Vinterferien står for døren, og for mange børnefamilier betyder det én ting: kør-selv-ferie! 🚗❄️
Inden I triller afsted, er der en række praktiske ting at tage højde for, så hele familien får den bedst mulige tur. Uanset om turen går til sneklædte bjerge, en hyggelig hytte eller en storby, begynder ferien allerede, når I spænder sikkerhedsselerne og drejer nøglen i tændingen.
Måske er det jeres første lange biltur med børn - eller måske er I allerede erfarne i disciplinen. Uanset hvad, kan timerne på vejen både være en hyggelig og udfordrende oplevelse.
Derfor har vi samlet de bedste tips og tricks til en vellykket køretur - fra sjove lege og underholdning til smarte pakketips, der holder humøret højt hele vejen!
Læs med og bliv ferieklar!
1. Den gode stemning 🎶
Ferien begynder ikke først, når I når frem. Den starter i det øjeblik, bilen triller ud af indkørslen. Derfor gælder det om at skabe den gode stemning fra start, så køreturen bliver en del af ferieoplevelsen og ikke bare transport fra A til B.
Skru op for en hyggelig playliste
Lav en fælles playliste til bilen sammen med børnene - en god blanding af børneklassikere, Disney-hits og forældrevenlige favoritter. Og husk, at synge med! (ja, selv når I rammer den 10. omgang af “Let it Go” 🫠).
Gør turen til en oplevelse i sig selv
Destinationen er vigtig, men turen derhen kan også blive en del af ferieminderne. Måske spotter I et sjovt vejskilt, kører forbi en mærkelig seværdighed, eller måske er det netop denne tur, hvor far endelig må indrømme at han kørte forkert (det var bevidst, selvfølgelig 😎). Tag billeder og husk at nyde tiden sammen!
Lad børnene pakke deres egen rygsæk
Når børnene selv får lov til at pakke en lille taske med deres yndlingslegetøj, giver det dem en følelse af medbestemmelse. Det kan være alt fra bamser, aktivitetsbøger, figurer eller noget helt fjerde - det vigtigste er, at de selv har valgt det og det er netop det, der gør det helt særligt.
2. Bagsædet = Legezonen 🎨🎲
Så er vi i gang! Bilen triller derudaf, snackposerne er åbnet, og humøret er højt - i hvert fald de første 20 minutter. Men så kommer den første “Er vi der snart?” 😑
Mindre børn har ingen tidsfornemmelse, så uanset om I skal rejse 2 timer eller 10, kan det føles som en evighed. Heldigvis kan bagsædet forvandles til en legezone, hvor børnene kan fordybe sig i sjove aktiviteter.
Tag små spil og aktivitetsbøger med
Kortspil, tegnetavler og magnetspil er perfekte til køreturen - de fylder ikke meget og kan nemt hives frem, når kedsomheden melder sig.
Lav en personlig aktivitetsmappe
En mappe fyldt med farvelægningssider og sjove opgaver kan være en rigtig god ide at have med, især på lange strækninger.
Bonus: Det giver en pause fra skærmen og holder de helt små beskæftiget.
Bøger
Malebøger, “Find Holger"-bøger eller aktivitetsbøger er oplagt til de lange køreture.
Bagsædets Picasso - uden tusch på sæderne! 🖍️
Hvis dit barn elsker at tegne, men du helst vil undgå et bagsæde fyldt med farveblyanter på gulvet og tusch på sæderne, så er en tegnetavle det perfekte alternativ. Så kan de tegne, viske ud og starte forfra - igen og igen!
🔗 Find det ALLERbedste legetøj til bilturen her!
3. Skærmtid - med måde 📱
Selvom skærme ikke behøver at være førstevalg på køreturen, kan de være en kæmpe hjælp, når tålmodigheden daler, og ungerne på bagsædet begynder at kede sig. Det handler om at finde en god balance, så skærmtid bliver en del af underholdningen - uden at tage over.
Lydbøger og podcasts
Hvis dit barn let bliver køresyg af at kigge ned i bøger eller skærme, kan lydbøger og podcasts være en rigtig god løsning. Find en spændende historie eller en podcast, som hele familien kan være med på.
Download film hjemmefra
Sørg for at få downloadet nogle film og serier hjemmefra, så I ikke skal bruge data på vejen.
Interaktive spil
Tablets og telefoner kan også bruges til spil - fx små opgaver, puslespil eller interaktive læringsspil, hvor børnene skal tænke og løse udfordringer.
💡 Tip: Husk høretelefonerne. Vi elsker børnene, men vi behøver ikke at høre Gurli Gris i fire timer 😅
4. Sjove bilspil for hele familien
Når køreturen begynder at føles lang, og rastløsheden melder sig, er det tid til lidt leg! Bilspil er en fantastisk måde at holde børnene underholdt på.
🔍 “Jeg ser noget, der er…” - En klassisk gætteleg, hvor én person vælger en genstand udenfor bilen, og de andre skal gætte, hvad det er, ved at stille ja/nej-spørgsmål.
🐾 “Gæt et dyr” - Den, der starter, tænker på et dyr, mens de andre skal gætte det ud fra ledetråde som: “Det har en lang hale” eller “Vi har set det i zoo”. Gættepersonerne må kun stille ja/nej-spørgsmål, og den, der gætter rigtigt, vælger næste dyr.
🚖 “Se en gul bil!” - Vælg en bestemt farve eller et bilmærke, og se, hvem der først spotter 10 af dem på vejen. I kan også lave en særlig regel, hvor bestemte biler giver flere point – fx en lyserød bil eller en campingvogn!
Og hvis alt andet fejler…Så er der altid den gode, gamle klassiker: “Hvem kan være stille længst?” 😉
🔗 Find det sjoveste spil til bilturen her!
5. Mad & Snacks til turen 🍏🥪
Sult og lange bilture er en dårlig kombi - både for børn og voksne. Derfor er en velpakket snackpose guld værd, når I skal ud på den lange køretur. Uanset om turen går mod sneklædte bjerge, solrige kyster eller bare en hyggelig ferie i Danmark, så gælder det om at holde energiniveauet oppe!
Madpakker er både billigere og ofte sundere og en hjemmelavet madpakke med børnenes favoritter kan redde mange kriser på turen. En rugbrødsmad med leverpostej og agurk har i hvert fald reddet os mere end én gang! 😉
🍎 Sunde valg: Frugt, grøntsagsstænger, riskiks, müslibarer, rosiner eller nødder.
🍫 Lidt ekstra forkælelse: Små ostebidder, chokolade, popcorn, eller kiks.
🥤 Drikkevarer: Fyld drikkedunkene med vand, saftevand, juice eller smoothies.
💡 Tip: Tag en lille køletaske med, så maden holder sig frisk hele vejen.
6. Pauser med plads til leg 🏃♂️🌳
Laaange stræk kræver pauser - især hvis du vil undgå hyperaktive børn på bagsædet. En kort benstrækker gør en verden af forskel for både børn og voksne, og hvis der samtidig er plads til at lege, bliver turen kun sjovere.
Tænk pauserne ind i ferien
Når børnene begynder at blive urolige på bagsædet, kan det være fristende at skynde sig videre. Men hvis I i stedet ser pauserne som en del af ferieoplevelsen, bliver de meget mere end blot et pitstop.
Find rastepladser med plads til at lege
Nogle rastepladser har legepladser eller grønne områder, hvor børnene kan løbe rundt og brænde energi af. Hvis I har mulighed for det, så planlæg en pause et sted, hvor der er lidt mere end bare en parkeringsplads – måske en skov, en strand eller et grønt område med plads til at udforske.
Medbring en bold eller et sjippetov
En hurtig fangeleg, en runde sjip eller et kast med bolden kan være nok til at få gang i kroppen og frisk luft i kinderne. Og hvis I er heldige, kan det give en lille lur på bagsædet bagefter!
💡 Tip: Brug pauserne til at få ryddet op i bilen. Når I alligevel holder stille, kan det være en god idé at smide skrald ud, genopfylde drikkedunkene og finde de ting frem, som børnene har brug for i næste etape af turen.
7. Must-haves til køreturen
Her er de vigtigste ting, du ikke må glemme på kør-selv-turen:
✅ Underholdning: Bøger, spil, tablets (med downloadede film), høretelefoner, legetøj, aktivitetsbøger og små rejsespil.
✅ Til pauserne: En bold eller et sjippetov.
✅ Mad & drikke: Snacks, vand og madpakker (og selvfølgelig en termokande med varm kakao til børnene).
✅ Komfort: Nakkepuder, tæpper, varme sokker og evt. en dyne eller sutteklud til de mindste.
✅ Praktisk: Solskærme til ruderne, vådservietter, håndsprit, skraldeposer og en førstehjælpskasse (just in case!).
✅ Ekstra skiftetøj: En let tilgængelig taske med ekstra tøj og tykke sokker til børnene - uheld sker, og vejret kan skifte!
✅ Affald & oprydning: Affaldsposer.
✅ Hygiejne: Håndsprit og vådservietter. (HUSK: mønter til rastepladstoiletter).
✅ Køresyge: Køresyge-armbånd eller ingefærpastiller.
✅ Organisering i bilen: Opbevaringslommer til ryglænet eller en fastspændt opbevaringskasse mellem sæderne.
Rigtig god tur! 🚙💨
Nu er bilen pakket, snacksene klar, og I er godt forberedt - så er der kun tilbage at ønske jer en skøn køretur og en dejlig vinterferie!
Uanset om turen går mod sneklædte bjerge, solrige kyster eller noget helt tredje, håber vi, at I nyder rejsen derhen lige så meget som destinationen!
Hvad er jeres bedste tip til en god kør-selv-tur? Del dem meget gerne med os på Facebook eller Instagram!
Rigtig god ferie til dig og din familie fra alle os hos Legebyen! 💚