Hape Quadrilla kuglebane anmeldelse

Mærke: Hape | Serie: Quadrilla | Materiale: Træ | Alder: Anbefales fra 4 år | Antal: 1 stk. kuglebane med 98 dele |

"Som med rigtig meget andet er det jo heldigvis sådan, at jo mere tid man bruger på noget, jo mere kendskab får man til det, og jo mere mening giver det. Herhjemme er vi blevet helt fortrolige med kuglebanen her, fordi vi efterhånden kender de forskellige funktioner og muligheder. Når vi har gæster, som gerne vil lege med, er det i betragtningen af dem igen tydeligt, at man første gang ikke bare bygger et stort mesterværk på nul komma fem"

En anmeldelse af Hape Quadrilla kuglebane 

Nøøj mander! Efter at have søgt en del på nettet er det simpelthen den sejeste kuglebane, jeg har kunnet finde frem til. Den store Quadrilla-bane fra tyske Hape blev et must have herhjemme!

Den anbefalede alder er fra 4 år, og inden for den målgruppe har jeg på matriklen to super legetøjstestere på hhv. 4 og 6 år.

I forbindelse med denne anmeldelse spurgte jeg min søn på 4 år, om han ikke kunne fortælle mig lidt om, hvordan kuglebanen virker. Hans svar kom prompte: “Man skal jo bare lave en bane og så putte en kugle i, og så triller den rundt”.

Så enten kan du stoppe din læsning her, for så simpelt fungerer det i virkeligheden. Eller du kan fortsætte din læsning, for god ordens skyld vil jeg gerne sætte lidt flere ord på. 

For store og små

Mine børn blev i dén grad begejstrede, da jeg præsenterede dem for vores nye kuglebane. Og det kunne forståeligt nok kun gå for langsomt med at studere indholdet og tage det i brug. Der trådte straks endnu et legebarn til, for deres far kan slet ikke holde fingrene fra den slags legetøj (og her ligger altså indirekte en advarsel om, at det godt kan tage en del opmærksomhed).

Før vi begyndte at bygge noget op, der gav mening, blev det nødvendigt for os lige at sætte os ind i de forskellige elementer, som pakken her består af. Ved første øjekast var det virkelig avanceret og ikke bare logisk og intuitivt, hvordan opbygningen bedst gav mening.

I alt er der 14 stk. “baner” eller “tagrender”, som udgør selve den del, som kuglerne skal trille på.

Af de 14 stk., er der

  • 5 stk. korte, bøjede baner. Disse har et hul i hver ende, som der kan monteres en klods ovenpå eller nedenunder, og som kuglerne kan smutte igennem og dermed trille videre ned ad kuglebanen.
  • 5 stk. lange, bøjede baner. Disse har også et hul i hver ende, men også et i midten. Det betyder, man kan montere en klods i midten også og altså bygge enten over eller under banestykket den vej fra. Man kan også dække hullet til, så kuglerne blot glider hen over.
  • 2 stk. s-formede baner. Bortset fra selve formen er de i opbygningen og funktionen præcis som de lange, bøjede baner.
  • 2 stk. spiralformede baner i to forskellige størrelser. På dem begge er der huller i begyndelsen til at bygge over og under spiralerne, så kuglerne kan ledes derned i. Og i bunden er der naturligvis også et hul, så kuglerne kan glide derfra og videre i opbygningen. Børnene elsker at følge kuglerne rundt i hele banen, men ved spiralerne er der lige ekstra god tid til at kunne følge kuglens vej, og det er et stort plus.

Herudover følger der en masse elementer, som også har en væsentlig betydning for den samlede opbygning:

  • 20 stk. lilla “forhøjningsled”. De passer på både banestykker og klodser, og de bruges for enten at få højde på, eller for at udjævne eventuelle højdeforskelle undervejs. Det er vigtigt, at kuglebanen bygges vandret i 90 grader og uden hældninger.
  • 10 stk. træfarvede kvadratiske klodser med hul i midten. Disse placeres i bunden af konstruktionen for at skabe stabilitet.
  • 5 stk. runde plastikdimser til at lægge i banestykkernes midterste huller, hvis man ønsker, kuglerne ikke skal falde ned i hullet, men glide hen over det.
  • 16 stk. røde plastikspidser, som presses let ned i banestykkerne efter en klods, så kuglerne får fart på til at kunne trille videre.
  • Og så er der de omtalte klodser. Dem er der 36 stk. af fordelt mellem forskellige farver og udformninger. Deres forskelligheder gør blandt andet, at de kan bruges til
    • At få højde på kuglebanen
    • At kuglerne kan ryge ud i bunden eller ikke ud i bunden
    • At kuglerne kan glide ud til forskellige sider fra dem
    • At kuglerne kan glide skiftevis til venstre og højde

De 36 klodser er i forskellige, skønne farver, som klart er med til at skabe en farvestrålende og attraktiv kuglebane at se på.

Helt væsentligt er der også det allermest tillokkende:

  • 100 stk. glaskugler i en lille fin mulepose.

Forskellige funktioner og muligheder

Som med rigtig meget andet er det jo heldigvis sådan, at jo mere tid man bruger på noget, jo mere kendskab får man til det, og jo mere mening giver det. Herhjemme er vi blevet helt fortrolige med kuglebanen her, fordi vi efterhånden kender de forskellige funktioner og muligheder. Når vi har gæster, som gerne vil lege med, er det i betragtningen af dem igen tydeligt, at man første gang ikke bare bygger et stort mesterværk på nul komma fem.

Vedlagt i æsken er en manual, hvor der først er en vejledning til at bygge en lille, simpel kuglebane og derefter vejledningen til at bygge den helt store, som æskens rigtig mange dele muliggør. Vi er både vilde med at kopiere idéer og altså følge manualer, og at skabe vores egne baner ud for den frie fantasi. Med æskens størrelse her med de mange, mange dele er der rigtig mange muligheder for at lade fantasien komme i spil.

Mens der bygges, holder alle ofte lidt vejret. For konstruktionen er ikke super stabil. De forskellige dele klikkes ikke sammen eller lignende, hvorfor den også kollapser, hvis den får et puf. Herhjemme er det ikke en stor udfordring (hvis altså lillebror på 2 år ikke lige er inden for rækkevidde), men man skal ikke være alt for klodset, hvis man skal i mål med den store konstruktion.

Når først en kuglebane er lavet, oplever jeg endnu mindre udfordringen med den lidt ustabile sammensætning. Så skal der ikke flyttes klodser eller banestykker, men bare dumpes kugler i start-klodsen, og det ELSKER børnene (og legebarns-faren!). Det er en kæmpe fornøjelse at sende en kugle afsted og følge dens vej gennem hele banen. Og fordi banen kan blive ret stor, tager det også lidt tid at komme igennem. Det er virkelig dragende med kuglebanen!

Når der er så mange glaskugler med, skal man naturligvis også prøve at sende mange afsted lige efter hinanden. Så ser man virkelig, hvordan de forskelligfarvede klodser har forskellige funktioner og med de indbyggede skifte-systemer på nogle af dem kan sende kuglerne i forskellige retninger.

Jeg kan se, der til andre af Hapes kuglebaner medfølger en lille opsamlingsbakke nederst, og det ser jeg klart meningen med. De første gange lå der kugler over hele stuegulvet (men der var heldigvis stor motivation for at samle dem sammen igen, når de skulle dumpes i kuglebanen igen og igen og igen)… indtil vi fik hentet tallerkener til at stille ved udgangene nederst. Det fungerer også helt fint.

Når kuglebanen ikke er samlet, fylder den faktisk overraskende lidt, så den er nem at opmagasinere og altså let at finde frem igen.

Inspirerer til leg, læring og udforskning

Quadrilla-banen indgår i læringskonceptet STEM eller STEAM, som er forkortelserne for Science/naturfag, Technology/teknologi, Engineering/ingeniørvæsen og Mathematics/matematik… og i STEAM er Art/kreative fag tilføjet. Læringskonceptet er en moderne, tværfaglig tilgang til forskning og innovation, der er aktuel i skoleundervisningen, hvor en praktisk og undersøgende tilgang anvendes frem for en teoretisk tilgang. Forskning peger på, at legens frie og undersøgende tilgang til verden omkring os er den mest effektive tilgang som indlæringsredskab. Og det er altså her, kuglebanen også anvendes.

Hapes vision er at være den mest indflydelsesrige børneproduktvirksomhed i verden og er da også

en af verdens største producenter af trælegetøj. Missionen er, at alle børn i verden skal hjælpes til at vokse og lære med glæde, og legetøjet skal inspirere til leg, læring og udforskning af den verden, vi lever i. Med produkterne fra Hape er man sikker på, at de er lavet ud fra de strengeste internationale standarder for kvalitet og sikkerhed.

Ud fra mine børn som pejlemærke er missionen på vej til at blive udført.

- Elisabeth Kristensen 

Læs også anmeldelsen af Migoga Elevator kuglebane

Læs også anmeldelsen af Migoga Junior kuglebane

Læs også anmeldelsen af Connetix Magnetisk kuglebane

 

 

Anmeldelse af legetøjHape

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen