Mega Frisbee Dart spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år | Spillere: For 1 - 4 deltagere | Spilletid: Ca. 5 - 20 min. | Materiale: Plast | Mærke: BS-Toys | Antal: 1 spil

"Udover at børnene kan være med til regelsætningen, er der også andre gode læringsperspektiver, når vi spiller Mega Frisbee Dart. Når man spiller frisbee dart, kan man ikke undgå at bevæge sig, hvilket jo bidrager til vores daglige motion. Men vores fin- og grovmotoriske færdigheder bliver i den grad også trænet, når vi skal holde om frisbee’en, sigte og kaste den afsted for herefter at hente den igen. Mega Frisbee Dart er et yderst underholdende familie- og selskabsspil, som kan tages frem i mange forskellige sammenhængende. Herhjemme synes vi alle børn som voksne, at det er et sjovt spil, som kan spilles igen og igen med rigtig mange justeringsmuligheder"

En spilanmeldelse af Mega Frisbee Dart

Sommeren er over os, vejret er dejligt og indbyder til udendørslege med familie og venner. Alle de gamle kendinge har i allerede spillet og det er på tide at prøve noget nyt og anderledes. Kender i til dart og mestre i at kaste en frisbee? Så er Mega Frisbee Dart helt sikkert noget for jer og ellers får i det helt sikkert hurtigt lært.

Stil dig klar, tag sigte og send frisbee’en afsted imod dartskiven, måske du er heldig og rammer bullseye.

Praktisk om Mega Frisbee Dart

Familie- og selskabsspillet henvender sig til aldersgruppen 6+. På spillets æske står der, at der kan være 1 til 4 deltagere, men min personlige vurdering er, at der kan være lige så mange deltagere som man har tålmodighed til. Jo flere spillere jo mere ventetid.



Spillets varighed varierer alt efter, hvor meget man beslutter sig for at spille til og hvor nøjagtige man er i sine kast. Så et spil kan tage alt fra 5 min til 20 min. Mega Frisbee Dart er et aktivt spil, hvor man skal bevæge sig. Derudover kræver det et inde- eller uderum, hvor der er godt med plads, både til den store dartskive men også til afstanden fra deltagerne til skiven, samt selvfølgelig kasten med frisbee’s.

Æsken indeholder

  • 1 dartskive med en diameter på 200 cm.
  • 3 frisbee’er i klare flotte farver; orange, grøn og blå.
  • 4 orange plastik pløkker.
  • 1 scorekort.

Spillets gang

Der er ikke som sådan en spillevejledning med til spillet. Bag på æsken står der kort, at man skal forsøge, at få flest point ved, at kaste de tre frisbee’s imod dartskive fra en given afstand. Det giver jo mulighed for, at man kan spille Mega Frisbee Dart, lige som det passer bedst ind, i den sammenhæng man er i.

Er man udendørs, kan man starte med at fæstne dartskive til jorden med de medfølgende plastik pløkker, således at den ikke blæser rundt eller flytter sig. Derefter er det sådan set bare at komme i gang med spillet.

Vi spillede med, at alle deltagere skulle kaste alle tre frisbee’s og derefter tælle sine point. Alternativt kunne man kaste en frisbee hver, hvis man ikke er mere end tre deltagere.

Vi lagde ud med at have en afstand, der hverken var for kort eller for lang men lige tilpas. Løbende kunne vi så justere på afstanden, jo bedre vi blev og på den måde også justere på sværhedsgraden. I starten satte vi et mål om at den, der først nåede 100 point vandt, det gik forholdsvist hurtigt, så målet blev også justeret løbende.

Pigernes egne ord om Mega Frisbee Dart

Silje 7 år: “Det er et rigtig sjovt spil. Jeg kan godt lide, at det er en blanding af dart og frisbee. I starten var det lidt svært, jeg skulle lige prøve et par gange, så jeg vidste, hvor hårdt jeg skulle kaste frisbee’en. Men da jeg havde fundet ud af det, ramte jeg dartskive hver gang. Det ene spil som jeg spillede med min far og mor, vandt jeg i første runde, det var ret sjovt. Jeg kan rigtig godt lide at have matematik i skolen, det er mit yndlings fag, så jeg ville gerne være den, der skulle regne alles point ud. Det er jo lidt store tal, men det er ikke så svært, fordi det er hele tal, man skal regne med.”

Lucca 4 år: “Jeg synes det var meget svært at ramme der, hvor man fik point, det var Silje lidt bedre til end mig. Men jeg synes; at det var sjovt at spille, selvom jeg ikke vandt. Vi lavede også lidt om på reglerne, så det blev lidt nemmere for mig. Så måtte jeg gå tættere på dartskiven end de andre og jeg fik lov til at kaste igen, hvis jeg ikke ramte den første gang. Det er nogle flotte frisbee’er, der er med, jeg kan godt lide farverne og så er de helt glatte.”

Morens og pædagogens vurdering af Mega Frisbee Dart

Vi havde taget Mega Frisbee Dart med på vores sommerferie med familien i det Jydske. Vi havde 14 dage i et stort sommerhus med tilhørende stor have, så det var oplagt at tage udendørs leg med. Vejret var med os, så vi fik spillet en del frisbee dart. I starten var både børn og voksne med og frisbee’s fløj gennem haven. Som børnene blev bedre, begyndte de også at spille selv og der blev da også spillet et par spil udelukkende med de voksne.

Det var egentlig meget rart, at der ikke var et regelsæt, som skulle følges fra enden til anden. Spillet er simpelt, så det var lige til at gå i gang med. Det var faktisk en mega fed oplevelse at se, hvordan børnene var med til at lave reglerne og justere på dem hen ad vejen.

Udover at børnene kan være med til regelsætningen, er der også andre gode læringsperspektiver, når vi spiller Mega Frisbee Dart. Når man spiller frisbee dart, kan man ikke undgå at bevæge sig, hvilket jo bidrager til vores daglige motion. Men vores fin- og grovmotoriske færdigheder bliver i den grad også trænet, når vi skal holde om frisbee’en, sigte og kaste den afsted for herefter at hente den igen.

Vi træner vores sociale kompetencer i samspillet med de andre deltagere, når vi hygger os og konkurrerer med hinanden. Et andet perspektiv jeg er fan af, er at Silje på 7 år, træner sine matematiske færdigheder, når hun er den, der skal lægge pointene sammen efter hver runde. På den måde kan man jo også bruge spillet i læringssammenhængender i eksempelvis skolen, når man skal lære at regne med store runde tal, hvor det primært er 10’er tallet, der vokser med en eller flere.

Mega Frisbee Dart er et yderst underholdende familie- og selskabsspil, som kan tages frem i mange forskellige sammenhængende; til hverdag, børnefødselsdage, havefester, sommerhygge mm. Herhjemme synes vi alle børn som voksne, at det er et sjovt spil, som kan spilles igen og igen med rigtig mange justeringsmuligheder.

- Maria Ejler

Læs også spilanmeldelsen af Muselabyrinten

Læs også spilanmeldelsen af Skal XL

Læs også spilanmeldelsen af Fang Halen 

Anmeldelse af spilBs-toys

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen