den frie leg, hvor alt kan ske.

Da vi modtog Myreslugeren fra bObles, var jeg meget spændt. Jeg havde læst anmeldelser og set videoer med de mange muligheder, men man ved aldrig helt, hvordan ens egne børn vil reagere. Den ankom i en stor kasse, og det første mine små drenge sagde var: “Wow, hvad er det?!”

Formen på bObles Myresluger er sjov og anderledes. Den består af fire dele i hver sin størrelse.

Den er fremstillet i EVA-skum og det er ikke tilfældigt, men derimod meget velovervejet. Materialet er let, slidstærkt, vandafvisende og fri for skadelige stoffer (som ftalater og BPA), hvilket gør produktet trygt og praktisk. EVA-skum er desuden støttende uden at være hårdt, sagt på en anden måde har det en let “fjederkraft”, som er ideel til børnene når de balancerer, hopper eller sidder på det.

Myreslugeren har fået en fast plads i stuen

Lillebror Valdemar (3 år) med Cerebral Parese i højre side af kroppen – et redskab til hjemmetræning
Min yngste søn Valdemar har diagnosen CP, han er ramt i en mild grad i højre side af kroppen. For at styrke ham bedst muligt laver vi daglige øvelser, som vi laver hjemme, i tæt samarbejde med vores fysioterapeut. Det kan i perioder være en kamp, at gøre træning sjovt og motiverende for Valdemar, især når han kommer hjem efter et par timer i børnehaven – men myreslugeren har virkelig gjort en forskel.

Vi bruger bObles Myreslugeren på mange måder

Til balance og kernestyrke: Når han sidder eller står på én eller flere af delene, arbejder vi med hans balance og kropskontrol uden at det føles som en “øvelse”.
Kravle- og krydsbevægelser: Valdemar kravler hen over den og skal bruge hænder og ben på skift, det samme når han kravler eller kryber igennem den største af delene – noget hans fys er stor tilhænger af.

Valdemar vælger selv at bruge de fire dele som Myreslugeren fra bObles består af. Når man har et barn med særlige behov, ved man, hvor stort det er, når de selv opsøger de ting, der styrker deres udvikling.

Han har aldrig set den som “træning” for ham er det leg, og det gør hele forskellen. Det fjerner presset og giver plads til lyst og nysgerrighed.

Storebror Villads (5 år) – leg, fantasi og motorik i ét
Min ældste søn Villads er 5 år og har meget krudt i bagdelen. Han elsker at bruge kroppen og være aktiv.

Han bruger eksempelvis Myreslugeren til at:
Balancere og hoppe: Han træner sin motorik og styrke helt uden at tænke over det.
Bygge baner sammen med sin lillebror, hvilket skaber fælles leg på trods af deres forskellige behov.
Lave historier og finde på rollelege, hvor han inddrager Myreslugeren som en karakter i legen.

Det er dejligt at se, hvordan Myreslugeren er blevet et fælles samlingspunkt for mine små drenge. De leger sammen på trods af deres forskelligheder, og storebror Villads er ofte den, der viser og hjælper lillebror Valdemar. Det skaber fællesskab og styrker deres relation.

Fra mit synspunkt som Mor er der også en masse lavpraktiske grunde til, at jeg er vild med Myreslugeren fra bObles

  • Den er let, jeg (og børnene) kan flytte den rundt uden besvær.
  • Nem at rengøre, en fugtig klud, og den er som ny  og klar til leg igen.
  • Støjsvag, den larmer ikke og det sætter jeg stor pris på i et hjem med to aktive drenge.
  • Flot design, den er pæn nok til at stå fremme i stuen uden at være blikfang eller ødelægge indretningen.
  • Tåler mere eller mindre alt, både hop, kram, snot, mad og tumlen, og ser stadig ud som ny.

Det er også rart at vide, at den er lavet i sikkert, giftfrit EVA-skum, så jeg behøver ikke bekymre mig om skadelige stoffer, når børnene kravler, bider eller ligger på den.

En investering i trivsel

Jeg vil ikke lægge skjul på, at bObles generelt ligger i den dyrere ende, men for mig har det været en investering i mine børns trivsel. Især for min yngste søn med Cerebral Parese, har det været guld værd at have et redskab, han selv vælger til, og som støtter hans udvikling på en naturlig måde.
Derudover er det ikke noget, som de vokser fra med det samme. 
Den bliver brugt forskelligt, afhængigt af alder og udvikling, og jeg kan sagtens se for mig, at vi stadig bruger den om et år eller to, måske på nye lærerige måder.

Også til børn med særlige behov

Hvis du overvejer Myreslugeren, særligt hvis du har et barn med særlige behov er her nogle tips baseret på vores erfaring:

  1. Lad barnet udforske i eget tempo, tving ikke bestemte øvelser igennem. Legen skal komme først.
  2. Brug den som en del af hverdagslegen, ikke kun til “træning”
  3. Kombinér eventuelt med andre redskaber fra bObles, lave eksempelvis små forhindringsbaner.
  4. Brug fantasi og rollelege, det forlænger interessen og gør legen sjovere.
  5. Masser af ros og ros de små sejre, da min yngste søn for første gang kravlede hen over den uden hjælp, klappede vi allesammen! Det gjorde ham meget stolt og motiverede til mere.

Konklusion – en uundværlig del af vores hverdag

Myreslugeren fra bObles har vist sig at være et populært valg herhjemme. Den skaber utrolig meget glæde hos mine små drenge og det er skønt, at den kan bruges på et utal af sjove og lærerige måder. 

Den har fået en fast plads i stuen, så drengene nemt kan komme til den. Hvis ikke det er leg den bruges til, så er det som skammel. Når drengene sidder ved sofabordet og spiller et spil, vælger de at sidde på hver sin del af Myreslugeren, fremfor at sidde i sofaen. 
Når de skal hjælpe med madlavningen, vaske hænder eller lign. henter de også en del af Myreslugeren, som de stiller sig på for at kunne nå. 

Min yngste får styrket sin motorik, uden at det føles som terapi. Min ældste får udfordret sin krop og fantasi og jeg får lov til, at opleve dem lege sammen – på lige fod.

- Carina Lund

bObles - Myresluger Blå - Billede 1

Læs også anmeldelsen af bObles Tumleskumdyr

Læs også anmeldelsen af Gonges Fiskesæt

Læs også anmeldelsen af Magna-Tiles Brandmandssæt

Anmeldelse af legetøjBobles

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen