MicroMacro: Crime City spilanmeldelse

Alder: Anbefales fra 8 år | Spilletid: Ca. 15 - 45 min. | Spillere: For 1 - 4 deltagere | Priser: As d'Or 2021 (Årets Spil i Frankrig) | Distributør: Spilbræt.dk

"Men selv når det er svært, er det en nydelse at se på det detaljerede kort. Hver kvadratcentimeter emmer af liv og detaljer. Der er gademarkeder, kunstudstillinger, mistænkelige skikkelser og et væld af små historier, der udspiller sig overalt. Tegnestilen er enkel, men nem at afkode. Det hele er sort og hvidt, men jeg tror, det havde været alt for forvirrende at se på, hvis det hele var farvelagt..."

En spilanmeldelse af MicroMacro: Crime City

Find forbryderne i den kaotiske storby! MicroMacro: Crime City er spil som ingen andre. Med et skarpt blik og en god portion detetektivarbejde opklarer du 16 forbrydelser, som finder sted i en buldrende tegneseriestorby.

I MicroMacro: Crime City spillet løser du sager ved at finde spor på et indviklet og meget detaljeret kort over en fiktiv by.

Byen vrimler med små figurer, og mange af dem har ufine hensigter. Nu er din opgave at spore forbrydere og ofre på tværs af den travle by.

I bund og grund går MicroMacro: Crime City ud på at finde små detaljer og figurer. På den måde minder det om Find Holger. Men MicroMacro: Crime City er langt sjovere og mere tilfredsstillende at spille. Så du skal ikke lade dig skræmme væk, hvis du ikke er fan af at lede efter manden i den rød og hvid-stribede sweater.

Spillet består af et kæmpe kort på hele 75 gange 110 centimeter. Så det er altså et af de store borde, I skal rydde for at have plads. I har i alt 16 forskellige sager at opklare. Hver sag består af en bunke kort, som præsenterer sagen og stiller spørgsmål, som I skal opklare.

Når I besvarer et spørgsmål i en sag, vender I et kort for at tjekke svaret. Hvis det er korrekt, går I videre til det næste spørgsmål, indtil I har løst hele sagen. Sager varierer i sværhedsgrad fra 1 til 5 stjerner. De enkle sager består bare 3 eller 4 kort, mens de mere komplekse sager kan have 10 eller flere.

Kortene er nummereret i rækkefølge og er grupperet efter et ikon, der er unikt for hver enkelt sag. Og når I er færdige med en sag, kan i putte kortene ned i en af de små konvolutter, der følger med, så I nemt kan spille den igen en anden gang.

Kig frem og tilbage i tiden

Men hvordan opklarer man en sag ved at se på en tegning?

Det kan man, fordi kortet over den fiktive storby er lidt specielt. Det er nemlig ikke bare et øjebliksbillede. Du kan se de enkelte figurers gøren og laden, på flere tidspunkter i løbet af deres dag. Så når du har fundet en figur og kan se, hvilken retning han eller hun går i, kan du lede videre i den retning, indtil du finder den næste udgave af den figur.

Sådan fortsætter du, indtil du finder et svar på det spørgsmål, du er ved at besvare. Det kan for eksempel være en figur, der har stjålet en cykel, som du så kan følge videre på sin vej, indtil du finder ud af, hvor cyklen er nu, og hvor gerningsmanden bor. Det er i øvrigt bare et eksempel, jeg har fundet på, for jeg vil ikke spolere nogle af sagerne.

Sjovt og udfordrende

Spillet starter nemt, men bliver hurtigt ret udfordrende. Figurerne bevæger sig rundt i byen på kryds og tværs. Nogle gange stiger de endda ind i en bil og kører videre, eller går ned i metroen for at dukke op et helt andet sted i byen.

De tidlige sager gør det nemt at komme i gang med spillet. Men nogle af sagerne med en sværhedsgrad på 4 eller 5 stjerner kræver, at du skal finde et bestemt sted i byen for bare at komme i gang. Og nogle spørgsmål kræver også, at du finder flere forskellige detaljer, inden du kan svare på det. Heldigvis lærer du langsomt byen at kende, så efterhånden kan du nemt finde parken, trævarehandlen, biblioteket eller en af de mange andre særlige steder.

Nogle sager kræver også, at man tolker lidt på, hvad man ser. To personer, der møder hinanden i en gyde kan for eksempel være en handel med stjålet ædelsten, et forsøg på afpresning eller noget helt tredje. Ud fra figurernes handlinger, skal du finde frem til årsag, virkning og ikke mindst motiver.

Men selv når det er svært, er det en nydelse at se på det detaljerede kort. Hver kvadratcentimeter emmer af liv og detaljer. Der er gademarkeder, kunstudstillinger, mistænkelige skikkelser og et væld af små historier, der udspiller sig overalt.

Tegnestilen er enkel, men nem at afkode. Det hele er sort og hvidt, men jeg tror, det havde været alt for forvirrende at se på, hvis det hele var farvelagt.

Vær opmærksom på indholdet

Spillet er en smule drabeligt. Der er døde figurer i byen – faktisk en hel del. Heldigvis er illustrationsstilen enkel og tegneserieagtig, så der er ingen blodige detaljer, men vær opmærksom, hvis du spiller med dine børn.

Der er temaer som jalousi og selvmord indblandet, og det kan måske være lidt svært at sig ind i for mindre børn. Spillet er henvendt til børn på mindst 12 år. Men jeg mener godt, det kan bruges til yngre børn, hvis man bare er opmærksom og eventuelt kigger sagerne igennem på forhånd.

Jeg gik i gang med spillet sammen med min datter på knap 7, før jeg blev opmærksom på aldersanbefalingen, og jeg valgte bare springe nogle enkelte sager og spørgsmål over.

Spillet er bedst til højst to personer ad gangen. Man skal nemlig tit finde minimale detaljer, og der kan man hurtigt komme til at dække for hinandens udsyn, hvis man er for mange om bordet. Men to personer er alligevel den bedste måde at spille på, fordi begge spillere får god mulighed for at bidrage i opklaringen.

Spillet indeholder i øvrigt også en lille plastiklup, der gør det lettere at nærstudere detaljerne i byen.

Anderledes og fængende

Når man lige er opmærksom på, hvordan man får mest ud af spillet, er det noget, jeg helt klart kan anbefale. Selvom det på overfladen kan minde om Find Holger, er det en helt anden og langt mere spændende oplevelse, du får ud af MicroMacro: Crime City.

En Find Holger er frustrerende det meste af tiden, når man minutiøst leder gennem et virvar af næsten ens figurer. Men MicroMacro: Crime City krimispillet giver hele tiden nye detaljer og opdagelser, som gør det spændende og tilfredsstillende at opklare sag efter sag.

Spillet har allerede vist sig at være så populært, at en opfølger er på vej senere på året.

- Søren Vinggaard Hellerung

Læs også en spilanmeldelse af The Mind

Læs også en spilanmeldelse af Decrypto

Læs også en spilanmeldelse af City Blox

Anmeldelse af spilCategory_anmeldelse af spilSpilbræt

Smid en kommentar

Alle kommentarer skal godkendes inden de blivet publiceret

Legebyen.dk anbefaler

Magna-Tiles - 100 stk. transparent. - Billede 1Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Magna-Tiles - 100 stk. transparent.
Udsalgspris719,96 kr Normalpris799,95 kr
På lager
Se varen