Alder: Anbefales fra 4 år. | Materiale: Træ | Mål: Ø: 49 cm | Mærke: VIGA
"Vi er rigtig glade for puslespillene herhjemme, og de vil helt sikkert også gøre sig godt i institutioner, hvor der netop ofte arbejdes ud fra temaer så som børnenes hverdag eller årstiderne. Der er så mange gode snakke, man kan have ud fra hvert billede og de mange skift i løbet af enten døgnet eller året – som kan gøre en klogere både på sig selv og de mennesker, der er omkring en – helt ned i børnehøjde! Derudover er både illustrationer og farver bare virkelig hyggelige, varme og indbydende at se på, og også det fænger børnenes opmærksomhed"
En spilanmeldelse af gulvpuslespil fra Beleduc
Så er der dømt hygge i udestuen! Jeg er mor til tre skønne hvirvelvinde på henholdsvis 1, 4 og 6 år, og der er ofte fart over feltet! Det passer mig fint, men jeg elsker også, når der er tid og ro til stillesiddende leg, fordybelse, koncentration og afslappet hygge!
Mit ældste barn - min datter Signe - blev med det samme spændt og nysgerrig, da jeg fandt det nyeste herhjemme fra Legebyen frem: 2 træ-puslespil fra brandet beleduc. De kommer i en rigtig fin og indbydende æske med hank, som det er oplagt og dekorativt at opbevare puslespillene i, når de ikke er i brug.
Begge puslespil har en diameter på 49 cm. De er noteret til at være gulvpuslespil, men på spisebordet herhjemme er det ikke et problem at have plads til omkring en halv meters brikker. Fordelen ved at sidde på gulvet kan være, at barnet selv kan flytte sig, når det skal samle de forskellige temaer på puslespillene. Når de samles på bordet, drejer Signe bare selv puslespillet rundt, så hun ikke skal “samle på hovedet”.
De 4 årstider
Signe begyndte med puslespillet med årstiderne. Når hun normalt samler puslespil, begynder hun med at finde alle kanterne. Det var lidt sværere for hende ved dette, da hun lige skulle forstå, at brikkerne skal udgøre en cirkel og derfor ingen rette linjer og altså kanter har.
I stedet begyndte hun at sortere brikkerne efter temaer = årstiderne: forår, sommer, efterår og vinter. Herefter opdagede hun selv, at hver yderkant har en farve, der matcher årstiderne, hvorfor hun nu kunne sortere “kanter” efter hver deres farver.
I midten af puslespillet skal der placeres et ur. I yderste række på urskiven står tallene fra 1-12 svarende til årets 12 måneder. Oven for hvert tal er der tegnet et symbol, der kendetegner den pågældende måned. Eksempelvis er der ved tallet 1 (=januar) et snefnug, mens der ved tallet 8 (=august) er en is. Det er da naturligvis meningen, at puslespillet skal samles således, at billedet med sommer - solbadning, telttur, og kirsebær - skal ligge herud for. Efterårsbilledet forestiller æbleplukning, fejning af blade samt græskar. Vinteren er med sne, skøjter, ski og kælk, mens forår er med fodboldkamp og blomster.
Som hjælp skifter urskiven farve i samme nuancer, som ”kanten” på puslespillet skifter farve. Og kanten er da også markeret med samme symboler som urskiven. Det kan også være en hjælp til at placere urskiven korrekt.
Den anbefalede alder til begge puslespil er 4 år, og Signe på 6 år har da heller ikke udfordringer med at samle de 48 brikker. Det er lidt vanskeligere for min Johannes, der netop lige er fyldt de 4 år. Men med både børnene på 4 og 6 år herhjemme lægger puslespillet selvfølgelig op til en samtale om årstiderne. Hvor mange er der, i hvilken rækkefølge kommer de, og hvad der optager børnene mest: hvad karakteriserer de forskellige årstider, hvem har fødselsdag hvornår, og hvordan passer erfaringen med fødselsdagsfejringer med vejret osv. på den årstid?
Min dag
Det andet puslespil fra beleduc er lavet med fokus på døgnets rytme. Da det er lavet som en cyklus, er der egentlig ingen begyndelse af de 48 samlede brikker.
Billederne udgør hverdagssituationer, som begge de ældste herhjemme kender til - i større eller mindre grad, som vi så kan samtale om. Hvad er det samme som herhjemme, og hvad er anderledes? Er det godt, som det er herhjemme, eller kunne man gøre noget anderledes og måske bedre? Om morgenen vågner puslespillets børn. Så skal der børstes tænder og tages tøj på. De tager ud ad døren for at komme i børnehave eller lignende, hvor de spiser, leger, sover. Om eftermiddagen bliver de hentet af en bedsteforælder og tager i parken. Senere er der aftensmad og klargøring til putning. Inden sengetid er der godnatlæsning.
Hvert billede er markeret med en analogt ur øverst og et digitalt ur nederst. Herhjemme har vi øvet klokken med Signe på 6 år, så hun ved godt, hvad klokken er, når hun ser på de analoge ure. Og hun er nysgerrig på, hvordan de tidspunkter passer - eller ikke passer - til vores døgnrytmer.
De digitale tidspunkter er hun ikke præsenteret for endnu, og hun registrerer dem ikke endnu på puslespillet. På den måde er der masser af udviklingspotentiale. Viserne på det analoge ur i midten af puslespillet kan drejes, og der medfølger også en lille træstøtte, så det kan komme op at stå.
Viserne er lidt seje at dreje, men i træningen med Signe med klokken har vi herhjemme haft enorm stor glæde af et fysisk ur, hvor viserne kunne drejes - så det er bestemt en bonus i puslespillet her.
Vores vurdering
Beleduc har som slogan, at børn ikke leger for at lære, men at de lærer, fordi de leger. Og det passer rigtig godt til puslespillene her. For Signe og Johannes er det altid 100% hyggestund og leg, når de sætter sig med puslespillene. De er slet ikke opmærksomme på alt den læring, der finder sted:
- De udvikler deres finmotorik og deres øje-hånd-koordination.
- De udvikler deres kognition i forhold til enten årstiderne og deres indhold og skift eller i forhold til deres egen hverdag hjemme og i børnehave eller skole.
- De udvikler sociale evner i forhold til at være fælles om at samle. Det kan enten være at sidde sammen med hvert sit eller at hjælpe hinanden. Jeg har endnu ikke oplevet, at fællesskabet omkring puslespillene ikke har medført social interaktion.
Vi er rigtig glade for puslespillene herhjemme, og de vil helt sikkert også gøre sig godt i institutioner, hvor der netop ofte arbejdes ud fra temaer så som børnenes hverdag eller årstiderne. Der er så mange gode snakke, man kan have ud fra hvert billede og de mange skift i løbet af enten døgnet eller året – som kan gøre en klogere både på sig selv og de mennesker, der er omkring en – helt ned i børnehøjde! Derudover er både illustrationer og farver bare virkelig hyggelige, varme og indbydende at se på, og også det fænger børnenes opmærksomhed.
- Elisabeth Kristensen
Læs også spilanmeldelsen af Heksens køkken
Læs også spilanmeldelsen af Rondo Vario
Læs også spilanmeldelsen af Magnetisk tegnebræt