Alder: Fra 4 år | Spilletid: Ca. 10 - 20 min. | Spillere: For 2 personer
"Mig og mine følelser er et godt redskab til at få en snak med dit barn om, hvordan man kan forstå, hvordan andre har det..."
Træn dit barns empatiske evner
For mindre børn er det en stor læringsrejse at forstå, at andre mennesker også har følelser og motiver, som kan være svære at afkode og tage hensyn til. Men med spillet Mig og mine følelser, kan du hjælpe dit barn fremad på den rejse.
Mig og mine følelser er egentlig ikke rigtigt et brætspil. Det er nærmere en aktivitet og en samtaleværktøj, som du kan bruge med børn fra 4 år.
Enkelt at bruge
Idéen er ganske simpel. Spillet indeholder 8 plader med seks situationer på hver. Det vil sige, at der er 48 forskellige situationer at forholde sig til.
I sætter en plade fast i holderen, så billedsiden vender fremad. Nu kan I tale om hver enkelt situation, og så kan barnet vurdere, om personen på billedet er glad, vred, bange eller ked af det. Barnet vælger ved at tage et følelseskort og stikke det igennem sprækken, som er under hvert billede.
Når I har været igennem alle seks situationer, vender I holderen og ser, om barnets svar passer med dem, der er vist på bagsiden af pladen. Hvis det hele passer, kan I gå videre til næste plade. Og hvis svarene ikke passer, kan I tale om, hvorfor barnet tolkede situationen anderledes.
Flere muligheder
Du kan bruge spillet på flere måder alt efter, hvor modent dit barn er. For mindre børn kan man beskrive situationen nøje, så de bare skal tage stilling til, hvordan personen på billedet har det. Det kan de som regel aflæse ud fra ansigtsudtrykket på billedet.
De lidt mere modne børn kan også forklare, hvad det er, der gør, at personen har det sådan. For det kræver lidt mere at sætte sig i andres sted og se situationen med deres øjne. Men det er selvfølgelig en uundværlig evne at udvikle.
Stor variation
Spillet byder både på situationer, der er lette at forholde sig til for mindre børn. Hvordan har man det for eksempel, når man taber sin is på jorden, eller når man kører i en vandrutsjebane?
Men der er også situationer, hvor barnet skal sætte sig ind I, hvordan en mor for eksempel har det, når barnet smider affald på gulvet eller lignende. Det kan give en god snak om, hvad det rører sig i hovedet på alle de mennesker, barnet møder til daglig.
Ikke til at slide op
Mig og mine følelser er lavet i en bundsolid kvalitet. Kassen og holderen er af træ og billederne og følelseskortene er af hård plast. Derfor holder det til mange års intensiv brug.
Det er solidt nok til at købe til en børnehave. Og der er jeg sikker på, at det vil passe godt ind i et tema om følelser, mobning eller lignende.
Et stærkt redskab
Mig og mine følelser kan være et godt redskab, fordi det giver en mulighed for at tale om følelser som vrede og frygt på en helt ufarlig måde. Det er lettere at forholde sig objektivt til en tænkt situation, end til en situation, hvor man selv er indblandet. Men det hjælper alligevel med at opbygge en forståelse for, hvorfor andre mennesker reagerer, som de gør.
Jeg er sikker på, at en uddannet pædagog kan give en bedre forklaring på, hvad spillet kan gøre for børn. Men jeg er ikke i tvivl om, at det giver nogle vigtige læringer. Derfor kan jeg bestemt anbefale Mig og mine følelser som et samtaleredskab derhjemme eller i en børnehave.
- Søren Vinggaard Hellerung