Alder: Anbefales fra 5 år | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Spilletid: Ca. 10 min | Batteri: Kræver 3 x AA batterier LR6 | Mærke: ALGA | Antal: 1 spil i æske.
"Spillet fremstår meget simpelt, men er virkelig god til at træne hånd/øje koordination og reaktionsevne samt turtagning. Det er et spil, der kan spilles efter de oprindelige instruktioner, men som sammen med spandene giver mulighed for nytænkning. Man kan f.eks. hjælpe hinanden med at fange fiskene og så se, hvilken farve, man først har fyldt spanden med. Kvaliteten af spillet er virkelig god. Både fiskestængerne der er robuste til børneleg, samt spandene er i en god tyk plastikkvalitet. Spillet kan køre både med og uden musik. Advarsel til forældrene: børnene elsker musikken"
En spilanmeldelse af Det Originale Fiskespil
Nostalgi - hvem husker ikke det klassiske fiskespil fra sin barndom?
Det originale fiskespil fra ALGA, der blev lanceret i 1980'erne og blev så populært, at det sidenhen er blevet kopieret i utallige udgaver, nogen mere vellykkede end andre.
Magnus har været så heldig at afprøve netop det klassiske fiskespil fra Alga, som nu er blevet updatet med både lyd og spande og ikke mindst uden bekymrende små magneter.
Sådan spilles spillet
Inden spillet kan påbegyndes, skal alle fisk placeres i fiskedammen - og så skal der indsættes 2xAA batterier i fiskedammen.
Reglerne er simple: det gælder om at fange så mange fisk som muligt på samme tid.
Fiskene roterer og i det de roterer åbner og lukker de munden, som gør det muligt at fange - eller ikke fange fisken.
Spillet indeholder
- 4 fiskestænger
- 4x12 fisk
- 4 spande
- 1 fiskedam.
Klistermærker der kan påsættes fiskedammen for yderligere dekoration. Instruktionen er påtrykt æsken.
Producenten har valgt at plombere denne vare med et stykke tape i stedet for at putte folie omkring kassen. Tapen skal skæres over for at undgå at kassen rives itu. Spillet opbevares efterfølgende i kassen, som dermed er super let at tage med på ferie.
Bemærk: Spillet bruger 2 stk AA batterier - som ikke er inkluderet.
Vores oplevelse med spillet
Magnus opdagede spillet en morgen på kontoret, hvor det var gemt til en regnvejrsdag, men han kom så begejstret gående med spillet, at det var vi nødt til at prøve med det samme. Han kunne selv pakke spillet ud af æsken. Stor var hans glæde, da han så alle de små fisk i spandene.
Fluks fik han pakket både fiskestænger og spande ud. Herefter måtte vi lige lokalisere nogle batterier og en lille skruetrækker, og så var spillet klar til at få fiskene placeret. Stor var overraskelsen, da han fandt ud af, at spillet kan køre med eller uden musik. Men selvfølgelig skal musikken da køre.
Magnus valgte den blå fiskestang, og jeg fik tildelt den sorte. Han startede selv spillet ved at flytte på knappen. Fiskedammen begyndte at dreje rundt i et rimeligt hastigt tempo, og fiskene skiftedes til at åbne og lukke munden. Det var nu vores opgave at fange fiskene i vores farve, og få dem op af fiskedammen og i hver vores fiskespand.
Det er sjovt og lidt forvirrende med de forskellige farver, når spillet drejer. Det var lidt svært for både barn og voksen at fange fiskene, så stor var glæden, når det lykkes.
Det var sjovt at iagttage, hvordan Magnus´ taktik undervejs udviklede sig. Ligesom der pludselig opstod en anden leg i spillet med at han skulle fange fisk til aftensmad, og han bagefter bar spanden med fiskene hen til legekøkkenet og tilberedte dem.
Normalt strækker Magnus´ koncentration til maks. 10 minutters spil, men dette spil fangede ham, så han spillede det i over en halv time, og efterfølgende har han efterspurgt og spillet fiskespillet adskillige gange. Moderen synes også spillet var drønsjovt – og selv teenagesøsteren kom og skulle lige prøve barndommens spil.
Udviklingsområder
Det er fedt med spil, der udover at være underholdende samtidig udvikler børn. Fiskespillet kan påvirke:
- Barnets koncentrationsevne og finmotorik stimuleres, når det skal udvælge og fange fiskene.
- Barnets synssans stimuleres, når der kigges på de forskellige farver.
- Barnets reaktionsevne udvikles, når fiskestangen hurtigt skal placeres i fiskens mund.
En moderne og tidssvarende udgave
I barndommens udgave var fiskestængerne lavet af snor med en magnet, som skulle fange magneten i fiskens mund. Det er nu nytænkt. Fiskenes mund er fortsat lavet med små spidse tænder. Men fiskestangen er nu nytænkt, så snørerne lavet af plastik med en lille gribetang. Derved er der ikke længere små magneter, man skal bekymre sig om. Derudover er der nu tilføjet en farvet spand i hvert hjørne, så man hver især kan samle sine fisk i sin farve spand.
Spillets antal spillere angives som 2-4 spillere. Derved kan der opstå en dyst som konkurrenceelement. Men spillet kan let spilles alene f.eks. at farvesortere fiskene i den korrekte farve spand. Eller en lille dyst om, hvilken farve, man hurtigst kan fange.
Spillet angives som aldersgrænse fra 5 år. Magnus er 4 år og havde stor glæde af spillet og forstod fint reglerne. Enkelte gange drillede det motorisk med at fange fiskene, men han fandt på en løsning med at bruge begge hænder, og det blev legen bestemt ikke mindre sjov af. Bemærk uegnet for små børn under 2 år pga. smådele.
Spillet fremstår meget simpelt, men er virkelig god til at træne hånd/øje koordination og reaktionsevne samt turtagning. Det er et spil, der kan spilles efter de oprindelige instruktioner, men som sammen med spandene giver mulighed for nytænkning. Man kan f.eks. hjælpe hinanden med at fange fiskene og så se, hvilken farve, man først har fyldt spanden med.
Kvaliteten af spillet er virkelig god. Både fiskestængerne der er robuste til børneleg, samt spandene er i en god tyk plastikkvalitet. Spillet kan køre både med og uden musik. Advarsel til forældrene: børnene elsker musikken.
Fiskespillet har været en hitter i de danske hjem de sidste 30 år. Ideen om et bevægeligt spil, hvor det kræver snilde og hurtighed at vinde, er ikke ny, men bare supergodt layoutet i dette fiskespil, hvor kvaliteten samtidig er i top.
Vi elsker at spille som familie. Hvis I leder efter et udfordrende og sjovt familiespil, hvor de små også kan være med, er Det Originale Fiskespil fra ALGA et rigtigt godt bud.
- Lone Deleuran
Læs også spilanmeldelsen af XXL Candy
Læs også spilanmeldelsen af skattejagt på abeøen
Læs også spilanmeldelsen af Bubble Stories