Alder: Anbefales fra 5 år | Spilletid: Ca. 30 min. | Spillere: 2-4 deltagere.
"Det er sjovt at tænke på, at spillet her har eksisteret i 100 år – og måske mere. Og det er stadig et solidt og underholdende spil for hele familien. Nogle ting ændrer sig åbenbart ikke..."
En spilanmeldelse af Olsen
I Olsen gælder det om at komme af med sine kort hurtigere end de andre. Det gør man både ved at lægge kort ned selv og ved at få modstanderne til at tage flere kort op.
Olsen blev oprindeligt spillet med almindelige spillekort, men Danspil har også haft en specialdesignet udgave i årtier. Udgaven du finder hos legebyen.dk, er en fornyelse af de oprindelige design, der var mere gammeldags at se på.
Sådan spiller du Olsen
Olsen består af 53 kort. 4 gange 13 kort med tallene fra 1 til 13 i fire forskellige farver og et enkelt Olsen-kort, der gælder som en joker.
I starten af spillet får hver spiller 5 eller 7 kort. Resten af kortene lægger man midt på bordet og vender det øverste. Så skiftes spillerne til at lægge kort oven på det vendte kort.
Som i Uno kan man lægge et kort ned, hvis det har samme farve eller viser det samme tal, som det kort, der allerede ligger på bordet. Det vil sige, at man kan lægge en rød 4’er oven på en grøn 4’er.
Flere særlige kort
Nogle kort har særlige funktioner. Når man har lægger en 8’er, bestemmer man selv, hvilken farve den næste spiller skal lægge.
Når man lægger en 2’er skal næste spiller tage to kort op. Men hvis spilleren selv har en 2’er, kan hun lægge den ovenpå og så skal den efterfølgende spiller tage fire kort op.
Det sidste særlige kort er Olsen-kortet, som man kan lægge ovenpå alle farver kort.
Hvis man ikke kan lægge et kort ned, skal man i stedet tage et fra bunken. Man mister sin tur, så man kan heller ikke lægge et kort, selvom man trækker et, der kan bruges.
Husk at råbe ”Olsen!”
Når man kun har ét kort tilbage, skal man huske at sige Olsen. Hvis man glemmer det, skal man tage et kort op fra bunken.
Når den første spiller får smidt alle sine kort, tæller de andre spillere strafpoint. 2’ere, 8’ere og Olsen-kort giver mange strafpoint, mens de øvrige kort giver mindre. Spilleren med flest strafpoint har tabt.
Hjemmelavede Olsen regler
Det er oplagt at tilføje nogle ekstra regler til Olsen. Nogle spiller for eksempel med, at man kan få sidemanden til at tage fem kort op, hvis man lægger en 5’er.
Man kan også spille med, at man kan lægge flere kort med samme tal ned på én gang. På den måde kan man for eksempel komme af med to 3’ere på én tur.
Det er kun fantasien, der sætter grænser.
En klassiker der stadig holder
Det er sjovt at tænke på, at spillet her har eksisteret i 100 år – og måske mere. Og det er stadig et solidt og underholdende spil for hele familien. Nogle ting ændrer sig åbenbart ikke.
Til sammenligning blev Uno ”opfundet” i 1972, og det er i virkeligheden Olsen med et lidt andet look.
- Søren Vinggaard Hellerung