Ryd bordet spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 7 år | Spillere: For 2 - 6 deltagere | Spilletid: Ca. 45 min | Priser: Årets Familiespil 2020 (Kåret af Legebranchen LEG) | Mærke: Upcoming Minds | Antal: 1 spil i æske.

"Kvaliteten på billedkort og ordkort er god. Billedkortene er meget tykke, hvilket gør dem nemme at få fat på og tage op fra bordet. Det er helt klart en fordel i dette spil, da det skal gå hurtigt med at få snuppet de kort, man vil bruge, inden andre snupper dem. De har faktisk så god en tykkelse, at det er lige meget hvilket slags underlag (stofdug, voksdug, spillemåtte osv), man spiller på, så er de stadig nemme at tage op fra bordet..."

En spilanmeldelse af Ryd bordet

”Ryd bordet” er et familiespil, hvor man skal tænke og reagere hurtigt. Det er for 2 til 6 spillere fra 7 år og opefter. Spillet er i en god og solid æske, der indeholder 150 ordkort, 150 billedkort, 1 timeglas og regler.
Da vi pakkede spillet op, blev vi noget skuffet over indholdet. Eller rettere sagt så hænger mængden af indhold ikke sammen med størrelsen på kassen. Faktisk fylder indholdet kun ca. 20 % af kassen.

Når man (som os) har en stor spilsamling, så er det frustrerende at have et spil stående, som fylder langt mere end nødvendigt på hylden. Jeg ved godt, det er et salgstrick, men hvis et spil er godt nok i sig selv, så er det et unødvendigt salgstrick og derfor tænker jeg altid, at det må være fordi spiludvikler ikke selv tror nok på sit spil til, at det kan sælge på indhold/gameplay alene. Spørgsmålet er så, om vi er enige?

Kvaliteten på billedkort og ordkort er god. Billedkortene er meget tykke, hvilket gør dem nemme at få fat på og tage op fra bordet. Det er helt klart en fordel i dette spil, da det skal gå hurtigt med at få snuppet de kort, man vil bruge, inden andre snupper dem. De har faktisk så god en tykkelse, at det er lige meget hvilket slags underlag (stofdug, voksdug, spillemåtte osv), man spiller på, så er de stadig nemme at tage op fra bordet.

Hvis man spiller det om aftenen, så kan det være en god ide at have en god lyskilde, da nogle af motiverne er svære at se ordentligt. Reglerne er en enkelt side, som er let at forstå og hurtigt læst. Det tager derfor ganske få minutter, fra man pakker spillet op, til man er klar til at gå i gang.

Selve spillet

Først lægges alle billedkort ud på bordet med billedsiden opad og ordkortene blandes. Der står et enkelt ord på hver side af ordkortene (kaldet opgavekort i reglerne). På skift læser spillerne et ord op, timeglasset vendes og alle spillere finder på samme tid billedkort på bordet.

Ordene kan bl.a. være tillægsord, navneord og begreber. Fx ”Sødt” – ”Abe” – ”Sikkerhed”.
Det gælder om at tænke kreativt, og tage alle de billedkort, som man på en eller anden måde kan sammenkoble med ordet.

Det kan være et billede, som passer direkte med ordet eller noget, man associerer til ordet.
Ved ordet ”sødt” fandt vi fx en sut, som mindede os om babyer, der var søde. Et billede af slik, som smager sødt. En mund fordi den søde smagssans sidder i munden.

I reglerne bruger de eksemplet ”Abe”, hvor man udover at finde et billede af en abe, kunne finde billeder af en hest, ko, gris fordi de er i samme kategori som aber (dyr). Men det kunne også være cirkus eller bananer, fordi man ser aber i cirkus og de spiser bananer.

Når timeglasset er løbet ud (vi målte det til at vare 55 sek) stopper alle med at finde/tage billedkort. På skift viser man, hvilke kort man har taget og forklarer hvorfor. Det er op til de andre spillere at vurdere om billedkortet er godkendt. Alle kort, som bliver godkendt, beholder spillerne hver især og næste ordkort læses op. Spillet stopper, når der ikke er flere billedkort på bordet eller når der er gået 45 min. Spilleren med flest billedkort til sidst har vundet.

Vores vurdering

Hvis man leder efter et hyggeligt familiespil, som er hurtigt at komme i gang med og nemt at finde ud af, så er ”Ryd bordet” et godt bud. Det kan snildt bruges til yngre børn eller ordblinde, som har svært ved at læse, da man blot kan lade den samme være oplæser hver gang, da det ikke har nogen betydning for spillet hvem, der læser op.

Nogle ord er klart lettere end andre. Fx havde vi ordet ”aftale” og ”tropisk”, som var lidt diffust for de yngste spillere (9 og 10 år). Til gengæld var ord som ”skov”, ”hoved/ansigt” og ”maskine” noget nemmere for dem at forholde sig til.

Der er mange forskellige former for billeder i spillet. Nogle af dem viser bare en ting, og andre viser flere ting/situationer eller fx et område. Billeder med kun én ting er fx en klapvogn, en adventskrans, en kagemand, en sut, et par handsker eller bananer. Billeder med flere ting/steder er bl.a. solbriller sammen med høretelefoner, et komfur med gryder og pander på, bordopdækning med stole ude i en ørken med en person på eller et kyssende kærestepar.
Når jeg kigger på hvilke slags billeder vi hver især tog, så var der en tendens til, at de yngre spillere tog kort med et simpelt billede af en enkelt ting og vi ældre tog kort med steder/situationer.

Jeg var lidt i tvivl om, hvor meget de yngre spillere kunne associere ud over det mest gængse, men det gik faktisk vældig godt. Så selvom yngste spiller var 9 år og ældste var 40 år, så var der kun få point til forskel mellem ældste og yngste spiller til slut.

- Et lille tip til at tælle point til slut er blot at stille bunkerne ved siden af hinanden. Fordi billedkortene er så tykke, er det nemt at se forskellen i højden.

Vi har spillet rigtig mange forskellige spil og det er virkelig sjældent, at man kan kigge på tiden på æsken og regne med at det passer. Det kan man i ”Ryd bordet”, da spillet altid stopper efter senest 45 min. Det er meget rart, hvis man leder efter et spil på hylden, som man ved, ikke kommer til at trække ud. Da vi spillede 5 mand, tog et spil gennemsnitlig ca. 25 min. Jo flere gange man spiller, des kortere varer spillet. Til dels fordi man begynder at lære billedkortene at kende, og til dels fordi man bliver bedre til at associere ord/billeder, når man lige ”kommer ind i tankegangen”. Derved bliver der taget flere og flere billedkort pr. ord og bunken på bordet, løber hurtigere tom.

Det irriterer mig stadig at kassen skal fylde så meget, når selve spillet ikke fylder særlig meget, når det er pakket sammen. Det trækker helt klart ned i mit syn på spillet.

Men til gengæld så skal man bruge en del plads, når man spiller det. Når billederne bliver fordelt ud på bordet ved spilstart, så fylder det ret meget. Vi har godt nok kun spillet det med max 5 spillere, men i teorien vil det sagtens kunne spilles med flere end de 6 spillere, der er vist på kassen. Umiddelbart vil det blot betyde, at hvert spil tager kortere tid, fordi billedkortene forsvinder hurtigere.

Det er altid fedt med familiespil, som kan spilles ”ligeværdigt” uanset om man er barn, voksen eller gammel. Det kan ”Ryd bordet”. Til gengæld vil jeg stadig kategorisere det som et familiespil, der egner sig bedst til børn fra 6-12 år ca. Mine piger på 14 år og 15 år syntes hurtigt, at det blev kedeligt.

- Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af Tegn pladen fuld

Læs også spilanmeldelsen af Ludo Quiz

Læs også spilanmeldelsen af Pensum

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilUpcoming minds

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen