Ghost Castle spilanmeldelse

0 kommentarer

"Selvom der sker en masse med fælder og valg af farlig eller mere sikker rute, handler Ghost Castle allermest om held. Man slår med en terning for at flytte, og når kuglen droppes, er det tilfældigt om man bliver ramt af en fælde eller ej. Det er held med held på..."

En anmeldelse af Ghost Castle

Gammelt spil i ny æske! Hvis du som mig var barn i 80erne, har du sikkert spillet Spøgelsesslottet. Det er nu kommet i en opdateret udgave, hvor titlen ikke længere er oversat, men spillet er i grove træk, som man kender det fra den gamle udgave.

Jeg har som sagt selv spillet det som barn, og jeg mindedes det som sjovt, så da jeg så at det udkom i en ny udgave, syntes jeg også at mine børn skulle prøve det.

Men er det så godt som jeg husker, eller er tiden løbet fra det? Lad os kigge på ALGAs nyudgivelse af Spøgelsesslottet, som jo så nu hedder Ghost Castle.

Indholdet af æsken

Lad os starte med at kigge på indholdet af æsken – og selve æsken.

I æsken finder vi:

En masse plastic- og papdele til at samle slottet
8 spillerbrikker
Et selvlysende spøgelse
En metalkugle
En terning
Spilleregler

Allerede her ser vi en forskel fra den gamle udgave, nemlig at indersiden af æsken bliver brugt som spilleplade. Komponenterne virker til at være fine nok, dog kan jeg godt frygte at pappet vil blive slidt nogle af de steder slottet bliver sat sammen, men vi har ikke haft problemer endnu efter at have samlet og skilt det ad 5-6 gange.

Opsætning af Ghost Castle

Der er lidt opsætning til Ghost Castle, da slottet skal bygges hver gang, så det skal man lige være opmærksom på. Det er dog værst første gang, da nogle af tingene får lov at blive siddende sammen, når det bliver pakket ned.

Der er en QR-kode i regelhæftet til en video, der viser hvordan det samles, men den havde vi ikke brug for, da der også er samlevejledning i regelhæftet. Der er også nogle farvede prikker på vægge og gulv, der skal passe sammen, og det hjælper en del, hvis det er lidt siden man har samlet det.

Der er også en video, der viser, hvordan man får det hele til at være der, når man skal pakke ned igen, hvis det driller. Den var dog heller ikke nødvendig – man skal bare ikke smide tingene tilfældigt ned i æsken, når det skal pakkes ned, så får man det ikke til at være der.

Når slottet står færdigt, sættes metalkuglen fast under spøgelset, og spøgelset sættes på toppen af slottet. Spillerne får hver to spillerfigurer (man har dog kun én hver ved 5 eller 6 spillere), som sættes for toppen af trappen, og så er man klar til at spille.

Sådan spiller man Ghost Castle

Den første spiller slår med terningen, der kan vise enten et tal eller et spøgelse. Hvis terningen viser et tal, flytter man en af sine figurer det antal felter på brættet. Felterne er små fodaftryk, som kan være gule, blå, grønne eller røde. Om det er gult, blåt eller grønt betyder ikke så meget, men hvis man står på et rødt felt, betyder det at man er i en farezone. Der er nemlig fælder rundt omkring på slottet, og står man i en farezone, kan man blive ramt af en af fælderne.

Slutter man sin tur i en farezone, skal man trykke på spøgelset, så metalkuglen falder ned, og den udløser så en af de 4 fælder. Der er altså 25% risiko for at blive ramt, og hvis man bliver ramt, skal man flytte tilbage til det nærmeste blå felt på spillebrættet.

Hvis terningen viser et spøgelse, skal man udløse metalkuglen fra spøgelset – men kun hvis der er nogen, der står i en farezone (også selvom det er en selv). Hvis ikke der er nogen i en farezone, må man slå igen.

Nogle af stederne kan man vælge mellem en kort og en lang vej – den korte går igennem en farezone, mens den lange er sikrere.

Den spiller, der først får begge sine brikker i mål, og dermed undslipper slottet, vinder.

Spøgelsesslottet vs. Ghost Castle

Som et sjovt sammentræf fandt vi min lillebrors gamle udgave af Spøgelsesslottet fra da vi var børn, på loftet hjemme hos min mor da vi skulle hente julepynt ned. Derfor syntes jeg at det kunne være sjovt at sammenligne de to versioner lidt.

Det første man lægger mærke til er, at den nye æske er væsentlig mindre. Der er til gengæld heller ikke meget spildplads i den nye, når spillet skal pakkes ned. Det er i hvert fald en ting vi er glade for, da den nye passer bedre i spilreolen.

Når man har fået samlet slottene, minder de meget om hinanden. Der er lidt forskel i størrelse, men fælderne er stort set de samme, og i det store hele ligner de hinanden. Den nye har dog, fordi æsken bruges som spillebræt, en kant som forhindrer kuglen i at trille væk, hvilket er en fin detalje. I den gamle var det ikke en kugle, men et kranie, så det trillede ikke så langt.

Der er dog lidt forskel på hvordan de to versioner spilles. I den gamle var der et ”lykkehjul”, som man drejede på, når man skulle slutte sin tur, og her kunne man bl.a. risikere at blive stiv af skræk, så man skulle give sin figur en ”rædselsmaske” på, hvilket betød at den ikke kunne flytte, før man fik masken af igen, ved at ramme det rigtige felt på lykkehjulet.

Man kunne også være heldig at skulle slå med terningen og rykke igen. I den gamle udgave var det også lykkehjulet, der kunne udløse kuglen (som jo dengang var et kranie), hvor det er flyttet til terningen i den nye, da lykkehjulet er fjernet.

Vores mening om Ghost Castle

Selvom der sker en masse med fælder og valg af farlig eller mere sikker rute, handler Ghost Castle allermest om held. Man slår med en terning for at flytte, og når kuglen droppes, er det tilfældigt om man bliver ramt af en fælde eller ej. Det er held med held på. Jeg er ikke til spil, der kun handler om held, jeg vil gerne have nogle valg at foretage, der har indvirkning på om jeg vinder eller taber – men nu skal jeg jo huske, at det ikke er mig, der er målgruppen til Ghost Castle. Ghost Castle er til børn fra 6 år (og mindre kan også sagtens spille det, vi har haft Stine på 4 med), og her er det jo fint nok, at det ikke er alt for kompliceret.

Selvom det er målrettet til børn, kunne jeg dog godt have tænkt mig, at man havde lidt mere indflydelse på spillets gang. Brætspil har udviklet sig meget siden 1970, hvor Ghost Castle udkom første gang, men de ændringer, der er lavet ift. den gamle version, har ikke rigtigt gjort det mere moderne, de har egentlig bare gjort det mere simpelt, ved at fjerne ”lykkehjulet”.

Dog er der én ændring, der giver lidt valg til spillerne, nemlig at hver spiller nu har fået 2 spillerbrikker (ved op til 4 spillere, men vi har aldrig spillet med flere end det), så når man har slået med terningen, kan man forsøge at være lidt taktisk ift. hvilken brik man flytter. Det er ikke meget, men dog noget.

Men nu skal det ikke være negativt alt sammen, for hvad synes Marie på 7 egentlig om det? Marie synes at det er evigt sjovt at udløse metalkuglen fra spøgelset, men hun er ikke så meget for at blive ramt af fælderne.

Det betyder ikke så meget for hende at der mangler valg, hun har det stadig fint med at slå med en terning og flytte, så længe der er noget mere, der kan gøre spillet spændende, og det er der netop her.

Og selvom jeg brokkede mig lige før over, at det var for simpelt, har det en fordel: Børnene kan spille uden voksne. Vi har en god del børnespil, og nogle af dem synes vi er rigtig gode og vil hjertens gerne spille sammen med ungerne, men når vi ikke har tid, eller de har legekammerater på besøg, er det godt at have noget de kan spille selv, og her er Ghost Castle godt (selvom de, alt efter alder, nok skal have lidt hjælp til at samle slottet).

Det er nemt at finde ud af, slottet er flot illustreret, og så er det fint fundet på at bruge spilæsken som spilleplade, så kanten forhindrer metalkuglen i at trille væk. Pga. opdelingen i de 4 rum på 3D spillebrættet, skal man ofte stå op for at se ordentligt og flytte sine brikker, og det gør noget for indlevelsen. De synes også at det er sjovt at lege med, når de er færdige med at spille.

Ghost Castle spillet får nok lov at blive i spilsamlingen. Det bliver ikke lige det, der bliver spillet med far og mor, men det er fint til en legeaftale, hvor vejret mere er til brætspil end trampolin og gynger, så ungerne kan hygge sig med det selv – og så er der jo også nostalgifaktoren

- Kim Larsen