NMBR 9 spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 20 min. | Spillere: For 1 - 4 deltagere

"Da spillet ikke tager særlig lang tid at spille, kan det være svært ikke lige at gå med til at spille en ekstra omgang - for lige at vinde eller i det mindste forbedre sin egen score..."

Generelt om NMBR 9 spillet

0 - 9 er et sjovt spil, hvor det gælder om at placere brikker så optimalt som muligt for at score flest points.

Det er et spil, som man kan lære meget hurtigt, men som det kræver lidt øvelse at blive rigtig god til.

Spillet hører til i spilkategorierne Tile-layning/Brikspil og Puzzle, og er designet af Peter Wichmann.

Komponenter i spillet

Spillet består af 80 brikker med tallene ”0” til ”9” - der er 8 af hvert tal-brik. Der er også 20 kort, lige ledes med tallene ”0” til ”9”, der er to af hvert ciffer repræsenteret på de 20 kort.

Brikkerne er af pap og er ganske solide, de er formet efter tallenes former og hvert tal har sin egen farve. På brikkerne er der påtrykt et tal og brikken er inddelt i små kvadrater.

Kortene er af god kvalitet og vil kunne holde længe. De bliver ikke håndteret så meget under spillet, men skal dog blandes inden hvert spil.

Reglerne i NMBR 9

Reglerne til 0 - 9 (NMBR 9) er på dansk i udgaven fra Spilbræt.dk. De er simple og man kan hurtigt komme i gang med at spille.

Målet med spillet er at man placerer brikkerne en efter en, ved siden af og oven på hinanden. Ved at placere brikkerne oven på hinanden kan man score flere points. Den spiller der scorer flest points er vinderen.

Spillet spilles over 20 runder, hvor der vendes et kort og hver spiller tager og placerer en brik foran sig.

Spillet starter ved at man blander de 20 kort. Herefter vendes det øverste kort og alle spillere tager en brik, der svarer til tallet på det vendte kort.

Denne brik placeres på bordet foran spilleren, og man er klar til næste runde. Næste brik skal placeres så den rører en af de brikker, der allerede er placeret foran spilleren, på en sådan måde af mindst en kvadrat på den nye brik ligger ved siden af en kvadrat på en af de andre brikker (kvadraterne skal ”dele” side).

Efterfølgende brikker kan placeres ved siden af eller oven på allerede eksisterende brikker.

Brikker der er placeret direkte på spiloverfladen siges at være placeret på niveau ”0” (stueplan), brikker der er placeret oven på disse er placeret på niveau ”1” og brikker oven på disse er placeret i niveau ”2” og så videre.

Brikker der er placeret oven på andre brikker, må ikke:

  • række ud over siderne på andre brikker
  • være placeret oven på kun en anden brik
  • danne bro mellem to brikker (der må altså ikke være luft eller huller under en brik)

Spillet afsluttes når der er spillet 20 runder og alle kort er vendt. Herefter tæller hver spiller sine points. Der gives points på følgende måde:

  • Brikker i niveau ”0” = 0 x brikkens værdi
  • Brikker i niveau ”1” = 1 x brikkens værdi
  • Brikker i niveau ”2” = 2 x brikkens værdi
  • Brikker i niveau ”3” = 3 x brikkens værdi

En brik med tallet 7 der er placeret i niveau ”2”, giver således 14 point (2 x 7), en brik med tallet 5 på niveau ”1” giver 5 point (1 x 5) og en brik med tallet 9 på niveau ”0” giver 0 point (0 x 9).

Den spiller, der har flest points efter de 20 runder, er vinderen.

Man kan vælge at spille alene, og bare forsøge at score så mange points som muligt og i reglerne står der: ”Prøv at få 100 point, det er ikke let!” og der har de ret i.

Spil-varianter

Der er ingen officielle spil-varianter nævnt i reglerne. For erfarne spillere kan man variere spillet lidt, ved at tage et af kortene væk, og ligge det tilbage i æsken inden spillet starter. Det kan give lidt fornyet hovedbrud.

Hvem kan spille NMBR 9?

Jeg vil mene at alle kan spille dette spil, også børn under aldersgrænsen på 8 år, hvis de er vant til at spille spil, hvor der er elementer af behændighed med, for eksempel klodsmajor og mikado mv.

Det kan kræve lidt hjælp fra en voksen de første par gange, og måske også lidt hjælp til at regne points til slut i spilet.

0 - 9 og matematik

Spil der indeholder elementer, hvor brikker skal ”pusles” sammen berører vores matematiske kompetencer.

Det er Ræsonnement- og tankegangs-kompetencen og problemløsnings-kompetencen, der så småt er i brug når man spiller 0 - 9, hvor det jo er vigtigt at placere brikkerne, så det giver mulighed for at score så mange points som muligt.

Samtidig er det vigtigt at holde øje med hvilke brikker, der er mulighed for at der dukker op i de kommende runder.

Spil igen faktoren

Denne faktor er meget høj i dette spil. Da spillet ikke tager særlig lang tid at spille, kan det være svært ikke lige at gå med til at spille en ekstra omgang - for lige at vinde eller i det mindste forbedre sin egen score.

- Morten Mejnholt

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen