Gold Mine IQ-spil anmeldelse

Alder: Anbefales fra 6 år | Spillere: For 1 spiller | Spilletid: Ca. 15 - 30 min. | Mærke: SmartGames | Antal: 1 spil i æske 

"Gold Mine er dog ikke kun til børn, jeg bruger det også gerne som tidsfordriv, og selvom der ikke er så mange opgaver, kan man godt bruge lidt tid på hver af dem, når man kommer lidt op i sværhedsgrad, og når der er gået noget tid, kan jeg sagtens spille de samme udfordringer igen, for jeg kan ikke huske noget om løsningen. Det er et rigtigt fint alternativ til at sidde med sin mobil, og det burde mange af os jo nok gøre noget mindre. Hvis man godt kan lide hovedbrud, får Gold Mine en anbefaling herfra, min største anke er egentlig, at der gerne måtte være flere opgaver – til gengæld er det godt til at spille på farten"

En spilanmeldelse af Gold Mine IQ-spil

IQ-spil, eller hovedbrud, har altid været et populært tidsfordriv. Bare se på hvor populær Rubik’s Cube er, men der findes et hav af forskellige små spil, man kan få tiden til at gå med på en sjov og udfordrende måde.

Sådan et er Gold Mine fra Smart Games. Smart Games udgiver en masse forskellige af disse IQ-spil (du kan se Legebyens udvalg af dem her), hvor de fleste er til at sidde og nørkle med alene, men nogle kan man faktisk spille 2 personer. Gold Mine er et af dem, man spiller alene. Flere af de andre IQ spil er allerede anmeldt af andre her på bloggen (bl.a. denne anmeldelse af syv forskellige af dem), og jeg har selv haft fornøjelsen af at anmelde et, der hedder Smart Farmer, samt prøve nogle af de andre hos nogle venner.

Gold Mine, som det jo skal handle om her har (i lighed med førnævnte Smart Farmer) et tema, hvor mange af denne slags IQ-spil ellers er rent abstrakte. Temaet er meget simpelt: Hjælp dværgen med at komme hen til guldet ved at placere stiger, så han kan komme mellem de forskellige huler.

Indholdet i Gold Mine

Gold Mine består egentlig bare af en lille, hård bog med nogle magnetiske stiger og guldbunker og en dværg. Magneterne kan sidde fast på indersiden af bogen, hvor der er tegnet nogle huler, som er dem dværgen skal bevæge sig mellem.

På den modsatte side af bogen sidder opgaverne, som er inddelt i 4 niveauer fra ”starter” til ”master”. Der følger danske regler med løst på et stykke papir, mens teksten i selve bogen er på engelsk.

Bogen virker rigtig solid, og det har faktisk været mit indtryk af alle de Smart Games spil jeg har prøvet, at komponenterne har været gode og holdbare. Magneterne er også lækre, de er printet på klar plast/akryl, så selv om de er større end det billede, der er på dem, kan man fint se hulerne bagved igennem dem.

Sådan spiller man Gold Mine IQ-spil

Først vælger man den udfordring man vil lave, og sætter dværgen og guldbunkerne som vist. Det er ikke altid at alle guldbunkerne skal bruges, resten lægges bare til side.

Herefter skal man så placere de 3 stigebrikker, så dværgen kan komme hen til alle guldbunkerne. Selvom det ikke altid er alle guldbunkerne, der skal bruges, skal man altid bruge alle 3 stiger. Dværgen kan ikke hoppe op efter en stige eller hoppe ned fra loftet af en hule, så når man skal forbinde to huler, skal stigen stå i den nederste af dem. Og så simpelt er det faktisk. Stigebrikkerne er lavet, så rammen omkring stigen ofte er i vejen for det man gerne vil, så det bliver nogle gange noget af en omvej dværgen kommer på.

Der er kun én løsning på hver opgave, og når man synes at man har den, kan man se bagerst i opgavehæftet, om ens løsning er rigtig.

Vores mening om Gold Mine IQ-spil

Dengang vi skulle anmelde Smart Farmers, var vores datter Marie ret glad for det, og hun kan stadig finde på at sidde og nørkle med det. Det fylder dog lidt mere end mange andre IQ spil, så derfor tænkte jeg at Gold Mine kunne være perfekt til at tage med, hvis man skal et sted hen, hvor man ved, at der bliver lidt tid at skulle fordrive, eller til længere køreture.

Da vi bor i Jylland, men har familie på Sjælland, sker det jævnligt at vi har nogle køreture, der er lidt lange for især børnene, og her håbede jeg at et IQ spil som Gold Mine kunne udskyde plagen om tablets lidt. Jeg tænkte at med de magnetiske brikker, måtte det være perfekt til bilen, da jeg selv som barn var glad for at spille magnetiske spil som mølle og skak på bagsædet med min lillebror, når vi kørte længere ture.

Gold Mine fungerer også rigtigt godt til køreturen, hvis man har et sted at lægge brikkerne. Marie har heldigvis en bagsædelomme, hvor hun kan lægge de brikker, hun ikke har brugt endnu, men det kunne være rart med en opbevaringslomme eller lignende inde i bogen, eller endnu bedre: At den anden side også var magnetisk, så man kunne sætte brikkerne der, indtil man skulle bruge dem.

Udover det lille issue med at have et sted at gøre af brikkerne, er Gold Mine perfekt som rejse-tidsfordriv. Aldersangivelsen på 7 år virker til at passe fint (Marie er 7, og kan fint finde ud af det), og inddelingen i forskellige sværhedsgrader gør, at hun altid kan finde opgaver på et passende niveau. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt mere end 12 opgaver i hver sværhedsgrad. Det er ikke noget hun finder frem derhjemme særligt tit, der er jo legetøj osv. der trækker mere, men når vi er på tur, er hun glad for at sidde og nørkle med det.

Gold Mine er dog ikke kun til børn, jeg bruger det også gerne som tidsfordriv, og selvom der ikke er så mange opgaver, kan man godt bruge lidt tid på hver af dem, når man kommer lidt op i sværhedsgrad, og når der er gået noget tid, kan jeg sagtens spille de samme udfordringer igen, for jeg kan ikke huske noget om løsningen. Det er et rigtigt fint alternativ til at sidde med sin mobil, og det burde mange af os jo nok gøre noget mindre…

Hvis man godt kan lide hovedbrud, får Gold Mine en anbefaling herfra, min største anke er egentlig, at der gerne måtte være flere opgaver – til gengæld er det godt til at spille på farten.

- Kim Larsen 

Læs også spilanmeldelsen af IQ-spil fra Smart Games

Læs også spilanmeldelsen af Apple Twist IQ-spil

Læs også spilanmeldelsen af Smart Farmer

Anmeldelse af spilSmartgames

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen