Alder: Anbefales fra 8 år | Materiale: ABS plast | Mærke: Hubelino | Serie: Hubelino Pi | Antal: 1 sæt af varierende antal
“Jeg synes, at Hubelino Pi kuglebanerne er mega seje. Der er virkelig mange muligheder, når man bygger med det. Og så er det ret fedt, at bruge de der magnet skydere, som kan gøre sådan, at kuglerne kan ryge opad igen. Det er også smart, at man kan sætte kuglebanedelene sammen, så man laver lukkede rør, som kuglerne ikke kan ryge ud af. Jeg kan godt lide udfordringen med at bygge kuglebanerne. Det er selvfølgelig nemmest for mig, at bygge dem, som man kan finde på iPad’en. Men det er faktisk lidt federe, at afprøve en kuglebane, som jeg selv har bygget og fundet på ved at bruge min fantasi. Det er ikke altid det lykkedes, at bygge en som fungerer, som jeg havde tænkt det, men det er jo også sjovt. Så må jeg ændre lidt på den og så prøve den igen. På et eller andet tidspunkt virker det jo.”
En anmeldelse af Hubelino Pi kuglebaner
Er du på udkig efter en kuglebanen til de lidt større børn, unge og legeglade voksne?
Kuglebaner har altid været og er stadig et kæmpe hit hos langt de fleste børn.
Når jeg gennemgår, børnene i vores families ønskelister, er der en eller anden form for kuglebane på dem alle. En anden ting som jeg også ofte finder på ønskelisterne, er Lego.
Hubelino har simpelthen været så geniale, at kombinere kuglebanen med byggeklods princippet fra Lego.
Så hvis du kan genkende begejstringen for kuglebaner og Lego hos dine børn, så læs gerne med her og bliv lidt klogere på mærket Hubelino, for det kan altså helt klart noget.
Kort om Hubelino
Hubelino vil gerne, at børnenes fantasi vokser i legen med deres produkter.
Alle Hubelinos produkter er siden starten, i 2008, blevet produceret i Tyskland. Hubelino lægger stor vægt på kvalitet og holdbarhed i produktionen, og alt bliver således udsat for udvidet testning, for at sikre, at det lever op til disse standarder.
Grundlæggeren Stefan Amels skabte Hubelino, med tanke på at kombinere det med legetøjet, som allerede findes på de fleste børneværelser, så det blev til et udvidet konstruktions legetøj. Hubelino Pi er kompatibelt med Lego klodser og andre lignende byggeklodser.
Udover at Hubelino rigtig gerne vil udvide børnenes fantasi, så vil de også meget gerne inspirere vores små opfindere og morgendagens tænkere til konstant, at udvide deres horisont og skabe store ting med kloge ideer.
Pædagogikken er også i højsædet hos Hubelino og de ønsker, at skabe en god balance imellem leg og læring.
Praktisk om kuglebanerne fra Hubelino Pi
Hubelino Pi henvender sig primært til de større børn over 8 år samt de unge og de voksne, som stadig kan lide at lege.
Hubelinos produkter er som før nævnt kompatible med Lego byggeklodser og andre lignende klodser samt byggeplader, som i forvejen er at finde på ret mange børneværelser.
Hubelino Pi fåes hos Legebyen.dk i flere forskellige æsker, både som komplette kuglebaner - små og store, som udvidelsespakker, store byggeplader, ekstra kuglebaneelementer og byggeklodser.
Hubelino er fremstillet i ABS plast og kan rengøres med en fugtig klud eller vaskes med varmt vand.
På hubelino.com kan man finde byggeinstruktioner til alle Hubelino Pi æsker og til yderligere inspiration til små og store kuglebaner.
De forskellige æsker, som vi har prøvet:
Hubelino Pi kuglebane sæt XL 246 dele
Kuglebanesættet indeholder hele 246 dele til kuglebanekonstruktion. To byggeplader, byggeklodser i flere forskellige størrelser, kuglebanedele med forskellige funktioner, 12 kugler med magnetiske udløsere og en byggevejledning.
Denne æske er komplet med alt, hvad du skal bruge til at bygge en fed, sjov og advanceret kuglebane til underholdning for store og små.
Følger du den medfølgende byggevejledning, har du hurtigt en fungerende kuglebane, som sender kuglerne hurtigt rundt på alle niveauer.
De medfølgende magnetiske kugleudløsere gør det muligt for kuglerne, at trodse fysikkens love og køre opad.
Hubelino Pi ekstra byggeklodser 78 dele
Æsken består af 78 byggeklods dele; en byggeplade og 77 byggeklodser i syv forskellige former og størrelser. Der er både lange og korte samt høje og lave. Alle delene er i sort.
Med de ekstra byggeklodser har man rig mulighed for, at udvide sine kuglebaner til større og mere avancerede kuglebaner. Byggeklodserne er nemme at sætte sammen og er kompatible med normalt Lego og andre lignende byggeklodser.
Hubelino Pi ekstra kuglebanedele 98 dele
Denne Hubelino Pi æske indeholder 98 dele til legen med kuglebanerne. Fire kugler, 84 gule kuglebanedele og ti sorte byggeklodser.
Byggeklodserne har den funktion, at de kan samle to kuglebanedele således, at man kan tilføje lukkede rør sektioner i sin kuglebane.
Indholdet af denne æske giver mulighed for at videreudvikle og udbygge sine kuglebaner til stor underholdning for alle.
Det er nemt at sætte kuglebanedelene sammen med byggeklodserne eller på byggepladerne fra Hubelino Pi, derudover er de selvfølgelig, ligesom alt andet Hubelino Pi, kompatibelt med normalt Lego og lignende byggeklodser.
Hubelino Pi byggeplade til kuglebane
Pladen er sort og måler 20,8 x 20,8 cm og har 26 x 26 knopper.
Byggepladerne kan både bruges som et stabilt fundament for den fedeste kuglebane, samt som et plateau på den højeste kuglebane, da byggeklodserne også kan sættes fast i bunden af pladen.
Byggepladerne kan, udover brugen til kuglebanerne, også bruges som fundamentet til alverdens byggerier med byggeklodser og Lego klodser. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Legens gang
Efter at have prøvet kræfter med Hubelinos andre kuglebaner, glædede især Silje sig rigtig meget til at prøve Hubelino Pi udgaven. Ud fra æsken konstaterede Silje, at Hubelino Pi så ret så fedt ud.
Da æskerne blev åbnet og kuglebanedele, byggeplader, byggeklodser og kugler ramte bordet, var Silje hurtig til at komme i gang med sin allerførste Hubelino Pi kuglebane. Hun fandt inspiration på Hubelinos egen hjemmeside og fulgte nøje vejledningen, indtil der stod en færdig sej kuglebane foran hende.
Lucca hjalp med glæde Silje med at prøve den af. Den næste kuglebane der blev bygget, var den store, hvis byggevejledning fulgte med i den ene æske. Det tog noget længere tid at bygge denne, den var større og mere kompliceret end den foregående.
Da kuglebanen stod færdig, skulle de magnetiske udløsere i brug flere forskellige steder på banen, hvilket Silje og Lucca havde glædet sig til. De var ret fascineret over, hvordan den ene kugle ved berøring af den magnetiske udløser, kunne sende den næste kugle opad og videre på rejsen gennem kuglebanen.
Til slut hyggede begge piger sig med, at bygge hver deres kuglebane ud fra egen fantasi.
Pigernes egne ord om kuglebanerne fra Hubelino Pi
Silje 9 år: “Jeg synes, at Hubelino Pi kuglebanerne er mega seje. Der er virkelig mange muligheder, når man bygger med det. Og så er det ret fedt, at bruge de der magnet skydere, som kan gøre sådan, at kuglerne kan ryge opad igen.
Det er også smart, at man kan sætte kuglebanedelene sammen, så man laver lukkede rør, som kuglerne ikke kan ryge ud af.
Jeg kan godt lide udfordringen med at bygge kuglebanerne. Det er selvfølgelig nemmest for mig, at bygge dem, som man kan finde på iPad’en. Men det er faktisk lidt federe, at afprøve en kuglebane, som jeg selv har bygget og fundet på ved at bruge min fantasi. Det er ikke altid det lykkedes, at bygge en som fungerer, som jeg havde tænkt det, men det er jo også sjovt. Så må jeg ændre lidt på den og så prøve den igen. På et eller andet tidspunkt virker det jo.”
Lucca 6 år: “Det er sjovt at lege med kuglebanerne. De kan godt være lidt svære for mig at bygge, men så får jeg lov til at lege med dem, som Silje og mor laver.
Jeg tror bare jeg skal øve mig, og så imens kan jeg bygge mine egne med Hubelino, som passer mere til min alder.”
Morens og pædagogens vurdering af kuglebanerne fra Hubelino Pi
Kuglebanerne fra Hubelino Pi anbefales til børn fra otte år, hvilket jeg er helt enig i. Silje har stor glæde af Hubelino Pi, kuglebanerne udfordrer hende helt tilpas på den udviklende og underholdende måde. Silje startede med at være nysgerrig på alle elementerne og lavede flere kuglebaner ud fra byggevejledningerne. Efterfølgende har hun med brug af sin fantasi og nysgerrighed bygget store fungerende kuglebaner.
Lucca på seks år synes, at det er sjovt, at lege med kuglebanerne når de er bygget og så kan hun også godt lide, at bygge små simple baner selv.
Til dags dato må Hubelino og Hubelino Pi være en af de fedeste måder at bygge kuglebaner på, som pigerne og jeg har prøvet.
Legen med Hubelino Pi er virkelig sjov og både Lucca på 6 år og Silje på 9 år, er rigtig godt underholdt i legen.
De kan sidde i flere timer, sammen og hver for sig, og bygge kuglebaner, for derefter at lege med dem. De hygger sig sammen, griner højlydt og man kan næsten mærke spændingen i luften, når de skal afprøve en kuglebane med kuglerne for første gang.
Som mor elsker jeg, når legetøj og leg kan få mine piger til at mødes på denne måde omkring et fælles tredje.
I legen og byggeriet med Hubelino Pi er der uendelige muligheder for at lave de fedeste kuglebaner. Ekstra pakkerne gør det muligt, at bygge ekstra store kuglebaner i mange niveauer.
Med de magnetiske udløsere bliver byggeriet af kuglebanerne ekstra spændende, netop fordi kuglerne kan udfordre fysikkens tyngdekraft, hvilket vækker børnenes nysgerrighed og fantasi.
Pædagogisk er der selvfølgelig rigtig meget læring at hente i legen med kuglebanerne fra Hubelino Pi.
I legen med Hubelino Pi udvikler barnet en masse vigtige og gode færdigheder, som kan bruges i hverdagens mange forskellige situationer.
Barnets fantasi, nysgerrighed og abstrakte tankegang bliver virkelig sat i spil, når kassen med Hubelino Pi tages frem.
Evnen til at mestre problemløsning og overblikket i sammensætninger og byggeteknikker styrkes.
Der er slet ingen tvivl om, at legen med Hubelino styrker barnets finmotoriske færdigheder. Barnet træner koordination, præcision og teknikker når det undersøger legen med hjælp fra hænder, fingre og ansigt. Det er også her, at barnet øver sig i øje hånd koordinationen, altså evnen til at få øjne og hænder til at samarbejde om en aktivitet.
De sociale færdigheder nyder også rigtig godt af legen med Hubelino. Børn på tværs af aldre og køn skaber et fælles tredje i legen, de interagerer og øver sig i de sociale spilleregler, de spejler sig i hinanden og de skaber og udvikler relationer til og med hinanden.
I legen med kuglebanerne er der både mulighed for den stille fordybelse, men der er også mulighed for en masse gode samtaler, som jo bidrager til barnets sproglige udvikling.
Hubelino Pi er et genialt legetøj, hvor sjov, leg og læring går hånd i hånd for de større børn. Herhjemme sender vi en stor anbefaling afsted til kuglebanerne fra Hubelino Pi.
- Maria Ejler
Læs også anmeldelsen af Hubelino Kuglebane