Kontakt os
Vi har dog mange andre spændende familiespil på webshoppen ;-)
Alder: Anbefales fra 8 år |Spilletid: Ca. 20 min. | Spillere: For 2 - 4 deltagere
"Santorini har fået en del anerkendelser i form af nomineringer til forskellige spilpriser, bl.a. fik det både en ”anbefalet” fra det meget prestigefyldte Spiel des Jahres og en nominering til Årets Spil i Norge i 2018, og jeg synes det er helt fortjent. Jeg er i hvert fald sikker på at vores udgave af Santorini hverken kommer til at samle støv eller blive solgt, som jeg først frygtede..."
Skakspil i flot forklædning
”Byg som en dødelig, vind som en gud”. Dette er mottoet for spillet Santorini, et skaklignende spil hvor to personer (man kan også spille 3 eller 4, men spillereglerne anbefaler 2) dyster om at bygge huse op i tre etager, og vinde ved at få sin figur til tops i en bygning.
Spillet er det man kalder et ”abstrakt strategispil”, hvilket i spil-terminologi betyder at temaet ikke har betydning for selve spillet, og at der ikke er held-baserede mekanikker (som f.eks. terninger eller at trække kort fra en bunke) eller skjulte informationer (som kort i hånden) – al information er på brættet, og den der løser opgaven bedst, ender med at vinde, og heraf sammenligningen med skak, som også falder ind under ”abstrakt” kategorien.
Denne udgave af Santorini er en genudgivelse af et ældre spil, hvor man har satset på, at gøre noget mere ud af det visuelle, formentlig for at gøre spillet mere appellerende til et bredere publikum.
Selve spillet er der dog ikke ændret meget ved, så de fine bygningsdele og det farvede spillebræt med plasticbasen, der skal få det til at ligne en klippeø, er egentlig ”bare” pynt.
*Den gamle og den nye og mere moderne udgave af Santorini
Men kan man så ikke lige så godt bare spille skak? Hvorfor skal man købe et spil i en æske med flotte farver med en masse plasticdele i? Lad os tage et kig på det, og se hvad det kan...
Indholdet af æsken
I æsken finder man:
- 1 spilleplade i pap med en plasticbase, der hæver den lidt fra bordet
- 6 plasticfigurer (”arbejdere”) i 3 forskellige farver
- 72 plasticdele til at bygge bygninger med; 22 x niveau 1, 18 x niveau 2, 14 x niveau 3 og 18 kupler
- 30 kort med specialkræfter (”God Powers”)
- Spilleregler på engelsk, tysk, italiensk, fransk og hollandsk
- Danske spilleregler kan downloades her!
Komponenterne er super lækre både i design og kvalitet – der er gjort noget ud af det, og det hele passer fint ned i æsken uden at man skal mase det derned. Der er lynlåsposer til alle delene, så man kan holde de forskellige slags brikker hver for sig, og dermed hurtigt gøre klar til at spille. De forskellige bygningsdele passer perfekt sammen. Det starter godt ?
Spillereglerne i æsken er desværre ikke på dansk, men Legebyen vedlægger en printet version på dansk.
Sådan spiller man
Opsætningen af spillet er hurtigt overstået, så man er i gang med at spille med det samme. Spillepladen sættes på plasticbasen, hver spiller får to plasticfigurer (arbejdere), og poserne med bygningsdele åbnes og lægges så man kan nå dem. Spillerne sætter efter tur deres arbejdere på spillepladen, og så er man klar til at spille.
Spillet foregår så på den måde, at hver spiller i sin tur først skal rykke en af sine arbejdere (de kan rykke ét felt, hvilket kan være i alle retninger – inklusive på skrå) og derefter bygge på et af de 8 tilstødende felter til den arbejder, der blev flyttet.
En bygning kan bygges op til 3 etager, og der er forskellige bygningsdele til hver etage. Man kan også vælge at bygge en kuppel ovenpå en bygning med 3 etager. Man kan bygge en hvilken som helst etage på et felt, der grænser op til det felt man står på – så selvom man står nede på jorden, kan man altså godt bygge en 3. etage på en bygning, der i forvejen har 2 etager – man kan bare ikke gå derop, da man kun kan gå én etage op ad gangen.
Når man flytter sin arbejder, kan man flytte til et felt med samme niveau, som det man står på, man kan gå ét niveau op eller man kan hoppe ned (lige så mange niveauer man vil). Formålet med spillet er så ganske simpelt (yeah, right) at få en af sine arbejdere op at stå på 3. etage af en bygning – men hvis der er bygget kuppel ovenpå, kan man ikke stå deroppe. Får man en af sine arbejdere op på 3. etage af en bygning, har man vundet spillet.
Det lyder jo nemt nok, ikke?
Simple regler – masser af strategi
Selvom reglerne er simple nok, er Santorini et spil hvor de små grå virkelig kommer til at snurre.
Sammenligningen med skak er ikke helt hen i vejret, for ligesom i skak er man 2 spillere, der prøver at udmanøvrere hinanden kun med nogle brikker og nogle regler for hvordan de må flyttes, og selvom man kun har 2 brikker at flytte med, er der masser af ting der skal overvejes – man skal bygge så man selv kan komme opad, men uden at modstanderen kommer først – eller bygger et ekstra niveau ovenpå, så man ikke kan komme op, fordi der pludselig er 2 niveauers forskel på hvor man står og hvor man gerne vil op.
Man skal også passe på at modstanderen ikke bygger en kuppel på, når man endelig har bygget et 3. niveau man rent faktisk kan komme op på ? Overvejelserne er mange, og ligesom i skak hjælper det at være analytisk og lidt matematisk tænkende, for at kunne overskue så mange kombinationer som muligt af de næste mulige træk.
Gudekort skaber variation
Santorini er sådan set langtidsholdbart i sig selv (bare se på skak, der ikke har forandret sig i 1500 år), men man har alligevel valgt at smide en mulighed for variationer med, nemlig gudekortene.
Med i spillet er der 30 gudekort, hvor hver gud har en specialkraft, og hver spiller får så en gud.
En specialkraft kan f.eks. være at måtte flytte to felter i stedet for et, eller bygge en ekstra gang. Der er også en gud, hvor man vinder ved at hoppe 2 etager ned (den har vi ikke prøvet endnu, jeg forestiller mig at det er svært at forsvare sig imod).
I spillereglerne anbefales det at spille uden gudekort de første mange gange, så man er helt fortrolig med spillets taktikker osv. inden man smider ekstra ting på. 10 af guderne har også lidt ”nemmere” kræfter at spille med, så det anbefales at starte med dem (de har et lille mærke på kortet, så man ved at det er en ”begyndergud”).
Der er nogle kombinationer af guder, der er bedre at spille med end andre, men man må prøve sig lidt frem med hvilke, man synes giver et nogenlunde balanceret spil. Alle guderne er forklaret i regelhæftet, og derfor er det også rart at Legebyen supplerer denne engelske version af spillet med danske spilleregler, hvis man ikke skulle være så stiv i engelsk, så man kan bruge det som opslagsværk over guderne.
Ikke et børnespil, men børn kan sagtens være med
Spillet er opgivet til at være fra 8 år, men Marie på 6 kan sagtens finde ud af det, så børn kan snildt være med! Nuvel, hun forstår ikke taktikkerne til bunds, og kan ikke se så langt frem, så hun plejer at tabe, men hun er helt med på reglerne, og hun elsker at spille det (og en enkelt gang tog hun fusen på mig og vandt, kun med en lille smule hjælp fra sin mor).
Hun bliver også bedre og bedre til at gennemskue hvad jeg er ude på, så hun kan modgå det – i starten var hun meget fokuseret på at bygge op, og glemte at holde øje med hvad modstanderen lavede, men nu har hun forstået, at man også skal holde modstanderen fra at komme op.
Jeg er sikker på at det er sund hjernegymnastik, der kan være med til at udvikle analytisk tænkning hos hende, og efter min mening er det meget sjovere at spille dette med hende, selvom jeg skal hjælpe hende undervejs, end et ”almindeligt” børnespil, hvor man bare slår med en terning og rykker en figur…
Man bliver altså bare helt glad i låget, når ens 6-årige datter kommer rendende i nattøj med et strategisk brætspil under armen, og hellere vil have godnatspil end godnathistorie ?
Vores mening om Santorini
Jeg er aldrig rigtigt blevet fanget af spil som skak, så da jeg fandt ud af hvad Santorini var for noget, blev jeg lidt skeptisk, og var egentlig overbevist om at det nok enten kom til at stå og samle støv, eller blev solgt på et tidspunkt. Sjældent har jeg taget så meget fejl! Jeg er sikker på at det flotte design har en del at gøre med det, for Santorini er et rigtigt lækkert spil!
Plasticbygningerne får det til at være ”levende”, illustrationerne på gudekortene er fede, det hele er bare flot. Selvom det ikke burde betyde noget, gør det visuelle bare noget for spilleglæden, og jeg tror ikke jeg ville være lige så glad for det, hvis det bare var firkantede brikker man skulle lægge ovenpå hinanden, selvom spillet er fuldstændig det samme.
Basen, som løfter spillepladen, er f.eks. helt unødvendig og kun til pynt, men igen gør det visuelle altså bare noget – når man går på fin restaurant, er der jo også en grund til at de anretter maden med pincet i stedet for bare at læsse det på tallerkenen ?
Jeg kan godt lide gudekortene. De gør godt nok at man ikke længere har ens forudsætninger, men det synes jeg er ok. At spille uden gudekort er mere ”rent” og skakagtigt, og jeg nyder skam også at spille på den måde, men gudekortene tilføjer en helt ny dimension, og gør det på en måde lidt sjovere.
Det er to ret forskellige måder at spille på, og at spille uden guder er klart det mest ”fair”, da man har helt ens forudsætninger, men når man lærer guderne bedre at kende, kan man også bruge dem til at forsøge at udligne lidt, hvis der er en spiller, der vinder lidt for tit, ved at vedkommende får en gud, der måske ikke er så stærk overfor den gud modstanderen har.
Det kræver dog at man har spillet guderne en hel del gange med mange forskellige kombinationer for at lære hvilke, der er stærke overfor hinanden – der er vi ikke helt endnu.
Jeg er helt vild med at Marie allerede kan være med. Som tidligere nævnt forstår hun godt nok ikke helt taktikken i det endnu, men hun er voldsomt stolt af at hun kan finde ud af et spil, som hun først ”må” spille om to år – og så hjælper det også når hun taber (hvilket hun ikke altid er så god til at håndtere), at sige at det er jo egentlig fra 8 år, så det er okay at hun ikke kan vinde endnu.
Hun insisterer dog på at vi skal have gudekræfter med, selvom det gør det lidt mere komplekst – simpelthen fordi hun synes at kortene med guderne er seje ? Vi har derfor fundet et par af de guder, vi synes er lettest at forstå (Artemis, der må rykke et ekstra felt og Demeter, der må bygge en ekstra gang), som vi gerne spiller med.
Et spil tager (afhængigt af hvor tætte spillerne er på hinanden i niveau) 10-20 minutter, så man kan godt nå et par spil, når man først har fundet det frem – eller man kan tage det frem til et enkelt spil, når der ikke er tid til andre spil, der måske tager lidt længere.
Selvom det hedder 2-4 spillere, er Santorini ment som et spil for 2 spillere, og det er også klart bedst på den måde. Vi har prøvet med 3 nogle få gange, og det er bare ikke det samme. Hvis man skal spille 4, spiller man i hold, og det har vi ikke prøvet endnu, men vores erfaring fra andre spil i genren, som f.eks. Quixo, er at det fungerer – bare ikke lige så godt som med 2 spillere, som det er tænkt til.
Santorini har fået en del anerkendelser i form af nomineringer til forskellige spilpriser, bl.a. fik det både en ”anbefalet” fra det meget prestigefyldte Spiel des Jahres og en nominering til Årets Spil i Norge i 2018, og jeg synes det er helt fortjent. Jeg er i hvert fald sikker på at vores udgave af Santorini hverken kommer til at samle støv eller blive solgt, som jeg først frygtede. Det kan klart anbefales, og hvis man er til andre spil i den genre, vil jeg gå så langt som at kalde det et ”must have”.
- Kim Larsen
