Time Timer Piktogram anmeldelse

Time Timer Piktogrammer: Visualisering af små symboler, tegninger eller billeder, som visualiserer og tydeliggør bestemte begreber eller objekter.

"Piktogrammer er et fantastisk visuelt hjælpemiddel til alle de familier, der ønsker mere struktur og overblik i hverdagen, færre konflikter og mere selvstændige og rolige børn. Illustrationerne på disse magnetiske piktogrammer er så enkle, at alle børn og voksne kan forstå dem..."

Hvad er Piktogrammer?

Ja, hvad er piktogrammer egentlig? Piktogrammer er små symboler, tegninger eller billeder, som visualiserer og tydeliggøre bestemte begreber eller objekter.

Den verbale kommunikation kan let blive utrolig abstrakt og her kan piktogrammerne med succes understøtte den verbale kommunikation, hvilket kan være en kæmpe hjælp for især børn og voksne med særlige behov.

Piktogrammer gavner ikke kun børn og voksne med kognitive udfordringer, men de små simple billeder er også en effektiv måde, at gøre folk opmærksomme på forskellige budskaber.

Det kan bl.a. være for at informere og oplyse turister eller andre udlændinge, som ikke taler og forstår det danske sprog.

Hvis I tænker over det, så retter vi os selv efter piktogrammer ude i det offentlige rum, det kan bl.a. være når vi ser et skilt med rygning forbudt, mobiltelefoner forbudt, exit, området er overvåget og lign. Alle disse ting bliver vi informeret om via en visuel tydelig tegning, som kan forstås af både danske, udlandske, børn, voksne, verbale og non verbale personer.

Vores familie

Vores familie består af Mor, Carina på 32 år. Storebror Marcus på 15 år og lillebror Villads på 1 år.

Jeg har i de sidste 9 år arbejdet intensivt med udviklingen af kognitive vanskeligheder og har i den forbindelse lært rigtig meget om gode teknikker og redskaber.

Min ældste søn Marcus, har diagnosen Infantil autisme og han har derudover også nogle ekstra udfordringer, som bl.a. Cochlear implants på begge ører, da han var mere eller mindre døv, de første år af sit liv.

Da Marcus er et barn med særlige behov, så har vi kendt og brugt piktogrammer i hverdagen i de sidste 13 år. Vi har af den grund virkelig meget erfaring med disse simple og visuelle kort.

Brugen af piktogrammer som lille

Da Marcus var helt lille, brugte vi mange piktogrammer med helt konkrete billeder. Dengang brugte vi dem til at lave et dagsskema, så Marcus kunne overskue og forudse dagen.

Dagsskemaet lavede jeg ved at sætte billederne i en lodret række, så Marcus kunne fjerne billede efter billede oppefra, når den opgave var løst.

Da Marcus var helt lille, så bestod et dagsskema typisk af følgende billeder:

  • Stå op.
  • Tage tøj på.
  • Spise morgenmad.
  • Børste tænder.
  • Jakke på.
  • Taxa.
  • Børnehave.
  • (Og så havde børnehaven et skema deroppe som de fulgte.)
  • Hjem til mor.
  • Jakken af.
  • Lege.
  • Tegnefilm.
  • Aftensmad.
  • I bad.
  • Nattøj på.
  • Læse en bog.
  • Sove.

På den måde var alt gjort visuelt og tydeligt for Marcus og på den måde undgik vi en hel del konflikter, om ligegyldige ting.

Da Marcus også havde meget nedsat hørelse oveni diagnosen, så var han også non verbal, piktogrammerne var af den grund vores eneste mulighed for at kommunikere.

Marcus lærte lynhurtigt, at han også kunne bruge piktogrammerne til at kommunikere tilbage til mig og for at informere mig om hans ønsker.

Hvis Marcus gerne ville se tegnefilm, så hentede han derfor piktogrammet med tegnefilm billedet på og på den måde kunne han også kommunikere, selvom han ikke kunne tale.

Marcus var meget hårdt ramt af autismen og den manglende hørelse, da han var helt lille. Alt skulle derfor være meget struktureret og visuelt, for at det kunne fungere for os.

Vi brugte ikke kun piktogrammerne, men vi havde også stor glæde af et Time Timer ur. Det er et ur der visualiserer tiden, så Marcus hele tiden kunne se at tiden gik og nemt kunne overskue, hvornår tiden var gået og målet nået.

Vi brugte især Time Timer ur når vi sad ved bordet og spiste, så han kunne se hvor længe han skulle blive siddende. Vi brugte det også hvis han fik lov til at spille iPad eller computer, så satte jeg Time Timer uret til, for at undgå at han blev frustreret, når jeg sagde at han skulle stoppe.

Fra piktogrammer til ord

Da Marcus blev ældre og udviklede sig, ændrede vi piktogrammerne fra at være små simple og konkrete billeder, til at være ord, så Marcus kunne skrive sætninger eller give mig stikord.

Jeg lærte Marcus, at læse og skrive da han var 5 år, da jeg ville sikre mig at han kunne kommunikere med folk.

Nu hvor Marcus er blevet 15 år og har fået opereret “ny hørelse” så er tingene blevet lettere. Marcus har selvfølgelig stadig sin autisme diagnose, men han har udviklet sig helt vildt meget kognitivt, siden han var lille.

Den dag i dag, bruger vi derfor næsten aldrig Time Timer ure og Piktogrammer mere.

Dog kan Piktogrammer stadig hjælpe engang imellem, men ikke som decideret skemaer, blot hvis vi skal noget han ikke kender. Det giver ham en ro, når jeg viser ham et visuelt stikord eller billede, så han ikke behøver bruger en masse ressourcer på at tænke over, hvad det mon er vi skal.

Kendt indenfor Autisme og ADHD verdenen

Piktogrammerne er nok mest kendt indenfor autisme og ADHD verdenen, hvor de ofte bliver brugt i dag- og ugeskemaer, så personerne nemt kan se, hvad der skal ske i løbet af dagen/ugen.

Det kan også være en rigtig god hjælp, at klistrer piktogrammer på kasser eller mapper, for at fortælle, hvad der er inden i.

Piktogrammer kan også være et godt redskab, når man skal lære børn om trafiksikkerhed. Man kan bl.a. lave et billede med trafiklyset og ved billede af ”rød mand”, så sætte et kryds over, så det visuelt er tydeligt at man ikke må gå.

Det kræver en vis tilvænning for at bruge piktogrammer.

Piktogrammet for en film kan bl.a. betyde en hvilken som helst film og det kræver derfor lidt mere at formidle, at man gerne vil se en bestemt film.

Det er derfor heller ikke sikkert, at to personer tolker det samme piktogram helt på samme måde, det afhænger af hvem brugeren er.

Nogen har brug for at piktogrammerne er små foto af den konkrete ting, hvor andre godt kan bruge de mindre konkretiserede piktogrammer.

Test af de magnetiske piktogrammer

Marcus har testet Time Timers magnetiske piktogrammer.

Der er to sæt at vælge imellem, et stort sæt og et lille sæt.

Fælles for de to sæt er, at de indeholder magnetiske piktogrammer.

I det store sæt er der 280 piktogrammer, af forskellige aktiviteter, genstande og dagligdags ting. Virkelig et godt sæt!

I det lille sæt er der kun 35 piktogrammer, derudover er der (som der ikke er med i det store sæt) 35 piktogrammer med Time Timer ure på.

De 35 piktogrammer med hverdagsting, som der er i det lille sæt, er ikke nok efter min mening. Jeg vil derfor uden tvivl vælge det store sæt og hvis man har behov for de piktogrammer med Time Timer ure, så vil jeg anbefale at man køber begge sæt.

Begge sæt indeholder en dobbeltsidet dørhænger med plads til 10 piktogrammer på hver side og en sletbar tusch.

I det store sæt er der også en tavle til at hænge på køleskabet (28x21 cm) med plads til 28 piktogrammer.

Det at piktogrammerne er magnetiske, gør dem meget mere holdbare og slidstærke.

Jeg ser det også som en stor fordel, at de er nemme at tage af og på tavlerne eller direkte på køleskabet.

De mindre sæt med piktogrammer

Udover de to store sæt med de magnetiske piktogrammer, så er det også muligt at købe to små sæt, som er lavet til en bestemt situation.

Det første sæt er lavet til at guide barnet eller den voksne visuelt igennem de forskellige steps, som der er, når man skal vaske sine hænder grundigt.

Sættet består af en magnetisk dørhænger og 10 magnetiske piktogrammer som skridt for skridt viser meget tydeligt og detaljeret, hvordan man skal vaske sine hænder.

Billederne indeholder bl.a. motiver med beskidte hænder, hænder der åbner for vandet, hænder under vandet, sæbe, hænder der tørres i et håndklæde og rene hænder.

Ved hjælp af dette sæt, vil brugeren kunne lære at mestre det at vaske sine hænder, helt uden at der står en lærer, pædagog eller forældre på sidelinjen.

Det andet lille sæt til en konkret situation, er til tandbørstningen. Dette sæt indeholder også en magnetisk dørhænger og 10 magnetiske piktogrammer.

Billederne i dette sæt, er valgt ud fra at kunne tydeliggøre en meget detaljeret rækkefølge for en tandbørstning.

Piktogrammerne forestiller derfor bl.a. en tandbørste, en tube tandpasta, billedet af en tandbørste under vandhanen, tandbørste med tandpasta på, en person der børster tænder og en person der drikker vand.

Et sæt som dette kan være en stor hjælp for personer med kognitive vanskeligheder, for med en visuel guidning, vil personer med særlige behov ikke skulle bruge helt så mange ressourcer på at klare dagligdags opgaver.

Selvom disse to sæt med de magnetiske piktogrammer til en konkret situation, er meget små, så kan de være til en meget stor hjælp.

Min vurdering

Jeg vil hel sikkert anbefale, at sættene kombineres med et Time Timer ur, eller at barnet, eller den voksne, kender til Time Timer urene.

For langt de fleste børn er forudsigelighed, overskuelighed, struktur og gentagelser vigtige nøglebegreber for at få dagen til at fungere. Med piktogrammer kan I nu med børnevenlige illustrationer synliggøre dagen og på den måde skabe en rolig og forudsigelig struktur for jeres familie.

Piktogrammer er et fantastisk visuelt hjælpemiddel til alle de familier, der ønsker mere struktur og overblik i hverdagen, færre konflikter og mere selvstændige og rolige børn.

Illustrationerne på disse magnetiske piktogrammer er så enkle, at alle børn og voksne kan forstå dem. Og de får de varmeste anbefalinger herfra.

- Carina Lund

Læs også anmeldelsen af Time Timer Ure

Anmeldelse af legetøjCategory_anmeldelse af legetøjTime timer

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen