Coco Crazy spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spillere: For 2 - 8 spillere | Spilletid: Ca. 20 min. | Spilpriser: Årets Familiespil 1992 |

"Når vi spiller Coco Crazy, er der rig mulighed for at udvikle vores sociale, kognitive og motoriske færdigheder. Når vi spiller med andre, skaber vi et fælles tredje, vi hygger os, griner sammen og spejler vores reaktioner i andres. Derudover øver vi os i at have det store overblik, vi styrker og træner vores hukommelse i forsøget på at huske, hvor de forskellige farvede aber er, også når pladen bliver drejet og  kokosnødderne skifter plads. Kokosnødderne skal åbnes på klem, terningen skal kastes, pladen drejes og aberne er ikke så store. Alt sammen godt for vores finmotoriske udvikling..."

En spilanmeldelse af Coco Crazy

Coco Crazy er verdens sjoveste abekatte leg, så sjovt at det faktisk var årets familiespil tilbage i 1992. Tredive år efter nu i 2022 er det tilbage igen og det er stadig lige så sjovt og underholdende for hele familien.

Er du selv barn af 90’erne så tag en tur tilbage til din egen barndom og lær dine børn, hvordan vi spillede Coco Crazy.

Ryk rundt på kokosnødderne og forvir dine modspillere. Kig i en kokosnød, men husk at passe på du ikke kommer til, at afsløre abens farve for din sidemakker. Husk hvor de forskellige farvede aber befinder sig på spillepladen og gæt rigtig. Så kan du måske kalde dig vinder af Coco Crazy. Lad abekatte jagten begynde.

Praktisk om Coco Crazy

Familie og børnespillet anbefales til børn i alderen 7+. Coco Crazy kan spilles af 2 til 8 deltagere. Når kokosnødderne rammer bordet, skal man forvente en spilletid på ca. 20 minutter. I spillevejledningen, som findes på 5 forskellige sprog heriblandt dansk, præsenteres man for spillereglerne, som læres hurtigt, så spillet kan begynde.



Æsken indeholder

  • 1 spilleplade.
  • 12 kokosnødde dele til 6 hele kokosnødder.
  • 36 aber i 6 forskellige farver; lilla, grøn, gul, sort, blå og rød.
  • 1 terning.
  • 1 spillevejledning på 5 sprog.

Spillets gang

Spilleren der som den første får samlet alle 6 forskellige farvede aber, er vinderen af Coco Crazy.

Inden spillet kan starte, er der få forberedelser, der skal gøres. Først puttes 6 aber af samme farve i hver enkelt kokosnød. Kokosnødderne lukkes og placeres tilfældigt på spillepladen på de 6 øer. Nu blandes kokosnødderne godt og grundigt, så ingen kan huske, hvilken farve abe der gemmer sig hvor.

Nu kan jagten på aberne begynde. Spilleren der kan lave det sjoveste abefjæs, får lov til at starte spillet. Men først må alle spillere på skift kigge i en valgfri kokosnød, dog uden at afsløre farven for de andre.

På skift slås der med terningen og hvert symbol på terningens sider, har deres helt egen betydning. Lander terningen på spørgsmålstegnet, må spilleren, der slog pege på en kokosnød og gætte hvilken farve abe denne tror, der gemmer sig.

Hvis der gættes rigtigt, må spilleren tage en abe fra kokosnødden. Slås der en spilleplade med en pil betyder det, at spilleren skal rotere spillepladen 90 grader mod venstre.

Et sæt øjne giver alle spillere lov til samtidig at kigge ind i en valgfri kokosnød. To kokosnødder med pile imellem betyder, at alle spillere på skift skal bytte rundt på to kokosnødders plads.

Lander terningen på siden med et abehoved, er der slået en joker, spilleren der slog, må enten bytte rundt på to kokosnødder, kigge i en nød eller gætte.

Nu gælder det bare om at være den første, der får samlet 6 aber i de forskellige farver.

Pigernes egne ord om Coco Crazy 

Lucca 4 år: “Aberne er ikke så pæne, men de er meget nuttede. Det er et sjovt spil. Jeg kan godt lide, når man skal gætte, hvor aberne er. Selvom jeg tror, jeg ved, hvor de er, så er der nogle gange, hvor jeg gætter forkert. Jeg kan godt lide at spille Coco Crazy, især når jeg spiller med min storesøster, far og mor, det er rigtig familiehygge.

Jeg har også spillet med min faster og min farmor, det var meget sjovt, for min farmor havde lidt svært ved at huske, hvor aberne var”

Silje 7 år: “Coco Crazy er et rigtig, rigtig sjovt spil. Det er sjovt fordi, man kan tro, at man har styr på, hvor de forskellige farver aber er, men så skal alle pludselige bytte rundt på kokosnødderne og så har man slet ikke styr på, hvilken farve der er hvor.

Jeg synes, det er et godt spil fordi, jeg kan spille det med hele min familie, men jeg kan også spille det med min lillesøster eller mine venner, så der skal ikke altid være en voksen med. 

Reglerne er ret nemme, så jeg lærte dem hurtigt.”

Morens og pædagogens vurdering af Coco Crazy

Hold nu op hvor blev jeg nostalgisk, da jeg så, at Coco Crazy var at finde blandt brætspillene igen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i min egen barndom elskede at spille Coco Crazy med min mor og mine brødre, når vi skulle familiehygge. Så selvfølgelig skulle mine børn også opleve den spilmagi, jeg gjorde som barn.

Elementerne og spillets gang i denne remake udgave er meget tro imod 90’ernes udgave. Æsken og spillepladen har fået et visuelt og grafisk løft, så det passer til 2022, meget flot og i skønne klare farver der klæder spillet og dets fortælling.

Spillevejledning er designet, så det ligner en tegneserie, hvor de genkendelige aber fra æsken forklarer reglerne i et legende sprog henvendt til spillerne. En ret sjov og nytænkende måde at gøre en ellers til tider kedelig spillevejledning interessant og overskuelig.

Reglerne er ret simple og selvom alders anbefalingen er på 7+, er det min vurdering at børn under denne anbefaling, sagtens kan være med på lige vilkår med de større børn. Lucca på 4 år har rigtig godt styr på reglerne og spillet generelt.

Når vi spiller Coco Crazy, er der rig mulighed for at udvikle vores sociale, kognitive og motoriske færdigheder.

Når vi spiller med andre, skaber vi et fælles tredje, vi hygger os, griner sammen og spejler vores reaktioner i andres.

Derudover øver vi os i at have det store overblik, vi styrker og træner vores hukommelse i forsøget på at huske, hvor de forskellige farvede aber er, også når pladen bliver drejet og kokosnødderne skifter plads.

Kokosnødderne skal åbnes på klem, terningen skal kastes, pladen drejes og aberne er ikke så store. Alt sammen godt for vores finmotoriske udvikling.

Coco Crazy lever til fulde op til mine barndomsminder. Det er et yderst underholdende og sjovt spil for hele familien. Herhjemme er vi og især pigerne blevet ret så glade for at spille Coco Crazy, det skaber grin og hygge med meget få virkemidler. Vores gæster bliver da også flittigt spurgt, som noget af det første, om de ikke vil spille sammen med pigerne.

- Maria Ejler

Læs også spilanmeldelsen af Alias Junior Party 

Læs også spilanmeldelsen af Muselabyrinten

Læs også spilanmeldelsen af Risk Junior 

Anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen