Alder: Anbefales fra 3 år | Spilletid: Ca. 10 – 15 min. | Materiale: Lakeret træ | Producent: Nathan
"Vi har selvfølgelig også haft en lang snak om de fire køretøjer. Vi har bl.a. været omkring deres funktion, snakket om hvor vi har set de forskellige køretøjer og lign. Theis og jeg har haft det rigtig hyggeligt imens vi har undersøgt dette sæt. Puslespillene lever op til mine forventninger og jeg er blevet bekræftet i, at jeg fremadrettet kun vil investere i træpuslespil, da de holder langt bedre end pap puslespillene gør..."
En spilanmeldelse af træpuslespil fra Nathan
Vi har haft fornøjelse af at se nærmere på nogle træpuslespil fra mærket Nathan.
Sættet består af fire forskellige puslespil og vi har valgt dem med motiver af køretøjer, som hver har seks brikker.
Hvis man ønsker andre motiver, så er der flere forskellige muligheder, også hvis man ønsker et sæt med flere brikker.
Alle puslespillene er lavet af lakeret træ, for at forlænge holdbarheden på brikkerne. Målgruppen til dette sæt, er nysgerrige og køretøjsinteresseret børn fra 3 år.
Det praktiske ved puslespillet
Puslespillene måler 23 x 18 x 1 cm.
- Det første puslespil er rødt og forestiller en traktor, med bakker og en sol i baggrunden. Forrest i billedet sidder også en lille sort fugl.
- Det andet puslespil er blåt og forestiller en mejeribil med billede af en ko på siden. Bilen kører på en landevej og der ses en sky og en flyvende fugl i baggrunden.
- Tredje puslespil er gult og forestiller en lastbil med ladet fyldt med sand, lastbilen kører på et sandet underlag, nok på en byggeplads, med en sky og tre højhuse i baggrunden. Foran lastbilen sidder der en nysgerrig lille mus og kigger.
- Det fjerde og sidste puslespil er grønt og forestiller en renovationsbil, der kører fordi et hus. Der ses to små hvide skyer på himlen og en lille brun hund løber efter skraldebilen.
Da vi modtog sættet med puslespillene, var hvert puslespil pakket ind i gennemsigtig beskyttelsesfilm, for at brikkerne ikke skulle blive væk under transporten.
Puslespillene er noget tungere end jeg lige havde regnet med, men det er bare et godt tegn. Det betyder, at det er lavet i en rigtig god og holdbar kvalitet og selvfølgelig vejer træpuslespil mere end de puslespil der er lavet af pap.
Giver anledning til mange snakke
Min kusines lille søn Theis, har været med til at se nærmere på de fire puslespil.
Theis er 4 år og han var meget interesseret i at prøve puslespillene.
Først pakkede vi det røde puslespil med en traktor ud. Theis er meget interesseret i køretøjer og især landbrugsmaskiner, så snakken gik hurtigt i gang.
Han kunne virkelig fortælle mig meget om traktorer og om hvilke arbejdsopgaver en traktor kan have.
Theis bor ude på landet og han har derfor god mulighed for at dyrke den interesse.
Vi startede med at fjerne de seks brikker fra træpladen og så opdagede vi, at der lå en tegning nedenunder brikkerne. Tegningen er et sort/hvid billede af motivet på puslespillet.
Både store og små kan få glæde af puslespillet
Det er en rigtig god idé, den er en god guide til de små børn som er nye i puslespilsverdnen. Hvis man lader tegningen blive i træpladen, så er det meget nemt at se og overskue, hvor hvilke brikker skal placeres.
De store eller mere rutineret børn, kan nemt tage tegningen væk og lave puslespillet uden den ekstra guidning.
Det er ikke et krav, at man skal lave puslespillet i træpladen, man kan sagtens vælge at lægge tegningen direkte på bordet eller gulvet og lave puslespillet derpå, eller bare lave puslespillet på bordet eller gulvet, uden at brug af tegningen.
Der er ingen regler for, hvordan man griber opgaven an.
Theis er dygtig til at lave puslespil, så han behøvede ikke at samle det ovenpå tegningen, han kan sagtens lave det uden. Men han synes nu alligevel det var sjovt at samle det derpå.
Vi pakkede selvfølgelig også de andre tre puslespil ud, selvom motivet på det røde puslespil uden tvivl var det, der fangede hans interesse mest.
Nathan puslespil er virkelig god kvalitet
Brikkerne er tykke og robuste træbrikker og man skal derfor ikke frygte at de knækker.
Vi har en del puslespil af pap, og flere af dem har en brik eller to som er knækket, det undgår man ved at købe Nathans træpuslespil.
Jeg kan godt lide, at legetøjet kan holde til at blive brugt, også af flere børn på samme tid. Det skal derfor helst kunne holde til de små konflikter der kan opstå i børns leg.
Nathans træpuslespil kan sagtens holde til at børnene samler i samarbejde eller skiftes til at sætte en brik på.
Det er en rigtig vigtig øvelse for børn at lade dem skiftes, samarbejde og motivere hinanden i legen.
Det er vigtigt for børns udvikling, at de udvikler deres sociale kompetencer.
Ved at samle puslespil vil børnene også styrke og stimulere deres finmotorik, hånd-øje-koordination, koncentration, overblik, problemløsning og logisk tænkning.
Theis synes, at de seks brikker var for lidt og puslespillene var ikke udfordrende nok for ham. For at give ham lidt ekstra udfordring, så vendte jeg puslespillet omvendt, så han ikke kunne se motivet, han skulle derfor samle det ud fra brikkernes form.
Det gav ham lidt mere udfordring, men da der kun er seks brikker, så løste han opgaven rigtig flot.
Jeg kunne godt have gjort det endnu svære, ved blot at blande alle fire puslespil med motivet ned af, det havde nok sat hans tålmodighed lidt på prøve.
Udover at samle de fire puslespil på forskellige måder, så har vi også talt om farverne og vi har talt om hvad vi kan se, på de forskellige puslespil.
Der er ikke så mange detaljer og det er derfor en fin måde at lære ham lidt om, hvordan man beskriver et billede.
Vi har selvfølgelig også haft en lang snak om de fire køretøjer. Vi har bl.a. været omkring deres funktion, snakket om hvor vi har set de forskellige køretøjer og lign.
Theis og jeg har haft det rigtig hyggeligt imens vi har undersøgt dette sæt.
Vores mening om puslespillet
Puslespillene lever op til mine forventninger og jeg er blevet bekræftet i, at jeg fremadrettet kun vil investere i træpuslespil, da de holder langt bedre end pap puslespillene gør.
Et sæt som dette med de fire køretøjer, vil være oplagt at have i en daginstitution hvor børnene sammen kan lege og lære om de forskellige køretøjer.
Rigtig mange børn, især drenge, er interesseret i køretøjer og maskiner. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at disse puslespil vil være populære i institutionen, især hos drengene.
Dermed ikke sagt, at de ikke kan bruges i hjemmet, for selvfølgelig kan de det. Vi har ihvertfald haft glæde af dem og vi vil hel sikkert også købe flere, dog med lidt flere brikker og lidt flere detaljer på motiverne.
Jeg vil klart anbefale dette sæt, det er et rigtig fint begynder puslespil til børnene, der er kommet skridtet videre end de små knoppuslespil.
Rigtig god fornøjelse.
- Carina Lund
Læs også anmeldelsen af Nathan Kodningsspillet - Find den rigtige rækkefølge