Lost Ruins of Arnak spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 12 år | Spiltype: Strategispil/voksenspil | Spilletid: Ca. 30-120 min | Spillere: 1-4 deltagere | Producent: Czech Games | Distributør: Spilbræt 

"Alt i alt er vi blevet meget begejstrede for Lost Ruins of Arnak. Temaet er fedt, og især er vi vilde med, at vi kan spille et spil, hvor der sker så meget, på halvanden times tid. Det får 9 ud af 10 herfra, og får en kæmpe anbefaling, medmindre man er ny brætspiller – så er det måske en god ide at prøve noget, hvor der er lidt mindre at vælge imellem først"

En spilanmeldelse af Lost Ruins of Arnak

Et spil, som jeg længe gerne har villet prøve, er Lost Ruins of Arnak, så min glæde var stor, da jeg fandt ud af, at det var blevet oversat til dansk – der er nemlig flere af dem, jeg spiller mest med, der ikke er så glad for engelsk tekst i spil.

I Lost Ruins of Arnak er man arkæologer, der skal udforske den ukendte ø Arnak. Arnak har mange skjulte skatte, men der er også de frygtede Vogtere, som passer på skattene. I ren Indiana Jones stil skal man udforske øen og templet på øen, prøve at overvinde Vogterne, og lede den mest succesfulde ekspedition, og dermed vinde spillet.

Lost Ruins of Arnak er angivet til at være fra 12 år og tage 30-120 minutter – det er et ret stort spænd, men det er også ret forskelligt, hvor længe det tager, alt efter hvor mange spillere man er.

Blev mine store forventninger så indfriet, eller skuffede spillet? Lad os finde ud af det.

Indhold af æsken 

I æsken finder man:

  • En dobbeltsidet spilleplade
  • En lagerplade til at opbevare ressourcer på
  • 4 ekspeditionsplader (en til hver spiller)
  • En god bunke kort delt ind i startkort, frygtkort, genstandskort og artefaktkort
  • Nogle større papbrikker med vogtere og områder
  • En masse forskellige mindre papbrikker med ressourcer og point
  • Et sæt spillerbrikker til hver spiller bestående af 2 arkæologer, en lup og en notesbog
  • En månestav og en startspillermarkør

Komponenterne er i ret almindelig kvalitet, det er det kraftige pap, som man finder i de fleste spil, og kortene er i fin kvalitet, så der er ikke det store at bemærke. Der er et fint antal plasticposer med, så man kan sortere de forskellige komponenter.

Regelhæftet 

For en uerfaren brætspiller kan regelhæftet måske godt starte med at virke lidt intimiderende, simpelthen pga. de 24 sider. De er dog rigtigt fint skrevet, og en god del af pladsen er brugt på billeder og eksempler, så selvom det for nogle kan virke som nogle lange regler, så er det slet ikke så slemt. Jeg har oplevet spil med kortere regler, hvor jeg måtte ty til Youtube for lige at få styr på det, og det har jeg ikke været i nærheden af at føle behov for her – selvom der faktisk er en QR kode i regelhæftet, der fører til en hjælpevideo.

Sådan spiller man Lost Ruins of Arnak 

Man starter med at vælge hvilken side af spillepladen, man vil bruge, da der er to forskellige templer.

Øverst på spillepladen er der en række med 6 kort med genstande og artefakter. Til at starte med indeholder den 1 artefakt og 5 genstande, men det ændrer sig runde for runde.

Under kortene har man et antal udgravningsområder, hvor de 5 er afsløret fra spillets start, mens resten skal opdages, før de kan udgraves. Disse uopdagede steder er delt ind i to niveauer, med forskellige priser for at opdage dem.

Til højre for udgravningsstederne har man så templet. Templet er en række felter med forskellige bonusser, hvor man skal starte forneden og rykke opad, efterhånden som spillet skrider frem, for måske at nå toppen og købe de pointbrikker, der ligger deroppe.

En af de interessante ting ved Lost Ruins of Arnak er, at det blander 2 velkendte mekanismer i brætspil, nemlig Worker Placement og Deck Building. Hvis du ikke kender disse to begreber, så betyder worker placement, at hver spiller har et antal brikker (”arbejdere”), som man oftest placerer på et felt på en spilleplade, og så udfører feltets handling. I de fleste worker placement spil kan der kun stå 1 eller 2 arbejdere på et felt, så man kan altså blokere sine modstandere fra at tage bestemte handlinger, ved at komme først til de felter. Et velkendt worker placement spil, som er et godt startsted i genren, er f.eks. Stone Age.

Deck Building er i en helt anden boldgade. Deck building betyder, at man har en stak kort (deck), hvor man forsøger at ”bygge” den så godt som muligt ved at putte gode kort i den, og evt. fjerne dårlige kort. Ofte trækker man i en tur et antal kort fra sin stak, og jo bedre man har fået bygget stakken, jo større chance er der for, at man får gode kort i hver tur. Rene deck buildere er derfor kortspil, den mest kendte er nok Dominion, men der er flere brætspil, der bruger deck building som mekanisme, f.eks. Quest for El Dorado.

En runde i Lost Ruins of Arnak foregår ved, at hver spiller trækker kort fra sin bunke, så man har 5 kort på hånden, og så på skift tager én primær handling, og måske nogle gratis handlinger, indtil alle spillere har valgt at stoppe. Man må fortsætte så længe man kan/vil tage handlinger, men vælger man at stoppe, er man færdig for den runde. Primære handlinger kan være at udgrave et område, opdage nye områder, købe eller spille kort, besejre en vogter eller rykke frem i templet og gratis handlinger kan f.eks. være at få ressourcer fra et kort (så det tæller ikke som den primære handling ”at spille et kort”), og gratis handlinger kan altid kendes på, at de har et billede af et lyn.

På kortet til højre ses et lyn, hvilket betyder at man kan få de to kompasser som en gratis handling, mens kortet til venstre skal spilles som en primær handling, for at få bonussen.

Hvis man vil opdage et nyt område eller udgrave et område, skal man bruge en af sine arkæologer (man har to hver). Man betaler så prisen for at komme dertil, og sætter sin arkæologbrik på det felt man vil opdage/udgrave – det er worker placement delen af spillet. Nogle felter har plads til 2 spillere, men det er så dyrere at komme dertil for spiller nr. 2, mens andre felter kun har 1 plads. Ved færre end 4 spillere blokerer man nogle af dobbeltfelterne, så der kun kan stå én arkæolog på de områder.

Hvis man opdager et nyt område, får man en belønning, men man vækker også en af øens frygtede vogtere! Vogterne kan besejres, hvis man har ressourcerne til det, men hvis man ikke kan besejre dem, får man et Frygtkort i sin bunke, når man forlader feltet (oftest ved rundens slutning). Det er ikke lige det, man har lyst til at få i sin bunke, men det kan ikke altid undgås.

Hvis man vil udgrave et område, får man lov at aktivere den effekt, der er på det pågældende felt – det kan være at man får nogle ressourcer, eller at man må foretage nogle bestemte handlinger.

Hvis man vil gøre sin kortbunke bedre, kan man også købe et genstands- eller artefaktkort. De giver forskellige bonusser, når man spiller dem, som kan være rigtigt rare.

Hvis man vil fremad på ”tempelstigen”, vælger man det som sin primære handling, når man har tur. Her har man to brikker, en lup og en notesbog, som begge kan rykkes op af templet. Man betaler prisen for at rykke frem, og så rykker man den valgte brik, og modtager den bonus, som feltet giver. Hvis man når toppen af templet, får man mulighed for at købe nogle pointbrikker, som sin primære handling.

Tempelstigen, hvor man skal bruge masser af pilespidser og/eller rubiner, hvis man vil til tops

Hvis man ikke kan eller vil udføre en af de primære handlinger, må man stoppe, når det er ens tur. De andre spillere fortsætter så med at have ture på skift, indtil alle er stoppet, og så gør man klar til næste runde. Alle tager deres arkæologer hjem, man flytter rundemarkøren frem, skifter lidt ud i de kort, der kan købes, og hver spiller blander sine brugte kort fra den overståede runde, og lægger dem nederst i sin bunke. Herefter trækker alle spillere kort, indtil de igen har 5 kort på hånden, og så starter næste runde.

Efter 5 runder er spillet slut, og spilleren med flest point vinder.

Kan også spilles alene 

Lost Ruins of Arnak indeholder også en solo-mode, som betyder at man kan spille det alene. Her spiller man mod ”Rivalen”, som er en fiktiv modstander, der kan laves i flere forskellige sværhedsgrader. Rivalen består af en stak handlingsbrikker, som bestemmer hvilken handling Rivalen vælger i hver tur. Rivalen modtager eller bruger ikke ressourcer, men dens handlinger påvirker dig, ved at optage pladser på udgravningsstederne og de uopdagede områder, eller ved at komme først til felterne på tempelstigen, og dermed få belønningerne for det. Rivalen optjener også point, og ligesom i et spil med flere spillere, tæller man point til sidst, og ser om man vinder over Rivalen eller ej.

I solospillet bestemmer handlingsbrikkerne hvad rivalen gør, og dens ture er super hurtige at afvikle. Den har hele 6 arkæologer, som den bruger til at blokere felter med, så man skal ikke vente for længe med at sætte sine egne arkæologer ud

Som en ekstra bonus for dem, der godt kan lide at spille solo, er der en hel lille solokampagne, som man kan finde link til i regelhæftet. Her spiller man igennem 4 kapitler, som introducerer nye regler undervejs, og har en lille historie. Det kræver en app, som selvfølgelig er gratis, eller at man printer nogle ting ud, som kan findes på linket i regelhæftet. Hvis man synes at det er hyggeligt at sidde for sig selv med et brætspil (det er jo egentlig bare at spille kabale med et brætspil i stedet for et kortspil), kan jeg klart anbefale solovarianten i Lost Ruins of Arnak, og i særdeleshed den lille kampagne The Search For Professor Kutil (som dog ikke er oversat til dansk).

Vores mening om Lost Ruins of Arnak

Okay, du føler dig måske ikke som Indiana Jones, når du spiller Lost Ruins of Arnak – selvom temaet er fedt, skinner det ikke så voldsomt igennem i spillet. Det gør mig dog ikke så meget, for hvis mekanikkerne i et spil er gode, har jeg ikke noget imod, at det dybest set bare handler om at skrabe flest point sammen.

En af de ting, jeg godt kan lide ved Lost Ruins of Arnak er, at kortene kan bruges på flere måder. Det er set før i f.eks. Port Royal og Biotopia, hvor kortets bagside også kan bruges til noget, men her er det et ikon i hjørnet af kortet, der er den ene mulighed, eller ”resten af kortet” som den anden mulighed.

Når man skal udgrave et område, skal man rejse dertil, og det koster et antal rejseikoner. Rejseikonerne findes bl.a. i hjørnet på alle kort, og kan være en støvle, en bil, et skib eller et fly. Man kan så vælge, om man vil bruge sine kort til at betale med, når man skal rejse, eller om man vil spille dem som en handling.

Dette kort kan enten bruges til at rejse med ved at bruge bil-ikonet i hjørnet, eller man kan bruge den gratis handling og få en mønt.

Det, at der både er worker placement elementer og andre muligheder for handlinger (f.eks. at rykke frem i templet, hvilket ikke kræver en arkæologbrik) synes jeg er super fedt. Vil man virkelig gerne hen på et bestemt udgravningsområde, må man gøre det som en af sine første handlinger, så andre ikke kommer derhen først og blokerer feltet, men man kan også satse på at nå hurtigst til toppen af templet, og købe nogle af alle de dejlige pointbrikker deroppe, eller samle en masse gode kort i sin bunke. Der er mange måder at få point på, og det gør at spillet udvikler sig forskelligt fra gang til gang – dog virker det til, på de spil vi har spillet, at templet er ret vigtigt.

Lost Ruins of Arnak er nok ikke for helt nye brætspillere, men det er heller ikke voldsomt kompliceret, så jeg vil mene, at hvis man er dedikeret nok til at læse de 15 siders regler (resten er regler for det andet tempel, solovarianten samt et appendiks, hvor man kan slå de forskellige ikoner op), kan man også spille det. Vi har desværre kun haft lejlighed til at spille det herhjemme og med nogle venner, som også spiller en del, så jeg har ikke testet det udsagn, men det er min fornemmelse.

Som mange spil, med flere muligheder for handlinger, kan det være lidt følsomt overfor spillere, der har hang til ”analysis paralysis” (at tænke så meget over en beslutning, at man går helt i stå), men det er ikke noget, vi har oplevet som et problem, i de grupper vi har spillet det i. Vi synes til gengæld at det er fedt med så mange forskellige handlinger, og især at de ikke alle er afhængige af at handlingen er ledig, som er et af kendetegnene ved worker placement genren. Det at man har blandet flere mekanikker sammen, fungerer super godt.

Den angivne spilletid på 30-120 minutter (ca. 30 minutter pr. spiller) passer måske okay, når alle spillere kender spillet ordentligt. Som med de fleste spil, skal man regne med noget længere, indtil man har lært det, men efter 3-4 spil kunne vi holde os nede på halvanden times tid ved 2 spillere, som er det spillerantal, vi har spillet det mest med. Mine solospil har det med at tage noget længere end 30 minutter (nok snarere en time til fem kvarter), men jeg er nok også den, der tænker længst over mine træk herhjemme, så det er mig, der trækker spilletiden op, og min bedre halvdel, der holder os nede på halvanden time 😊 

Aldersangivelsen på de 12 år er nok ikke helt ved siden af. Jeg tror faktisk godt at man kan lære reglerne allerede fra omkring 10 år, især hvis det er et barn, der er vant til at spille brætspil, men det vil være svært for at barn at overskue alt det forskellige, man kan vælge imellem. Det er stadig alt for stor en mundfuld for vores datter Marie på 9, men når hun ser os spille, forstår hun sådan set godt reglerne, hun kan bare ikke tænke så taktisk endnu, og overskue alle de forskellige handlinger, man kan tage.

Alt i alt er vi blevet meget begejstrede for Lost Ruins of Arnak. Temaet er fedt, og især er vi vilde med, at vi kan spille et spil, hvor der sker så meget, på halvanden times tid. Det får 9 ud af 10 herfra, og får en kæmpe anbefaling, medmindre man er ny brætspiller – så er det måske en god ide at prøve noget, hvor der er lidt mindre at vælge imellem først.

- Kim Larsen 

Læs også spilanmeldelsen af Equinox Green 

Læs også spilanmeldelsen af Paleo 

Læs også spilanmeldelsen af Azul Queen´s Garden 

 

 

Anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen