Alder: Anbefales fra 6 år | Materiale: Plast & Træ | Mærke: Pearl'n Fun | Antal: 1 bøtte. á 125 eller 200 gram - 25 M elastiksnor
"Jeg synes at perlerne er rigtig flotte og så er de rare at røre ved, de er helt bløde nogle af dem. Jeg synes, at det er ret nemt at sætte dem på snoren, nogle af dem har lidt små huller, men så drejer jeg bare lidt på snoren og så kommer den igennem. Jeg kan bedst lide dyreperlerne, men det er nok også fordi, at jeg er så glad for dyr. Jeg synes også, at perlerne med bogstaver er ret seje, så kan jeg skrive mit navn eller skrive noget andet med dem.”
En anmeldelse af Pearl'n Fun perler og elastiksnor
Jeg har slet ikke tal på, hvor mange fine perlehalskæder, perlearmbånd og perlesnore, som mine to piger i årenes løb er kommet hjem med. Det begyndte allerede i dagplejen og fortsatte i børnehaven, og i dag hvor de begge går i SFO, kommer de stadig hjem med deres fine kreationer, som jo selvfølgelig er blevet lidt mere avanceret med alderen.
Jeg tænker de fleste, især småbørnsforældre, kan nikke genkendende til ovenstående.
Pearl’n Fun har et farve- og motivrigt udvalg af perler, som med deres elastiksnor kan bidrage til rigtig mange timers fordybelse og hygge omkring bordet for hele familien.
Praktisk om perlerne og elastiksnoren fra Pearl’n Fun
Perlerne fra Pearl’n Fun er lavet i plast og kommer i rigtig mange forskellige flotte farver, motiver og former.
Perlerne kan købes hos legebyen.dk i enten 125 grams eller 200 grams plastbøtter.
Størrelsen på perlerne varierer alt efter, hvilken variant man vælger, i nogle bøtter er størrelsen på perlerne også varierende.
Da de helt små børn har det med, at putte ting i munden, anbefales perlerne fra seks års alderen. Personligt har jeg selv kreeret halskæder og andre ting med perlerne sammen med børn under seks år, selvfølgelig under opsyn.
Elastiksnoren fra Pearl’n Fun findes i flere forskellige flotte farver og købes i ruller med 25 meter. Elastiksnoren er velegnet til at lave halskæder, armbånd og andre perlekreationer med.
Udvalget af perler og elastiksnor fra Pearl’n Fun
- Pearl’n Fun blank 10 mm. Runde blanke perler i forskellige farver. Perlerne leveres i en plastbøtte med 125 gram.
- Pearl’n Fun bogstaver 7 mm. Firkantet sorte og hvide perler med bogstaver på. Bogstaverne æ, ø og å indgår ikke. Perlerne leveres i en plastbøtte med 125 gram.
- Pearl’n Fun mat 10 mm. Runde matte perler i forskellige farver. Perlerne leveres i en plastbøtte med 125 gram.
- Pearl’n Fun mat 6 mm. Små runde matte perler i forskellige farver. Perlerne leveres i en plastbøtte med 125 gram.
- Pearl’n Fun mat oktogram 8 mm. Ottekantede perler i forskellige matte farver. Perlerne leveres i en plastbøtte med 125 gram.
- Pearl’n Fun multi mix. Perler med forskellige motiver lige fra et jordbær til en skildpadde i forskellige farver og størrelser. Perlerne leveres i en plastbøtte med 125 gram.
- Pearl’n Fun dyremix perlemor. Perler i forskellige dyremotiver, perlemors farver og størrelser på ca 25 mm. Perlerne leveres i en plastbøtte med 200 gram.
- Pearl’n Fun dyremix transparent. Perler i forskellige dyremotiver, transparente farver og størrelser på ca 25 mm. Perlerne leveres i en plastbøtte med 200 gram.
- Pearl’n Fun perlemix transparent. Perler i forskellige transparente farver, former og størrelser. Perlerne leveres i en plastbøtte med 200 gram.
- Pearl’n Fun elastiksnor 1,2 mm x 25 m i farverne: lyserød, pastel lilla og blå
Aktivitetens gang
Både Silje og Lucca synes, at det er super hyggeligt og sjovt, at samles omkring noget kreativt. Så da de så perlerne fra Pearl’n Fun, ville de straks igang med at kreere flotte smykker.
Lucca ville rigtig gerne lave en halskæde med de farverige perler med dyremotiver, i perlemor og transparent. Så hun gik med det samme igang med at undersøge, hvilke dyr hun skulle bruge. Der er en del forskellige dyremotiver, lige fra hunde, katte og fisk til de mere eksotiske dyr som sæler, løver, elefanter, næsehorn og giraffer.
Lucca fandt hurtigt ud af, at hun jo selvfølgelig godt kunne tænke sig, at bruge alle dyrene - og det skulle være dem i blå nuancer. Imellem dyrene skulle der være nogle små røde sommerfugleperler, som hun fandt i bøtten med den transparente perlemix. Til sidst valgte hun den blå elastiksnor.
Når pigerne skal lave et smykke, måler jeg, hvor lang snoren skal være - og så lige lidt mere, så der er til at binde knude med. Bagefter binder jeg en bundperle på snoren, som tages af tilsidst, og som forhindrer de perler, som pigerne sætter på snoren, i at falde af. Herefter hygger pigerne sig med, at sætte perlerne på snoren i det mønster, som de ønsker. Tilsidst fjerner jeg, som nævnt, bundperlen og binder tre-fire knuder med de to ender af elastiksnoren.
Når man bruger elastiksnoren fra Pearl’n Fun, er der ikke brug for en nål. Hullerne i perlerne passer til elastiksnoren, og pigerne kan uden problemer selv sætte dem på. Nogle gange vil pigerne godt have klippet spidsen af snoren, fordi den flosser en smule, det er hurtigt klaret.
Siden perlerne og elastiksnoren fra Pearl’n Fun kom ind ad døren, har de været på bordet hver dag og pigerne har efterhånden fået lavet en del flotte halskæder, armbånd, ringe mm til dem selv, venner og familie.
Pigernes egne ord om perlerne og elastiksnoren fra Pearl’n Fun
Lucca 5 år “Jeg synes, at det er så hyggeligt at lave perler på snor. Jeg har lavet de flotteste halskæder, jeg nogensinde har set, med alle dyrene. Imellem dyrene har jeg puttet en anden perle på, så der kom et mellemrum imellem dem. Jeg har både lavet en i blåt tema, en i lyserødt tema og en i lilla tema, så passer de nemlig også til forskelligt tøj.
Jeg synes at perlerne er rigtig flotte og så er de rare at røre ved, de er helt bløde nogle af dem. Jeg synes, at det er ret nemt at sætte dem på snoren, nogle af dem har lidt små huller, men så drejer jeg bare lidt på snoren og så kommer den igennem. Jeg kan bedst lide dyreperlerne, men det er nok også fordi, at jeg er så glad for dyr. Jeg synes også, at perlerne med bogstaver er ret seje, så kan jeg skrive mit navn eller skrive noget andet med dem.”
Silje 8 år “Jeg synes, at det er ret fedt, at der er så mange forskellige perler, som jeg kan vælge imellem. Der er både mange forskellige farver, og forskellige former og størrelser. Jeg kan bedst lide at lave smykker med de perler, der har forskellige former, det synes jeg, er det flotteste.
Jeg kan også godt lide, at man kan få forskellige farver elastiksnor, så det passer til det man skal lave eller de perler, som man bruger. Jeg synes, at det er rigtig sjovt og hyggeligt at lave perler, især med min lillesøster og min mor, så snakker vi om alt muligt, imens vi sidder ved bordet og finder perlerne.”
Morens og pædagogens vurdering af perlerne og elastiksnoren fra Pearl’n Fun
Der er ingen tvivl om, at perlerne og elastiksnoren fra Pearl’n Fun er en sikker vinder herhjemme. Pigerne synes, at det er sjovt og hyggeligt, når vi samles omkring bordet med plastikbøtterne, der er fyldt med flotte farverige perler i forskellige former og motiver. Og jeg kan kun give dem ret, dét er familietid, når det er bedst. Alle er tilstede og vi er samlet omkring aktiviteten med perlerne, det er simpelthen så hyggeligt.
Perlerne kommer som tidligere nævnt i bøtter af 125 gram og 200 gram. Jeg synes, at det er en passende mængde, som der kan fremstilles mange flotte halskæder og armbånd af.
Perlerne kommer ligeledes i forskellige farver, former og motiver. Der er både noget for de mindre og de større børn, hvilket er skønt herhjemme, fordi vi har en 5 årig og en 8 årig med hver deres smag.
Elastiksnoren fra Pearl’n Fun fåes også i en del flotte farver, og der kan produceres mange smykker med en rulle på 25 meter.
Plastikbøtterne som perlerne kommer i gør, at de og elastiksnoren nemt kan pakkes sammen og tages med på ferie eller ud i det blå.
Ud fra et pædagogisk perspektiv kan man kun være fan af produkterne fra Pearl’n Fun. Der er så meget social, sproglig og motorisk læring i legen med perlerne.
Socialt udvikles vores relationelle kompetencer, når vi samles omkring aktiviteten. Vi har et fælles tredje, vi deler, hjælper hinanden og interagerer med hinanden.
Sprogligt er der virkelig mulighed for udvikling med de fine perler fra Pearl’n Fun. Vi kan have samtaler med børnene om de forskellige farver, former og størrelser. Vi kan også snakke om at blive klogere på alle dyrene. Hvor lever de? Hvad spiser de? Hvor mange unger får de? Hvad hedder deres unger? Hvilke er kæledyr og hvilke er vilde dyr? Og hvad er egentlig forskellen?
Børnene kan også øve sig på deres bogstavkendskab, de kan skabe og stave til forskellige ord - alt efter deres alder selvfølgelig.
Sidst men ikke mindst synes jeg også, at det er vigtigt, at have fokus på den motoriske udvikling, der også er ved legen med perler og snor. Børnenes finmotorik får et boost, når de øver deres pincetgreb og deres øje hånd koordination, når snoren skal igennem de små huller i perlerne.
Herhjemme er fordybelsen og glæden stor, når perlerne og elastiksnoren fra Pearl’n Fun findes frem. Vi hygger os alle og pigerne er i deres es, når de udfolder deres kreative sider og skaber flotte smykker til dem selv og andre.
- Maria Ejler
Læs også anmeldelsen af ByAstrup sminkesæt
Læs også anmeldelsen af ByAstrup sminkebord
Læs også anmeldelsen af ByAstrup Frisørsæt