Alder: Fra 4 - 99 år | Spilletid: Cirka 5 - 10 min. | For 2 - 4 spillere
"Udover at bruge terningen og spille sammen, så har Inger flere gange hygget sig med at lege med dyrerne, dele dem op osv. Herudover, så har hun også selv prøvet at lave sin egen pyramide uden med- og modspillere - det synes hun nu også er meget sjovt..."
Stabl dyr og træn finmotorikken
Om spillet
Dyr på Dyr er udviklet af det tyske legetøjsfirma HABA - firmaet laver mange forskellige kvalitetsprodukter som blandt andet indebærer trælegetøj, spil og meget mere. Mange af HABAs spil har indarbejdet læring til børn, så man lærer igennem spillet. Dyr på Dyr spillet er ingen undtagelse og der er til rigtig mange timers underholdning - også for de voksne medspillere! :)
Udpakning af spillet
Spillet indeholder 29 dyr i forskellige farver, som er lavet af træ. Der er eksempelvis slanger, pingviner, aber og får - der er dog kun én krokodille da det er den som skal stå i bunden af pyramiden. Herudover er der er terning (som er lidt anderledes end en normal terning, men det kommer vi til:)) og et sæt spilleregler, som blandt andet er på dansk.
Gennemgang af spillets regler
Dyr på Dyr handler om, at alle spillere skal komme af med sine egne dyr og samtidig ikke vælte pyramiden som er stablet af dyr - man må kun bruge én hånd til at stable med, så man kan ikke støtte undervejs! ;) Spillet kan spilles af 2-4 spillere og Habas egen aldersbetegnelse er fra 4 år og opefter - vi har dog sagtens kunne spille spillet med Inger herhjemme, så man kan også godt være yngre end 4 år.
Når spillet starter skal man stille krokodillen på bordet og give alle spillere syv dyr - hvis man er mellem 2-3 spillere kan man lægge resten af dyrerne i en bunke ved siden af. Som så mange andre spil, så starter det med at man kaster med terningen. Terningen har to sider som viser ét øje og én side der viser to. Herudover er der én side med en krokodille, én side med en hånd og én side med et spørgsmålstegn. Nedenfor er opsummeret, hvad de forskellige tegn betyder:
- Slår man en etter, så skal man tage ét af sine dyr og stable det ovenpå krokodillen.
- Slår man en toer, skal man tage to dyr og gøre det samme.
- Hvis man slår en krokodille, så må man tage ét af sine dyr og stille det på bordet, så tæt på krokodillen som muligt - dvs. dyrerne skal røre ved hinanden.
- Slår man en hånd, så man man vælge ét af sine egne dyr og give det til en medspiller, som skal placere dyret i pyramiden.
- Rammer man spørgsmålstegnet på terningen, så må dine medspillere vælge hvilket dyr du skal placere i pyramiden.
Skulle det ske, at pyramiden falder sammen, så har Haba lavet en temmelig grundig opsummering på, hvad der skal ske og reglerne er faktisk ret large når det kommer til nedstyrtning af pyramiden :) (indrømmet vi spillede ikke med alle disse regler - vi sagde bare, at man måtte spille videre uanset, hvor mange dyr der faldt ned :)!)
Herunder en kort opsummering af reglerne ved nedstyrtning af dyr eller af hele pyramiden:
- Hvis ét eller to dyr falder ned, skal man tage dyrerne i sin egen bunke igen.
- Skulle man være så uheldig, at der faldt flere end to dyr ned, beholder man to dyr og smider resten ned i æsken (altså ud af spillet).
- Falder hele pyramiden sammen, så er det samme princip og man sætter krokodillen op og starter fra ny.
- Hvis der ikke er nogle spillere der rører ved pyramiden, og der alligevel falder nogle dyr ned, skal de tilbage i æsken og spillet fortsætter som hidtil.
Som tidligere nævnt, så afsluttes spillet, når én af spillerne er kommet af med alle sine dyr.
Vores oplevelse med spillet
Inger var meget fascineret af alle dyrerne, og vi brugte første gang lidt tid på, at snakke om de forskellige dyr, de lyde de laver osv - det var en god begyndelse på spillet. Inger er begyndt at være meget glad for terninger, så vi gik hurtigt i gang med spillet - efter vi havde placeret krokodillen. Vi spillede alle tre med, så vi fik syv dyr hver. Vi lavede lidt om i reglerne, og Inger måtte godt bruge to hænder til at placere hendes dyr, så det var lidt nemmere for hende :) Vi spillede det et par “runder” eller hvad man skal kalde det, for vi kom ikke ret langt op i højden, inden vi måtte starte forfra :)
Udover at bruge terningen og spille sammen, så har Inger flere gange hygget sig med at lege med dyrerne, dele dem op osv. Herudover, så har hun også selv prøvet at lave sin egen pyramide uden med- og modspillere - det synes hun nu også er meget sjovt.
Alt i alt et rigtig fint spil, af en meget god kvalitet :)
- Anders Østergaard