Skak XL spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende brætspil på Legebyen.dk!

Alder: Fra 8 år | Spilletid: Cirka 20 min | Spillere: For 2 personer | Mål på spillepladen: 90 x 90 cm | Mål på kongen: 23 cm | Mål på bønder: 10 cm | Antal: 1 stk.

"Når vi spiller skak, styrker vi vores sociale, personlige og endda også faglige kompetencer. Når vi spiller, skaber vi et fælles tredje sammen, herigennem styrker vi vores relationskompetance og udvikler eller starter venskaber. Vi interagerer med hinanden i en kontekst, hvor vi samtidig træner evnen til at aflæse hinanden. Skak er et spil som i den grad styrker vores koncentrationsevne, problemløsning og evnen til at tænke strategisk, kreativt og skabe et større overblik..."

En spilanmeldelse af Skak XL

De fleste voksne har et eller andet kendskab til skak, hvilket ikke er så mærkeligt, når man tænker over, hvor gammelt et spil det er. En myte fortæller, at en indisk vismand opfandt spillet i år 600 for at hjælpe sin konge. Han var nemlig hverken særlig god til at være konge eller vellidt blandt folket. Igennem skakspillet lykkedes det at lære kongen vigtigheden af samarbejdet mellem hver en lille brik; bonde som tårn.

Praktisk om Skak XL

Brætspillet skak er for to spillere. Man kan ved justeringer skabe spil i spillet, hvor man spiller i hold af to eller flere. Spillet er anbefalet fra 8 år.

Spillets varighed afhænger af spillerne. Et spil kan vare tyve minutter, et andet kan vare en time. Spillereglerne medfølger ikke i æsken, men kan findes ved en simpel søgning på Google. For at kunne spille skak skal man som minimum kende til de forskellige spillebrikkers bevægelsesmønster, hvilket man hurtigt kan få styr på.

Æsken indeholder:

  • 1 spilleplade i kvalitetsstof, 90 cm x 90 cm.
  • 16 hvide skakbrikker i træ.
  • 16 sorte skakbrikker i træ.
  • 1 opbevaringspose

Spillets gang

I det helt traditionelle skak, har hver brik sin egen plads på skakbrættet. De hvide brikker har hjemme på række et og to, de sorte brikker har hjemme på række syv og otte. Udover at hver af de forskellige brikker har deres egen starts position på brættet, har de også deres egne bevægelsesmønstre.

Bonden står altid på række to og syv og kan i første træk rykke et eller to felter frem, efterfølgende kan de kun rykke et felt ad gangen. Bonden kan kun slå modstanderens brikker skråt og kan aldrig gå baglæns.

Tårnet står i hjørnerne på række et og otte, de kan rykke enten frem eller tilbage, vandret og lodret så langt man kunne ønske sig, eller til man møder et felt med en anden spiller. Møder man en af modstanderens brikker, kan tårnet slå denne.

Springerne står ved siden af tårnene, de kan som den eneste brik i spillet springe over felter, hvor der i forvejen står andre brikker. Springeren bevæger sig i “L” form, to frem og et til siden eller omvendt. Står der en modstander brik på springerens slutfelt, bliver denne slået.

Ved siden af springerne har vi løberne, de kan kun bevæge sig diagonalt frem eller tilbage. De bliver således altid på den farve felt, som de startede på. Løberen slår ved at lande på et felt med en modstanderbrik.

I midten af de to løbere har vi kongen og dronningen.

Dronningen ønsker at matche sit eget felt, så den hvide dronning står på det hvide felt og den sorte dronning på det sorte felt. Dronningen kan både rykke på samme måde som et tårn og som en løber, altså lodret, vandret og diagonalt enten frem eller tilbage så mange felter som man kunne ønske. Hun slår som de fleste andre brikker i skak ved at lande på et felt med en modstanderbrik.

Kongen står på det sidste ledige felt på brættet. Kongen kan flytte et enkelt felt i hver retning og kan også slå således.

Når brikkerne er placeret, gælder det om at sætte modstanderens konge i skakmat. Det betyder, at kongen ikke har mulighed for at blive rykket i sikkerhed på et felt, hvor den ikke kan slåes.

Spillet ender ikke nødvendigvis med en vinder, da der er forskellige regler, som gør at spillet kan ende i remis, altså uafgjort.

Siljes egne ord om Skak XL

Silje 7 år: “Skak er sjovt. Jeg har ikke helt styr på, hvordan alle brikkerne rykker sig endnu. Så når jeg spiller med alle brikkerne, har jeg nogle gange brug for lidt hjælp til at huske, hvordan en brik kan rykke sig. Men jeg er rigtig god til bondeskak, hvor der jo kun er bønder med så det ikke så svært at huske. Jeg kan rigtig godt lide det her skak spil fordi, at brikkerne er store og så er det rigtig hyggeligt, at man kan tage spillet med ud og spille på græsplænen.”

Morens og pædagogens vurdering af Skak XL

Da vi modtog Skak XL fik Silje julelys i øjnene, i hendes klasse får de undervisning i skoleskak og hun synes det er meget sjovt. Jeg selv underviser også i skoleskak og har derfor også erfaret, hvor fedt et redskab skak kan være ud fra et pædagogisk læringsperspektiv.

Når vi spiller skak, styrker vi vores sociale, personlige og endda også faglige kompetencer. Når vi spiller, skaber vi et fælles tredje sammen, herigennem styrker vi vores relationskompetance og udvikler eller starter venskaber. Vi interagerer med hinanden i en kontekst, hvor vi samtidig træner evnen til at aflæse hinanden.

Skak er et spil som i den grad styrker vores koncentrationsevne, problemløsning og evnen til at tænke strategisk, kreativt og skabe et større overblik.

Derudover er der faktisk lavet en masse forskning om, hvilken stor faglig betydning skak kan have for skolebørn. Ud fra denne forskning kan man konkludere, at Skak blandt andet kan styrke børnenes læse- og sprogforståelse samt deres almene matematiske færdigheder.

Så alt i alt må man jo sige, at Skak er et spil, som udvikler børn, unge og voksne på så mange forskellige områder, at det er svært at finde en anden aktivitet, der kan det samme.

Skak kan spilles på mange forskellige niveauer blot ved at justere lidt på spillets regler og sammensætning. Silje er eksempelvis rigtig glad for at spille bondeskak, som også er et spil jeg er begyndt at spille med Lucca på 4 år. I sin enkelthed går bondeskak ud på, at man kun spiller med bondebrikken. I begyndelsen kan man starte med at spille med to bønder hver.

De starter på samme række som ved et normalt spil skak, dog skal man være opmærksom på ved to bønder, at de skal stå et felt forskudt i forhold til modstanderen. Ligeså stille tilføjer man flere bønder og tilsidst spiller man med alle bønderne. Den der først får en bonde til modstanders bagerste felt, har vundet spillet. Når først børnene har styr på bondens bevægelsesmønster, kan man ligeså stille begynde at tilføje og introducere de resterende brikker til spillet, indtil man har et fuldt skakbræt.

Skak XL er som et normalt skakspil men, som navnet også indikerer, er det i størrelsen XL.

Vi er herhjemme rigtig glad for den ekstra størrelse på brikker og bræt, pigerne har et bedre greb på de store brikker, brikker vælter ikke så let, det er nemmere for dem at genkende brikkerne og brikkernes bevægelsemønstre bliver tydeligere på de store felter.

Brikkerne er udført rigtig fint i træ og er rare at holde på.

Skakbrættet er produceret i stof og på bagsiden, er der brugt et vandtæt og beskyttende materiale, således at spillet også kan bruges udendørs på græsset eller jorden. Det har vi haft stor glæde af, pigerne synes det er en fest at sidde udendørs i solen og spille.

Skak XL er et rigtig godt alternativ til andre havespil. Vi har allerede planlagt at det skal med på sommerferie, hvor vi nok kommer til at spille noget stafetskak i hold med onklerne og tanterne.

- Maria Ejler

Læs også spilanmeldelsen af BS Toys Marbles

Læs også spilanmeldelsen af Oppustelig Dart fra BS-Toys

Læs også spilanmeldelsen af kæmpe Klodsmajor BS-Toys

 

Anmeldelse af spilBs-toys

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen