Magic Maze spilanmeldelse

"Ellers er det er super spil. Stress niveauet er højt og man får pulsen op, men er det sådan noget man er i humør til er det fedt..."

En dansk succes historie

Magic Maze er en dansk succes historie. Det har været nomineret til stort set alt hvad der findes af spil priser, og har da også vundet lidt. Og det er da også et nytænkende og sjovt spil, med masser af frustrationer.

Magic Maze handler om fire eventyrer. Det er de klassiske typer kendt fra utallige rollespil. Det er Krigeren, Troldmanden, Elveren og Dværgen (hvorfor klasser og racer side-stilles, skal vi nok ikke stille spørgsmålstegn ved).

De fire eventyrer har mistet alt deres udstyr og beslutter sig for at røve det nærmeste stormagasin, for at få fat i de ting de skal bruge. Så langt så godt. Det er som sådan ikke det der gør spillet unikt, det er måden man spiller på.

Man starter med en enkelt brik af kortet over stormagasinet og trækker derefter tilfældigt de næste brikker, efterhånden som man undersøger centeret. Det gør at der er nye udfordringer hver gang.

For det første.

For det første foregår hele spillet i tavshed! Yep, man må ikke sige et ord under spillet. Det er svært, tro mig, det er rigtigt svært.

For det andet..

For det andet, deles man om at styre alle fire karaktere. Man har altså ikke hver sin egen lille brik at holde styr på, men skal arbejde sammen om dem alle fire. Det foregår ved at hver spiller har en eller flere evner som de kan bruge på brikkerne når det virker passende. F.eks. kan spiller A have ”gå imod nord” og ”brug trappen”, imens spiller B har ”gå mod syd” og ”gå mod vest” osv. så hvis spiller A mener at krigeren skal gå en rute der hedder nord-vest-nord, kan han selv rykke brikken det første skridt, men skal så vente på at spiller B indser at han skal rykke krigeren mod vest, før end krigeren kan komme der hen hvor A gerne vil have ham. Og når man ikke må tale sammen, kan det blive rigtig meget frustrerende, men det er vist også det der er meningen.

For det tredje...

For det tredje, så køre spillet på tid. Når man starter, vender man det lille timeglas og så er det ellers om at få fart på. Man kan bruge nogle specielle felter, til at vende timeglasset igen, men det er ikke helt så let som det lyder.

For at vende timeglasset, skal en af brikkerne hen på det rigtige felt og lige som med alle andre bevægelser i spillet, kræver det at alle kan forstå hvad planen er. Og, når man så rammer feltet, vender man timeglasset. Det vil jo bare sige at det sand der er tilbage i timeglasset er spildt, så hvis man gør det for tidligt i spillet, spilder man en del tid. Og man skal jo også lige huske at kigge på timeglasset. For at være helt ærlig, så prøvede vi et par gange at vi totalt glemte det i kampens hede og så pludseligt kiggede på det og indså at vi havde tabt og nok tabte for et godt stykke tid siden.

Timeglasset har dog en meget vigtig ekstra funktion. Når man vender timeglasset, må man tale sammen lige ind til man begynder at flytte brikkerne igen. Tiden går imens man taler, men bare det lige at udveksle et par ord om ens strategi kan være guld værd.

Uden denne talepause, er man henvist til at bruge et af spillets mindre overbevisende mekanikker. Det er en ”jeg syntes at du skal gøre noget” brik. Den kan man stille foran den spiller man mener burde gøre et eller andet og så stirre intenst på vedkommende. Helt ærligt, så syntes jeg ikke at det er synderlig nyttigt. Man sidder i forvejen og grynter og laver øjne det meste af tiden, så en rød træbrik gør ikke den store forskel.

Det er også en af de få klager jeg har i spillet og den er stort set ubetydelig. Ellers er det er super spil. Stress niveauet er højt og man får pulsen op, men er det sådan noget man er i humør til er det fedt.

Nye stadier

Spillet er inddelt i stadier, hvor der sker noget nyt hele tiden. Fra den første mission, hvor alt er lige til, til de senere hvor der pludseligt er overvågningskameraer og andre forhindringer. Der er også forskellige nye permanente regler, der kommer ind i spillet efterhånden som man spiller sig igennem de forskellige stadier.

Jeg må med skam erkende at jeg syntes at nogle af de sidste ser meget skræmmende ud (forstået som at de virker meget meget svære). Indtil videre har familien og jeg det fint med at hygge os med de indledende stadier. Der kommer måske en tid, hvor vi er blevet så øvede at vi tør gå videre, men lige i øjeblikket taber vi så ofte at der er massere af udfordringer i de første baner.

Antallet af spillere

Spillet er forskelligt efter hvor mange spillere man er. Det er handlingskortene der gør forskellen, bortset fra hvis man spiller alene. For som med så mange andre moderne brætspil, kan man faktisk også spille solo. Det foregår ved at man har alle kortene med evner i en bunke og så skal udføre handlingerne i den rækkefølge de kommer i. Hvis man så skal bruge den handling der var på kortet lige før, skal man hele vejen igennem bunken og finde det igen, før end man kan udføre den handling.

Min personlige smag er ikke lige til det. Når jeg spiller alene, vil jeg hellere have et spil jeg kan side og fundere over og fordybe mig i, ikke et spil der stresser mig. Men det virker som det skal og hvis man godt kan lide at have fart på i sine singelplayer spil, er det absolut vellykket.

- Jesper Koplev