Grabbit spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 4 år | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Spilletid: Ca. 15 - 20 min | Mærke: SmartGames | Antal: 1 spil i æske.

"Vi har spillet mange forskellige huskespil med vores søn igennem tiden, og vi er meget begejstret over Grabbit huskespillet fra SmartGames. De mange detaljer som spillet indeholder, og den store underholdningsværdi spillet besidder - er lige i øjet! Vi er rigtig glade for at alle brikkerne er produceret i tykt pap med afrundede kanter, og at brikkerne ligger virkelig godt i Mateos hænder. De søde kaniner er produceret i silikone og så er de virkelig behagelige at navigere rundt med. Kaninerne “giver” sig lidt, når man hopper med dem - dette er et virkelig sjovt indspark. Grabbit huskespillet har virkelig sat Mateos hukommelse og koncentration på prøve - i jagten på de mange lækre grøntsager"

En spilanmeldelse af Grabbit huskespil

Vi har før spillet huskespil sammen med vores søn, Mateo, der er 3 ½ år gammel. Huskespil har altid været en kæmpe succes herhjemme, og Mateo finder dem utroligt underholdende. De mange forskellige brikker der skal huskes - krydret i et sjovt spil - er helt perfekt.

Vi har tidligere stiftet bekendtskab med spilproducenten, SmartGames, og vi ved derfor fra tidligere erfaringer at deres spil er rigtig sjove og udfordrende. Vi havde derfor store forventninger til Grabbit huskespillet, og vi kunne næsten ikke vente med at se nærmere på spillet!

Det praktiske omkring Grabbit huskespillet fra SmartGames

Grabbit huskespillet er anbefalet fra + 4 år, og er for 2 - 4 deltagere. Vi bruger omkring 10 minutter pr. spil herhjemme, og så spiller vi gerne et par spil af gangen.

Det får du med i spillet:

● 16 firkantede brikker
● 16 runde brikker
● 4 kaniner
● 4 indsamlingskort
● 1 spilleplade
● 1 spillevejledning

Den fine spilleplade er virkelig flot dekoreret, og passer rigtig godt ind i temaet. Der er i alt 16 huller i spillepladen, hvor nogle af hullerne er illustreret med rotter og muldvarper. De 16 runde brikker der følger med til spillet, skal lægges med bagsiden opad i hullerne, og dækkes af de 16 firkantede brikker. Spillepladen og alle brikkerne er produceret i tykt og slidstærkt pap, og er i passende størrelser til små børnehænder.

De 16 firkantede brikker har to forskellige illustrationer, på hver side af brikkerne. På den ene side er der en illustration af et rodnet, på den anden side er der flotte grønne blade. De 16 runde brikker har også to forskellige illustrationer på hver side af brikkerne. På den ene side er der en lille spire, og på den anden side er der enten; en illustration af en gulerod, en radise, et rødløg eller en kartoffel.

De 4 kaniner er produceret i silikone, og står alle oprejst. Kaninerne har store og lange øre som kan bøjes, og de findes i fire forskellige farver (brun, mørkebrun, hvid og grå). Der er i alt 4 indsamlingskort, ét indsamlingskort til hver kanin. Kortet er produceret i tykt og slidstærkt pap, og har illustrationer af; kaninen og de fire forskellige slags grøntsager.

Den medfølgende spilvejledning er detaljeret, og beskriver godt de forskellige måder man kan spille spillet på. Grabbit huskespillet kommer i en normal størrelse spilæske, med plads til alle elementerne under spillepladen når spillet er pakket væk.

Sådan spiller man Grabbit huskespillet fra SmartGames

Grabbit huskespillet fra SmartGames, kan spilles på to forskellige måder (afhængig af alder på barnet).

Før spillet kan gå i gang, kræver det en lille smule forberedelse. Barnet placere spillepladen på bordet, og begynder at fordele de forskellige runde brikker i  hullerne på spillepladen. Herefter skal de firkantede brikker placeret ovenpå de runde brikker. De fire kaniner fordeles og indsamlingskort deles ud mellem deltagerne.

Junior reglerne 

Den yngste deltager starter, og placere sin kanin på det felt som deltageren kunne tænke sig. Den næste deltager skal herefter placere sin kanin på samme linje som forrige deltager (lodret eller vandret), og skubbe de andre brikker til siden. Herefter skal deltageren finde ud af hvilken grøntsag der ligger gemt under brikken. Hvis en deltager vælger et tomt hul eller rykker til en brik med en grøntsag deltageren i forvejen har, går turen blot videre til den næste deltager.

Den første deltager der først får samlet én af hver grøntsag - er vinderen af spillet.

Expert reglerne 

I expert reglerne gælder de samme regler som i junior reglerne - dog med en smule tilføjelser.

I expert reglerne tager man også udgangspunkt i de forskellige illustrationer af dyr, der i forvejen er på spillepladen i de forskellige huller. Rykker man sin kanin til et afdækket hul med en rotte, skal du aflevere én af dine indsamlede grøntsager, som nu er tilbage i spillet igen.

Hvis deltageren lander på et afdækket hul med en muldvarp, må deltageren tage én af sine modstanderes grøntsager.

De to forskellige måder spillet kan spilles på, gør at alle aldersgrupper kan få rigtig meget ud af spillet. Det er virkelig sjovt at måderne at spille spillet på, kan være så forskellige. I vores test af spillet har vi dog kun spillet med junior reglerne.

Vores oplevelse med spillet 

Da vi åbnede spilæsken, greb Mateo med det samme fat i de store ark med brikker. Mateo fik hurtigt prikket alle brikkerne ud fra de forskellige ark, og hurtigt kunne vi begynde hele opsætningen af spillet. Mateo hjalp med at blande de forskellige grøntsags brikker, og lagde dem helt tilfældigt i de forskellige huller på spillepladen. Herefter lagde Mateo med forsigtig hånd de firkantede brikker  ovenpå, og vi var nu klar til at spille Grabbit huskespillet!

Mateo valgte den hvide kanin, og startede spillet. Mateo havde ikke svært ved at forstå reglerne i spillet, som er virkelig simple og ligetil. Hukommelsen blev dog sat på prøve, og det gjaldt bestemt også for mor og fars vedkommende! Det er virkelig sjovt at man hele tiden skal sørge for at huske hvor de forskellige grøntsager er placeret, og til sidst i spillet støder man på mange “tomme” huller.

Det første spil vandt Mateo, og efterfølgende ville han rigtig gerne spille et spil mere. Det kunne vi godt forstå, og hurtigt blev alle grøntsags brikkerne blandet, og endnu en gang “plantet” i de forskellige huller på spillepladen.

Mateo var rigtig glad for kaninen som han hoppede en del rundt med på  spisebordet, og så lod han som om at kaninen gravede, hver gang han skulle vende en brik. Mateo levede sig virkelig ind i rollen som kanin, og sagde igennem spillet også små lyde.

Vores vurdering af spillet 

Vi har spillet mange forskellige huskespil med vores søn igennem tiden, og vi er meget begejstret over Grabbit huskespillet fra SmartGames. De mange detaljer som spillet indeholder, og den store underholdningsværdi spillet besidder - er lige i øjet!

Vi er rigtig glade for at alle brikkerne er produceret i tykt pap med afrundede kanter, og at brikkerne ligger virkelig godt i Mateos hænder. De søde kaniner er produceret i silikone og så er de virkelig behagelige at navigere rundt med. Kaninerne “giver” sig lidt, når man hopper med dem - dette er et virkelig sjovt indspark.

Grabbit huskespillet har virkelig sat Mateos hukommelse og koncentration på prøve - i jagten på de mange lækre grøntsager.

- Camilla Jakobsen 

Læs også spilanmeldelsen af Little Red Riding Hood

Læs også spilanmeldelsen af Jump In

Læs også spilanmeldelsen af Apple Twist IQ-spil

 

Anmeldelse af spilSmartgames

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen