Pandemic Hot Zone - Europe spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Spilletid: Ca. 30 min | Mærke: Z-Man | Antal: 1 spil i æske.

"Hvis man har spillet Pandemic, kan man meget hurtigt lære at spille Hot Zone spillene. Grundelementerne er det samme, men i en mere simpel udgave. Det fylder mindre, det tager kortere tid og er generelt bare en light udgave af Pandemic. For vores vedkommende er originalspillet stadig favoritten, men disse Hot Zone udgaver er et ganske fint alternativ, hvis man bare gerne vil have et hurtigt spil eller som en rejseudgave, der ikke fylder særlig meget i kufferten eller håndtasken"

En spilanmeldelse af Pandemic Hot Zone Europe

Hvis man tidligere har spillet Pandemic og godt kan lide det, men synes det er svært at finde tiden, så er Pandemic Hot Zone - Europe (eller en af de andre Hot Zone udgaver) et rigtig godt alternativ.
Ligeledes er det pga. størrelsen meget velegnet til at have med i kufferten/tasken, dog kræver det stadig noget bordplads at spille, så det er ikke lavet til tidsfordriv i flyveren på vej på ferie.



Spillet kommer i en solid kasse, der måler ca. 15*23*5 cm.
Det indeholder en spilleplade, 24 bykort, 3 epidemikort, 4 begivenhedskort, 9 mutationskort, 24 infektionskort, 4 huskekort, 4 rollekort, 4 spillebrikker, 16 kuber i rød, blå og gul (48 i alt), 1 infektionsmarkør, 1 udbrudsmarkør, 3 kur-brikker i hver sin farve (rød, blå, gul) og en spillevejledning.
Spilleplade og kort er i ”mini-format” ift. originalspillet. Spillepladen fylder ca. 42*29 cm og diverse kort måler 6.5*4 cm.

Selve spillet 

Spillepladen lægges på bordet, hvor alle kan nå den. Sygdomskuberne og de 3 kurbrikker lægges ved siden af pladen. Udbrudsmarkør og infektionsmarkør placeres på det første felt i hvert sit spor.

Hver spiller får et tilfældigt rollekort, samt den tilhørende spillebrik som placeres på ”Geneve” på spillepladen.



Bykortene og begivenhedskortene blandes og der gives to til hver spiller (ved to spillere gives der 3 kort i stedet). Resten af kortene deles i 3 lige store bunker, hvor man blander et epidemikort ind i hver bunke. Herefter lægges de 3 bunker sammen (uden at blande).

Infektionskortene blandes og lægges på spillepladen med billedsiden nedad.
Inden spillet går i gang, skal der lægges sygdomskuber på spillepladen. Dette foregår ved at man først vender 2 infektionskort, og lægger 3 sygdomskuber på hver af disse byer i samme farve, som byerne har.

Dernæst vender man yderligere 2 infektionskort og lægger nu 2 sygdomskuber på disse to byer. Til sidst vender man yderligere 2 infektionskort og placerer 1 sygdomskube på hver af disse byer. Således er de første 6 byer allerede inficeret med enten 1-2 eller 3 sygdomskuber inden spillet er gået i gang. De 6 brugte infektionskort lægges i brugtbunken med billedsiden opad.



Spillerne kigger på de to bykort, de har fået på hånden og vedkommende med det højeste indbyggertal starter spillet.

Pandemic Hot Zone – Europe er et samarbejdsspil, som godt nok er turbaseret, men undervejs må alle snakke sammen om, hvad der vil være bedst for den aktive spiller at gøre.



I hver runde sker følgende:
1: den aktive spiller udfører 4 handlinger
2: den aktive spiller trækker 2 spillerkort (bykort/begivenhedskort bunken)
3: der trækkes infektionskort (antal jf. infektionssporet på spillepladen)

Den aktive spiller kan vælge mellem følgende handlinger:

Køre/sejle: flytte sin brik til en by, der er forbundet til den by, man står i.
Direkte fly: smide et bykort fra hånden for at flyve direkte til den pågældende by
Charterfly: smide et bykort fra hånden, der viser byen, man står i for at flyve til en valgfri by
Behandle sygdomme: fjerne en kube fra den by, man står i (hvis der er fundet en kur, fjernes alle kuber)
Vidensdeling: hvis en anden spillers brik, står i samme by, kan den aktive spiller enten give eller modtage bykortet, der svarer til den by, de står i.
Finde en kur: Såfremt man står i Genéve, kan man smide 4 bykort i samme farve for at lave en kur i den pågældende farve. (Når man laver den tredje kur, har man straks vundet spillet).



Når spilleren har udført sine 4 handlinger, skal han/hun trække 2 nye spillerkort til hånden. Man må max have 6 kort på hånden, så hvis man i sin egen eller en anden spillers tur kommer over 6 kort, skal man smide bykort eller spille begivenhedskort, indtil man igen kun har 6 kort.



Trækker man et epidemikort skal man straks gøre følgende:

  • Forværre: flyt infektionsratemarkøren ét felt frem på spillepladen
  • Inficere: træk det nederste kort fra stakken med infektionskort og læg 3 sygdomskuber i den tilsvarende farve på byen (hvis der i forvejen lægger sygdomskuber, sker der et udbrud)
  • Intensivere: bland alle brugte infektionskort og læg dem i toppen af stakken med infektionskort

Epidemikort fjernes fra spillet, når de er trukket og man skal ikke trække et nyt kort som erstatning.

Når man har trukket 2 spillerkort, skal der igen trække infektionskort. Èt ad gangen vendes et antal infektionskort svarende til den aktuelle infektionsrate. For hvert kort der trækkes, placeres der en sygdomskube i samme farve i den pågældende by. Ligesom under epidemi, sker der udbrud, hvis der i forvejen er 3 sygdomskuber i den pågældende by)

Udbrud: Hvis man skal placere en sygdomskube, hvor der i forvejen ligger 3 kuber, sker der et udbrud. I stedet for at lægge en fjerde kube, placeres 1 kube af den pågældende farve i hver by, som er forbundet med den by, hvor udbruddet er sket. Derudover skal udbrudsmarkøren på spillepladen flyttes et felt.
Hvis der lægger 3 kuber på en af de byer, som bliver ramt af et udbrud, så sker der et kædeudbrud. Det betyder, man skal fortsætte med at lægge en kube i de forbundne byer til denne by. På den måde kan man risikere at skulle lægge rigtig mange kuber, som strækker sig langt ud. Ved kædeudbrud skal udbrudsmarkøren også flyttes et felt.



Når en spiller har trukket og færdigspillet infektionskort går turen videre til næste spiller.

Tab/vind

Spillet er tabt, hvis en af følgende ting sker:

  • Udbrudsmarkøren når til sidste felt på udbrudsporet på spillepladen
  • Man skal placere en sygdomskube, men der ikke er flere tilbage i den pågældende farve
  • Man skal trække spillerkort, og der ikke er nok kort tilbage i stakken

Spillet er vundet, så snart den tredje kur er lavet.

Variationer

Når man har spillet et par gange, og gerne vil udfordre sig selv lidt mere, kan man blande mutationskort ind i spillerbunken under opsætning. Disse mutationskort gør det mere besværligt at finde en kur. Så snart man trækker et mutationskort indtræder kortets effekt og er gældende resten af spillet.

Det kunne fx være:
 ”I trinnet ”træk infektionskort” trækkes 1 ekstra kort, hvis den aktive spiller har 2 eller flere røde bykort” 

Hvis man har flere ”Hot Zone” spil kan disse kombineres, hvilket giver en helt ny variant for to spillere (Hemispheres). Spilleregler til dette (samt spilleregler til solospil) findes på zmangames.com/pandemic-hot-zone. Man skal dog lige være opmærksom på, at disse regler er på engelsk.

Vi har prøvet at spille med både Hot Zone – Europe og Hot Zone – North America i den variant, de kalder ”Hemispheres” for to spillere. I denne variant stilles begge spil op, men i stedet for at hver spilleplade har 16 sygdomskuber i hver farve, så deles man om i alt 24 sygdomskuber i hver farve. Hver spiller har hver sin spilleplade, men arbejder stadig sammen om at finde 3 kure på begge spilleplader.



Hver spiller styrer 3 roller, og stiller de 3 tilsvarende spillebrikker på sin egen spilleplade. Rollekortene lægges på bordet og den sidste spillebrik placeres ovenpå rollekortet længst til venstre. Hver gang spilleren har haft tur, flyttes spillebrikken til næste rollekort. Dette betyder, at man som aktiv spiller har forskellige roller på skift i hver tur.

I denne variant har man noget, der kaldes ”Arkivet”. Dette er et område ved siden af spillepladen, hvor man under opsætningen lægger 2 bykort fra hvert spil (altså 4 i alt) og undervejs i spillet, kan man som en handling vælge at lægge eller tage et kort fra Arkivet. På den måde, kan man få bykort fra den andens spilleplade, som gør det muligt at rejse frem og tilbage mellem de to spilleplader.
Man taber under samme vilkår som i det originale spil og vinder så snart den 6. kur er lavet.

Vores vurdering

Hvis man har spillet Pandemic, kan man meget hurtigt lære at spille Hot Zone spillene. Grundelementerne er det samme, men i en mere simpel udgave.
Det fylder mindre, det tager kortere tid og er generelt bare en light udgave af Pandemic.

For vores vedkommende er originalspillet stadig favoritten, men disse Hot Zone udgaver er et ganske fint alternativ, hvis man bare gerne vil have et hurtigt spil eller som en rejseudgave, der ikke fylder særlig meget i kufferten eller håndtasken.



Vi spiller en del 2-player brætspil herhjemme, og hvad det angår, så kan jeg godt se fordelen i ”Hermispheres” versionen, hvor man sætter to Hot Zone brætspil sammen og styrer 3 roller hver. Det kræver jo så til gengæld, at man har 2 Hot Zone udgaver og personligt, ville jeg nok ikke købe to sæt udelukkende for at kunne spille dem sammen. De forskellige varianter af Hot Zone er umiddelbart meget ens, så det eneste argument for at skulle eje mere end ét, ville netop være at kunne spille 2-player versionen, hvor man slår dem sammen.



For os bliver det stadig original spillet, vi finder mest frem. De få situationer, hvor jeg kan se os finde Pandemic Hot Zone – Europe frem, vil være når datteren vil spille med, og ikke kan koncentrere sig om et længere spil eller som en rejseudgave, der er nem at have liggende i campingvognen, hvor man snildt kunne nå et spil, mens man venter på aftensmaden bliver færdig.

Pandemic Hot Zone – Europe fungerer ganske fint som en light udgave af det originale Pandemic, hvilket jeg også tænker, har været hele hensigten med denne udgave.

- Joan Frederiksen 

Læs også spilanmeldelsen af King of New York

Læs også spilanmeldelsen af Amul

Læs også spilanmeldelsen af Helsinki

 

 

Anmeldelse af spilAsmodee

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen