Kontakt os
Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: ca. 10-15 min. | Spillere: For 2 - 4 deltagere | Producent: Days Of Wonder
"Hvis man ikke har prøvet Ticket To Ride spillene før, er det også et udmærket sted at starte, da man er hurtigt i gang, og det koster noget mindre end de større brætspil i serien, så man kan jo bruge det til at prøve om konceptet er noget for én. Hvis det så er det, kan man jo altid give sig i kast med originaludgaven..."
En spilanmeldelse af Ticket To Ride: London
En gammel kending i letvægts-version...
Ticket To Ride er en serie spil, der nyder stor popularitet, og der er efterhånden mange forskellige af dem. Det er rigtig gode spil, fordi de har en sværhedsgrad, hvor nærmest alle kan være med, men alligevel er der taktik og indhold i, så lidt mere garvede brætspillere også synes det er interessant.
Derfor kalder mange det for et ”gateway” spil – altså et spil som hobby-brætspillere kan introducere til folk, der ikke ligefrem har brætspil som hobby, men som måske kan lide at spille matador osv., for at vise dem hvordan brætspil også kan være, og det var da også et af de første ”moderne brætspil” vi lærte, da vi begyndte at spille med vores naboer en gang imellem.
Den originale udgave foregår i USA, hvor man skal rejse rundt med tog til forskellige byer for at få point, og siden er der kommet forskellige udvidelser og varianter, der bl.a. foregår i Europa, Norden, Asien osv. Hvert spil har nogle ting, der er særligt for det, men det grundlæggende gameplay er det samme i alle spillene.
Nogle af de nyere skud på Ticket to Ride stammen er Ticket to Ride London, Amsterdam og New York. Disse tre spil er noget mindre end resten af spillene i serien, og henvender sig nok især til nye spillere, som måske synes at de større udgaver virker lidt overvældende. Som fan af serien ville jeg selvfølgelig gerne anmelde en af dem her på bloggen, og det blev Ticket to Ride London, så lad os se på hvad det er for en størrelse og hvad det kan.
Indholdet af æsken
I æsken finder man:
- Spilleplade
- 68 plasticbusser (17 i hver spillerfarve)
- 44 transportkort
- 20 rutekort
- 4 pointmarkører
- Spilleregler
Komponenterne er (som sædvanlig med Ticket to Ride serien) rigtig fine – de små busser, man sætter på sine ruter, har fine detaljer, kortene er fin kvalitet, der er en masse fede detaljer på spillebrættet, og så er regelhæftet foldet som et turistkort (hvilket egentlig plejer at irritere mig, jeg kan bedre lide at bladre i et hæfte, men her passer det bare så fint ind i temaet). En fin detalje er, at selvom transportkortene er nemme at se forskel på, fordi hver farve er et forskelligt køretøj (bortset fra gul, der selvfølgelig er en ”yellow submarine”), så er der også et symbol, der hører til hver farve, som går igen på ruterne på spillepladen, som hjælp til farveblinde.
Spillepladen er ikke særligt stor, især ikke når man er vant til Ticket to Ride Europe, men dette er også et noget mindre spil, som er angivet til 10-15 minutter i modsætning til Europe udgaven, som nemt kan tage en time til halvanden. Kortene er også i ministørrelse, så det fylder generelt noget mindre på bordet end originalen og Europe udgaven.
Spillereglerne
Reglerne er ikke særligt lange, og forklarer alting grundigt og krydret med billedeksempler, så man ikke er i tvivl om noget. Nu er det heller ikke noget voldsomt komplekst spil, men det er stadig dejligt, når regler er korte og præcise, så man kan komme hurtigt i gang med at spille.
Opsætning af spillet
Opsætningen er rimeligt hurtigt klaret: Man lægger spillepladen så alle kan nå den, giver hver spiller et sæt plasticbusser, og sætter deres pointmarkører på 0. De to slags kort blandes (hver for sig) og der gives to transportkort og to rutekort til hver. Bunken med resten af transportkortene lægges på bordet, og der vendes 5 kort med billedsiden opad. Hver spiller må nu vælge om man vil beholde begge rutekort eller kun det ene, og så er man klar til at spille.
Sådan spiller man
Ticket to Ride London går (ligesom de andre Ticket to Ride spil) ud på at danne ruter mellem bestemte punkter på spillepladen, som er bestemt af ens rutekort. I de fleste af spillene i serien er det mellem forskellige byer, men i denne nye serie er det forskellige steder i én by, og her er det selvfølgelig London.
Når man har tur, kan man gøre én af tre forskellige ting:
- Man kan trække 2 transportkort
- Man kan sætte sine busser på en strækning mellem to punkter
- Man kan trække 2 ekstra rutekort (og må vælge at beholde det ene eller begge to)
Transportkortene bruges til at sætte sine busser på strækningerne mellem de forskellige punkter – hvis man f.eks. vil sætte sine busser på strækningen mellem Baker Street og British Museum, hvor der er 4 orange felter, skal man bruge 4 orange transportkort. Der er dog jokere, som kan bruges som en hvilken som helst farve. Hver strækning giver point efter hvor lang den er, og det stiger sådan, at det bedre kan betale sig at lave en strækning med 4 busser (7 point) end 2 strækninger á 2 busser (2 x 2 point – udover at det vil tage 2 ture at gøre).
Rutekortene er en slags missioner, som giver point, hvis man får lavet en sammenhængende rute mellem de to punkter på rutekortet. Det kunne f.eks. være fra Regent’s Park til Tower of London, der består af flere strækninger, med flere forskellige muligheder for at komme mellem de to punkter. Rutekortene giver point til sidst i spillet, hvis man fuldfører ruten på kortet – men hvis man har rutekort på hånden, man ikke har fuldført, giver de minuspoint! Det er derfor lidt farligt at trække nye rutekort, selvom det ofte er dem, der afgør hvem der vinder.
Alt dette er det samme som det almindelige Ticket to Ride, men hver af disse spil i ”by-serien” har en særlig ekstra-måde at score ekstra point på. I London-udgaven er det, at byen er inddelt i distrikter, og hvis det lykkes en spiller at forbinde alle punkterne i et distrikt, får han/hun point svarende til distriktets nummer.
Når en spiller har 2 busser eller færre tilbage (man starter med 17 hver), starter sidste runde, og spilleren med de 2 eller færre busser har altså sidste tur. Herefter afslører spillerne efter tur deres rutekort, og får point/minuspoint, og spilleren med flest point er vinderen (pointene for strækninger og distrikter gives løbende under spillet).
Vores mening: Fin til nye TTR-spillere eller som rejseudgave
Ticket to Ride London er, pga. sin mindre størrelse, mere overskuelig end de lidt større titler i serien, og derfor er det oplagt til folk, som ikke har spillet Ticket to Ride før. Hvis man, som os, har spillet f.eks. Ticket to Ride Europe før, kan det dog godt føles lidt ”undervældende”, især pga. spilletiden på ca. 10 minutter. Til gengæld er det fint som rejseudgave, da det fylder mindre (både på hylden og på bordet), og her er den korte spilletid nok mere passende, i hvert fald for os.
Ticket to Ride London fylder noget mindre end Europe udgaven – både på hylden og på bordet!
Der hvor Ticket to Ride London til gengæld virkelig vandt nogle point hos os, var at Marie på 6½ år kunne være med. Hun elsker børneudgaven af Ticket to Ride (First Journey), men Europe versionen er stadig for stor til hende – især fordi kortet er så meget større, og hun kan jo ikke helt læse endnu, så der er ret mange byer at finde rundt i.
I London-udgaven er kortet dog så meget mindre, at hun godt kan overskue at sammenligne navnene på kortet med dem på hendes rutekort, og det er sådan set det eneste, der skal læses i spillet. Det med forskellige farver kort til de forskellige ruter har hun fuldstændig styr på fra børneversionen, og hun lærte hurtigt, at nu fik man point hver gang man byggede en strækning (det gør man ikke i børneudgaven).
Hun bliver super glad og stolt, når hun kan spille ”voksenspil”, og indtil videre har vi to spil, hvor hun spiller med, uden at vi hjælper hende eller har indført særregler, og det er Carcassonne og Ticket To Ride London. Så angivelsen på 8 år skal man ikke gå for højt op i 🙂
Jeg kunne godt have tænkt mig at spilletiden var lidt længere – 20-30 minutter ville nok være sweet spot, for så er det stadig noget kortere end de større udgaver, uden at det føles at det er forbi, inden man kommer ordentligt i gang. Men det er nok bare fordi jeg er vant til de store udgaver, hvor man kan sidde i et stykke tid og samle forskellige farver kort, og måske trække nogle ekstra rutekort, så man kan planlægge de bedste ruter – hvis man gør det i Ticket To Ride: London, er de andre spillere færdige før man selv kommer i gang 😄
Umiddelbart tror jeg ikke at det bliver fundet så meget frem herhjemme, når vi voksne skal spille, til det er det lige simpelt og kort nok i forhold til Europe udgaven, men det bliver i samlingen som rejseudgave og især som et spil Marie kan spille med i.
Hvis man ikke har prøvet Ticket To Ride spillene før, er det også et udmærket sted at starte, da man er hurtigt i gang, og det koster noget mindre end de større spil i serien, så man kan jo bruge det til at prøve om konceptet er noget for en. Hvis det så er det, kan man jo altid give sig i kast med originaludgaven, Europe-udgaven eller måske Nordic Countries (hvor man kun kan være op til 3 spillere, men til gengæld er bedre til 2 spillere end de andre).
- Kim Larsen
