Alder: Anbefales fra 10 år. | Spillere: Kan spilles af 1 - 100 deltagere. | Spilletid: Ca. 25 min. | Mærke: Spilbræt / Lautapelit | Antal: 1 spil i æske
"Det er egentlig ret simpelt at forstå, når man lige kommer i gang, men det betyder bestemt ikke, at det er kedeligt eller simpelt at spille. Det er et fedt spil, fordi man er nødt til at være vågen, og træffe de rette beslutninger. Det handler om at tænke fremad, finde en god strategi – og formentlig ændre den lidt undervejs..."
En spilanmeldelse af Welcome To Your Perfect Home
Egentlig bør dette spil måske hedde ”Welcome to your neighbourhood”, da spillet er bygget op om at bygge villakvarterer på 3 veje.
Det indeholder en pointblok, hæfte med spillevejledning, 4 oversigtskort og spillekort bestående af 1 solokort, 28 byplanskort og 81 byggekort med husnr. på den ene side og eventkort på den anden side.
Spillevejledningen kan være lidt svær at forstå. Her kan man dog få god hjælp ved at søge på nettet, hvor der bl.a. på youtube findes en hurtig gennemgang af spillet. For os var det muligvis lidt nemmere, da det på flere områder minder om ”that’s pretty clever”, som vi allerede har.
Det omtales som et ”roll ’n write” spil, som normalt er karakteriseret ved, at man slår med terningerne og vælger hvorledes de skal bruges og herefter skriver ned på pointblok. Bl.a. er yatzy også et sådant spil.
Forskellen fra de normale ”roll ’n write” spil og Welcome to your perfect home er, at man ikke bruger terninger, men bruger istedet kort. Derudover er konceptet det samme.
Første spil for os tog ca. 45 min. Men der blev også brugt en del tid på at kigge i spillevejledningen undervejs. Allerede efter første spil forstod vi spillet til fulde og efterfølgende spil varede 25-30 min. også i avanceret og ekspertudgaven.
Jeg har flere steder læst sammenligningen med yatzy. Det synes jeg på ingen måde yder spillet retfærdighed. Det minder langt mere om spillet ”that’s pretty clever” (som i øvrigt også er sammenlignet med yatzy) som har en større dybde end yatzy og efter min/vores mening meget bedre spilleværdi.
I Welcome to your perfect home er man afhængig af de sæt, der er til rådighed for hver tur. Det betyder, at der selvfølgelig er en portion held involveret, men man har meget større mulighed for at bruge disse sæt på flere forskellige måder og dermed større indflydelse på hvilke point, man får.
Selve spillet
Hver spiller får et pointark fra pointblokken. På dette ark er der 3 veje, samt eventbokse i bunden og parkbokse over hver vej. De 81 byggekort blandes og lægges i 3 lige store bunker. Man vender et kort som lægges til højre eller venstre for bunken i alle 3 bunker, og har dermed 3 sæt bestående af et husnr. og et eventkort.
Nu skal man vælge hvilket af de 3 sæt, man ønsker at bruge og husnummeret i det pågældende sæt skrives ned på et hus på pointblokken, og så har man mulighed for at benytte det tilhørende eventkort, hvis man vil.
Husnumrene skal stige fra lav til højt – fra venstre mod højre. De behøver ikke være i rækkefølge (1-2-3-4-5-6 osv.) men kan skippe numre (1-3-4-7-9-10 osv.).
For at få point ved spillets slutning, skal man have færdiggjort kvarterer, som kan bestå af 1 til 6 huse. Vejene har flere huse end dette, så for at lave kvarterer skal man bruge det eventkort, som kan bygge hække. De fleste event-kort giver plus point i en eller anden form. Men der er også et kort (bis) som giver minuspoint. Til gengæld kan et bis-kort hjælpe med at få bygget det helt rigtige kvarter, som så vil give plus point i sidste ende.
Alle spillere er i gang på samme tid. Hver gang der vendes kort fra de 3 bunker, skal alle spillere vælge det sæt, som de hver især selv kan bruge bedst.
Udover at få point på visse eventkort kan man også score point vha. byplanskortene. I hvert spil lægges der 3 byplanskort frem på bordet. De består bl.a. af forskellige kombinationer af kvarterer. Den første, som får fuldført et byplanskort, får de højest point for kortet, som derefter vendes om. Alle andre spillere kan fortsat fuldføre samme byplanskort, men får nu færre point ud af det.
I den avancerede udgave er der ekstra byplanskort (markeret med en stjerne i hjørnet af kortet) som kan komme i spil. Derudover opstår der en ny mulighed: rundkørsler.
Laver man en rundkørsel i stedet for et hus, giver det mulighed for at starte forfra med lave tal fx midt på vejen. Det koster dog point for hver gang, man laver en rundkørsel og man kan maximalt lave 2 rundkørsler pr spil. Resten af spillet er som i grundspillet.
Der findes også en ekspert variation af spillet, som er noget anderledes. I ekspert-udgaven lægger man ikke 3 bunker med byggekort på bordet, men i stedet deles der kort ud til spillerne, så man til hvert træk har 3 kort at vælge imellem.
Det betyder, at man ikke har de samme sæt at vælge imellem, som man har i grundspillet og i den avanceret version. Første runde får alle spillere 3 kort. Når man har valgt de 2 kort, man vil bruge, sendes det 3.kort videre til næste spiller med eventdelen opad og næste spiller må bruge dette kort som en del af et sæt i næste træk – dog kun som eventkort.
Da alle spillere nu har 1 eventkort liggende foran sig fra den forrige spiller, deles der kun 2 kort ud til hver spiller. Nu har man altså 3 mulige eventkort, men kun 2 husnumre man kan vælge imellem, da kortet fra forrige spiller er låst som et eventkort.
I både grundspillet, den avanceret version og ekspertudgaven afsluttes spillet på en af følgende måder:
- en spiller 3 gange har et afslag (ikke kan skrive et husnr. på pointblokken)
- en spiller har scoret alle 3 byplanskort
- en spiller har fået udfyldt alle huse på pointblokken.
Men det stopper såmænd ikke der. For der er også en solo-variation.
Her gælder det primært om at slå sin egen rekord fra tidligere solospil. Når man spiller solo, ligner det mest ekspertudgaven. Der lægges igen 3 tilfældige byplanskort frem på bordet. Man deler byggekortene op i 2 bunker, blander solokortet ind i den ene bunke og herefter trækker man 3 kort, vælger 2 at bruge og lægger alle 3 kort væk i en afkastbunke. Derefter trækker man igen 3 nye kort, vælger 2 og lægger alle 3 væk og så fremdeles.
Når man trækker solokortet fra bunken, skal de 3 byplanskort vendes om. Dette betyder, at man kun kan score de sekundære point på disse fra nu af. Spillet slutter enten ved at opnå en af de 3 betingelser fra grundspillet eller når trækbunken er tom. Point tælles op som i de andre variationer, dog skal man have minimum 6 kryds i vikartabellen for at få point i denne.
Vores vurdering
Har man læst ovenstående er det tydeligt at se, at dette er et spil med mange muligheder. Det kan virke enormt forvirrende, når man læser om det. Ja det kan såmænd også virke forvirrende, når man læser spillevejledningen. Vi skulle da også holde tungen lige i munden i vores første spil, men allerede efter ét spil, havde vi forstået det.
Allerede i vores 2. spil kastede vi os derfor ud i den avanceret variant og faktisk fortsatte vi så vores 3. spil blev ekspertudgaven. Det kunne sagtens lade sig gøre, selvom vi ikke havde spillet det mange gange.
Det er egentlig ret simpelt at forstå, når man lige kommer i gang, men det betyder bestemt ikke, at det er kedeligt eller simpelt at spille. Det er et fedt spil, fordi man er nødt til at være vågen, og træffe de rette beslutninger. Det handler om at tænke fremad, finde en god strategi – og formentlig ændre den lidt undervejs. Man skal ind og tænke i sandsynligheder og hvis man er virkelig god til at holde styr på kortene, så kan man ”tælle kort” og bruge dette som en del af strategien. Her skal det dog nævnes, at man skal være ualmindelig dygtig til at tælle kort, for at kunne bruge dette element (Det er ikke ligesom at holde styr på et almindelig sæt spillekort).
Der er nogle smarte detaljer i spillets udformning, så det føles virkelig som et spil, der er gennemtænkt.
Det er som udgangspunkt en god måde pointblokken er lavet på. Når man til sidst skal tælle point sammen, er det meget overskueligt; dog med en enkelt undtagelse. Når man skal tælle kvarterer sammen, er der næsten for meget grafik på pointblokken, så det kan være svært at holde styr på sine kvarterer i sammentælling.
Det kunne være rigtig dejligt, hvis man havde lavet et lille felt nedenfor hver (mulig) hæk, eller måske gjort vejen under husene hvid og lidt bredere, så man kunne skrive antal huse i hvert kvarter nedenunder. Men det er en lille detalje og det ødelægger bestemt ikke glæden ved spillet.
Det er virkelig smart at der på hvert byggekort er et ikon i hjørnet, som viser hvilket eventkort, der gemmer sig på den anden side. Det er rigtig dejligt, når man spiller ekspert-udgaven eller solo, så man slipper for hele tiden at skulle vende kortet om eller forsøge at huske, hvad der er på begge sider.
Vi kan vældig godt lide, at det er et spil, som man kan spille sammen med rigtig mange. Vi er meget sammen med vores familier, hvor vi har brug for spil, som kan spilles af 12-14 personer i alderen 10 til 70 år - og det kan Welcome to your perfect home. Det er lige sjovt at spille, uanset om man er få eller mange.Det bliver helt sikkert endnu et af de spil, som vi kommer til at tage med os på ferie, på besøg hos bedsteforældrene osv. (og så er det jo praktisk, at det ikke fylder så meget i tasken).
Efter vi havde spillet Welcome to your perfect home et par gange var min første tanke: ”hvad gør vi, når pointblokken løber tør?” Dertil skal siges, at det er en tyk blok med rigtig mange ark, så man løber ikke tør sådan lige med det samme. Så når jeg tænkte sådan, var det altså et udtryk for, at jeg faktisk kan se os spille dette virkelig mange gange fremadrettet – det må jo alt andet lige være et godt tegn.
- Joan Frederiksen
Læs også spilanmeldelsen af Pictionary Air
Læs også spilanmeldelsen af Kivi
Læs også spilanmeldelsen af Concept