LogiPic spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 3 år | Spillere: For 1 spiller | Materiale: Træ | Mærke: Beleduc | Antal: 1 spil i æske.

"Jeg synes, at LogiPic spillet er en super let aktivitet, der styrker barnets koordineringsevne ved at skulle fange boldene med magneten og placere dem det korrekte sted. Hvis barnet kender at lave motiver med perler, vil det hurtigt fange ideen med dette sæt. Jeg vil især anbefale LogiPic spillet til børn, der elsker at lave perleplader, men som ikke nødvendigvis bruger perlepladerne efterfølgende. Spillet kræver ingen forudsætninger og er lige til at finde frem og spille, ligesom der efterfølgende ingen anden oprydning er end at pakke spillet væk. Spillet kan derfor også tages med på f.eks. bilture"

En spilanmeldelse af LogiPic fra Beleduc

På en grå og kedelig lørdag eftermiddag under ulvetimen fandt Magnus og jeg LogiPic spillet fra Beleduc frem.

LogiPic er et magnetspil, hvor man med magnetpen og kugler skal kopiere mønstrene på de medfølgende opgavekort og på den måde danne billeder. Der er også mulighed for at lave sine helt egne motiver.

Allerede da Magnus så kassen, var han spændt på indholdet og med lidt hjælp fik han åbnet kassen. Han fandt hurtigt selv ud af, at de medfølgende kort kunne komme ind i sprækken i kassen. Han valgte omgående først tegningen med en sommerfugl, og han satte selv kortet i.

Så kom det lidt drilske; at skulle fange kuglerne med magneten – han ville allerhelst have kuglerne i hånden for at placere dem, men de er lukket inde, så det er kun ved brug af magneten, man kan placere kuglerne. Han fandt hurtigt teknikken og lurede uden instruktioner, at de farvede kugler skal placeres på de tilsvarende farvede huller i mønsterkortet.

Enkelte gang blev han frustreret, når magneten tog flere kugler med end den tilsigtede, men han fandt også hurtigt ud af, at kuglerne let kunne rykkes på en anden plads, hvis de blev fejlplacerede eller hang med på en anden farve kugle.

Det tog Magnus ca. 15 minutter i ro og mag at lave sommerfuglen, hvorefter han bad om lov til at lave en figur mere. Denne gang valgte han skibet, hvilket han i denne omgang dog ikke færdiggjorte, men det gjorde intet for kassen kunne fint ligges roligt ned i emballagen og færdiggøres dagen efter. 

Han sad ca. 20 minutter med spillet og har siden da selv efterspurgt det flere gange. Senest tog han et af opgavekortene ud og begyndte at tælle, hvor mange kugler der skulle være i hver farve. Det gav anledning til en god snak om farvernes navne og at tælle.

Vi har efterfølgende haft besøg af en pige på 5 år, som også var optaget af spillet. Hun var total selvkørende i aktiviteten og valgte først at lave motivet med huset for dernæst at lave motivet med sommerfuglen. Det er virkelig en stor fordel, at spillet ikke kræver forberedelse, men det er lige til at pakke ud og super let at gå til.

Selve spillet

1 stk. lukket træ-æske med kugler og magnetpen i snor.

8 opgavekort i to sværhedsgrader

Spillet er lavet i en lækker kvalitet. Træ-æsken har afrundede hjørner, og magnetpennen sidder godt fast i en solid snor, der er kort, så man ikke skal bekymr sig om sikkerheden. Ligeledes er magnetkuglerne inden i den lukkede træ-æske, så barnet kan ikke komme til dem. Magnet-kuglerne og opgavekortene er alle lavet i flotte glade farver.

Opgavekortene på sættet sidder meget godt sammen, så først troede jeg, at der manglede mønsterkort, men det var der heldigvis alle sammen. Der er 8 opgavekort i flotte farver og i to forskellige sværhedsgrader, så barnet kan vælge det kort, der tiltaler dem og kan desuden vokse med spillet.

Det letteste mønster er angivet med en stjerne og består af prikkede mønsterkort, så barnet tydeligt kan se, hvor kuglerne skal placeres, mens det sværere mønster er angivet med to stjerner og udelukkende består af motiv. Mønsterkortene består af velkendte motiver f.eks. en blomst, skib, sommerfugl, hus og en helikopter. Derudover har et af mønsterkortene numrene 1,2,3.

Ligesom der er et mønsterkort, der angiver farverne med prikker – så det bliver en gåde, der skal løses., og der er et helt blankt mønsterkort lige til at udfylde med sit eget kreative motiv. Der er derfor mønsterkort, der rammer målgruppen bredt.

Opgavekortene er lavet i plastik, der evt. kan tørres af med en hårdt opvredet klud, hvis der bliver behov for det. Kortet sættes ind let i træ-æsken og dermed er den ikke udsat, mens barnet løser motivet.

Vær opmærksom på, at opgavekortene passer ikke 100% i holderen og skal justeres ca. 5 mm. fra bagkant. Det er dog ikke noget, der påvirker spillet.

Med sættet følger en instruktion på flere sprog, dog ikke på dansk. Men spillet er super let at finde frem og kræver ingen instruktioner, så det gør intet.

Lidt om Beleduc

Firmaet Beleduc er et tysk firma, der udvikler trælegetøj som stimulerer og opbygger børns fantasi, indlæring, kreative - og motoriske evner. Beleduc producerer bl.a. brætspil og puslespil i træ, og de har modtaget flere priser for deres spil, hvor det primære fokus er på børns indlæring gennem leg.

Firmaet bestræber sig på at udvikle legetøj som lærer børn forskellige færdigheder gennem viden og sjov. Derfor arbejder de også tæt sammen med pædagoger, når de udvikler deres produkter. I dette spil kommer det især til syne i kvaliteten af produktet, men også i sikkerheden ved anvendelse af spillet.

Vores vurdering 

Jeg synes, at LogiPic spillet er en super let aktivitet, der styrker barnets koordineringsevne ved at skulle fange boldene med magneten og placere dem det korrekte sted. Hvis barnet kender at lave motiver med perler, vil det hurtigt fange ideen med dette sæt. Bortset fra at her er kuglerne indkapslede i træ-æsken, så man skal ikke være bange for barnet putter en perle i munden - eller at der ligger perler på gulvet efterfølgende.

Spillet anbefales fra 3 år, og jeg vil tro, at børn vil kunne have glæde af spillet op til skolealderen. Spillet er beregnet til en person, men to børn ville sagtens kunne skiftes til placere kuglerne, og dermed vil de samtidig få øvet turtagning.

Jeg vil især anbefale LogiPic spillet til børn, der elsker at lave perleplader, men som ikke nødvendigvis bruger perlepladerne efterfølgende.

Spillet kræver ingen forudsætninger og er lige til at finde frem og spille, ligesom der efterfølgende ingen anden oprydning er end at pakke spillet væk. Spillet kan derfor også tages med på f.eks. bilture.

Spillet kan opbevares i papkassen, som spillet leveres i. Idet det er et solidt spil, vil den snildt kunne holde til brug i flere generationer eller til brug i dagpleje, vuggestue eller børnehave.

- Lone Deleuran 

Læs også spilanmeldelsen af ToPoLoGo Visio

Læs også spilanmeldelsen af XXL Candy 

Læs også spilanmeldelsen af Rondo Vario 

 

Anmeldelse af spilBeleduc

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen