Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Plast & magneter | Spillere: Op til 4 deltagere | Mærke: Educational Advantage
"Fiskespillet med ansigter og følelser fra Educational Advantage, er den perfekte kombination af underholdning og læringsspil. Fiskespillet kan være en hjælpende hånd til at sætte ord på sine egne følelser, og til at starte interessante og lærerige snakke om følelser generelt. Det er vigtigt at snakke om følelser, og spillet får vores varmeste anbefalinger"
En spilanmeldelse af fiskespil med ansigter og følelser
Vi møder mange forskellige slags og typer af ansigter hver dag, og så er følelser også en stor del af livet. Vi glæder os over mange ting, og så er der andre ting vi bliver kede af. Det er for os utroligt vigtigt at kunne sætte ord på sine følelser herhjemme, og det er en egenskab vi prøver at formidle videre til vores børn.
Vores søn, Mateo, er 3 ½ år, og så er han rigtig god til at udtrykke sine følelser. Han er også rigtig god til at spotte hvis andre har det skidt, og så spørger han ind til det. Vi er rigtig glade for at Mateo han allerede har lært at kunne aflæse følelser, og at han er så opmærksom på det i sin hverdag.
Vi var helt tilfældigt landet over Fiskespillet med ansigter og følelser fra Educational Advantage, som fangede vores interesse med det samme. Vi har mange snakke om følelser herhjemme, og med spillet håbede vi at vi kunne styrke den gode snak og de nysgerrige spørgsmål omkring følelser herhjemme.
Det praktiske om Fiskespillet med ansigter og følelser fra Educational Advantage
Fiskespillet med ansigter og følelser er anbefalet fra + 3 år, og er produceret i plast og magneter. I spillet kan der i alt være 2 - 4 deltagere, og vi har i gennemsnit spillet fremme 1 time af gangen. Vi bruger omkring 20 minutter på ét spil.
I spillet får du
- 4 fiskestænger
- 18 ansigter med i alt 6 forskellige følelser
Fiskestængerne er ekstremt farverige, og fanger med garanti barnets nysgerrighed lige med det samme. Fiskestængerne er meget børnevenlige i både størrelse og håndtering af dem. For enden af fiskestangen er krogen, som består af en magnet.
De 18 ansigter er i tre forskellige farver, som i alt viser 6 forskellige følelser. Vi bliver introduceret for følgende følelser i spillet:
- overrasket
- sur
- fortvivlet
- glad
- ked af det
- trist
De forskellige ansigtsudtryk er nemme at tyde, og så er de dejligt nemme at fiske op med fiskestangen. De forskellige ansigtsudtryk er med til at sætte gang i spørgsmål, og gode snakke rundt omkring bordet.
Fiskespillet med ansigter og følelser kommer i en enkelt spilleæske. Hele spillets setup er illustreret på forsiden af spilæsken, og på bagsiden af spilæsken er reglerne til spillet beskrevet.
Sådan spiller man Fiskespillet med ansigter og følelser fra Educational Advantage
Der er i alt tre forskellige måder som man kan spille spillet på. Det er vi personligt rigtig glade for, da det gør at spillet har en god variation.
I starten af hvert spil spredes de forskellige ansigtsudtryk ud på bordet, og fiskestængerne fordeles mellem deltagerne.
Det første spil
Deltagerne skiftes til at fiske efter et ansigtsudtryk, og når ansigtsudtrykket er fanget, skal deltageren fortælle om følelsen. Barnet skal fortælle om en episode i deres liv, hvor de har haft den samme følelse som ansigtsudtrykket viser. Barnet kan fortælle årsagen til følelsen, og hvordan barnet håndterede følelsen. Barnet kan også fortælle om et familiemedlem eller en god ven, der har haft følelsen som er vist på ansigtsudtrykket.
Det andet spil
Én af deltagerne nævner én af følelserne som de forskellige ansigtsudtryk viser, og barnet skal fange det rigtige ansigtsudtryk med fiskestangen. Hvis barnet fanger det forkerte ansigtsudtryk, prøver barnet igen - og kan herefter snakke om følelsen.
Det tredje spil
En voksen kan vise billeder eller tegninger (måske tegnet af barnet selv), og spørger hvilke følelser der kommer til udtryk på billedet eller tegningen. Barnet skal finde de ansigtsudtryk som beskriver følelserne på billedet eller tegningen. Herefter kan man få en god snak om barnets valg af ansigtsudtryk, og der kan sagtens være flere følelser på et billede eller en tegning.
* Fiskespillet med ansigter og følelser kan spilles af flere børn af gangen, men spillet har også været rigtig ideelt herhjemme med voksne rundt om bordet.
Vores oplevelse med Fiskespillet med ansigter og følelser fra Educational Advantage
Mateo åbnede spilæsken, og begyndte hurtigt at pakke de 4 fiskestænger ud. Han begyndte at undersøge dem nøje, og så begyndte han at træne sit kast. Mateo spurgte hvor fiskene var henne, og vi forklarede ham at man skulle fange ansigtsudtryk. Mateo kiggede noget skeptisk på os, og fandt de forskellige ansigtsudtryk frem.
Han lagde de forskellige ansigtsudtryk på spisebordet, og begyndte at spørge hvorfor de var kede af det? Hvorfor er de glade? Hvorfor er de overraskede? Vi forklarede Mateo spillets regler, og roste ham fordi han lagde mærke til ansigternes følelser lige med det samme. Vi var allerede klar til at spille vores første spil, og vi besluttede os for at prøve alle 3 måder, som man kan spille spillet på.
Mateo fiskede efter det første ansigtsudtryk, og fangede den glade følelse. Mateo begyndte at fortælle om hvornår han er glad, hvorfor han bliver glad, og hvordan det føltes inde i kroppen at være glad. Mateo fortalte han blev glad når han skulle i Legoland, og så blev han også rigtig glad når han legede med sine venner. Mateo fortalte om en masse som han blev glad over, og vi snakkede i lang tid om de forskellige følelser.
I vores andet spil nævnte far en følelse, som Mateo skulle prøve at fange med sin fiskestang. Far nævnte følelsen, at være ked af det. Mateo fangede efter kort tid ansigtsudtrykket, som viste følelsen, ked af det. Vi snakkede om at være ked af det, og hvorfor man bliver det. Vi snakkede også om hvad der kunne gøre Mateo ked af det, og hvordan man kan blive glad igen.
I vores tredje spil havde vi fundet en masse billeder frem. Vi viste Mateo de forskellige billeder af os og ham, i forskellige situationer. Vi snakkede om hvornår billederne var taget, og hvor vi var. Vi snakkede også om de følelser som vi viste på billederne, og de fleste af billederne var (heldigvis) med rigtig gode følelser.
Vi var virkelig overrasket over at spillet kunne spilles på så mange forskellige måder, hvor hvert spil er med til at starte gode og vigtige samtaleemner.
Vores vurdering af Fiskespillet med ansigter og følelser fra Educational Advantage
Vi har haft rigtig mange gode snakke om ansigtsudtryk og følelser, som spillet virkelig har sat fokus på. Mateo har også fået trænet sin finmotorik, når de rigtige ansigtsudtryk skulle på krogen. De tre forskellige måder vi kan spille spillet på har virkelig overrasket os positivt, og har været med til at bevare interessen omkring spillet.
De forskellige elementer i spillet gør præcis hvad de skal, og så er de produceret i solide og robuste materialer. Vi er positivt overraskede over de stærke magneter, der gør at ansigtsudtrykkene ikke ryger af fiskestængerne i tide og utide.
Fiskespillet med ansigter og følelser fra Educational Advantage, er den perfekte kombination af underholdning og læringsspil. Fiskespillet kan være en hjælpende hånd til at sætte ord på sine egne følelser, og til at starte interessante og lærerige snakke om følelser generelt. Det er vigtigt at snakke om følelser, og spillet får vores varmeste anbefalinger.
- Camilla Jakobsen
Læs også spilanmeldelsen af Bunny Boo IQ
Læs også spilanmeldelsen af Kitty Kat
Læs også spilanmeldelsen af Mecki & Co.