Trucky 3 spilanmeldelse

Alder: 3 år + | Materiale: Træ & plast | Spillere: 1 person | Mærke: SmartGames

"Vores første spil til Mateo har været en kæmpe succes. Vi havde regnet med, at han ville tage rigtig godt imod lastbilerne (som er det store element i spillet), men hele konceptet har virkelig fanget ham. Kvaliteten på lastbilerne er virkelig god, og efter at have spillet i flere timer kører de stadig super godt. Vi er rigtig glade for, at reglerne til spillet er så simple, som de er. Vi er også glade for, at Mateo kan (hvis han vil) bryde ud i spontan leg med alle lastbilerne, midt under en opgave. Det bliver opgaven og spillet ikke ødelagt af, og det er en sand fornøjelse at se på"

En spilanmeldelse af Trucky 3

Herhjemme spiller vi ikke spil i det omfang, som vi ellers gerne ville. Oftest er spil for svære og for tidskrævende med to små børn. Oftest aftaler vi at finde et spil frem, når børnene sover, men det ender stort set altid med, at energien bliver brugt på tøjvask og oprydning. Så da vi fandt ud af, at vi kunne spille spil med vores ældste søn, Mateo, der snart fylder 3 år blev vi glade. Vi var ikke klar over, at der blev lavet spil til så små børn. Det blev vi positivt overrasket over. Trucky 3 indeholder farverige klodser og store lastbiler, som bestemt ikke er en dårlig ting, for er der noget Mateo rigtig godt kan lide, så er det lastbiler!

Vi var spændte på at se, hvordan Mateo ville reagere, når vi introducerede ham for et spil. Det er en ting, han aldrig har stiftet bekendtskab med. Vi var dog ret overbeviste om, at når en stor del af indholdet i spillet var lastbiler, skulle det nok blive nogle gode timer omkring spisebordet.

Det praktiske om Trucky 3

Trucky 3 er anbefalet fra +3 år, og det er et spil for 1 deltager.

Trucky 3 spillet indeholder 3 lastbiler i forskellige størrelser og farver, 10 farvede klodser og en spillemanual på flere forskellige sprog, hvor dansk er inkluderet. Elementerne i spillet er produceret af træ og plast.

Trucky 3 kommer i en æske, der er meget fangende, og som illustrerer præcist, hvad spillet går ud på. Det er muligt at opbevare spillets dele nede i æsken, som er delt op i 3 mindre kasser. På den måde vil lastbilerne og klodserne ikke skøjte rundt i kassen, når spillet transporteres fra spil-hylden til spisebordet. Det er en detalje, som vi er helt vilde med!

Reglerne i Trucky 3

Reglerne i spillet er super simple, og spillet er derfor fantastisk enkelt at gå til!

Der er fire forskellige sværhedsgrader i spillet: Starter (+3-4 år), Junior (+5 år), Expert (+6 år) og Master (+7 år). Der er i alt 48 opgaver, som er fordelt ud på 12 opgaver til hver sværhedsgrad. Hvis man er i tvivl om løsningen, eller man skal tjekke efter, om lastbilen er lastet korrekt, så kan man finde løsningen bagpå opgavekortet.

Lastbilerne skal ud fra forskellige opgaver lastes med de rigtige klodser. Opgaverne viser hvilke klodser, man skal bruge, og så er det op til spilleren at finde ud af, hvordan klodserne skal vendes og drejes for at passe ned i lastbilens lad. Klodserne må ikke stikke ud eller op over lastbilens lad, men der må gerne være ledigt plads på ladet.

På de to sværeste niveauer - Expert og Master - kan man ikke nøjes med at laste én lastbil. Her skal man laste 2-3 lastbiler ved hver opgave, som gør spillet en del mere udfordrende. Her skal spilleren beslutte sig for hvilke lastbiler, som de forskellige klodser hører til - klodserne kan vendes og drejes på alle mulige forskellige måder! Der findes kun én løsning ved hver opgave.

Vores oplevelse med Trucky 3

Da Mateo begyndte at tage tingene ud af æsken, fik han øje på lastbilerne, som med det samme kom ud på deres første køretur! Vi begyndte at læse reglerne for spillet og fandt opgavekortet frem. Vi fortalte Mateo, at man både kunne bruge lastbilerne som legetøj, men at de også var en del af et spil.

Vi besluttede i fællesskab med Mateo, at vi skulle prøve den første udfordring. I den første udfordring skulle vi bruge den gule lastbil, den store blå klods og den aflange orange klods. Det var nu Mateos opgave at få klodserne til at passe helt perfekt i lastbilens lad. Mateo begyndte at vende og dreje klodserne, og til sidst lykkedes det ham at få klodserne placeret korrekt i ladet. Vi kunne se på ham, at han var noget udfordret, men han var samtidig ganske interesseret i at
gentage succesen. Vi fandt derfor hurtigt en ny opgave frem, og Mateo løste også den.

Da Mateo nåede opgave 5, blev det svært. Han skulle nu finde den røde lastbil frem og laste den med hele 3 klodser. Mateo kæmpede virkelig, og vi kunne se, at han skulle have en hjælpende hånd. SmartGames gør i deres beskrivelse af spillet klart, at det ikke hjælper barnet at løse opgaven for dem. De anbefaler i stedet at hjælpe barnet på vej, med spørgsmål som: “hvor tror du denne klods passer?”. Hvis opgaven stadig driller, kan man i fællesskab gennemgå
klodserne og kigge på en mulig løsning. SmartGames skriver, at man på denne meget enkle måde lærer barnet teknikken hurtigere og forståelsen af spillet bedre.

Vi fulgte anbefalingen, og vi var derfor spørgende, forstående og behjælpelige. På denne måde fik vi i fællesskab løst den vanskelige opgave. Vi kunne godt have fundet på at springe de opgaver over, som Mateo fandt vanskelige. Vi syntes dog, at anbefalingerne fra SmartGames var virkelig optimale for os, og de var med til at fastholde interessen for spillet fra Mateos side.

Trucky 3 bringer spil og læring sammen

Vi fandt hurtigt ud af, at spillet førte en masse læring med sig. Det er absolut noget, vi sætter pris på. Der er et fint sammenspil mellem læring og sjov. Vi brugte en masse tid på at snakke med Mateo om de forskellige former - nogle var store andre var små. De havde også vidt forskellige farver, og der var tilmed også nogle med afrundede kanter og skarpe kanter. Vi begyndte at finde på små lege, når hver opgave var løst. Det kunne for eksempel være, at vi
talte om hvor mange sider klodserne, som Mateo lige havde løst en opgave med, havde. Vi snakkede også meget om de forskellige farver, som klodserne havde, og om Mateo kunne finde andre ting i stuen, der var.. blå! Vi fik hele tiden krydret leg med læring, og det hjalp Trucky 3 os rigtig godt med.

Vi begyndte at snakke om de forskellige lastbiler. Der findes både store og små lastbiler, der hver især kan have forskellige antal klodser i sit lad. Vi begyndte at tælle hjulene på lastbilerne, som vi bagefter forsøgte at køre over nogle klodser. Det kunne ikke lade sig gøre - klodserne blev blot skubbet længere frem på bordet.

Da vi spillede Trucky 3, kunne vi mærke, at Mateo skulle koncentrere sig. Han skulle hele tiden finde ud af, hvor mange og hvilke klodser de forskellige lad kunne have. Når en klods blev placeret forkert, skulle han være løsningsorienteret og finde en anden (og måske rigtig) måde at placere klodserne i lastbilens lad på. Mateo blev hele tiden udfordret.

Vores vurdering af Trucky 3

Vores første spil til Mateo har været en kæmpe succes. Vi havde regnet med, at han ville tage rigtig godt imod lastbilerne (som er det store element i spillet), men hele konceptet har virkelig fanget ham. Kvaliteten på lastbilerne er virkelig god, og efter at have spillet i flere timer kører de stadig super godt. Vi er rigtig glade for, at reglerne til spillet er så simple, som de er. Vi er også glade for, at Mateo kan (hvis han vil) bryde ud i spontan leg med alle lastbilerne, midt under en opgave. Det bliver opgaven og spillet ikke ødelagt af, og det er en sand fornøjelse at se på.

Da spillet er beregnet til 1 spiller, kan vi som forældre ikke helt lade være med at være med. Vi finder Trucky 3 utroligt underholdende, og det er et spil, som vi nyder at finde frem og have en masse sjove stunder med. Trucky 3 fylder heller ikke meget, og vi kan sagtens have spillet med os på tur.

Vi havde ikke store forventninger til de læringsmæssige aspekter i spillet, men vi er så sandelig blevet klogere. Fra planlægningen ved hver opgave, hvor der både skal findes lastbil og klodser frem til koncentrationen, den rummelige indsigt, den visuelle opfattelse og ikke mindst problemløsningen. Trucky 3 er et spil, som vi kan have glæde af i mange år endnu - da det samtidig med at være super lærerigt og sjovt er et spil, der vokser med barnets alder.

- Camilla Jakobsen

Læs også spilanmeldelsen af Sequence Junior

Læs også spilanmeldelsen af Tactillotto læringsspil fra Nathan

Læs også spilanmeldelsen af Triominos junior

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSmartgames

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen