Mio Min Mio spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 9 år | Spillere: For 1-5 deltagere | Spilletid: Ca. 45 - 60 min. | Mærke: Asmodee | Antal: 1 spil i æske

"Mio spillet er efter vores mening et samarbejds-strategi-spil i den lette ende. Det gør det meget velegnet som familiespil, hvor man har børn med i alderen fra omkring 8-9 år og opefter. Det er rigtig rart, at det er lavet således, at man kan spille det på stort set lige vilkår, uanset om man kun er 2 eller 5, fordi man så blot deler flere karakterer ud til hver spiller, når man kun er 2 spillere. Synes også det er meget sjovt, at man kan spille det som solo player spil, og med pointtavlen i spillevejledningen, har man mulighed for at forsøge at slå sin egen rekord fra spil til spil. Personligt synes jeg ikke, der er helt nok udfordring i spillet til, at jeg ville finde det frem som solo spil. Men fedt nok muligheden er der for dem, som gerne vil"

En spilanmeldelse af Mio Min Mio

Som barn i 80´erne var det nostalgisk, da jeg så, at man kunne få et brætspil baseret på Astrid Lindgrens børnebog ”Mio, min Mio”. Derfor var jeg selvfølgelig også nødt til at prøve det.

Mio brætspillet er et samarbejdsspil for 1-5 spillere anbefalet fra 9 år og opefter.

Spillet kommer i en fin kasse, der ca. måler 29.5 * 30 * 7.5 cm. og som har samme illustration som en af bøgerne (afhængig af hvilken bogudgave, man køber). Det indeholder 1 spilleplade, spejderkort, gavekort, røde og hvide hjerter i træ, gul træ-tidsmarkør, beskyttelsespoletter, Mio turplade, en rød 12-sidet terning, tre omslagsmarkører, karakterplader, handlingsmarkører, 1 Mio brik, 1 Kato brik og spillevejledning på dansk, norsk, svensk og finsk.

Spillevejledningen kan ved første øjekast godt se lidt voldsom ud. Vi synes dog, den var nem at læse og forstå. Der var lidt småfejl i den, men ikke noget som gav problemer ift. forståelsen. Bl.a. er der nogle steder, hvor få ord stadig står på svensk og i beskrivelsen af opsætning af spillet, stod der ”G” ud for både de røde og sorte spejderkort i teksten, selvom billedet viste, at kun de røde spejderkort var markeret med et ”G” og de sorte var ”H”.
Det tog os godt 15 min. at få læst spillevejledningen og sat spillet op første gang, inden vi var klar til at spille.

Selve spillet

Ligesom i bogen gælder det om at besejre den onde Ridder Kato. Spillet er ligesom delt op i to dele. Først er der rejsen hen mod Ridder Kato og dernæst gælder det ”den sidste kamp”, hvor slaget skal stå mellem Mio og Kato.
Mio-brikken stilles på startfeltet på spillepladen og hver spiller vælger, hvilken karakter de vil være. Afhængig af hvor mange spillere, man er, skal man vælge enten 1, 2 eller 3 karakterer hver.

Alle spillere/karakterer får 2 handlingsmarkører, 1 karakterplade og 1 jokerbeskyttelse.

Hver karakter har sin egen fordel, fx kan Jum Jum stoppe tidsmarkøren og Miramis kan gå et ekstra felt på spillepladen. Når man ikke kan få alle karakterer med i spillet, skal man overveje hvilke bonusser, man helst vil have med i spillet og vælge karakterer ud fra det.

Den gule tidsmarkør stilles øverst på tegningen af et timeglas på spillepladen. Der er i alt 5 niveauer i timeglasset. De røde spejderkort blandes, bunken placeres ved siden af spillepladen og der lægges 2 kort ved siden af med bagsiden opad.

På bagsiden af de røde spejderkort, kan man se 1 beskyttelsesikon, som repræsenterer mindst 1 af dem, der skal bruges for at besejre spejderne/kortet.

De sorte spejderkort blandes og lægges i en bunke ved siden af, på disse er der ingen indikationer.



Ridder Kato spillebrikken stilles nederst på spillepladen, på det tal, der svarer til antallet af spillere.

Turpladen gives til første spiller.

En runde er delt ind i faser hen over et døgn.

Morgenen
Spillerens 2 handlingsmarkører vendes med den blå side opad, så man kan se de er ”nulstillet”. Mio brikken flyttes 1 felt frem på spillepladen.

Dagen

Spilleren udfører op til 2 forskellige handlinger. Visse handlinger koster begge handlingsmarkører, så man kun kan udføre 1 handling. Der kan vælges mellem følgende handlinger:

  • Rejs videre (flyt Mio brikken 1 felt videre frem på spillepladen)
  • Køb beskyttelse (tag en valgfri beskyttelsesbrik eller byt en  beskyttelsesbrik, du har i forvejen til en anden)
  • Giv beskyttelse/gave (giv en anden spiller en af dine egne beskyttelsesbrikker eller gaver)
  • Genvind liv (tag et rødt hjerte og læg på Mios liv)
  • Genvind mod (tag et hvidt hjerte og læg på Mios mod)
  • Derudover er der 2 særlige handlinger, som kun en bestemt karakter kan udføre.

Aftenen
Hvis Mio står på et gråt felt, skal terningens slås og denne afgør om man møder ridder Katos spejdere. Hvis terningens øjne er højere end det tal ridder Kato står på, sker der ingenting. Hvis tallet er lavere, skal det røde spejderkort, som ligger længst til venstre, vendes og instruktionerne på kortet følges.

Står man på et sort felt, skal man trække et sort spejderkort uden at slå med terningen. Står man på et felt med en illustration, må man tage en gave (et kort der matcher illustrationen).



På spejderkortene er der til venstre x antal beskyttelsesikoner og til højre er vist en konsekvens. Hvis den aktive spiller ikke kan eller vil betale beskyttelsesikonerne på kortet, så mister man liv og/eller mod svarende til kortets konsekvens.

Natten
Den gule tidsmarkør flyttes et trin ned på timeglasset (medmindre karakteren Jum-Jum har stoppet den, som er en særlig handling, kun han kan gøre).
Hvis markøren kommer ned på det sorte hjerte i bunden, flyttes ridder Kato brikken et felt opad. Næste gang flyttes tidsmarkøren op i toppen af timeglasset igen.

Jo flere gange tidsmarkøren når ned i bunden og Katos brik flyttes et trin, des sværere bliver det at undgå at spejderne angriber på de grå felter, hvor man skal slå et antal øjne, som er højere end feltet Kato står på, for at undgå dem.
Hvis der tidligere i runden er vendt et rødt spejderkort, tages dette ud af spillet her. Det tilbageværende kort på bordet rykkes til venstre og der lægges et nyt ned på bordet fra bunken.

Eventuelle markører på spillepladen fjernes og turpladen gives videre til næste spiller.

Undervejs kan man beslutte, hvorvidt man vil tage den lange vej eller den korte vej på spillepladen. Det giver mulighed for flere gaver at tage den lange vej, men også risiko for flere spejderkort, der potentielt kan fjerne liv og mod. Ligeledes vil ridder Kato spillebrikken formentlig også komme højere op og blive sværere at slå, da man skal bruge flere runder til at komme i mål, når man tager den lange vej.

Når man er kommet rundt på spillebrættet, indledes ”Den sidste kamp”.
Alle spilleres/karakterers beskyttelsesikoner lægges samlet ind på spillepladen. Alle gaver samles ligeledes ved siden af spillepladen. Turpladen vendes om, hvor der er et sammendrag af reglerne til denne del af spillet.



Den sidste kamp er inddelt i 3 faser

  1. Planlæg forsvar
  2. Ridder Kato angriber
  3. Mio slår igen

1: Ridder Kato kan angribe enten med sit blik, sin jernklo eller sit sværd. På spillepladen er der et symbol for hver af de tre typer af angreb. Spillerne vælger blandt sine overskydende beskyttelsesbrikker og lægger disse på cirklerne. Når angrebet kommer, beskytter brikkerne på det rette symbol mod skader.

2: Der trækkes et kort fra bunken af kortene til den sidste kamp. Billedet på kortet viser om Kato angriber med klo, sværd eller blik. Antallet af hjerter viser, hvor meget skade Mio tager i liv og mod, hvis ikke angrebet stoppes. Beskyttelsesbrikker på den rette cirkel mindsker skaden.

Alle beskyttelsesbrikker, som er blevet brugt til at mindske angreb, tages ud af spillet. Brikkerne på de andre symboler, kan anvendes igen. (Så hvis der ligger beskyttelsesbrikker på alle 3 cirkler, og angrebet er via Katos sværd, så kan brikkerne på blik og klo samles ind og anvendes igen). Der er ikke forskel på typerne af beskyttelse i denne fase.



3: Nu er det Mios tur til at angribe. Den aktive spiller slår med terningen for at se, hvor hårdt Mio slår. I denne fase er det ret godt, hvis man undervejs på turen har fået gavekortet med sværdet. Sværdet betyder, at Mio slår hårdere på lavere terningslag, hvilket øger sandsynligheden for at få gode slag ind.
Hvis man ikke er tilfreds med sit terningslag, kan man købe sig til ét omslag.
Hvis man betaler 1 beskyttelse, kan man bare slå om. Hvis man betaler 3 beskyttelsesbrikker (1 af hver slags), må man slå om OG lægge +3 til resultatet.

Herefter går turen videre til næste spiller og de 3 faser gentages. Spillet slutter enten når Mio har 5 stenhjerter i stedet for mod (så har I tabt) eller når ridder Katos liv er på 0 (så har I vundet).

Der er en tabel i spillevejledningen, hvor man kan udregne point, når spillet er slut. Så kan man sammenligne sine spil og forsøge at forbedre sig fra gang til gang. Derudover er der 3 variant forslag, hvis man synes spillet enten er for nemt eller for svært.

Vores vurdering

Mio spillet er efter vores mening et samarbejds-strategi-spil i den lette ende. Det gør det meget velegnet som familiespil, hvor man har børn med i alderen fra omkring 8-9 år og opefter.

Det er rigtig rart, at det er lavet således, at man kan spille det på stort set lige vilkår, uanset om man kun er 2 eller 5, fordi man så blot deler flere karakterer ud til hver spiller, når man kun er 2 spillere.



Synes også det er meget sjovt, at man kan spille det som solo player spil, og med pointtavlen i spillevejledningen, har man mulighed for at forsøge at slå sin egen rekord fra spil til spil. Personligt synes jeg ikke, der er helt nok udfordring i spillet til, at jeg ville finde det frem som solo spil. Men fedt nok muligheden er der for dem, som gerne vil.

Jeg kan meget godt lide komponenterne i spillet, som virker gennemtænkt og solide. Ligeledes er det meget fedt, at spillet er delt op i 2 elementer (henholdsvis rejsen og det sidste slag), og at de to spilles på hver sin måde, men at rejsens forløb får konsekvenser for det sidste slag.

Jeg er rigtig glad for spillevejledningen. Ift. opsætning og forberedelser er det listet op i rækkefølge, hvad man præcist skal gøre og der er et tydeligt billede af, hvordan opsætningen skulle ende med at se ud. Det gør det nemt at komme i gang.



Endnu bedre er de ”kasser”/afsnit, som forklarer i punktform, hvad man skal gøre under hver fase undervejs i spillet. For vores vedkommende brugte vi det særligt meget i første spil, hvor vi havde spillevejledningen liggende ved siden af. Det betød, at jeg ikke behøvede at kunne huske det hele, inden vi gik i gang, men at vi simpelthen havde en slags opskrift, vi kunne følge, imens vi spillede.

Når man har spillet nogle gange begynder det at sidde nogenlunde fast, men skulle man stadig have brug for en lille reminder, så er det smart, at de har lavet en turplade, som følger med bordet rundt og lægges ved den aktive spiller. Den viser med symboler/tegninger på den ene side, hvad faserne er under rejsen og på den anden side, hvad faserne er i det sidste slag. Det hjælper meget godt til, at man ikke glemmer noget, uden det er nødvendigt ligefrem at have spillevejledningen liggende.

Hvis vores børn havde været noget yngre, kunne jeg sagtens forestille mig, at Mio spillet ville være et fint spil at finde frem til en hyggelig spillestund. De har dog en alder nu, og en del erfaringer med brætspil, som gør at både de og vi synes det er en anelse for simpelt til os.

Spillet holder sig meget godt til filmens handling og de karakterer, der er med. Så der er stadig en vis form for nostalgi over det for os, der kan huske at have set filmen som børn/unge.

Nutidens børn kender formentlig ikke filmen, men en anbefaling herfra kunne være, at starte med at se filmen med børnene først, for det giver helt sikkert et andet element til spillet.

- Joan Frederiksen 

Læs også spilanmeldelsen af Blueprints

Læs også spilanmeldelsen af HJÆLP!

Læs også spilanmeldelsen af Quadrillion

Anmeldelse af spilAsmodee

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen