Trivial Pursuit: Årtiet 2010-2020 spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 16 år | Spilletid: 1-2 timer. | Spillere: For 2-6 deltagere | Mærke: Hasbro

"Trivial Pursuit er dejligt simpelt og nemt at gå i gang med. Alle kan finde ud af at spille Trivial Pursuit. Når det er sagt, så handler det rigtig meget om at finde den rette udgave for, at det bliver sjovt. Det gør det lidt svært at anmelde de enkelte udgaver, da det handler meget om brugerens præferencer og nok også alder. Altså sagt på en anden måde, så vil den ene udgave være helt perfekt til den ene person, men tilsvarende helt uegnet for en anden person"

En spilanmeldelse af Trivial Pursuit: Årtiet 2010-2020

Trivial Pursuit kom frem og blev utroligt populær tilbage i 1980´erne. Jeg husker selv mine forældre havde købt Genus udgaven, som var den første, der kom frem. Da det kom i den første familieudgave, var det et absolut ”must-have”, og det blev da også sjovere at spille derefter, da der nu var en reel chance for, at man faktisk kunne svare på nogle af spørgsmålene, hvilket var lidt mere besværligt i Genus udgaven.

Der er kommet et hav af forskellige udgaver siden og seneste skud på stammen i skrivende stund er altså ”Trivial Pursuit Decades: 2010-2020”

Spillet kommer i en solid æske, der måler ca. 27 * 27 * 7 cm. Det er (efter min mening) en virkelig grafisk flot og indbydende æske, omend den minder mig mere om 80´erne end 10´erne. Spillet indeholder en spilleplade, 300 kort (1800 spørgsmål), 6 spillebrikker, 42 ”oste” og en terning.

Da vi pakkede spillet op, startede vi med at blive lidt forvirret. Der er et ark med hvide dele, som skal trykkes ud og foldes, så de kan bruges beholder og støtte. Den ene skal presses ned i selve spilæsken, og fungerer som skål/beholder til alle løse dele. Den anden skal foldes og indsættes i den lille æske, hvor spørgsmålskortene skal være i. Vi prøvede at vende og dreje den lille del og sætte den ned på forskellige måder i kortholder-æsken, men kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad formålet med den var.

Kortholderæsken er lavet, så den er for stor til kortene, så måske er det bare fordi, der skal være plads til at kortene halvvejs kan ligge ned i æsken, og derved skulle være nemmere at få fat på. Umiddelbart ikke noget, vi synes, virker særlig smart. Vi prøvede endda at ”google” os frem til et svar på, hvordan den skulle sidde og hvad det smarte var, men desværre uden held.



Når man kigger på illustrationen, ser det ud til at ideen er, at man skal have den store spilæske stående ved siden af spillepladen, og så skal man tage oste fra skålen og spørgsmål fra kortholderen, som også sættes fast i spilæsken. Vi valgte dog at tage kortholderen op og stille ved siden af spillepladen i stedet.

Selve spillet

Først vælges det, om man vil spille individuelt eller på hold (op til 6 spillere eller 6 hold). For nemheds skyld omtaler jeg det fremadrettet som ”hold”.
Hvert hold tager en tom spillebrik og placerer denne i midten af spillepladen. Første hold kaster med terningen og rykker det antal felter, terningen viser.

De forskellige farver på spillepladen repræsenterer følgende kategorier:

Blå: playliste, de største sange, kunstnere og musikøjeblikke
Pink: binge-værdigt, alle de film og serier, vi ikke kunne løsrive os fra
Gul: nyhedsopdatering, sladderværdige begivenheder fra et helt årti
Lilla: kultur, tendenser indenfor mad, mode, kunst, popkultur m.m.
Grønt: stort på internettet, det bedste (og mest underlige) fra nettet
Orange: spillet kan begynde, højdepunkter indenfor sport, videospil og andre konkurrencer. 



Spilleren til venstre for turholdet, trækker et kort og læser det spørgsmål, som hører til det pågældende felt, turholdet står på. Hvis man står på midterfeltet, bestemmer man selv kategorien på spørgsmålet. Svarer de rigtigt, må de kaste terningen igen og flytte videre til næste felt og få endnu et spørgsmål.

Svarer de til gengæld forkert, går turen videre i urets retning. Næste hold kaster med terningen, flytter og får et spørgsmål.



De store felter, som er for enden af hver vej ud fra midterfeltet, er ”ostefelter”. Lander man på disse og svarer rigtigt, må man tage en ”ost” i den pågældende farve og sætte i sin spillebrik. Når man har fået en ”ost” i hver farve, skal man tilbage til midterfeltet, hvor man startede.

I modsætning til tidligere i spillet, må man ikke selv bestemme kategori, når man har fået alle 6 ”oste”. Modspillerne vælger en kategori og stiller spørgsmålet heri. Svarer turholdet rigtigt, har de vundet. Svarer turholdet forkert, bliver de stående i midten, og må prøve igen næste gang, det er deres tur. Man skal ikke slå med terningen eller flytte rundt, når først man har alle ”oste”.



I spillevejledningen er der ydermere et forslag til at tage et spil ”på farten”. I denne version, opfordrer de til, at man kan nøjes med at spille med kortene alene. Man skiftes til at besvare spørgsmål og det hold, der først har svaret rigtigt på et spørgsmål i hver kategori, har vundet.



Det er ikke yderligere uddybet, men kan forestille mig, at det vil betyde, at man fx starter fra toppen og bliver ved med at stille spørgsmål i den kategori, indtil man har svaret rigtigt på den øverste kategori. Når man har svaret rigtigt, kan man få kortet og på den måde holde styr på, hvor mange man har svaret korrekt på og i hvilke kategorier.

Vores vurdering

Vi har prøvet at spille en del forskellige udgaver af Trivial Pursuit gennem tiden. Vi har ikke haft den bedste erfaring med ”årti-udgaverne” hidtil, men ville alligevel gerne prøve denne, da vi håbede den måske passede meget godt til vores alder (40 år).



Trivial Pursuit er dejligt simpelt og nemt at gå i gang med. Alle kan finde ud af at spille Trivial Pursuit. Når det er sagt, så handler det rigtig meget om at finde den rette udgave for, at det bliver sjovt. Det gør det lidt svært at anmelde de enkelte udgaver, da det handler meget om brugerens præferencer og nok også alder. Altså sagt på en anden måde, så vil den ene udgave være helt perfekt til den ene person, men tilsvarende helt uegnet for en anden person.



For os var ”Decades: 2010-2020” udgaven ikke et godt match. De helt unge (16-21 år) havde svært ved at svare på 80% af spørgsmålene. De var klart bedst i kategorierne: ”Stort på internettet” og ”play-liste” og kunne derudover kun svare på ganske få af de andre. Tilsvarende var vi voksne meget udfordret af netop de to selvsamme kategorier, og sad fast meget længe for at få de to ”oste”.
Spørgsmålene er spredt meget i sværhedsgrad og emner, så jeg har svært ved at sige, hvilken målgruppe/aldersgruppe denne udgave passer perfekt til.



Hvis vi skal spille Trivial Pursuit Decades: 2010-2020 med succes, så bliver det, når HELE familien er samlet. Så kan vi lave hold med 3 generationer på hvert, hvilket klart vil være en fordel.

Fordelen ved Trivial Pursuit (også i denne udgave) er så netop også, at det egner sig godt til, at man kan spille i hold og i princippet være et hvilket som helst antal på hvert hold.

- Joan Frederiksen

Læs også spilanmeldelsen af Helt Blank 

Læs også spilanmeldelsen af Trivial Pursuit familieudgave

Læs også spilanmeldelsen af Re:play 





 

Anmeldelse af spilHasbro gaming

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen