Alder: Anbefales fra 8 år | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Spilletid: Ca. 10 - 15 min | Mærke: Asmodee / Day of Wonder | Antal: 1 spil i æske.
"Vi er glade for spil, som kan spilles af 2 spillere og opefter. Det giver mulighed for, at min mand og jeg kan spille sammen alene samtidig med, at det også kan spilles med venner og/eller vores to store piger. TTR NY er netop fra 2 til 4 spillere, men vores mening er dog, at det egner sig bedre til 3 eller 4 spillere end kun 2. Spillet går meget hurtigt med kun 2 spillere, og der bliver hurtigere lukket af, når man ikke må bruge dobbeltstrækninger. Hvis man kun er 2 spillere, kan man i stedet spille med 2 hver, så der kommer lidt mere spil i det. Det fungerer ganske fint..."
En spilanmeldelse af Ticket To Ride - New York
Vi har meget ofte fået anbefalet Ticket To Ride. Så jeg gik på youtube og fandt anmeldelser af spillet – eller rettere alle spillene for at se, om det var noget for os. Det første Ticket To Ride kom i 2004 og siden er der kommet 27 nye versioner og udvidelser. Versionerne er spil, som kan spilles uafhængigt af hinanden og udvidelserne hører så til de forskellige versioner. Fx er der versionerne: ”Ticket To Ride – Europe”, ”Ticket To Ride – USA”, “Ticket To Ride – Amsterdam” (den nyeste version fra 2020).
Ticket To Ride – New York er en lille og hurtig version i serien. Den indeholder:
- 1 (lille) spilleplade
- 4*15 plastik-taxier i hver sin farve (inkl. en pose med ekstra taxier)
- 44 transportkort
- 18 rutekort
- 1 lille pointblok med tilhørende blyant
- Spillevejledning
Selve spillet
I TTR NY gælder det om at samle point. Spilleren med flest point, vinder spillet.
Der er 3 forskellige måder at få point på:
- Lave strækninger mellem 2 destinationer, hvor antallet af brugte taxier er grundlaget for, hvor mange point, man får pr. strækning.
- Lave en strækning som er på dit/dine rutekort. Rutekortene giver forskellige point.
- Lave strækninger mellem 2 turistattraktioner
I starten af spillet får hver spiller 2 transportkort og 2 rutekort. Alle skal nu vælge, om de vil beholde 1 eller begge rutekort. De øverste 5 transportkort i bunken lægges på bordet med billedsiden opad, og de resterende kort inkl. rutekort lægges i hver sin bunke ved siden af spillepladen, så alle kan nå.
Så starter spillet
TTR NY er turbaseret, og i hver tur skal man vælge 1 ud af følgende 3 muligheder:
- Trække 2 transportkort
- Lave en strækning
- Trække 2 rutekort
Transportkortene er en blanding af farvede busser/sporvogne/tog (6 i hver farve) og 8 multifarvet taxier.
De multifarvede taxier gælder som ”jokere”, der kan bruges som valgfri farve.
Vælger man at bruge sin tur på at trække transportkort, kan man enten trække et ”blindt kort” fra bunken eller tage af de 5, som ligger med billedsiden opad på bordet.
Hvis der ligger et taxikort på bordet, som man ønsker, skal denne tages som første kort og derefter slutter turen. Vælger man at tage kort fra bunken, må man trække 2 uanset hvad.
Man kan sige, at taxikort på bordet, altid tæller for 2 træk. Man må gerne tage første kort fra bunken og næste kort fra bordet, så længe det ikke er et taxikort på bordet, man tager (også selvom kortet fra bunken var et taxikort). Ligger der 3 taxikort på bordet, skal alle 5 kort fjernes og 5 nye lægges frem.
Hvis man vil bruge sin tur på at lave en strækning, skal man have x antal farvede kort (eller taxikort) svarende til strækningen/rutens felter. Er felterne grå, bestemmer man selv, hvilken farve de skal repræsentere.
På nogle strækninger er der 2 farver ved siden af hinanden, hvilket indikerer en ”dobbelt-strækning”. Er man mere end 2 spillere, kan disse bruges af 2 forskellige spillere på samme strækning. På den måde er strækningen altså stadig åben, selvom én spiller allerede har lavet denne strækning en gang.
Eksempel 1: Hvis man vil lave en strækning fra Central Park til United Nations, er der på kortet 3 lyserøde felter. For at lave denne strækning skal man på sin tur smide enten 3 lyserøde kort, 2 lyserøde og 1 taxikort eller 1 lyserød og 2 taxikort. Herefter sættes en plastik-taxi (egne spillebrikker) på hver af de 3 felter.
Eksempel 2: Hvis man vil lave en strækning fra Greenwich Village til Lower East Side, er der på kortet mellem disse 2 grå felter. For at lave denne strækning skal man på sin tur smide enten 2 taxikort, 1 valgfri farve og 1 taxikort eller 2 ens transportkort i enten blå, grøn, sort, lyserød, rød eller orange.
Herefter sættes en plastik-taxi på hver af de 2 grå felter.
Eksempel 3: Hvis man vil lave en strækning fra Times Square til Empire State Building, er der på kortet både 1 lyserødt felt og 1 orange felt. Samme spiller må kun bygge på én af de to. Hvis der i forvejen står en anden spiller på det lyserøde felt, kan man lave strækningen ved enten at smide et orange transportkort eller et taxikort og sætte 1 plastik-taxi på det orange felt.
Den sidste mulighed er, at man kan trække 2 rutekort. På et rutekort er der vist 2 steder på kortet med prikker imellem og i nederste venstre hjørne står det antal point, som kortet er værd.
Man trækker 2 rutekort, men bestemmer selv, om man vil beholde begge to eller kun det ene.
Når spillet er slut, får man det antal point, som står på kortet, hvis man har gjort krav på den strækning, som er vist på kortet. Til gengæld får man samme antal point i minus, hvis man ikke har den pågældende strækning.
Der er altså en vis form for gambling i at bruge sin tur på at tage rutekort, da man kan være uheldig at trække to dårlige rutekort, og man skal beholde mindst et af dem.
Til gengæld kan det blive vigtigt, hvis man deler førstepladsen med en anden spiller, når spillet er slut. Der er det nemlig den spiller, som har klaret flest rutekort, der så snupper sejren.
Man viser først, når spillet er slut, om man har klaret sine rutekort. På den måde kan man ikke regne ud, om de andre spillere er langt foran i point.
Spillets afslutning
Når en spiller har to eller færre plastik-taxier tilbage i deres bunke på bordet, har alle (inkl. denne spiller) 1 tur tilbage. Herefter bruges pointblokken til at tælle point ud fra:
- Hvor mange strækninger man har gjort krav på (ud fra tabellen på spillepladen)
- Hvor mange plus- eller minuspoint spillernes rutekort giver
- Hvor mange turistattraktioner, man har forbundet med en strækning
Vores vurdering
Alt i dette spil viser tydeligt, at det er en lille version, man har i hænderne. Alt er mindre. Det er en lille spilleplade, små kort og ligeledes en lille blok og blyant. Prisen viser også tydeligt, at det er en mindre version, da det er væsentligt billigere end de store versioner.
Jeg kan sagtens se ideen med det og det har måske også sin charme, at alt er ”miniput”. Men det havde nu ikke gjort noget, hvis fx kortene havde været en anelse større.
Varigheden i denne version er også væsentlig mindre end de større versioner. TTR Europa er vurderet til at tage mellem 30 og 60 min., hvorimod NY versionen kun tager 10-15 min. Det er derfor ikke en version, som vi vil finde frem til en spilleaften, men som et alternativ til et hurtigt spil ”500” eller ”yatzy” er det ganske udmærket.
Vi er glade for spil, som kan spilles af 2 spillere og opefter. Det giver mulighed for, at min mand og jeg kan spille sammen alene samtidig med, at det også kan spilles med venner og/eller vores to store piger.
TTR NY er netop fra 2 til 4 spillere, men vores mening er dog, at det egner sig bedre til 3 eller 4 spillere end kun 2. Spillet går meget hurtigt med kun 2 spillere, og der bliver hurtigere lukket af, når man ikke må bruge dobbeltstrækninger. Hvis man kun er 2 spillere, kan man i stedet spille med 2 hver, så der kommer lidt mere spil i det. Det fungerer ganske fint.
- Joan Frederiksen
Læs også spilanmeldelsen af Imagic
Læs også spilanmeldelsen af Wavelength
Læs også spilanmeldelsen af Concept