Alder: Anbefales fra 3 år (ca. kropshøjde 95 cm) | Mærke: PUKY Model: R 03L | Materiale: Pulverlakeret stål. | Farve: Sort | Længde: 86 cm. | Styrhøjde: 64-73 cm. | Max. belastning: 50 kg. | Vægt: 4,7 kg.
"At man kan benytte løbehjulet i mange år er en kæmpe fordel som småbørnsfamilie, for der er adskillige andre ting og andet udstyr, som nødvendigvis må skiftes fra sæson til sæson. Aktuelt har vi haft løbehjulet til at stå udenfor i flere måneder, og det ser fortsat nyt og rigtig fint ud..."
En anmeldelse af PUKY R03 løbehjul
William har, siden han var to og et halvt år gammel ,haft en trehjulet løbecykel. Nu – godt et år senere – har han så godt styr på motorikken, at han trænger til nye udfordringer, hvad angår balance og bevægelsesfrihed. Netop de to ting er essentielle, når man skal nævne fordele ved det løbehjul, vi i stedet for har anskaffet os. Det drejer sig om PUKY’s løbehjul R 03, som har fået virkelig mange gode anmeldelser fra forældre og børn.
To afgørende fordele
Det nye løbehjul fra PUKY syner, sammenlignet med et lille nybegynder løbehjul, måske lidt stort. Men det, som egentlig bare gør sig gældende, er, at det er meget robust og utrolig driftsikkert. Det er altså på ingen måde for stort eller voldsomt, og da styrets højde kan justeres uden den store fingersnilde, kan det tilpasses barnets højde og alder. Løbehjulet kan også dreje på samme måde som et cykelstyr, og det gør, at William kan være endnu mere selvstændig i sin transport og færden, da han med løbehjulet er meget mobil og kan komme vidt omkring. Netop styret med rigtige kuglelejere er en stor forskel fra mange af de små nybegynder-løbehjul, som har et mere statisk og låst styr, hvor barnet nærmest skal stå af løbehjulet for at skifte retning. Med dette drejbare styr har William uden tvivl haft mulighed for at styrke sin motorik og balance, hvilket har bidraget til en bedre kropsfornemmelse, og generelt givet ham nye udfordringer og i særdeleshed også glæder og succesoplevelser.
Den måske største fordel ved løbehjulet er er dog de lufthjul eller dæk, som løbehjulet fra PUKY er udstyret med. Lufthjulene virker støddæmpende og nedsætter vibrationer og stød fra både styr og underlag. Med disse hjul kører William uden problemer over mindre sten, kanter og småhuller i vejene. Da vi i foråret var i sommerhus på Danmarks Vestkyst gik vi adskillige kilometer i klitter og ture til havet. Løbehjulet klarede uden problemer at køre på de mange grusstier, som vi gik på, og i klit-terrænet var der heller ingen problemer med at komme frem. Det er et kæmpe kvalitetsstempel, da det giver en stor fleksibilitet for hele familien, når man er på tur.
Desuden virker det til, at hjulene medvirker, at det er mindre hårdt for børn at komme omkring. William havde i hvert fald flere kræfter end tidligere til at udholde de lange ture rundt i det danske land, og det er den generelle tendens vi har set de sidste måneder, hvor William oftere vælger løbehjulet frem for sin cykel. Det er som om, det er lettere for ham at komme både hurtigere og længere omkring på dette.
Det man kan se
Løbehjulet er i et flot sort og rødt design. Farverne er neutrale og passer derfor rigtig godt til både piger og drenge. Med to børn – et af hvert køn – har vi fundet ud af, at det kan have store fordele, så lillesøster kan arve fra storebror uden at skulle ærgre sig over superheltemotiver eller andet, som måske ikke falder i hendes smag til den tid.
Løbehjulet har en støttefod, hvilket er hensigtsmæssigt, så løbehjulet kan holde pause stående og ikke liggende. Fordelene ved støttehjulet er også, at løbehjulet ikke fylder alverden i vores skur, som allerede er proppet med diverse køretøjer som cykler, traktorer, trillebør og så videre. I øvrigt får løbehjulet heller ikke helt så mange skræmmer og buler som andre af børnekøretøjer uden støttefod, som jo oftest bare bliver smidt af børnene.
Hvis vi skal sætte en finger på noget, er det dog selvsamme støttefod, som er relativ stram, og det kan give udfordringer for de mindste størrelser. William på 3,5 år har i hvert fald haft lidt problemer med at knække koden til at bruge støttefoden. Særligt i forbindelse med at få støttefoden slået ned. Efter mange forsøg og lidt stædighed lykkes det ham dog nu næsten hver gang. Øvelse gør mester.
På løbehjulets styr er der en pude, hvilket har været en fordel, når William er væltet på løbehjulet. For det gør han indimellem, når han udfordrer sin gøren og kunnen ikke bare til grænsen - men til lige over grænsen. Puden har selvfølgelig hjulpet på at pande, næse, tænder og så videre ikke har været helt så udsat, som hvis det var stødt ind i et styr af udelukkende hårdt metal.
Foruden nævnte ting kommer løbehjulet også med en fin, anvendelig ringeklokke, og så er der skridsikker fodplade til fødderne, hvilken fungerer efter hensigten. På baghjulet er der en effektiv fodbremse, som er integreret i skærmen. Fodbremsen virker intuitiv og er let anvendelig for selv små fødder og få kilo. Desuden kan den betjenes, uanset om man er venstre- eller højrebenet.
Kæmpe anbefaling til andre børn og forældre
Som beskrevet har løbehjulet virkelig mange fordele lige fra drejbart styr, støttefod og til de meget robuste luftdæk.
Løbehjulet anbefales fra 3 år og opefter, eller fra når barnet er 95 cm høj. Denne anbefaling passer meget godt til vores vurdering af, hvilken alder man skal have for at benytte det. Der er dog samtidig ingen tvivl om, at løbehjulet sagtens kan benyttes i adskillige år. Styrhøjden går fra 64 til 73 cm og maximal belastning er 50 kg. Williams fætre og kusiner på henholdsvis 5, 8 og 10 år har alle prøvet løbehjulet, og det fungerer rigtig godt for både store og små. Vi justerede blot hurtigt og let styrets højde, så det passede til hver især.
At man kan benytte løbehjulet i mange år er en kæmpe fordel som småbørnsfamilie, for der er adskillige andre ting og andet udstyr, som nødvendigvis må skiftes fra sæson til sæson. Aktuelt har vi haft løbehjulet til at stå udenfor i flere måneder, og det ser fortsat nyt og rigtig fint ud.
Vi vil uden tvivl anbefale løbehjulet til alle børn i målgruppen. Det er et let og sikkert køretøj, som i høj grad udvider børns bevægelsesradius. Samtidig bidrager det på en legende måde til en udvikling af hastighedsfornemmelse og evner til at styre, dreje og bremse.
- Marie Koldkjær