Switch spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 15 år | Spilletid: Ca. 45 - 60 min | Spillere: for 3 eller flere deltagere

"I en del quiz-spil kan man risikere at sidde fast i en bestemt kategori længe, mens de andre suser videre på spillepladen. Catch up reglen i Switch gør, at spillet er mere lige for alle. I starten var jeg lidt skeptisk over den regel. Men det giver et godt flow i spillet, at der ikke er nogen, som sakker meget bagud..."

En spilanmeldelse af Switch

Switch er et typisk quizspil, som ligner Bezzerwizzer lidt. Der er brug for en bred viden om mange forskellige ting for at vinde Switch og en lille portion held.

Spillet indeholder 1 spilleplade, 4 spillebrikker, 12 kategori-brikker, 1 hvid terning (med tallene 1-2-3), 3 farvede terninger (som kan vise 0 eller 1), 150 spørgsmålskort i 2 kortæsker, spillevejledning, 33 switch-brikker og 1 pose (som kategori-brikkerne skal trækkes fra).

Både switch-brikker og kategori-brikker er i en form for meget tyk karton, som på sigt nok slides mere end, hvis det havde været plast-brikker. (Som fx i Bezzerwizzer som Switch minder meget om). Spillevejledningen er forholdsvist nem at læse, og det tog ikke lang tid, før vi var klar til at komme i gang med spillet.

Til gengæld måtte vi have fat i den et par gange i løbet af de første par spil, fordi vi lige skulle tjekke op på reglerne. Efter et par spil, har man godt styr på reglerne og det er ikke længere nødvendigt at have spillevejledningen liggende foran sig, når man spiller.

Det anbefales fra 15 år og 3+ spillere. Et spil varer ca. 45-60 min. afhængig af antal spillere.

Om selve Switch quizspillet

Spillepladen er lavet med 8 firkantede felter i yderkanten. På skift trækkes der 2 kategorier, som placeres i rækkefølge i disse felter. De 8 kategorier skal alle spillere/hold igennem for at komme rundt på pladen. De resterende 4 kategorier lægges ved siden af spillepladen.

På spillepladen er der nogle små bonusfelter, som er hvide og nogle store bonusfelter, som er i hver sin farve. På de farvede bonusfelter lægges en terning i samme farve samt switch-brikker. På de små bonusfelter lægges switch-brikker.

Når man lander eller passerer et lille bonusfelt, får man en switch-brik, uanset om man er den første til at nå feltet. På de farvede bonusfelter, får den første spiller terningen i stedet for en switch-brik og de efterfølgende spillere får en switch-brik.

Der er dog en undtagelse...

I Switch er der en ”catch up regel”. Det betyder, at man aldrig kan være mere end 1 kategori bagefter den førende spiller. Når den førende spiller når til (eller forbi) en base, bliver alle som er mere end en kategori bagefter, rykket frem til næste base foran dem.

Spørgsmålene gives i den kategori som passer til feltet på spillepladen.

Switch-brikkerne bruges til at slippe for visse spørgsmål. Hvis man bruger 1 switch-brik kan man bede om et nyt spørgsmål i samme kategori, efter man har hørt spørgsmålet.

Hvis man bruger 2 switch-brikker kan man bytte rundt på 2 kategori-brikker.

Enten kan man tage 2 på spillepladen og lade dem bytte plads, eller man kan vælge en kategori-brik fra ”joker-bunken” ved siden af spillepladen og bytte med en på pladen.

Man skal bare huske, at man kun kan bruge switch brikker én gang. Så de skal bruges fornuftigt. Omvendt skal man også huske at bruge dem, da switch-brikkerne kun kan bruge i første del af spillet.

Kategorierne er:

  • Geografi: lande, byer, have, flag, seværdigheder
  • Dyr & natur: dyr, plantefora, klima
  • Historie: historie, personer, steder, begivenheder
  • Sladder: kendte personer, skandaler, nyheder
  • Kunst og kultur: Litteratur, forfattere, billedkunst, teater, ballet
  • Samfund og erhverv: samfund, erhvervsliv, politik, institutioner, lovgivning
  • Musik: rock, pop, jazz, klassisk
  • Religion og mytologi: religion, mytologi, legender
  • Film & TV: Film, tv-serier, tv-underholdning, skuespillere, instruktører
  • Videnskab: fysik, kemi, anatomi, medicin, astronomi
  • Rangering: Rangér elementer ud fra en given faktor (fx kronologisk rækkefølge, størst til mindst osv)

Når første spiller rammer sidste felt, flyttes alle spillerbrikker ind på 10-tallet i midten af pladen.

Denne del af pladen er finalefeltet. Man starter nu forfra med at svare på alle 8 kategorier på pladen fra en ende.

Alle spillere/hold får ét spørgsmål i første kategori. Svarer de rigtigt, må de slå med terningen (og evt. bonus terninger, de har fået undervejs) og vælge en spiller, der skal rykke tilsvarende antal felter ned, som terningerne viser. Har man fået alle 3 bonusterninger, kan man max slå 6. Har man 1 bonus terning, kan man max slå 4. Dernæst får alle ét spørgsmål i anden kategori osv.

Når en brik rammer feltet 0 ryger denne ud af spillet. Man fortsætter indtil kun 1 spiller/hold står tilbage på finalefeltet. Denne har nu vundet spillet.

Vores vurdering af Switch

Sværhedsgraden spændte bredt og det var rart med et quizspil, som alle kunne være med på. I vores første spil var vi 4 voksne og min datter på 13 år. Jeg og min datter var sammen, så det passede med antal brikker. Der var en god del af spørgsmålene, som hun kunne svare på, men generelt set passer det nok meget godt med 15 år og opefter.

Der er selvfølgelig spørgsmål, som unge vil have sværere ved at svare på, men generelt set er der nok lige mange svære spørgsmål uanset om man er 15, 35 eller 65 år.

I en del quiz-spil kan man risikere at sidde fast i en bestemt kategori længe, mens de andre suser videre på spillepladen. Catch up reglen i Switch gør, at spillet er mere lige for alle. I starten var jeg lidt skeptisk over den regel. Men det giver et godt flow i spillet, at der ikke er nogen, som sakker meget bagud.

Der står, at det er for 3 spillere. Men man kan sagtens spille det som et 2-player spil også. Man skal selvfølgelig tilpasse antal switch-brikker på pladen, men derudover er der intet, som skulle stå i vejen for at spille 2.

Hvis man synes, det giver en skæv fordeling ift. bonusterninger, er det nemt at tage disse ud af spillet, uden det har nogen betydning.

Man kan tydeligt se, at Switch er inspireret af/i familie med Bezzerwizzer. Spørgsmålskortene ligner fuldstændigt de samme, kun ikonerne/kategorierne derpå er lidt anderledes.

Det virker gennemtænkt og fungerer godt. Er man til quizspil, så er Switch et rigtig godt bud på et spil, der skal være i spilsamlingen.

- Joan Frederiksen

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilGame inventors

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen