Mini Poolspil anmeldelse
Spillet er desværre udgået af Legebyen.dk's sortiment.
Vi har dog mange andre spændende spil på Legebyen.dk!

Alder: Fra 3 år |Spilletid: Cirka 10-15 min. | For 1 - 2 spillere

"Med Mini Pool får man en snært af ægte pool-stemning – uden at man skal afsætte hele stuen til et kæmpe bord..."

Hyggelig pool uden røg og ølsjatter

Nogle vil mene, at pool ikke er helt det samme uden fadøl og cigaretrøg. Det sidste kan jeg sagtens undvære, men når det gælder om at introducere ungerne for spillet, bør man styre uden om begge dele. Og her er Mini Poolspillet ideelt.

Som navnet antyder, er det en komprimeret udgave af pool. Det er kompakt nok til at det kan ligge på hylden med de andre brætspil. Men alligevel indeholder det alt, hvad en poolhajs hjerte kan begære.

Der er køer af træ og en trekant til at ordne ball’erne. Og der er endda også det lille blå kridt, som man gnider mod enden af poolkøen, for at få det til at se ud som om, at man ved, hvad man laver. Med andre ord er tilbehøret på plads.

Børnevenligt

Det hele er naturligvis indrettet til børnestørrelse. Køen er kun en halv meter lang og poolbordet måler 51 gange 31 centimeter. Ball’erne er lavet af massiv plastik, så der er en vis vægt i dem, men de er lette nok til, at selv små børn kan få fart i dem.

Bordet fungerer også som et rigtigt poolbord i den forstand at ball’erne løber ned til et hul under bordet, så man kan tage dem ud i siden. Det er en fin detalje, at de har indarbejdet den funktion.

Reglerne kort fortalt

Pool er et af de spil, som alle nok har stiftet bekendtskab på en våd aften i byen, i fællesrummet på et vandrerhjem eller et helt tredje sted. Men for en god ordens skyld kommer reglerne her – i store træk i hvert fald. Og hvis du er helt med på, hvad pool går ud på, kan du roligt springe videre til de sidste par afsnit.

Pool spilles på et aflangt bord med seks huller – et i hver hjørne og to langs de to langsider. Det gælder kort sagt om at være den første, der skyder alle sine kugler i hul (i pool kalder man som regel en kugle for en ball).

Der er 15 ball’er i alt. 7 ensfarvede, 7 med en farvet stribe og en enkelt sort. Dem lægger man i en trekantet formation fra start, og så skyder den første spiller med den hvide stødball, så ball’erne spredes over bordet.

Hvis en af ball’erne ryger i hul, skal spilleren forsøge at skyde resten af den type ball’er (stribede eller ensfarvede) i hul igennem resten af spillet.

Skyd og vind

Spillerne skiftes til at skyde. Hver gang du får en ball i hul, kan du skyde endnu en gang. Men hvis du kommer til at skyde den hvide stødball i hul, får din modstander to skud i træk.

Når du har sænket alle ball’erne i din farve, kan du skyde den sorte ball i hul. Og når det lykkes, vinder du spillet. Men hvis du skyder den sorte ball i hul, inden du har sænket alle dine andre ball’er, taber du automatisk.

Der er mange varianter og særregler til pool, alt efter hvor man spiller, og hvem man spiller med. Men det var grundessensen.

Taktik og vinkler

Pool handler både om præcision og taktik. Hvis man ikke rammer ball’en med den helt rigtige vinkel, får man den ikke i hul. Og selv hvis man lykkes med at sænke ball’en, skal man også tænke på, om den hvide ball nu ligger godt i forhold til at få ram på den næste ball i din farve.

På den måde lærer børnene lidt om de fysiske love – selvom det nok ikke lige er det aspekt, der fylder mest for dem, når spillet er i fuld gang.

En god intro til pool

Mini Pool er en god intro for børn, der synes, det kunne være sjovt at lære spillet. De får styr på reglerne og lærer, hvordan de bruger køen og støtter den med den anden hånd. Det kræver lidt finmotorik, før det for alvor kan lykkes.

Det er ikke en erstatning for ægte pool, fordi man selvfølgelig aldrig kan simulere en poolbord med en ægte stenbordplade og tunge ball’er. Men man får en fornemmelse af taktikken og den vigtige præcision. Og kampene kan være mindst lige så nervepirrende, selv om bordet ikke er meget større end en familiepizza.

God spillelyst!

- Søren Vinggaard Hellerung


Læs også anmeldelsen af Mini-Bordfodbold her!

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilPlay fun

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris779,95 kr
På lager
Se varen