Smart 10 Junior spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende børnespil ;-) Klik her!

Alder: Anbefales fra 7 år | Spilletid: Ca 20 min | Spillere: For 2 - 8 deltagere | Mærke: Games4u | Antal: 1 spil i æske.

"Alt i alt synes vi dog at fordelene overgår ulemperne, og hvis man lige vælger nogle spørgsmålskort i passende sværhedsgrad ud inden spillet og lægger dem øverst i bunken, så er Smart 10 Junior et fremragende quizspil at have børn med til"

En spilanmeldelse af Smart 10 Junior 

Smart 10 er noget så sjældent som et quizspil til børn. Dem er der egentlig ikke så mange af, da børns paratviden nok ikke er helt stor nok til at basere et spil på. Smart 10 Junior er en børneudgave af Smart 10, som i 2019 blev kåret til Årets Voksenspil af Legebranchen LEG, og var også nomineret som bedste ”partygame” i den norske Årets Spil.

Vi kendte Smart 10 i forvejen, og måden man spiller Smart 10 på gør, at vi tænkte at det nok godt kunne egne sig til at blive lavet i en børneudgave, så det måtte vi da prøve. Men kan man lave et quizspil, der egner sig helt ned til 7 år? Læs videre og se om vi synes at det er lykkedes.

Indhold af æsken og opsætning af spillet

Smart 10 Junior er ikke et spil med en masse komponenter – faktisk består det bare af en æske, som de kalder en ”smartboks”, indeholdende 100 dobbeltsidede spørgsmålskort. Æsken har et rundt hul i midten, så man kan se spørgsmålet og svarmulighederne, og så sidder der nogle små propper og dækker for løsningerne samt nogle pointtællere ved hjørnerne. Dermed er det superhurtigt at komme i gang med – man tager bare smartboksen ud af papkassen, og så er man klar til første spørgsmål. Det kan da ikke være lettere. 

Sådan spiller man Smart 10 Junior 

Smart 10 Junior er et quizspil, hvor alle svarer på det samme spørgsmål efter tur. Alle spørgsmålene har 10 svarmuligheder, som enten kan være sandt/falsk udsagn, eller mere ”almindelige” spørgsmål hvor man skal give det rigtige svar. 

En runde foregår ved at spørgsmålet bliver læst højt, og den første spiller får boksen. Spilleren vælger så en af de 10 muligheder, siger sit svar højt, og fjerner proppen, der dækker for løsningen. Hvis man svarer rigtigt, beholder man proppen, hvis man svarer forkert, er man ude af den runde. Herefter får næste spiller boksen, og har så kun 9 muligheder at vælge mellem. Boksen fortsætter bordet rundt, og når man får den for anden gang, skal man vælge om man vil melde pas eller svare på en af de tilbageværende muligheder.

Hvis man vælger at svare, men svarer forkert, mister man de propper, man har fået i runden, men hvis man vælger at stoppe, får man så mange point, som man har propper. Når alle enten har svaret forkert eller er stoppet, gives der point for runden, propperne sættes tilbage i hullerne, og spørgsmålskortet lægges i bunden af bunken, så et nyt spørgsmål kommer frem, og så fortsætter man ellers til et aftalt antal point eller i et aftalt tidsrum.

Flere forskellige typer spørgsmål 

Der er forskellige typer spørgsmål, som kan give lidt forskellige forløb af runderne, og de kan kendes på at de har forskellige farver ringe rundt om spørgsmålet.

Orange spørgsmål er sandt/falsk spørgsmål. Her gælder det om at finde de sande udsagn. Det er forskelligt fra spørgsmål til spørgsmål hvor mange sande udsagn der er, og man kan endda i sjældne tilfælde risikere, at der ikke er nok til at alle kan svare (hvis der kun er 3 sande udsagn og 4 spillere…) - og hvis der ikke er flere sande udsagn, når det er ens tur, er det bare ærgerligt, så må man stoppe.

I de gule spørgsmål er svaret altid et tal, men spørgsmålene kan være meget forskellige – det kan f.eks. være datoer, mængder osv.

Ved de grønne spørgsmål er de ti svarmuligheder noget, der er sat i rækkefølge. Det kan være kronologisk rækkefølge, efter størrelse eller lignende. Her skal man, når det er ens tur til at svare, vælge en svarmulighed og sige hvad nummer i rækkefølgen man tror den er, og så afsløre svaret. Man behøver ikke at tage nr. 1 først, så hvis man ved at et bestemt svar f.eks. er nr. 5 i rækkefølgen, peger man bare på den og siger ”nr. 5” og fjerner proppen, så man afslører om det er rigtigt.

I de pink spørgsmål skal man gætte den korrekte farve.

De blå spørgsmål er den store blandede kategori med alt det, der ikke er dækket af de andre kategorier.

Vores mening om Smart 10 Junior 

Inden vi prøvede Smart 10 Junior, kendte vi godt voksenudgaven (som vi godt kan lide), og det har måske gjort vores mening lidt forudindtaget. Smart 10 Junior har både nogle fordele og ulemper, så lad os prøve at se på, hvad vi synes er nogle positive og nogle negative punkter ved det.

Hvis vi starter på plussiden, så kan vi rigtigt godt lide selve konceptet. Det at alle svarer på samme spørgsmål efter tur, gør at man ikke sidder og venter en evighed på at det bliver ens tur, og hvis man sidder så alle kan se teksten på spørgsmålskortet, kan man forberede sig på hvad man vil svare, når det bliver ens tur – lige indtil det svar bliver taget for næsen af en. Det gør at man hele tiden føler, at man er med i spillet.

Variationen i spørgsmålene er også fin. Selvom alle spørgsmål har 10 muligheder, gør de forskellige typer af spørgsmål, at det ikke bliver alt for ensformigt. Hvis alle spørgsmål f.eks. var sandt/falsk-typen, ville det nok hurtigere føles ensformigt (selvom det er den kategori Marie bedst kan lide, fordi man har 50/50 chance hvis man bare gætter)

Størrelsen er jeg helt vild med! Egentlig kunne papæsken godt have været lidt mindre, men det er stadig ikke en stor æske, og hvis man f.eks. vil tage det med på ferie, tager man bare smartboksen ud af papæsken, så fylder det ikke ret meget, og alt er i den (bortset fra reglerne, men de er så simple, at man ikke behøver at have dem med, hvis man har prøvet det hjemmefra).

På minussiden er der lågen ind til spørgsmålskortene. Den er lidt træls at åbne, og eftersom man skal åbne den efter hvert spørgsmål, kunne den godt have været lavet smartere. Vi har forsøgt at bare lade den stå åben, men så skrider kortene, så man kan se svarene…

Sværhedsgraden af spørgsmålene er dog nok det største issue jeg har med Smart 10 Junior. Spillet er angivet til at være fra 7 år, men vi skal godt nok være noget selektive med spørgsmålene, hvis Marie på snart 8 skal have en chance for at kunne svare på dem.

Bag på æsken står der, at hvert spørgsmålskort indeholder noget, som er let nok for 7-årige at svare på, men også noget der giver mere udfordring – her må jeg så sige at vores 7-årige datter ikke kender meget til hverken politik eller ”voksenmusik”…

Der er selvfølgelig børnevenlige kort med, men når det er en juniorudgave, havde jeg nok forventet at alle kortene kunne bruges til børn, i stedet for at en voksen inden spillet skulle vælge nogle kort at bruge i spillet.

Alt i alt synes vi dog at fordelene overgår ulemperne, og hvis man lige vælger nogle spørgsmålskort i passende sværhedsgrad ud inden spillet og lægger dem øverst i bunken, så er Smart 10 Junior et fremragende quizspil at have børn med til. Vi gør oftest det at Marie altid er den første til at svare, hvis hun er det eneste barn, selvom reglerne egentlig siger at det går på tur, for så er der ikke nogen, der tager de lidt lettere valgmuligheder fra hende (i hvert fald i hendes første tur). Vi voksne prøver også at tage de svarmuligheder vi tror at Marie ikke kender, og efterlade dem vi tror hun kan. Dette kommer dog nok til at ændre sig efterhånden som hun bliver lidt ældre, men endnu kan hun godt bruge lidt hjælp.

Sværhedsgraden af spørgsmålene gør, at jeg ikke synes, at jeg helt kan anbefale det til børn fra 7 år, som det ellers er angivet til, men fra omkring de 9 år tror jeg, at det vil være rigtigt fint, og så kan man jo opgradere til voksenversionen (som for øvrigt er angivet til 10 år, og det er jeg heller ikke helt enig i) hvis det på et tidspunkt bliver for nemt.

- Kim Larsen 

Læs også spilanmeldelsen af 8 gode børnespil

Læs også spilanmeldelsen af Quixo 

Læs også spilanmeldelsen af Smart Farmer

 

 

 

 

Anmeldelse af spilGames4u

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen