HJÆLP! spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 10 år | Spilletid: Ca. 30 - 60 min | Spillere: For 4 - 10 deltagere | Mærke: Kylskåpspoesi | Antal: 1 spil i æske

"Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde forventet alverden af dette spil. Men de har faktisk formået at få et ganske fornuftigt quizspil ud af det ift. mange af deres andre spil, hvor det primært bare er en bunke spørgsmålskort i en æske, som vedrører en bestemt type spørgsmål. Her er der gjort væsentligt mere ud af det og det giver et reelt brætspil. Der er stadig et stykke vej op til quizspil som Bezzerwizzer og Trivial Pursuit, men et ganske fornuftigt quizspil, som alle kan være med på..."

En spilanmeldelse af HJÆLP!

Kylskåpspoesi som står bag dette spil, har efterhånden en stor mængde spil i bagagen. Først lavede de kun køleskabsmagneter med sjove og finurlige tekster (deraf navnet), men det udviklede sig til forskellige små quizspil og senere også puslespil.

”Hjælp – spørgsmålsspillet uden ventetid” er et af de lidt større quizspil, de har lavet, hvor der endda er en spilleplade med. Ellers er de fleste af deres quizspil primært bare spørgsmålskort i forskellige genre. Men her har de tænkt lidt længere og lavet et reelt brætspil.

Spillet kommer i en solid æske, der måler 19 * 19 * 8 cm. Det indeholder 200 spørgsmålskort med i alt 1200 spørgsmål, hjælpekort, guldstjernemarkører, 10 flade runde træspillebrikker i forskellige farver, spilleplade og spillevejledning.
Spillevejledningen er nem at forstå, men der er en del tekst, så man skal nok forvente det tager 10 min før man er helt klar til at spille første gang, man pakker det op. Herefter tager det ikke særlig lang tid, heller ikke hvis man har nye spillere med, som skal lære det. Det er meget simple regler og let at lære.

Selve spillet

Hver spiller tager en spillebrik og sætter denne på spillepladens startfelt. Derudover får alle spillere 2 ”har du brug for hjælp”-kort. Man vælger første oplæser, som tager et spørgsmålskort og stiller det første af de 3 spørgsmål på kortet til spilleren til venstre (spørgsmålstageren). Hvis spilleren selv kan svare på spørgsmålet, rykker han/hun 1 felt frem på spillepladen. Svarer spilleren forkert, skal han/hun i stedet rykke et felt tilbage. Men der er heldigvis også mulighed for at sige pas eller bede om hjælp.

Hvis nogle af de andre deltagere kender svaret på spørgsmålet, kan de række deres ”har du brug for hjælp”-kort i vejret. Hvis spørgsmålstageren ikke selv kan svare eller har svaret forkert, skal han/hun give de andre spillere mulighed for at hjælpe. Man må ikke undlade at gøre brug af hjælperne, hvis nogen har budt ind. Til gengæld må man selv bestemme, hvem der skal have lov at give en ledetråd, hvis der er flere hjælpere i spil.

En ledetråd består altid i at komme med det første bogstav i svaret. Det er muligt at komme med i alt 3 ledetråde pr. spørgsmål, hvis spørgsmålstager har brug for hjælpen. Oplæseren skal bekræfte om det er det korrekte bogstav, der er givet. Er det forkert, skal hjælperen rykke et felt tilbage. Er det korrekt må hjælperen til gengæld rykke 1 felt frem.

Hvis der ikke er nogen spillere, som har budt ind med hjælp eller hjælperne ikke får givet det korrekte bogstav, så er det i stedet oplæseren, der skal komme med en ledetråd, hvis spilleren (spørgsmålstager) siger pas.

Hvis spilleren stadig ikke kan svare korrekt efter at have fået første bogstav i svaret, kan han/hun vælge at sige ”pas” igen, og få 2. bogstav i svaret – igen skal det først og fremmest være fra eventuelle hjælpere og kun fra oplæseren, hvis der ikke gives en korrekt ledetråd fra andre eller der ingen hjælpere er.

Lykkes det stadig ikke at svare korrekt, må spørgsmålstager få den sidste ledetråd ved at få 3. bogstav i svaret på samme måde som de to foregående.

Kender spilleren fortsat ikke svaret efter at have fået 3 ledetråde, skal han/hun i stedet vælge en af hjælperne (såfremt der er nogen, der har budt ind), som får lov at komme med sit svar. Hvis det er korrekt, får denne hjælper en ”guldstjerne” (Det er små runde brikker i naturfarve). Man kan max sidde med 2 guldstjerner, så når man modtager sin 2. skal man i næste runde som oplæser indløse dem. 2 guldstjerner giver ret til at rykke en valgfri modspiller 1 felt tilbage.

Oplæseren beholder kortet, og læser spørgsmål 2 næste gang, det er dennes tur til at være oplæser igen. På den måde stilles alle spørgsmål på hvert kort, før der tages et nyt.

I hjørnerne på spillepladen er der nogle x3 felter. Når man står på et sådant felt, har man mulighed for at flytte 3 felter frem i stedet for kun 1. Det kræver dog, at man kan svare rigtigt på spørgsmålet uden brug af ledetråde. Man skal altså kunne svare rigtigt uden nogen former for hjælp i første hug. Hvis man til gengæld har sagt pas, og fået første ledetråd, så får man kun lov at flytte 1 felt frem, hvis man derefter svarer rigtigt.

På felt nr. 20 på spillepladen er der et lille pil-ikon. Når første spiller når til dette felt, skal spilleretningen roteres. Dette sker KUN, når første spiller når dertil – altså kun 1 gang i spillet. Herefter stiller oplæseren nu spørgsmål til spilleren til højre i stedet for til venstre. Det er spilleren, som fører, der lægger ud med at være oplæser.

For at komme det sidste skridt ind i mål fra felt nr. 31, skal man svare rigtigt på et spørgsmål som spørgsmålstager. Det vil sige, at man ikke kan få lov at flytte et felt frem, hvis man er hjælper og står på felt 31 og giver det korrekte bogstav, som ledetråd til en anden spiller.

Vinderen er den spiller, som først kommer i mål.

Vores vurdering

Det er meget sjovt, at man kan få lov at byde ind med ledetråde og rent faktisk få lov at flytte felter frem, ved at kunne svaret på andres spørgsmål. Der er dog noget, som ikke er helt gennemtænkt.

Man må gerne som hjælper tage sit ”har du brug for hjælp”-kort ned når som helst, hvis man fortryder. Det gør det muligt at byde ind med første bogstav og ramme rigtigt, men senere fortryde og ikke længere byde ind. Så undgår man at skulle rykke tilbage, hvis man finder ud af, at man havde det forkerte svar selvom det første bogstav i ordet var det samme og dermed korrekt.

Det i sig selv, er såmænd fint nok, men det virker til, at det ikke er helt tænkt ind, da man lavede spørgsmålene. Nogle spørgsmål forærer simpelthen hjælperne de rigtige ledetråde, uden at give svaret. Fx fik vi spørgsmålet: ”REM-søvn er det stadie, hvor man oftest drømmer, men hvad står REM for?”

ALLE spillere sendte straks et hjælpe-kort i vejret. Eftersom det er en forkortelse, er der ret stor sandsynlighed for at første bogstav er… ja R som i REM.

Der er flere af denne slags spørgsmål, hvor man nærmest giver spillerne en gratis mulighed for at rykke et felt frem. Det giver det ikke mening og ødelægger lidt ideen med hjælpekortet, som jo skulle være en mulighed for dem, som rent faktisk kender svaret og ikke bare første bogstav i en forkortelse. Men ser man bort fra disse spørgsmål, så er det faktisk meget sjovt.

Det er nogle gode spørgsmål, som de fleste 15+ årige kan være med på. Selvfølgelig er der nogle spørgsmål som er sværere end andre, men der er en god balance i sværhedsgraden.

Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde forventet alverden af dette spil. Men de har faktisk formået at få et ganske fornuftigt quizspil ud af det ift. mange af deres andre spil, hvor det primært bare er en bunke spørgsmålskort i en æske, som vedrører en bestemt type spørgsmål.

Her er der gjort væsentligt mere ud af det og det giver et reelt brætspil. Der er stadig et stykke vej op til quizspil som Bezzerwizzer og Trivial Pursuit, men et ganske fornuftigt quizspil, som alle kan være med på.

Vi spillede det nytårsaften med et vennepar, og der passede det meget godt. Det var nemt, overskueligt og tog ikke flere timer at spille.

- Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af Bezzerwizzer

Læs også spilanmeldelsen af HINT GO

Læs også spilanmeldelsen af SMART I en fart

Anmeldelse af spilKylskåpspoesi

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen