Alder: Fra 3 år | Materiale: Bæredygtigt fyrretræ | Mål: L:84 x B:60 x H:104 cm | Mærke: byAstrup | Antal: 1 hestestald med plads til 2 kæpheste.
"Hestestalden til kæpheste indbyder til rigtig mange gode lege mellem børn på tværs af alder og køn. De fleste børn synes, at det er sjovt at lege med kæpheste og hestestalden giver dem endnu en dimension til virkeliggørelsen af legen. Når børnene samles omkring legen med hestestalden, skabes og udvikles relationen imellem dem, de interagerer med hinanden og finder fælles interesser, som de kan være sammen om"
En anmeldelse af hestestald til kæpheste
Jeg kan tydeligt huske fra min egen barndom, hvordan vi hesteglade piger brugte mange timer på at lege hest og rytter. Dengang var fantasien vores bedste ven og det var ikke ualmindeligt, at have en hel fold med usynlige heste og ponyer. En anden mulighed var selvfølgelig, at man måtte skiftes til at være hesten. Der var ingen tvivl om at ens højeste ønske til jul, næst efter en rigtig hest, var en form for legetøjshest, som kunne gøre legen endnu mere livlig.
I dag er der sket rigtig meget på legetøjsmarkedet, når det kommer til rollelege med heste som tema. Kæpheste er ikke som sådan nye men designet af dem er virkelig blevet meget mere virkelighedstro. Man kan vælge imellem flere forskellige hesteracer, som alle har hvert deres særlige design. Derudover er kæphestenes design også blevet meget mere detaljeret, hvilket jo virkelig er med til at skabe en karakter og personlighed hos det enkelte barn.
Det stopper jo heldigvis ikke her, for udover de fine kæpheste kan man få et hav af tilbehør til hestene og til rytteren, som efterhånden er med til at skabe en hel lille verden omkring rollelege med heste.
ByAstrup har lavet den fedeste hestestald til kæpheste, som virkelig er i høj kurs blandt de små kæphesteejere.
By Astrup er et dansk mærke, som laver unikt, kreativt legetøj og legemøbler i høj kvalitet. By Astrup går op i, at deres produkter er en fryd for øjet, lækre at røre ved og ikke mindst sjove at lege med. Derudover er der fokus på, at produkterne har et simpelt og moderne design, samtidig med at det indbyder børn til leg og hyggelige stunder.
Når du køber et By Astrup design, støtter du den fælles kamp mod en kræft fri verden. Hvert år donerer By Astrup nemlig et beløb til kræftforskningen i håbet om at gøre en forskel.
Herhjemme hos os er vi 3 hesteglade piger og de to mindste er desuden også bidt af en gal kæphest. De havde i forvejen lidt tilbehør og et par kæpheste hver, hvoraf de to af dem er fra By Astrup. Så da hestestalden til kæpheste fra ByAstrup kom ind ad døren, fik begge piger julelys i øjnene og de kunne slet ikke vente med at få den åbnet, så hestene kunne sættes i boksene og legen kunne begynde.
Som med alle By Astrups produkter modtog vi hestestalden i en virkelig lækker og flot designet æske, som er kendetegnet ved rolige grå, hvide og guld farvet detaljer og et billede af hestestalden på forsiden.
Pakken indeholder
- Den usamlet hestestald med krybber i dele af træ, der er mærket med bogstavs klistermærker.
- Skruer i flere forskellige størrelser til at samle stalden med.
- Navneskilte til at hænge ved de to båse når stalden er samlet.
- En simpel samlevejledning.
Ud over indholdet i pakken, er en skruetrækker god at have, til når hestestalden skal samles. Der er mange større og mindre dele, der skal samles før, at hestestalden står færdig. Men ved hjælp af samlevejledningen og billedet af hestestalden uden på pakken fik vi samlet den relativt hurtigt, så den var klar til leg.
Pigernes egne ord om ByAstrup hestestald til kæpheste
Silje 7 år: “Jeg synes, at stalden er meget flot og så er den virkelig god at have, når man skal lege med kæpheste. Jeg er meget glad for heste og min yndlingsting at lege, er nok hestelege. Stalden gør det meget sjovere, når jeg leger med kæpheste, fordi det gør det mere virkeligt. I virkeligheden har de fleste heste jo også en stald, som de kan komme ind i. Det er rigtig fedt, at hestene kan stå op inde i stalden, så de kigger ud. Når man skal have hestene ud af stalden, er det meget nemt, man åbner bare den boksdør ved den hest, som man skal have ud og tager den ud.
Det er også meget smart med krybberne, altså dem som hestene spiser hø og mad fra. Jeg synes, det er ret dejligt, at jeg kan tage krybberne af stalden, så jeg kan gå rundt med dem og så er det jo ikke altid, at hestene skal have mad.
Min ene kæphest er en nordbagge og den hedder Safran, jeg kender nemlig en nordbagge i virkeligheden, som hedder Safran og min kæphest ligner ham meget.
Derfor har vi også skrevet Safran på det lille skilt, som der hænger på stalden uden for hans boksdør. Ved siden af skiltet er der også plads til, at man kan hænge en grime eller et hovedtøj, hvis hesten ikke har det på.
Jeg er meget glad for, at vi har fået stalden til vores kæpheste.”
Lucca 5 år: “Min kæphest hedder Dina og den står sammen med Siljes hest i vores stald til dem. Det er sjovt at lege med stalden og vores kæpheste. Når vi leger, så bor vores heste jo i stalden og så giver vi dem mad og hø. Når vi så skal ud og ride på dem eller til stævne, så tager vi dem ud af stalden og bagefter så stiller vi dem tilbage i stalden igen. Jeg synes, at stalden er meget sjov og den er nem at lege med, når man skal åbne boksdørene og sætte hestene ind.”
Morens og pædagogens vurdering af ByAstrup hestestald til kæpheste
Herhjemme er vi ret vilde med ByAstrups produkter og vi må sige, at hestestalden til kæpheste lever fuldt op til vores forventninger og så endda mere til. Den indbyder til så mange gode lege hos pigerne, både når de leger alene, med hinanden eller har vennerne på besøg.
Ud over den store legeværdi som vi oplever, at hestestalden bidrager med, er den også virkelig fin. Vi synes faktisk, at den er så fin at se på, at den har fået en plads i vores stue. Det stilfulde, rene og simple designe passer lige ind i vores indretning. Så herhjemme holder vi altså heste i stuen, til stor fornøjelse for pigerne.
Vi har haft taget hestestalden med udenfor, hvor pigerne virkelig har udnyttet det store naturareal til deres rollelege med kæphestene. Når hestene står i deres bokse i stalden, er pigerne ude med krybberne og finde græs, hø, æbler og andet lækkert at fodre deres heste med.
Som mor men også pædagog er jeg vild med, at man er begyndt at producere så meget legetøj til heste rollelege. Det var virkelig en mangelvare, dengang jeg var barn. Jeg tror ikke, at man finder mange piger, der ikke på en eller andet tidspunkt i deres barndom har gennemgået en “heste”periode.
Med de nye udtryksfulde kæpheste og det flotte virkelighedstro tilbehør som hestestalden fra By Astrup giver vi blandt andet børn mulighed for at lege, lære, udvikle, motionere, stimulere fantasien og skabe positive relationer til hinanden. Så bliver det vist ikke meget bedre.
Når børn bruger deres fantasi, opstår magien. Når de leger hestelege, opdigter de deres egen lille verden omkring sig og i momentet, er den lige så virkelig som aftensmadsritualet. Forskellen er bare, at ALT er muligt med den magiske fantasi.
I rollelege lærer børn rigtig meget om at begå sig i samfundet, de leger læringen ind og de bliver blandt andet bevidste om, deres egen rolle i det store fællesskab og lærer at afstemme sig i samspillet med andre.
Hestestalden til kæpheste indbyder til rigtig mange gode lege mellem børn på tværs af alder og køn. De fleste børn synes, at det er sjovt at lege med kæpheste og hestestalden giver dem endnu en dimension til virkeliggørelsen af legen. Når børnene samles omkring legen med hestestalden, skabes og udvikles relationen imellem dem, de interagerer med hinanden og finder fælles interesser, som de kan være sammen om.
Der er slet ingen tvivl om, at pigerne herhjemme bedst kan lide at lege sammen omkring og med deres kæpheste og stalden. De kan bruge flere timer på at leve sig ind i legen sammen, hvilket er virkelig skønt. Med to piger, på 5 år og snart 8 år, kan det efterhånden nogle gange være rigtig svært at skabe den gode vedvarende og udviklende leg imellem dem.
Men lige præcis legen med kæpheste og kæphestestalden formår, at fange dem i deres fælles interesse og fastholde dem i den skønne positive leg med hinanden på et plan, hvor aldersforskellen overhovedet ikke spiller ind.
Hestestalden får en kæmpe anbefaling fra både børn og voksne herhjemme.
- Maria Ejler
Læs også anmeldelsen af byAstup staldsæt til kæpheste
Læs også anmeldelsen af byAstrup kæpheste & tilbehør
Læs også anmeldelsen af byAstrup springforhindring til kæpheste