Alder: Anbefales fra 3 år | Materiale: Træ | Mål: 21 x 15 x 5,7 cm. | Mærke: VIGA Antal: 1 stk.
"At se ens barn være nysgerrig på kroppen, og afprøve virkeligheden inde på børneværelset, er simpelthen så genialt og vigtigt. Det opfordrer til rolleleg, hvilket er en vigtig del af legekataloget for barnets udvikling. At kunne prøve roller af på egen krop lærer barnet enormt meget om dem selv og om verden. At kunne være doktor og ”lede” legen og samtidig kunne være patient og blive ledt i legen er enormt vigtige processer for et barn at gennemgå. Rolleleg er altid en god øvelse på selve livet og hvem man selv er som person..."
En anmeldelse af VIGA doktor sæt i træ
Vi er en familie på 3. Cornelia på 3 år, som går i børnehave til dagligt, far Kenneth og mor Jennifer.
Vi holder af at lege sammen alle sammen, og går meget op i, at Cornelias værelse og legezoner i hjemmet er opdateret med lige præcis det som hun leger med og interesserer sig for i øjeblikket.
Vi oplever nemlig, at hun i større grad også kan lege mere selv, når legetøjet er opdateret ud fra interesse.
Modtagelse og indhold
Det sidste halve års tid, har Cornelia leget ufattelig meget rolleleg. Udklædning, frisørlege, dukker, køkken osv.
Da vi modtog doktorsættet, var der derfor stor glæde i hjemmet.
Lege sættet kommer nemlig i en fin rød og hvid kuffert, hvor der hele kan være i.
Kufferten indeholder:
- Termometer
- 2x Pakke med orange piller
- 2x pakke med gule piller
- Sprøjte
- Tube med skruelåg
- Glas med skruelåg
- Stetoskop
- Knæ hammer
Alt sammen i træ og god kvalitet.
..”Er du syg”? – Og så kan legen begynde.
Cornelia blev straks glad da hun åbnede kufferten og kunne se hvad der var i den. Flere ting til hendes rolleleg og nye veje legen nu kunne føre til.
Mormor blev med det samme hevet op på værelset og skulle en tur til doktor Cornelia.
Det superfede med sådan en helt standard doktor kuffert er netop at mormor rent faktisk KAN lege med. Hun har selv prøvet at tage til lægen og blive undersøgt og kan derfor lege og tale med når legen først går i gang. Mormor kan også være med til, at sætte rammerne og udvikle legen for hun kan relatere til lige netop det her. Det kan være svært for andre voksne (som ikke lige kender det legende barn virkelig godt) at følge med i deres lege.
Der indgår oftest ting og symboler som kan være rigtig svære at relatere til, og hvis barnet ikke er god til at styre og lede legen, kan den rimelig hurtig gå død, når mormor ikke lige kender til Paw Patrols forskellige evner eller Ninjagos super kræfter så kan lege altså stoppe rigtig hurtigt.
Med sådan et doktorsæt kan alle være med. Alle ved hvordan det er at gå til lægen og rollerne kan derfor nemt fordeles og legen udvikles.
Bearbejdning af oplevelser hos lægen
Cornelia er desværre et barn som har været ret syg med både ører, astma og diverse influenzaer.
Hun har derfor været en del til lægen i hendes første 3 år, med både sygdom, vacciner og diverse børneundersøgelser.
Her har doktorkufferten været en stor gave, da Cornelia virkelig har fået bearbejdet og afprøvet hendes oplevelser hun har fået hos lægen og på sygehuset.
Både mor, far, bamser og dukker har været igennem samme mølle som hende. Vacciner med sprøjten, lytten på lunger med stetoskop, creme til eksem mm.
Vi har også forberedt hende på undersøgelser ved hjælp af doktorkufferten. Vi har derfor igennem leg oplevet at få et barn der på ingen måde har været bange for at gå til lægen.
Doktorkufferten kan altså virkelig anbefales til flere formål. Mange børn er tit bange og nervøse for, hvad der skal ske oppe hos legen, og hvis man via en lille leg med redskaberne kan forberede og berolige dem, er denne kuffert da allerede alle pengene værd.
Kvaliteten af legetøjet
Jeg er en af de forældre som virkelig holder af, når mit barns legetøj også er pænt.
Jeg magter ikke alt for meget plastik og skrigende farver, selvom jeg godt ved at det ind i mellem bare er det der hitter.
Med denne doktor kuffert er alt lavet i træ. Det gør til gengæld også at kvaliteten kan følge med. Der er ikke noget der går i stykker hvis man taber det, banker eller hiver lidt for hårdt i det.
Så total win-win at legetøjet både har en god kvalitet, er sjovt at lege med og ser pænt og nydeligt ud.
På to af tingene, tuben og glasset er der lavet skruelåg.
Det er dog lavet så smart så det nærmest fungerer ligesom en skrue. Det er ikke bare et løst låg der kan blive væk, men nærmest et låg med en skrue, som gør det lettere for børnene at få det på igen.
Det bliver heller ikke så let væk, og samtidig træner det barnets finmotorik og lærere dem at skrue af og på. Super god øvelse som er god at mestre når f.eks drikkedunken skal åbnes og lukkes.
Alle doktor legetingene kan samles og være i kufferten og det gør det super nemt og praktisk at opbevare.
Alt i alt vurdering
Når vi modtager et stykke legetøj, som både Cornelia nyder at hive frem på eget initiativ og det kan inkludere alle, nærmest uanset alder og vi ligeledes kan bruge det som en form for læringsredskab, så scorer det altså toppoint. Sådan en doktor kuffert er total undervurderet og kan give så meget til alle slags lege.
Et originalt stykke legetøj som bare burde bo på et hvert børneværelse.
At se ens barn være nysgerrig på kroppen, og afprøve virkeligheden inde på børneværelset, er simpelthen så genialt og vigtigt.
Det opfordrer til rolleleg, hvilket er en vigtig del af legekataloget for barnets udvikling. At kunne prøve roller af på egen krop lærer barnet enormt meget om dem selv og om verden.
At kunne være doktor og ”lede” legen og samtidig kunne være patient og blive ledt i legen er enormt vigtige processer for et barn at gennemgå. Rolleleg er altid en god øvelse på selve livet og hvem man selv er som person.
Kvaliteten af legetøjet er i top, det ser pænt ud og det fylder ingenting. Der er altså ikke rigtig en finger at sætte på det her doktorsæt. Vi er meget glade for det, og det indgår i mange lege.
Alt i alt et super fint stykke legetøj som burde flytte ind på et hvert børneværelse.
- Jennifer Sylvest
Læs også anmeldelsen af PlanToys doktorsæt
Læs også anmeldelse af Førstehjælpskasse fra Little Tikes
Læs også anmeldelsen af Rubens Barn Dukker