Top 10 - familiespil til teenagefamilien.

Da vores døtre var yngre elskede de at spille brætspil med os voksne. Det var SÅ hyggeligt. Nu er de blevet 14 og 15 år, og det er som om brætspil med mor og far ikke helt lokker på samme måde som for 5-6 år siden. Dog kan det stadig lade sig gøre, hvis vi finder de rigtige spil frem. Det har ledet frem til denne top 10 over gode spil til teenage-familien.

(Listen er i vilkårlig rækkefølge)

• Exit
• Pictionary Air
• Skal vi vædde
• Qin
• Pandemic
• Få tungen på gled
• Detective Club
• Catan
• Unstable Unicorn
• 5 Seconds

Exit - the game

Mange kender efterhånden forskellige escape-room spil, da det er blevet meget populært over de seneste år – med rette. EXIT er efterhånden lavet i mange udgaver, hvilket også er nødvendigt, hvis de vil blive ved med at sælge til de samme kunder. Sagen er nemlig, at man kun kan spille det én gang. Når man er færdig, har man ødelagt kort, klippet i den medfølgende bog, tegnet på det eller lign. for at løse gåderne.

Men til trods for det er et ”køb og smid væk”- spil, så har vi pt. købt og spillet 7 udgaver af spillet (og der er stadig 1 i skabet, som ligger og venter på os).

Har man ikke spillet EXIT før, vil vi anbefale man starter med en udgave i sværhedsgrad 2. Det gode ved EXIT er, at der er hjælpekort med, så selvom man skulle ske at gå helt i stå, så kan man altid få hjælp til at komme videre. Der er 2 hints pr opgave og hjælper det ikke, så kan man tage det 3.kort som giver løsningen til, hvordan man kommer videre derfra til næste opgave.

Der medfølger en bog i alle spil, som sammen med en afkodningsskive, bliver omdrejningspunktet og vejen til at løse opgaverne undervejs.

Spillet er for 1-4 spillere og varigheden kommer helt an på, hvor gode I er og om I vælger at bruge hjælpekort eller stædigt fastholder, at det skal klares uden. Vi hører til den sidstnævnte del og for os har det taget mellem 1.5 og 3.5 time ca.

Det er svært at sige så meget om indholdet i EXIT spillene, fordi man hurtigt kommer til at røbe noget. Men det, jeg kan sige er, at hvis man kan lide Escape rooms, eller måske er fan af Sherlock Holmes og elsker at løse gåder/opgaver, og samtidig elsker at hygge derhjemme med et godt spil, så er EXIT spillene et rigtig godt bud på en hyggelig aften.
- og skulle man føle sig snydt, ved at købe et spil, som blot skal smides væk bagefter, så tænk over hvad prisen ville være, hvis I alle skulle en tur i biffen eller måske i et rigtigt escape room. Så er det faktisk slet ikke så dyrt endda for god underholdning, hvor man tvinger teenagerne til at samarbejde med sine forældre – og de endda kan lide det.

Pictionary Air

Da jeg var barn og ung, husker jeg tydeligt begejstringen over spillet ”Tegn & Gæt”. Et spil vi i øvrigt stadig har i vores store spilsamling, og som også er et rigtig godt bud på et spil til teenagefamilien. Men hvad kendetegner en teenager? Et ungt menneske som helst lever sit liv gennem en skærm. (okay okay en voldsom generalisering, men I ved nok, hvad jeg mener).

Pictionary Air passer derfor perfekt til en teenagefamilie. Spillet består ganske enkelt af en særlig elektronisk tegnepen og kort med ord, som skal tegnes og gættes.

Det fylder altså derfor heller ikke særlig meget, og er fint egnet til at tage med på besøg hos den øvrige familie og få både bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner med også.

Man smider batterier i tegnepennen, downloader en app, caster til fjernsynet, laver 2 hold og så er det ellers bare i gang. Vi har været op til 5 personer på hvert hold og det kunne fint gå.

Men udover at dette er en form for moderne Tegn & Gæt, så har det endnu et tvist: man tegner i blinde!
Nå ja – og så tegner man, som navnet afslører, i luften.

Når man aktiverer pennen, og bevæger den rundt i luften i retning mod den mobil eller tablet, som har appen installeret, så tegner den streger, som kan ses på fjernsynet. Derfor skal man stå med ryggen til fjernsynet og ens holdkammerater ser på fjernsynet, i stedet for at kigge på tegneren.

Samtidig med at man skal tegne, må man også gerne smide lidt ”Gæt & Grimasser” ind i puljen og interagere med sine tegninger. Hvilket nok ville have været lettere, hvis man vidste, hvor det præcist var i luften, man tegnede den paraply, man vil vise, at man holder i hånden.
Det her er et spil, som er så simpelt, at ALLE kan finde ud af det og samtidigt et spil, som for os har bidraget til meget familiehygge.

Skal vi vædde

Kender I de typer, som altid svarer: ”Jeg vædder aldrig” på det spørgsmål? Det er ikke dem, I skal invitere, når dette spil er på menuen. Som titlen antyder, så handler dette spil nemlig akkurat om at vædde – og i den form, som ”praktiske” væddemål oftest kommer i: ”Skal vi vædde 500 på, at du ikke kan gribe 3 terninger, du kaster op i luften på samme tid?” (tænkt eksempel).

Det er i meget korte træk det, spillet handler om. Det lyder måske i bund og grund lidt kedeligt, når man forklarer det på den måde, og Skal vi vædde er alt andet end kedeligt.

Spillet er delt op i 2 slags udfordringer: passive og aktive. Passive udfordringer handler om at bruge indersiden af hovedet. Det kan være, du skal nævne 5 tegneseriefigurer, lege med ord, gætte hvilket ord de andre spillere tænker på eller noget helt andet. Den slags udfordringer, der er vældig gode, hvis man fx har en spiller med lidt fysiske skavanker.

De aktive udfordringer er oftest dem, der er mest populære blandt de unge (og blandt de voksne, som stadig føler sig unge). Det kan være, du bliver bedt om at kravle under bordet med en terning på hovedet, sidde i squat i 1 minut eller finde 5 ting, som er røde. Der er ingen tvivl om, at de aktive udfordringer er dem, som oftest får lattermusklerne i gang hos de øvrige spillere.

Det rigtig gode ved Skal vi vædde er nemlig, at man får udfordringer, som er væsentlig anderledes end man er vant til. Udover man på skift får en udfordring, så skal væddemålet jo også ind i spillet. Oftest handler væddemål om, at jeg tror, du ikke kan og du tror, at du kan. Men i Skal vi vædde hænder det modsatte også.

Inden den aktive spiller skal i gang med opgaven/udfordringen, skal alle andre spillere nemlig beslutte om de vil vædde på, at h*n kan eller ikke kan klare den. Det betyder, at der kan være forskellige meninger rundt om bordet, hvor nogle tror, det vil lykkes og andre er pessimistiske (eller måske realistiske) og satser på det mislykkes.

Fordi udfordringerne er så anderledes/skøre, så er det svært at vide sig sikker på forhånd, og det giver et ret godt element til selve gamblingsdelen i spillet. Skal vi vædde er et virkelig sjovt spil for både unge og voksne (og så nyder de skønne unge mennesker jo bare at se mor og far på slap line).

QIN

Med QIN er stemningen sat for en tur til Kina. Både æsken, spille bræt og spillebrikker leder tankerne til Kina med bl.a. drager og pagoder. Dette brætspil blev kåret som årets voksenspil i Finland i 2013. Til trods for det havde vi aldrig hørt om det, før jeg tilfældigt, faldt over det på Legebyens hjemmeside. Efter vores mening er det et spil, som er synd at gå glip af, hvis man er til den type spil.

Men hvad er det så egentlig for en type? Hvis du kender spil som Copenhagen, Carcasonne og Patchwork så har du en ide om, hvilken type spil QIN er. De spil er for øvrigt muligvis grunden til at QIN er blevet lidt overset herhjemme, da der har været andre fantastiske spil i samme genre, som har overskygget QIN.

QIN er et simpelt brætspil, som er forholdsvist hurtigt at lære. Det handler om at bygge spillebrættet op med forskellige brikker, og indtage brættet med flest mulige pagoder. Spilleren som først slipper af med sine pagoder, har vundet.

Alle brikker fylder 2 felter. Disse brikker kan altså enten repræsentere 2 felter i samme farve, eller 2 i hver sin farve. Alle lægger en brik ned på skift – altså turbaseret. Får du lavet et territorie med mindst 2 felter i samme farve, er området dit og du må sætte en pagode på feltet. Men ak... så nemt er det selvfølgelig ikke.

Territorier kan nemlig overtages og stjæles af dine modstandere, hvis de er snu og dygtige nok. Hvis vi ikke har 2-3 timer sat af til at spille, men måske bare lige kan overtale vores teens om at bruge max 30-45 min. sammen med os, så er QIN et rigtig fint spil til dette.

Hvis vi har lidt længere tid til at fordybe os i spillet, eller vil have lidt mere udfordring, så kan de førnævnte spil komme på tale i stedet.

Pandemic

Det er et af de spil, som potentielt kan blive farligt i en teenagefamilie. Hvor ofte er det nu lige de kære unge mennesker er enige med deres forældre om noget som helst i den alder? Tja der kan godt gå længe imellem og så er det farligt, at spille et spil, som handler om samarbejde.

Til gengæld er det jo nærmest episk, når det lykkes.

Hvis man vil tage et spil pandemic med sine teenagere, skal man have god tid de første par gange, man spiller. Det her var et af de spil, som vi spillede HELT forkert første gang, det kom på bordet (til trods for, at vi brugte næsten en hel time på at læse spillevejledningen). Det kan godt anbefales at lære at spille Pandemic enten via youtube videoer, hvor spillet gennemgås eller ved at spille med nogle, som har prøvet det før. Men når man så har forstået alle reglerne, så er det et virkelig godt co-op spil.

Der er mange valg, som skal tages og det hænder, at vi ikke er enige i hvilken strategi, der er bedste. Men det er jo kun sundt at lære, at man godt kan have et fælles mål og stadig være i tvivl om, hvilken vej dertil er den bedste. Selvom det er et samarbejdsspil og alle har samme mål, så er det stadig turbaseret.

Det betyder, at alle er med til at snakke om hvilke træk, der skal laves, men i sidste ende er det den aktive spiller, som har det sidste ord. Pandemic er dog (som så mange andre spil) også meget heldbaseret. Man kan sagtens være enige om et bestemt træk, og det virker for alle som den perfekte løsning, og så går det alligevel galt, fordi man vender et ”forkert” kort. Men så må man sadle om og sammen finde frem til en anden løsning.

Få tungen på gled

Her er vi igen ovre i et af de lettere og mere simple spil, men med et lille moment af stress.

Fordelen ved at spille med sine teenagebørn i dette spil er, at man er et meget fint hold med unge og ældre kræfter på samme hold. Vi har spillet det ret ofte og det giver virkelig god mening, at dele os op i 2 hold, der hver især består af 1 voksen og 1 ung.

Man kan også godt spille med yngre børn, men så får det meget præg af den store forskel mellem hvad børn ved og hvad voksne ved. Eller det er måske nok forkert at sige hvad de ”ved”, for det er ikke et quizspil om viden i den form, som man kender det fra spil som Trivial Pursuit, Bezzerwizzer, Stack Attack og lign.

Få tungen på gled handler om at fyre så mange ord af som muligt indenfor den kategori, man får.

Hvert kort har en overordnet kategori og nedenunder står de svar, som man skal forsøge at finde frem til. For hvert ord på kortet, man gætter, får man 1 point. Der er ingen forkerte svar, man må bare brainstorme og sige alt, hvad der falder én ind. Der kunne fx være et kort med kategorien ”Disney Prinsesser”.

Når tiden starter, skal man altså sige så mange Disney prinsesser, som man kan huske. Hvis man er heldig, så rammer man nogle af dem, som står på kortet, men man kan altså også risikere at have sagt 20 Disney prinsesser, men ingen af dem på kortet – og ja, så får man altså ingen rigtige, selvom de 20 rent faktisk også var/er disney prinsesser.

Det skønne ved at være på hold med sin teenager er, at man får god hjælp til de kategorier, man selv er ”for gammel” til at vide og omvendt. Vi har både spillet det som et reelt brætspil (som det er tiltænkt) og som tidsfordriv til familiefester eller lign. Det er nemlig nemt lige at snuppe et par kort med sig i lommen. Få tungen på gled er et hyggeligt spil, som udfordrer hukommelsen og er nemt at lære.

Detective Club

Her har vi fat i et spil, hvor det handler om god fantasi og pokerfjæs. Har hørt fra andre, at det minder om Dixit, som jeg desværre ikke selv har i samlingen. Til gengæld fik jeg lidt associationer til spillet Spyfall, som også handler om at være god til at bluffe.

Detective Club kræver mindst 4 spillere. Alle skal sidde med 6 kort på hånden, som de skal vælge imellem. Kortene er forskellige flotte illustrationer, som kan tolkes på forskellige måder. Disse tolkninger bliver altafgørende.

Alle spillere får en lille blok papir (hvis man gerne vil have teenagerne endnu mere engageret, kan man hente en app på mobilen, som kan bruges i stedet). Den aktive spiller vælger et ord, en kort sætning, filmtitel eller lign. Dette ord skriver han/hun på spillernes papirblok undtagen én – eller skriver det inde i appen på mobilen, som herefter sender det ud til de andres mobiler.

Men der er altså 1 spiller, som ikke aner, hvad det hemmelige ord er, det er bedrageren. Den aktive spiller starter med at lægge et kort ned på bordet, uden at sige noget. Det billede skal på en eller anden måde henvise til det hemmelige ord. Hvis fx ordet er sejlskib, kan han/hun evt. lægge et kort ned, hvor der er vand på, som kan give associationer til at sejle. Det kan også være et kort med en bil, og så skulle associationen være at begge dele er et transportmiddel.

Spilleren til venstre lægger derefter et kort ned på samme måde og sådan fortsætter det indtil alle har lagt 2 kort ned på bordet. Den aktive spiller fortæller herefter, hvad ordet var, og forklarer, hvorfor han/hun valgte præcist de to kort.

Dette gør de andre spillere også. Men... bedrageren har siddet og gættet i blinde, da han var den eneste, som fik en blank blok tilbage. Oftest forsøger man som bedrager at lægge noget, som ligner de andres kort lidt og håber det til sidst vil give mening. Når bedrageren skal forklare valget af sine kort, gælder det virkelig om at kunne bluffe og have en god fantasi.

Når alle har forklaret deres valg af kort, skal de nu forsøge at gætte, hvem bedrageren er. Hvis man skal have mest muligt sjov ud af Detective club, så kræver det, at alle er med på at lyve og bedrage. Jo bedre man er til at bortforklare, des sjovere bliver spillet. Hvis man på forhånd ved, at man ikke kan lyve eller være særlig troværdig som bedrager, så skal man finde et andet spil.

Catan – Settlers

Catan er et af de spil, som efterhånden har MANGE år på bagen. Alligevel er det stadig populært rundt omkring i de forskellige hjem, og sælges stadig i butikkerne. En del af det skyldes formentligt, at Catan stadig udvikler sig og der efterhånden findes flere udgaver og udvidelser.

I tidligere tider var det svært at spille Catan, hvis man var mere end 4 i familien. Det har de dog løst ved at lave en udvidelse til alle udgaver, som gør det muligt at være op til 6 spillere. Det er desuden et spil, som kan spilles igen og igen, da ingen spil er ens. Selvom vi har næsten alle udvidelser, så spiller vi stadig af og til med grundspillet alene.

I Catan handler det om at være en god strateg og være tilpas heldig. Held-aspektet gør, at alle kan være med til Catan, uanset hvor strategisk, man evner at tænke.

Det eneste man skal passe på er, at det kan blive meget vanedannende. Da jeg som 18-årig fik min første tatovering, sagde tatovøren, at det var sindssygt farligt at få den første – fordi man så ville have flere og flere. Det samme gælder Catan. Til trods for vi er en familie, som elsker brætspil, så er det faktisk kun 2 år siden, vi spillede det for første gang. Til gengæld er det så blevet til et skab FYLDT med diverse udvidelser og udgaver på de 2 år.

Unstable Unicorns

Unstable Unicorns er et af de nyeste spil, vi har stående. Det var lidt et sats, da jeg godt kunne frygte, at døtrene syntes, at det var alt for barnligt at have et spil med enhjørninger. Vores udgave er med dansk vejledning og engelsk tekst på kortene. Begge piger er flydende i engelsk, så det var ikke noget problem.

Unstable Unicorns er lidt spøjst. Man skulle jo umiddelbart tro, at et spil med enhjørninger ville være harmonisk og magisk. Niks! Unstable Unicorns er et af de spil, hvor man virkelig kan ødelægge det hele for hinanden. Mon det er grunden til at spillet først anbefales fra 14 år og opefter?

Det handler om at få 7 enhjørninger i sin stald, men undervejs kan modstanderne sætte en stor kæp i hjulet, ved at få magiske enhjørninger, som kan alverdens ting. Groft sagt er de delt op i to slags. Den slags som giver dig noget godt og den slags, som ødelægger det for modstanderen.

Man er aldrig sikker i Unstable Unicorns. Når man får teenagere i familien, bliver hjemmet ofte til en debat-/krigszone (overdrivelse fremmer forståelsen). I Unstable Unicorns kan du flytte krigszonen ind i spillet i stedet og tro mig, de søde unge mennesker elsker, når de kan virkelig får ram på en af os forælder.

Som sagt skal man dog være forholdsvist god til engelsk, da alle kort er forklaret på engelsk og det duer ikke rigtig, at vise kortene til de andre for at få dem oversat. Så forsvinder en af de vigtigste fordele nemlig (overraskelsesmomentet). Unstable Unicorns er et hyggeligt, morsomt og til tider bunduretfærdigt spil.

5 Seconds

Hvis du har nemt ved at blive stresset, så er det 5 Seconds, du skal udfordre familien i, for der bliver dine modstandere helt sikkert lige så stresset som dig.

Det er et simpelt spil, kræver ingen tid at forberede og kan læres på få minutter. Man er på skift ”i den varme stol”, men alle spillere skal være opmærksomme, for hvis den aktive spiller ikke klarer at komme med 3 korrekte svar, så går den hurtigt videre til næste spiller og fortsætter bordet rundt.

Eksempel: Anders er den aktive spiller, og Bente læser kortet højt for ham. På kortet står der ”nævn 3 slags te”. Straks det er læst højt vender Anders det spøjse ”timeglas”, som varer 5 sekund. Anders når at sige ”Earl Grey” og intet andet.

Christian, som sidder til venstre for Anders, får nu timeglasset og det vendes øjeblikkeligt igen. Christian når ikke at sige noget, da han kun kendte ”Earl Grey” og han ikke må sige det samme igen. Timeglasset går derfor videre til Dorthe, som inden de 5 sekunder er gået, når at svare ”Grøn te”, ”Urtete” og ”Kamillete”. Dermed vinder Dorthe og må flytte sin brik 1 felt frem.

Det skønne ved 5 Seconds er, at man får en mild form for præstationsangst, fordi 5 sekunder er virkelig kort tid, og det stresser temmelig meget, at se hvor hurtigt kuglerne i timeglasset løber fra top til bund. De fleste kort er meget nemme at svare på, hvis man havde 15 sek. til det.

Men de kun 5 sek. gør, at klappen går ned alt imens øjnene flakker rundt, og man får et lidt anstrengt ansigtsudtryk. I visse spil er det ikke helt fair, når en 14-/15-årig, kæmper mod voksne på 40 år. Men i 5 Seconds kæmper både de voksne og unge på lige fod.

- Kim Larsen