Risk Junior spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 5 år | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Spilletid: Ca. 30 min | Sprog: Danske/Norske Spilleregler | Mærke: Hasbro | Antal: 1 spil i æske.

"Risk Junior er hurtigt blevet en af favoritterne herhjemme og det er der vist ikke noget at sige til. Vi er vilde med historien, der bliver fortalt, designet af spillet, skibsbrikkerne, måden at kaste terningen på og i det hele taget den stemning spillet bringer, når vi som familie er samlet omkring spillepladen. Når vi spiller Risk Junior, hygger vi os rigtig meget, men vi udvikler også vores kognitive-, sociale- og motoriske færdigheder, en læring som vi i den grad kan bruge uden for spillebrættet"

En spilanmeldelse af Risk Junior

Hvem vælger DU at sværge troskab til i kampen om herredømmet over verdenshavene? Den blå blækspruttebande mener, at kun pirater der bravt deres hjerte følger, kan klare skærene på havets bølger.

Det gule hajsjak hersker over havenes guld, hele vejen fra Macai til Istanbul. Fribyttehærens højrøde flag er berygtet i hele verden - de rapser samtlige skatte på deres færden.

Hos de grønne i papegøjeslænget skal du spytte i næverne, ruste dig med sværd og skjold - kun de stærkeste er med på dette hold.

Tænk dig godt om, træk i træbenet eller kloen med klappen for øjet og tag dit valg. Gå om bord på dit prægtige piratskib og bliv den mest berygtede pirat med flest skatte og øer.

Praktisk om Risk Junior

Børne- og familiespillet henvender sig til børn i alderen 5+. Det er et spil for 2-4 deltagere. Når spillepladen kommer på bordet, skal man forvente en spilletid på 25 minutter fra start til slut.

I spillevejledningen bliver man præsenteret for spillets simple og letforståelige regler, hvilket gør, at man ret hurtigt kan komme i gang med at spille Risk Junior.

Æsken indeholder:

  • 1 spilleplade
  • 4 spillebrikker udformet som skibe.
  • 1 rød angrebs terning.
  • 1 blå forsvars terning.
  • 8 røde piratbrikker.
  • 8 blå piratbrikker.
  • 8 gule piratbrikker.
  • 8 grønne piratbrikker.
  • 13 skattekiste kort.
  • 2 spillevejledninger på dansk og svensk.

Spillets gang

Før slaget kan begynde, skal der gøres lidt forberedelser. Hver pirat vælger en skibsbrik med tilsvarende piratbrikker. Alle skattekistekortene blandes med skattekistesiden opad og placeres tilfældigt rundt på spillebrættets øer. Nu skal den yngste pirat starte med at sætte en af sine piratbrikker på en valgfri ø. Alle piraterne skal nu skiftes til at placere en af deres piratbrikker på spillepladens øer, indtil alle øerne er bemandet. Dødningeøen i midten af spillepladen kan man ikke vælge, da det er startfeltet. Alle pirater placerer nu deres piratskib på Dødningeøen.

Den yngste pirat starter og herefter spilles der i urets retning. Skibsbrikken kan rykke langs de hvide vandruter, der forbinder øerne. Der kan rykkes en ø ad gangen. Sejler en pirat til en ø, der er besat af en anden pirat, skal slaget stå om skatten og øen. De to pirater der skal kæmpe tager hver deres skibsbrik og placerer en terning heri. Begge pirater skal nu kaste terningen ved at trykke på knappen bag på skibet.

Den pirat der slår højest, må besætte øen med en piratbrik og grave dens skat op. Hvis den angribende og forsvarende pirats terning viser det samme, er det altid den forsvarende pirat, der vinder slaget. Hvis en pirat kommer til en ø uden skattekiste, kæmpes der stadig om øen. Sejler man til en ø, som er besat af en selv, går turen blot videre til næste pirat - er der en skattekiste på øen, skal denne forblive nedgravet.

Når piraterne har gravet alle skattene op, slutter spillet og det skal nu afgøres, hvem der har flest point. På bagsiden af skattekistekortene er der afbilledet et antal guldmønter. Antallet af guldmønter ligges sammen med antallet af øer man besidder - hver ø giver ét point. Piraten med flest point vinder titlen som herre over verdenshavene.

Pigernes egne ord om Risk Junior

Lucca 4 år: “Det er et sjovt spil. Det sjoveste er, at man skal sejle til forskellige øer, med hver sin båd og prøve at tage skattene og øerne fra hinanden. Det er lidt svært at slå med terningen med båden, det skal jeg lige øve mig på.”

Silje 7 år: “Risk er SÅÅ sjovt et spil. Det er meget sjovt, at man skal gå i krig med hinanden. Det gælder om, at man skal vinde skattekisterne og øerne fra de andre. Øerne er rigtig flotte; specielt diamantøen. Den kæmper Lucca og jeg altid om. Det er virkelig sjovt, at man skal slå med terningen med sit skib.”

Morens og pædagogens vurdering af Risk Junior

Okay... Risk Junior er helt klart en sikker vinder herhjemme, pigerne er vilde med det.

Inden vi fik pakket spillet ud, havde jeg gået og tænkt over, hvordan man mon kunne lave Risk i en junior udgave, men det er simpelthen så godt udviklet. Det er virkelig lykkedes Hasbro at justere en gammel og populær kending som Risk, ned i børnehøjde så selv de mindste i familien kan være med.

Spillets design er flot og indbyder virkelig til, at børnene skal bruge deres fantasi. Risk junior er bygget op omkring den velkendte historie med pirater og kampen om at blive herre over verdenshavene. Allerede når vi kigger på æsken, bliver vi budt ind i denne verden af pirateri. På spillepladen er der afbilledet 13 forskellige øer, som alle har hvert deres udtryk. Herhjemme har pigerne virkelig levet sig ind i spillet og flere af øerne har fået navne, der afspejler deres design. Øen med farverige krystaller har fået navnet Diamantøen, øen med de sprudlende vulkaner hedder Vulkanøen og øen med bjerge dækket i tåge kalder vi Skyggeøen.

Reglerne er meget simple, så man kan hurtigt komme i gang med spillet. Igennem hele spillet er vi alle, både børn og voksne, rigtig godt underholdt.

Idéen med at man skal kaste terningen med sit piratskib, er virkelig god, det giver lige dét ekstra til spillet.

Når vi spiller Risk Junior, bruger vi som sagt vores fantasi rigtig meget til at leve os ind i historien. Derudover øver vi os også i at have det store overblik og gennemtænke vores næste træk. Vi griner sammen og har det sjovt, men vi kan også meget muligt komme til, at udfordre de andres grænser når vi angriber hinandens øer. Måden vi kaster terningen på, er ikke så lige til, det kræver øvelse for at få terningen til at ryge ordentligt op i luften og ud af skibet.

Når vi spiller Risk Junior, hygger vi os rigtig meget, men vi udvikler også vores kognitive-, sociale- og motoriske færdigheder, en læring som vi i den grad kan bruge uden for spillebrættet.

Risk Junior er hurtigt blevet en af favoritterne herhjemme og det er der vist ikke noget at sige til. Vi er vilde med historien, der bliver fortalt, designet af spillet, skibsbrikkerne, måden at kaste terningen på og i det hele taget den stemning spillet bringer, når vi som familie er samlet omkring spillepladen.

- Maria Ejler

Læs også spilanmeldelsen af Dyreskoven

Læs også spilanmeldelsen af Muselabyrinten

Læs også spilanmeldelsen af Alias Junior Party

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilHasbro gaming

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen