Alder: Fra 4 år | Spilletid: Cirka 30 min. | For 1 - 6 spillere
"Piratjagten er et spændende og veldesignet familiespil, hvor I samarbejder om at snige jer ind på et piratskib. Det blev desuden kåret som årets børnespil i 2018..."
Et nervepirrende børneeventyr på bølgen blå
Piraterne har taget jeres forældre til fange, og nu ligger de bagbundet i lastrummet på det store piratskib. Så i ly af nattens mørke sætter I 2 robåde i havet og ror ud til piratskibet for at befri dem.
Det er forhistorien til det prisvindende familiespil Piratjagten. Spillet byder på spænding og samarbejde for børn fra 4 år og op.
Spillets historie giver et godt afsæt for en spændende spiloplevelse, hvor det er børnene, der får lov at være heltene. Og hvem vil ikke være en helt.
Kom i gang
Før spillet går i gang lægger I alle de runde brikker ud med bagsiden opad. De skal ligge på de markerede felter i nogle af skibets mange rum. De sølvfarvede brikker skal lige i den øverste del af skibet, og de guldfarvede skal ligge på de nederste etager.
Det er vigtigt, at I ikke ser, hvad der er på forsiden af de enkelte brikker. I løbet af spillet skal I nemlig vende dem for at finde alt det, I skal bruge for at befri jeres forældre.
I stiller jeres seks karakterer i de to robåde, og så kan I gå i gang. I spiller også med seks figurer, selvom I måske kun er to, tre eller fire spillere. I samarbejder nemlig om at rykke alle figurerne rundt.
I kan vælge at ændre lidt på sværhedsgraden ved at bruge færre figurer. På den måde er det nemlig en større risiko for at tabe, fordi alle karaktererne for eksempel ender med at gå planken ud.
Gennemsøg skibet
For at bryde ind i skibets lastrum skal I bruge to net, to lamper og to fangekugler. Dem får I fat i ved at bevæge figurerne rundt på skibet for at vende de mange brikker på spillepladen.
I bevæger figurerne ved at slå med terningen og rykke det antal felter, den viser. Du vælger selv, hvilken figur du rykker, så på den måde hjælpes I ad med at rykke rundt og lede.
Hver gang du lander på et felt med en rund brik, vender du brikken for at se, hvad der gemmer sig i det rum. Det kan være en af de ting, du skal bruge. Men det kan også være en grum pirat.
Når du vender en brik med en pirat, skal du slå med den store terning. Hvis du slår en smiley, sker det ikke noget. Men du kan også risikere at blive smidt i skibets fængsel – eller endda at gå planken ud.
Når en figur går planken ud, kan I ikke længere spille med den. Den falder i havet og kan ikke komme på skibet igen. Du kan kun undgå at miste figuren, hvis I allerede har fundet en redningskrans på en af de runde brikker.
En spændende afslutning
Når I har samlet alle tingene, er det tid til at bevæge sig ned i skibets nederste etager. Dørene til lastrummet, hvor jeres forældre er fanget, er låst med store hængelåse, så I skal finde store hamre for at slå låsene af. Når I har dem, kan I bryde ind og befri jeres forældre - og måske snuppe noget af piraternes skat.
Men der er stadig risiko for at blive smidt i fængsel eller blive tvunget til at gå planken ud, så jeres modige plan kan stadig gå i vasken.
God underholdning fra start til slut
Piratjagten er godt designet. Både rent visuelt, men også i forhold til spiloplevelsen.
Mange familie- og børnespil er for nemme og ensformige til at de kan holde interessen i længden. Men i Piratjagten bliver spændingen bevaret, fordi man hele tiden kan risikere at miste en af figurerne.
Vi har haft spil, hvor vi klarede det hele lynhurtigt, fordi vi nemt fandt alt det, vi skulle bruge. Men der har også været spil, hvor vi kun havde et par figurer tilbage, fordi piraterne fangede figurerne.
Det eneste kritikpunkt er, at reglerne desværre er en lille smule uklare på flere punkter. Det gør det lidt sværere at forstå i første omgang. Men når man først er i gang, finder man ud af, hvad de mente. Med andre ord er det ikke et problem i længden.
Piratjagten er et spil, der fortæller en spændende historie, som taler til børn. Det er nemt at leve sig ind i missionen, og det er tilfredsstillende, når det lykkes, fordi det ikke er alt for nemt. Og så er det også smart, at man kan justere sværhedsgraden, hvis man vil udfordre sig selv.
God spillelyst.
- Søren Vinggaard Hellerung