Planet spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Cirka 30 - 45 min | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Materiale: Kvalitetstræ | Mærke: Spilbræt | Antal: 1 spil i æske.

"Vi er ikke helt enige i familien ift. hvad vi synes om PLANET. Personligt er jeg ikke imponeret, men jeg er også mere kritisk end de fleste, når det kommer til brætspil. Ingen af os er blæst bagover, men der var nogle, som synes, det er et fint spil. Hvis man kender spillet ”Mondo”, så minder det ret meget om det i gameplay og tema. Nogle af de største fordele ved spillet er, at det er nemt at lære, hurtigt at sætte op og tager ikke flere timer at spille. Ved 2 spillere tager det ca. 20 min og ved 4 spillere tager det 30-40 min. at spille. Det er derfor meget velegnet at spille med nogle, som ikke er vant til at spille brætspil så ofte"

Planet spilanmeldelse 

PLANET har været nomineret til flere priser bl.a. Guldbrikkens: ”Årets Voksenspil 2019”. Det skal dog siges, at spillet fint egner sig som familiespil også, selvom det har været nomineret i voksenspilskategorien.



Spillet kommer i en flot og solid æske. Det indeholder 4 planeter med magnetfelter, 50 kontinentbrikker, 45 dyrekort, 5 habitatkort, 1 startspillerbrik og spillevejledning. Det er en nem og overskuelig spillevejledning. Fra vi pakkede spillet op, til vi var klar til at spille, gik der ca. 10 min.

Selve spillet 

Hver spiller starter med en tom planet, som fungerer som deres personlige ”spilleplade”. Alle kontinentbrikker blandes og deles op i 10 bunker med 5 stk. i hver, som lægges i en lang linje med billedsiden nedad. Herefter blandes alle dyrekort og disse lægges under kontinentbrikkerne.



Spillet består af 12 runder i alt, hvoraf man i de første 10 runder bruger de 10 stakke af kontinentbrikker på bordet, og de sidste 2 stakke laves ved at lægge ”afkast-brikker” op undervejs i spillet. Ved de første to stakke, skal der ikke være nogle dyrekort, hvilket betyder, at man i runde 1 og 2 ikke spiller om dyrekort, men blot påsætter kontinentbrikker på sin planet. Dyrekortene lægges således, at man i runde 3-5 spiller om 1 dyrekort i hver runde, i runde 6-9 om 2 dyrekort i hver runde og i runde 10-12 om 3 dyrekort i hver runde.



Hver spiller modtager et habitatkort, som er hemmeligt for de andre. Nu kan spillet starte.

Den spiller, som starter med at vælge brikker, tager startspillerbrikken. De 5 kontinentbrikker på den første plads lægges ud på bordet med billedsiden opad og efter tur vælger spillerne en brik, de vil have på deres planet.

Kontinentbrikkerne har en magnetisk bagside, så de kan sættes fast på spillernes planeter uden at falde af. Når alle har valgt en brik og sat denne på sin planet, gives startspillerbrikken til spilleren til venstre og næste runde kan begynde. Efter hver runde lægges de resterende kontinentbrikker (minimum 1) på pladsen over dyrekortene i runde 11 og 12, indtil der er 5 stk. i hver. Herefter lægges overskydende kontinentbrikker tilbage i æsken.



Fra runde 3 dyster man om de dyrekort, der ligger under den pågældende rundes kontinentbrikker. Dyrekortene er markeret med symboler, som viser, hvordan man vinder kortet. Det kunne fx være et stort ørkenikon med et lille skovikon nedenunder. I så fald vinder den spiller, som har den største samlede ørkenregion på sin planet, som grænser op til skov. 



Det kunne også være et stort havikon, hvor der nedenunder er et lille polarikon med et rødt kryds over. I det tilfælde vinder spilleren, som har den største havregion, der ikke grænser op til et polarområde. Den sidste mulighed er et kort, hvor der er 5 små ikoner af en bestemt type. Her gælder det om at have flest adskilte regioner af den pågældende slags og altså ikke den største region.

Hvis det er uafgjort, bliver dyrekortet ikke delt ud i første omgang, men tilføjes i stedet til rækken af dyr i næste runde. Sådan kan det fortsætte med at blive flyttet helt hen til spillets sidste runde. Hvis der stadig er uafgjort i sidste runde og kortets krav er, at have flest adskilte regioner ryger det ud af spillet.



For den anden type kort, tjekker spillerne (som havde uafgjort) om de har en anden region et sted på planeten, som også opfylder kravene og så vinder man på 2.størst region, der opfylder kravet. Hvis det stadig er uafgjort, tjekker spillerne, om de har en 3.størst region, der opfylder kravet. Er der ingen, der opfylder kravene for 2.størst eller 3.størst region, går kortet til spilde og lægges tilbage i kassen.

Spillet slutter efter runde 12, når alle spillere har fyldt deres planet ud med kontinentbrikker og de sidste dyrekort er delt ud eller lagt tilbage i æsken.

Spillerne afslører nu deres habitatkort. Hvert habitatkort repræsenterer en bestemt type terræn, som giver spilleren mulighed for at score ekstra point til sidst (fra 2 til 10 point), ved at have x antal områder af ens habitat. Det er forskelligt, hvor mange områder, man skal have af det pågældende terræn for at få point afhængigt af, hvor nemt det er at få den type terræn.
Hvis spillerens habitat var polarområde, får han/hun fx 2 point (som er det mindste) for at have 11 polarområder på sin planet, hvorimod man skal helt op på 18 vandområder for at få 2 point, hvis ens habitat er hav.



Spillerne får point for de dyrekort, de har snuppet undervejs i spillet. Hvis dyrekortet tilhører ens eget habitat, giver det 1 point og tilhører kortet alle andres slags habitater, giver det 2 point.
Man kan se på kortets rammefarve hvilket habitat, det tilhører.

Der er yderligere 2 variationer af spillet.

  1. begynderspil, hvor man dropper habitatkortene.
  2. livets mysterium, hvor dyrekortene ikke alle er synlige fra start

Vores vurdering

Vi har prøvet at spille det med 2 spillere og med 4 spillere. Umiddelbart er det både sværere, men også sjovere at spille med 4 spillere. Når man spiller 2, har man altid minimum 4 kontinentbrikker at vælge imellem. Når man er 4 spillere, reduceres det af og til helt ned til 2 brikker, hvilket gør det mere udfordrende. Når vi har spillet med 2 spillere, har der været en tendens til at den ene spiller, har vundet stort, hvorimod dyrekortene og derved pointene har været mere ligeligt fordelt ved 4 spillere.



Ideen med at lave en planet som spilleplade, der fyldes ud med kontinentbrikker ved hjælp af magneter, er rigtig god, synes jeg. Desværre synes jeg bare ikke ideen er lige så god i praksis. Det er rigtig svært at overskue planetens områder/regioner efterhånden, som man får mange kontinentbrikker sat på. Man drejer planeten rundt, for at tælle områder, men glemmer lidt, hvor man nåede til. Vi forsøgte at sætte fingrene på og holde dem på de områder, vi allerede havde tjekket og talt, men det var ikke altid muligt at gøre det på den måde.

Ofte måtte vi simpelthen hjælpe hinanden, og særligt i de sidste runder, kunne det tage ret lang tid at få overblikket over egne/hinandens planeter.
Når man skal tælle områder til habitatkortet, kan man heldigvis bare tage alle brikkerne af og lægge på bordet, da det er irrelevant, hvorledes de sad sammen i den optælling.



I det ene spil tabte min nevø sin planet i runde 10, da han forsøgte at tælle områder til et dyrekort. Han sad med den ca. 5 cm over bordet, men selvom det ikke var et langt fald, så røg flere af hans kontinentbrikker af. Han kunne selvfølgelig ikke huske, hvordan de sad placeret (det ville ingen af os have kunnet), så han måtte bare sætte de 3 brikker på tilfældigt.



Vi er ikke helt enige i familien ift. hvad vi synes om PLANET. Personligt er jeg ikke imponeret, men jeg er også mere kritisk end de fleste, når det kommer til brætspil. Ingen af os er blæst bagover, men der var nogle, som synes, det er et fint spil. Hvis man kender spillet ”Mondo”, så minder det ret meget om det i gameplay og tema.

Nogle af de største fordele ved spillet er, at det er nemt at lære, hurtigt at sætte op og tager ikke flere timer at spille. Ved 2 spillere tager det ca. 20 min og ved 4 spillere tager det 30-40 min. at spille. Det er derfor meget velegnet at spille med nogle, som ikke er vant til at spille brætspil så ofte.

- Joan Frederiksen 

Læs også spilanmeldelsen af Helt Blank 

Læs også spilanmeldelsen af Ticket To Ride - New York

Læs også spilanmeldelsen af Clever

 

Anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen