Alder: Anbefales fra 4 år | Spilletid: Ca. 15-30 min | Spillere: For 1 spiller| Producent: Smart Games
"Mateo har været udfordret og underholdt igennem mange timers spil. Vi har virkelig set hvor koncentreret spillet kan gøre ham, og det har på intet tidspunkt mistet hans interesse. Vi har været noget overraskede over de mange udfordringer - der alle sammen er vidt forskellige og byder på timevis af underholdning. Alt i spillet er gjort så børnevenligt som overhovedet muligt. Den skønne bog - der i billeder fortæller historien om den lille Rødhætte er veludført. Spillepladen danner rammen som skovbund, hvor der både er plads til træer, bedstemors hus, Rødhætte, og ulven. Materialerne der er brugt til at skabe hele spillet er i en høj kvalitet, og let håndterlige for små børnehænder..."
En anmeldelse af Little Red Riding Hood
De fleste har fået fortalt eller hørt historien om den lille Rødhætte. Hun var en pige der af sin mor blev sendt over til sin syge bedstemors hus, hvor bedstemoren skulle forkæles med vin og kage. Bedstemorens hus lå i skoven, og lige så snart Rødhætte gik ind i skoven, mødte hun en ulv. (Resten af historien - gemmer vi til en anden gang!)
Den lille Rødhætte, ulven, og bedstemorens hus indgår i spillet fra SmartGames. Det gør spillet så eventyrligt - og tro mod historien - som overhovedet muligt. Vi var spændte på at se om eventyret om den lille Rødhætte kunne bære et helt spil, eller om det var lavet for at spinde guld på det meget populære eventyr. Vi blev hurtigt klogere, og var i selskab med vores 3-årige søn, Mateo, klar til at dykke ned i eventyrets verden!
Det praktiske om Little Red Riding Hood IQ-spillet
Spillet er anbefalet fra 4 - 7 år, og er for én spiller. Spilletiden strækker sig fra 15 minutter til en halv time. Vores søn har dog ingen problemer ved at sidde med spillet i én time. Han bliver tit fanget så meget af de forskellige udfordringer, at det er helt svært for ham at stoppe igen.
Det får du med i spillet:
- Spilleplade
- 3 træer
- Rødhætte
- Ulven
- Bog
- Bedstemors hus
- Brikker (som er forskellige stisystemer)
- 48 udfordringer, og en spillevejledning.
Spillet kommer i en rigtig praktisk æske, og spillevejledningen er nem at forstå. Det tager ikke mange minutter fra man har åbnet spillet - til man er klar til at sætte sig ned, og spille det med sit barn. Det er fantastisk at vores søn kan pakke de forskellige ting frem, og vi som forældre kan læse spillevejledningen imens.
Little Red Riding Hood IQ-spillet blev desuden kåret som årets børnespil i Sverige i 2017!
Sådan spiller man Little Red Riding Hood IQ-spillet
Vi fandt hurtigt ud af at spillet kan startes på to forskellige måder.
- Du kan inddrage bogen som en del af spillet, og fortælle historien om den lille Rødhætte inden spillet påbegyndes.
- Du kan (selvfølgelig) også starte spillet uden at kigge i bogen, og gå direkte til de forskellige udfordringer.
Vi foretrækker at starte spillet ved at kigge i den medfølgende bog. Der er ingen tekst i bogen, og det ser vi bestemt ikke som noget negativt. Bogen starter nemlig helt naturligt samtaleemner og nysgerrige spørgsmål fra vores søn. Illustrationerne i bogen er rigtig flotte, og eventyret om den lille Rødhætte bliver på en - børnevenlig måde - formidlet super godt, igennem illustrationerne. Bogen er i en størrelse så Mateo selv kan håndtere den, og bogen byder på 24 sider med børnevenlige tegninger og flotte farver.
Til at starte med placeres spillepladen, og de øvrige elementer foran barnet. Barnet skal nu vælge én udfordring i hæftet med udfordringer. Der er fire forskellige sværhedsgrader, og (igen) to måder at spille spillet på. Der er 24 udfordringer som kun inkludere Rødhætte, og 24 udfordringer der både inkludere Rødhætte og ulven.
De fire sværhedsgrader er:
- Starter
- Junior
- Expert
- Master
Hvert kort har en lille cirkel i hvert hjørne. Cirklen viser hvor svær udfordringen er inden for sværhedsgraden, og på den måde kan man hele tiden udfordrer barnet lidt mere - indenfor den samme sværhedsgrad. Det er rigtig smart og noget vi benytter os rigtig meget af!
Vi begyndte ved sværhedsgraden; starter, og arbejdede os langsomt frem. På hver udfordring er der et billede af spillepladen samt hvor Rødhætte, bedstemors hus, (eventuelt ulven) og træerne skal stå. Det er nu barnets opgave ved hjælp af de forskellige stisystemer der er til rådighed, at “vise vejen” til bedstemorens hus. Der er kun én korrekt løsning.
For at gøre det en smule mere overkommeligt - er der i bunden af hver udfordring - placeret en eller flere blomster. Hvis der ved en udfordring er en blå og en lilla blomst - er det altså stisystemerne med den blå og lillae blomst der skal bruges for at gennemføre udfordringen. Hvordan skal stisystemerne vende - og i hvilken rækkefølge skal de ligge? Det er blot få af mange spørgsmål der hurtigt kan trænge sig på! Løsningen på udfordringen er bag på hver udfordringskort - så barnet altid kan tjekke efter om udfordringen er løst korrekt.
Vores oplevelse med Little Red Riding Hood IQ-spillet
Mateo fik hurtigt øje på den medfølgende bog, den ville han gerne læse. Mor sad derfor og fortalte historien om den lille Rødhætte, ud fra de børnevenlige illustrationer bogen er bygget op omkring. Mateo havde mange spørgsmål til historien som han ikke havde fået fortalt før. Han blev dog hurtigt klogere på eventyret, og var nu klar til at spille Little Red Riding Hood IQ-spillet fra SmartGames.
Vi fandt spillepladen frem, og Mateo valgte den første udfordring. Mateo placerede bedstemors hus, Rødhætte, og træerne på spillepladen - hvor udfordringen viste de forskellige elementer skulle stå. Vi startede med den nemmeste udfordring i sværhedsgraden; starter. Hér var det Mateos opgave at få Rødhætte sikkert frem til bedstemors hus ved hjælp af én brik. Den lille blomst i bunden af hvert udfordringskort, “afslører” hvilken sti der skal bruges til at løse udfordringen. Mateo fandt hurtigt frem til stien med den samme farve blomst som på udfordringen, og så blev det hurtigt sjovt! Hvordan skulle stien vende? Mateo løste hurtigt den første udfordring.
Vi kunne hurtigt mærke at udfordringerne blev mere og mere udfordrende. Hvis udfordringerne til tider bliver for vanskelige, er det vigtigt at man som forældre guider sit barn. Det betyder ikke at man skal løse udfordringen for sit barn, så man hurtigt kan komme videre. Det betyder at vi som forældre skal stille nysgerrige, og ledende spørgsmål - der i sidste ende selv kan få barnet til at løse opgaven.
Det kunne nogle gange tage op til 10 minutter herhjemme før en opgave var helt løst - men hold da op hvor blev Mateo glad, da han endelig fik løst den vanskelige udfordring korrekt og helt selv!
Vi begyndte stille og roligt at opnå en sværhedsgrad, hvor det simpelthen blev for svært. Det tolker vi bestemt ikke negativt - da det er af den simple grund, at spillet henvender sig til børn helt op til 7 års-alderen. Vi begyndte dog at starte “forfra” igen. Denne gang med udfordringerne hvor både ulven, og Rødhætte skulle finde vej til bedstemors hus. Her blev udfordringerne en smule mere komplekse og uforudsigelige. Det var altså en ny “type” udfordring Mateo nu kastede sig over, og det gjorde han med gå-på mod
Vores vurdering af Little Red Riding Hood IQ-spille
Mateo har været udfordret og underholdt igennem mange timers spil. Vi har virkelig set hvor koncentreret spillet kan gøre ham, og det har på intet tidspunkt mistet hans interesse. Vi har været noget overraskede over de mange udfordringer - der alle sammen er vidt forskellige og byder på timevis af underholdning.
Alt i spillet er gjort så børnevenligt som overhovedet muligt. Den skønne bog - der i billeder fortæller historien om den lille Rødhætte er veludført. Spillepladen danner rammen som skovbund, hvor der både er plads til træer, bedstemors hus, Rødhætte, og ulven. Materialerne der er brugt til at skabe hele spillet er i en høj kvalitet, og let håndterlige for små børnehænder.
Der er ikke gået på kompromis med hverken spil eller læring. Vi er helt vilde med at spillet udfordrer vores søn, på flere forskellige punkter. Mateo bliver udfordret i sin visuelle opfattelse, hans koncentration, og i hans rumlige indsigt. Det er noget vi som forældre er glade for at han kan lære gennem spillet.
- Camilla Jacobsen