Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 30 min. | Spillere: 2 - 5 deltagere | Producent: Iello | Antal: 1 spil i æske
"Altså er det et spil, som egentlig hører til i den ”lette ende” af brætspil. Når det er sagt, så er det bestemt ikke kedeligt af den grund. Der er fin spilværdi i det, man skal tænke sig om og ens handlinger har konsekvenser – hver gang. Spillet i sig selv er faktisk rigtig gennemtænkt. Det er genialt, der er lavet et spillebræt på hver side, som tager højde for antal spillere. Vi har prøvet at spille det med 2, 3 og 4 spillere, og derfor også prøvet begge sider af brættet. Det fungerer rigtig godt, at de 2 sider er lavet forskelligt og tilpasset antallet af spillere. Alt i alt er jeg faktisk godt tilfreds med GET ON BOARD. Det er et hyggeligt spil til en god pris, som virker gennemtænkt og med en fin mængde spilværdi"
En spilanmeldelse af Get On Board
I dette spil handler det om at få lavet den bedste busrute, som på sigt giver flest mulige point. Det kan måske lyde lidt kedeligt, men der er flere aspekter i det, som gør det nødvendigt at tænke sig om.
Spillet indeholder 1 dobbeltsidet spillebræt, 160 rutemarkører i 5 forskellige farver, 5 afgangsbrikker, blyanter, 12 busbilletter, 5 personlige målkort til hver side af brættet (altså 10 i alt), 1 kontrollørbrik, 6 fælles målkort, blok med 50 dobbeltsidet spillerark, spillevejledning.
Rutemarkører, kontrollørbrik og afgangsbrikker er i træ, hvilket efter min mening er mere lækkert end plastik. En lille detalje i busbilletkortene er, at der er lavet huller i dem, ligesom hvis de var ”stemplet”. Generelt synes jeg faktisk, at der er tænkt meget over detaljerne i spillet.
Spillevejledningen er et hæfte på 12 sider. Der gik 20-25 min fra vi pakkede spillet op, til vi var klar til at spille og havde forstået reglerne. Det tager noget tid at forstå spillevejledningen, men til gengæld så har det været nemt for os at lære andre mennesker at spille det, da vi selv først forstod reglerne.
Selve spillet
Spillebrættet lægges på bordet med den side opad, som passer til antallet af spillere. Ved 2 eller 3 spillere bruges New York siden og ved 4 eller 5 spillere bruges London siden.
Hver spiller tager et spillerark fra blokken og vælger en spillerfarve. Spillerarkene er ens med undtagelse af toppen, hvor formene på hver busbillet er vist. Alle spillere skal have et forskelligt spillerark, så man ikke har samme forme under sine busbilletter.
Hver spiller får derudover et tilfældigt, personligt målkort. Det personlige målkort indeholder 3 punkter fordelt rundt på spillebrættet. Hvis man via sin rute, kommer fordi alle 3 punkter, får man bonus point til sidst i spillet. Som udgangspunkt holder man sit personlige målkort hemmeligt for de andre spillere.
De 6 fællesmål blandes og 2 udvælges tilfældigt, som lægges på de tilhørende felter på spillebrættet med den gule side opad (fælles mål er gul på den ene side og blå på den anden). De resterende fælles mål skal ikke bruges og lægges tilbage i æsken.
For at finde ud af, hvor startbrikken skal placeres, gør man brug af busbilletter. Er man 4 eller 5 spillere blandes alle 12 busbilletter, og hver spiller får 2 tilfældige af disse. Er man 2 eller 3 spillere, bruges kun busbilletterne 1-6. Tallet på busbilletten repræsenterer alle et punkt på spillebrættet. Spillerne vælger hvilken af de to busbilletter, de vil beholde og det andet lægges tilbage i bunken. Når alle har valgt, vises kortet og startbrikkerne placeres ud fra dette – herefter lægges busbilletten tilbage i bunken med de andre.
Alle 12 busbilletter blandes igen og lægges i en bunke med bagsiden opad på det tilhørende felt på spillebrættet.
GET ON BOARD spilles over 12 runder (12 busbilletter). Hver runde består af 4 faser.
- ny busbillet
Når spillet begynder, starter den ældste spiller med at være kontrollør. Kontrolløren vender den første busbillet. Farverne på busbilletterne findes også i toppen af spillerarket. Når busbilletten afsløres, afkrydser spillerne en af de 2 billetter i toppen af deres spillerark, som har samme farve. Dette felt på spillerarket viser også formen på den rute, der skal planlægges/udføres. I nogle tilfælde må man vælge mellem 2 muligheder.
- planlæg rute
Kontrolløren starter med at placere sine rutemarkører ud fra sin startbrik i samme form, som spillerarket viste ud fra den farve, der blev vendt under ”ny busbillet”. Derefter placerer spilleren til venstre sin rute, og sådan fortsætter det rundt om bordet til alle har lagt sin form i denne runde.
Fremadrettet skal ruten laves videre i hver runde fra sidst placeret rutemarkør, så det bliver én lang sammenhængende rute.
Det er kun tilladt at placere én markør pr. vejstrækning i egen farve, men andre spillere må gerne placere sin rute på samme vejstrækning som dig og omvendt. Ligeledes er det heller ikke tilladt at vende tilbage til en del af den rute, man allerede har placeret. Så man kan fx ikke bruge samme vejkryds flere gange i forskellige retninger, hvis det alligevel sker, bliver man straks elimineret fra spillet. Det er kun tilladt at placere antallet af markører, der er vist på spillerarket og man skal bruge formen, der er anvist. Hvis der er sving i formen, bestemmer man selv om svinget skal gå til højre eller venstre.
- tjek fælles mål
Hver spiller tjekker, om de har nået et af de to fælles mål. Hvert mål kan opfyldes af flere spillere, men kun én gang pr. spiller. Hvis en eller flere spillere fuldfører et gult fællesmål (altså som de første), skrives 10 point på spillerarket i fælles-mål-feltet og kortet vendes, så det nu er blåt. Hvis en spiller fuldfører et blåt fælles mål, skrives 6 point på feltet på spillerarket.
- ny kontrollør
Kontrollørbrikken gives videre til næste spiller til venstre og en ny runde begynder.
Undervejs i spillet er der mulighed for at tjene point sammen ved bl.a. at samle passagerer op, parkerer bussen og nå frem til seværdigheder.
På spillerarket er der i alt 8 bokse med felter. 2 af disse bokse er minus point, resten er plus point.
Hvis vi starter med de to minus-bokse, så drejer det sig om henholdsvis trafikpropper og sving.
Undervejs i spillet kan man være tvunget til enten at benytte sig af en sort vejstrækning eller skulle bruge en rute, hvor der i forvejen er rutemarkører fra en anden spiller. Disse to ting giver trafikpropper. Rammer man ind i dette afkrydses det straks på det tilhørende felt i bunden af spillerarket.
Den anden minus-boks handler om sving. Hvis man ikke kan lave sin rute som ønsket med den form, der er påkrævet, kan man vælge at sætte kryds i sving-feltet øverst til højre på spillerarket. Det har man mulighed for at gøre 5 gange i alt. For hvert felt, man afkrydser, må man enten fjerne eller tilføje et sving til rundens ruteform.
Heldigvis er der flere muligheder for at samle en god portion plus point sammen også.
På spillerarket er der 4 bokse med hver sit billede af forskellige passagerer. De samme passagerer er der billeder af på spillebrættet. Når man placerer rutemarkører, der går op til disse felter på brættet, stiger denne passagerer på bussen og dette markeres med et kryds på spillerarket.
Samler man den ældre dame op, med den orange baggrund, sættes kryds i toppen af det orange felt. Jo flere damer, der er samlet op, jo flere krydser og jo flere point.
Samler man studenten op, med den gule baggrund, sættes kryds i venstre side af det gule felt på spillerarket. Der er 9 felter i alt, men de 3 nederste, kan kun krydses af som bonusfelt fra det lilla felt
(mere om det senere). Derudover er der nogle felter på spillebrættet af bygninger, med en gul ramme omkring. Rammer ruten et af disse gule bygningsfelter, sættes kryds i højre side af det gule felt. Når spillet er slut tælles point ved, at man gange antallet af krydser i venstre side med antallet af krydser i højre side.
Går ruten hen til et felt med billede af turisten, sættes kryds i venstre side af det lyseblå felt på spillerarket. Krydserne sættes vandret, hvor der er plads til 3 krydser i alt i 3 rækker. Når man rammer et bygningsfelt med en lyseblå ramme, parkerer man bussen ved at notere det antal point, som er i bunden under senest, satte kryds, længst til højre på feltet. Samler man flere end 3 turister op, inden bussen parkeres ved en lyseblå bygning, går disse til spilde, da man ikke kan have mere end 3 krydser på feltet hen mod parkeringsfeltet. Når bussen er parkeret, kan man fortsætte med at sætte 3 nye krydser i næste række, når man samler nye turister op.
Sidste passager er forretningsmanden. Kommer man frem til et billede af denne passager på sin rute, sættes kryds i det lilla felt på spillerarket. Ligesom ved turistens felt, er der kun plads til 3 krydser, før bussen skal parkeres ved en bygning med lilla ramme, og derefter kan der igen samles krydser. Ved dette felt får man ikke kun point, når bussen parkeres, men får også et kryds i enten orange, gult eller lyseblåt felt.
Skal man krydse af i det gule område, som bonus fra det lilla felt, gøres dette i et af de 3 nederste felter i det gule område. Det er kun via denne bonus, man kan krydse af i de 3 nederste gule felter på studentens område på spillerarket.
Herudover er de sidste to felter på spillerarket der, hvor man kan notere point for fælles mål og personligt mål, hvis disse nås.
Når alle 12 busbilletter er vendt, og man har spillet de 12 runder, tælles point sammen og spilleren/spillerne med højest antal point har vundet.
Vores vurdering
For os hører dette spil til i den kategori, jeg plejer at kalde ”camping-spil”. Det er nemt at tage med, fordi det ikke fylder særlig meget og det er et forholdsvist hurtigt spil, som man sagtens lige kan snige ind, mens man venter på, at aftensmaden bliver færdig.
Altså er det et spil, som egentlig hører til i den ”lette ende” af brætspil. Når det er sagt, så er det bestemt ikke kedeligt af den grund. Der er fin spilværdi i det, man skal tænke sig om og ens handlinger har konsekvenser – hver gang.
Jeg synes (på godt jysk) at spillevejledningen er ”træls”. Det står rodet og det tog sin tid, før jeg fandt ud af, hvordan det skulle spilles. Egentlig er spillet i sig selv ikke så kompliceret, når man har lært det, men spillevejledningen er bare rodet sat op, så det var svært at finde hoved og hale i den. Spillerarket er til gengæld lavet vældig godt og meget overskuelig.
Spillet i sig selv er faktisk rigtig gennemtænkt. Det er genialt, der er lavet et spillebræt på hver side, som tager højde for antal spillere. Vi har prøvet at spille det med 2, 3 og 4 spillere, og derfor også prøvet begge sider af brættet. Det fungerer rigtig godt, at de 2 sider er lavet forskelligt og tilpasset antallet af spillere.
Fx at der er sorte veje (trafikpropper) på den side, der er til 2-3 spillere og ingen på den anden side. Man kommer nemlig oftere til at ramme veje, som andre allerede har rutemarkører på, når man er 4-5 spillere, hvilket også giver kryds i trafikprop-feltet. Med denne forskel på de to sider af spillebrættet bliver det dermed mere ligeligt fordelt med trafikpropper uanset hvilken side, man bruger.
Ligeledes er kortet til 4-5 spillere større og udformet anderledes, hvilket giver god mening, når der skal være plads til flere rutemarkører.
Spillerarket og ikonerne på spillebrættet er også lavet, så det er nemt at finde ud af, hvor man skal krydse af. Det er derudover lækkert, at rutemarkørerne er lavet i træ fremfor plastik, som giver fornemmelsen af bedre kvalitet. Til gengæld er det ikke helt gennemtænkt, at to af farverne er næsten ens (2 nuancer af lilla). Når der kun skal være 5 farver i alt, ville det have været nemt at finde 5 helt forskellige farver. I dette tilfælde kunne man fx have valgt en postkasserød som den 5. farve.
Det er ligeledes fedt (og miljøvenligt), at de vælger at bruge begge sider af papiret til spillerark, så man kan spille 2 spil, før papiret skal smides ud.
Alt i alt er jeg faktisk godt tilfreds med GET ON BOARD. Det er et hyggeligt spil til en god pris, som virker gennemtænkt og med en fin mængde spilværdi.
- Joan Frederiksen
Læs også spilanmeldelsen af Living Forest
Læs også spilanmeldelsen af Survivors of Hellapagos
Læs også spilanmeldelsen af Amul