Monster! Monster! spilanmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende børnespil ;-) Klik her!

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 10 - 20 min. | Spillere: For 2 deltagere | Dansk Spildesign

"Monster! Monster! er et enkelt og veldesignet spil, som især appellerer til piger og drenge fra 8 til 12 år. Hele temaet er fjollet på den gode måde og en lille smule uhyggeligt. Det er et perfekt rejsespil, fordi det hele kan være i en lille æske. Og det er enkelt nok til at ungerne kan spille det på bagsædet på en længere biltur. Hvis man altså har inddraget mobiler og tablets... ;-)"

Sjovt, dansk kortspil for (næsten) hele familien

Monster! Monster! er et enkelt og hyggeligt spil for to personer. Det egner sig til børn fra 8 år og op, og det fungerer også godt til voksne, fordi det byder på en del strategiske overvejelser, når man først er inde i spillet.

Normalt er monstre nogen, man forsøger at nedkæmpe, hvis man spil brætspil eller computerspil. Men i Monster! Monster! er situationen vendt på. Nu styrer du monstrene og skal i stedet fange mennesker.

Du styrer en gruppe monstre, der har tre nætter til at fange mennesker i en landsby. Ved hjælp af snilde og særlige egenskaber skal du forsøge at få fat i flere mennesker end din modstander, der styrer en anden gruppe monstre.

Lynhurtigt at komme i gang

Inden I går i gang, får I hver især jeres eget sæt af 15 monsterkort, som I blander grundigt. Kortene viser et væld af forskellige monstre, som har forskellige evner. Hvert monster har også en pointværdi, eller styrke på 1 til 12 point. Det er den, I tæller sammen, når I skal afgøre, hvem der vinder en duel. Mere om det senere.

Du vinder spillet ved enten at samle tre af den samme type menneske eller fire forskellige mennesker. Der er fire typer mennesker: Adelig, ridder, bonde og barn.

Spillet tager som regel kun 10 til 15 minutter og kan også være ovre endnu hurtigere. Det foregår over tre runder. Hver runde starter med, at I lægger fire kort med mennesker ud på bordet mellem jer.

Så trækker I fem monsterkort hver. Nu skal I lægge monsterkortene på hver jeres side af menneskekortene. Man vinder et menneskekort ved at have flere point end modstanderen på de monsterkort, man har lagt ud for netop det menneske.

Du kan placere flere monstre ud for ét menneske for at øge dine chancer. Det er for eksempel en god idé, når der kommer lige netop det kort, du mangler for at vinde.

Afgørelsens time

Når alle monstrene er placeret, skal I afgøre, hvem der vundet hvilke mennesker. I vender jeres kort ud for et menneske ad gangen. Du vinder som sagt mennesket, hvis du har flest styrkepoint på de kort, du har lagt ud for mennesket. Men hver monster har også en særlig evne, som kan påvirke udfaldet af duellen.

For eksempel er der en Ork, som kun har 3 i styrke. Men hvis den står sammen med et andet monster, får den samme styrke som det monster. Det er en stor fordel, hvis man kan stille den sammen med et stærkt monster.

Et andet eksempel er dæmonen, som kun har 2 i styrke, men til gengæld må den bytte styrke med et af modstandernes monstre i samme duel. Det kan hurtigt give dig en fordel.

Passende varighed

Når alle kort er vendt, er runden ovre. Og hvis en af jer har fanget tre ens eller fire forskellige typer mennesker er spillet også ovre. Hvis man er heldig og snedig, kan man faktisk allerede vinde spillet i første eller anden runde. Så nogle gange varer spillet under fem minutter.

Spillet kan dog også kan også tage op til 20 minutter. Men uanset hvad er varigheden perfekt, fordi det er kort nok til at holde børnenes interesse. Og så bliver man hurtig fristet til et spil mere – især hvis man lige skal have revanche.

Strategi på højere niveau

Den mange forskellige egenskaber kan virke lidt forvirrende først. Nogen gange kan det være svært at regne ud, hvornår det er smart at bruge dem. Men når du har spillet nogle gange begynder brikkerne at falde på plads. Og så bliver spillet rigtig sjovt.

I hvert spil bruger I to ens sæt med 15 monsterkort. I bruger fem kort i hver af spillets tre runder, så I ved, at alle kortene kommer i spil på et eller andet tidspunkt i løbet af spillet. Så når I er blevet lidt erfarne, har I også en idé om, hvilke kort modstanderen har tilbage.

På bagsiden af kortene er der også et tegn, der viser, hvilken kategori hvert monster hører til. Det giver de erfarne spillere en bedre mulighed for at lure modstanderens taktik.

Det er alt sammen med til at give spillet et ekstra lag af strategi.

God underholdning i en lille æske

Monster! Monster! er et enkelt og veldesignet spil, som især appellerer til piger og drenge fra 8 til 12 år. Hele temaet er fjollet på den gode måde og en lille smule uhyggeligt.

Det er et perfekt rejsespil, fordi det hele kan være i en lille æske. Og det er enkelt nok til at ungerne kan spille det på bagsædet på en længere biltur. Hvis man altså har inddraget mobiler og tablets.

Som sagt byder spillet på en del taktiske overvejelser, så det er bestemt også egnet til voksne. Alle kan være med – bortset fra de mindste børn. Men dem er der heldigvis mange andre spil til.

God spillelyst.

- Søren Vinggaard Hellerung

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris799,95 kr
På lager
Se varen