Leverpostej, Jantelov og Klaphatte anmeldelse

Alder: Anbefales fra 14 år | Spilletid: Ca. 15 - 45 min | Spillere: For 2 eller flere deltagere

"Efter vores mening er Leverpostej, Jantelov og Klaphatte ikke et spil, man spiller for at vinde. Det er mere et spil, som man kan tage frem i en selskabelig situation, hvor man gerne vil have en samtale i gang. Det kunne måske være en fin ”isbryder” i et mindre selskab (6-10 personer), hvor folk ikke kender hinanden så godt. Et spil som fungerer bedst som samtale-starter med knap så meget spilværdi..."

En spilanmeldelse af Leverpostej, Jantelov og Klaphatte

På den fine lille røde æske med en titel tegnet som et korsstingsbroderi står der: ”et underholdende spil om at opføre sig som typisk dansk” Æsken er i øvrigt i farverne rød og hvid (dog med lidt nuancer af den røde farve), som henleder tankerne på vores kære dannebrog, som har en vigtig betydning for de fleste danskere.

Dette er endnu et spil fra ”Kylskapspoesi” hvor man også kan få spillene: ”det burde man jo vide” – ”idiotkundskab” – ”tøsemiddag” og mange flere. Spillet indeholder kort med forskellige spørgsmål til din adfærd, holdninger og mål i livet med henblik på at finde ud af hvor typisk dansk, du er.

Alle kortene blandes og lægges i en bunke på bordet, med bagsiden opad, hvor alle kan nå. I starten undrede det os meget, at man skulle lægge bagsiden opad, da det jo var der, svaret var. I starten vendte vi det derfor omvendt. Men efter nogle spil, fandt vi ud af, at svarene på kortet faktisk slet ikke var så relevante.

De fleste af spørgsmålene kunne man godt regne ud, hvad man skulle svare for at få point. (og langt de fleste gav point for et ”ja”). Så dette er altså ikke et typisk quiz-spil, som handler om viden i forskellige former.

Det kan måske nærmere betegnes som et ”lær dig selv at kende” spil, hvor der i princippet ikke er rigtige eller forkerte svar. Der er blot svar, som enten er eller ikke er typisk dansk.

Første aktive spiller trækker et kort og læser første spørgsmål. De andre spillere noterer deres svar på et stykke papir. Derefter læses spørgsmål nr.2 og svaret noteres på papiret, og det samme med spørgsmål nr. 3. Når alle tre spørgsmål er læst op og besvaret, vendes kortet og ”svarene” læses op.

På langt de fleste kort står der ”Hvis du svarede Ja, får du x antal point”. Men man skal alligevel være lidt opmærksom, for der er nogle få spørgsmål, hvor der i stedet står, at man har mistet point ved at svare ja.

Når point er delt ud (og evt. skrevet op) er det næste spillers tur til at trække et kort og læse op på samme måde. Man bestemmer selv, hvornår man stopper med at spille.

I vejledningen er det foreslået, at man kan sætte en tidsramme eller blot blive ved så længe, man synes det er sjovt. Et tredje alternativ kunne være, at man tog x antal kort fra og spillede til bunken var tom.

Uanset hvilken slutning på spillet, man vælger, er det spilleren med flest point, som har vundet. Vinderen kan prale med at være den i selskabet, som er mest typisk dansk – selvom man kan tvivle på det er noget af være stolt af i dette spil.

Vores vurdering af Leverpostej, Jantelov og Klaphatte selskabsspillet

Det var ikke umiddelbart et spil som fangede os. Det egner sig nok bedst som en form for samtalespil, hvilket der egentlig også lægges op til i spillevejledningen, hvor der står: ”Giv jer gerne tid til at diskutere hinandens svar i løbet af spillet! Spillet er både et traditionelt spørgsmål/svar-spil og en kickstarter til en samtale bestående af sjovt og udbytterige diskussioner med høj genkendelsesfaktor”.

Vi forstod ikke helt ideen med at skrive svarene op. Medmindre det er for, at man skal huske, hvad man har svaret. Det kan dog klares ved, at man i stedet giver svaret med det samme, inden man læser næste spørgsmål på kortet, og giver point med det samme på hvert spørgsmål. Der er jo ikke noget hemmeligt i svarene. Tværtimod lægger spillet jo netop op til, at man skal snakke om sine svar og argumentere for disse for at få en samtale ud af det.

Det er ikke alle spørgsmål, vi var enige om var ”typisk danske”. Ligeledes var det ikke alle spørgsmål, som helt gav mening for os. Det betød, at der var nogle spørgsmål, vi havde lidt svært ved at svare på.

”Er du af og til kommet med en undskyldning til en ekspedient á la ”jeg har ingen penge med mig lige nu” frem for at tilstå, at du ikke bryder dig om trøjen?” var et af de spørgsmål, som ikke gav så meget mening for os. Vi var ret enige om, at ingen af os ville gå ind i en tøjbutik, få en ekspedient til at hjælpe os med at kigge på tøj, for derefter at sige, at man ikke havde penge med.

Vi forsøgte i stedet at se om vi kunne gennemskue spørgsmålet og finde på et andet eksempel. Fx hvis der kom en og ringede på døren hjemme, som ville sælge lotterisedler. Ville man så kunne finde på at sige, at man ikke havde kontanter liggende. Men det handlede jo så ikke om, hvorvidt man ville være uhøflig og sige, at man ikke kunne lide trøjen, hvis det var det spørgsmålet, forsøgte at få frem.

”Stemmer du på det samme parti som dine forældre, når der er folketingsvalg?” var ligeledes et af de kort, vi havde svært ved at svare på. En del af os ved slet ikke hvilket parti, vores forældre stemmer på. Vi talte om, hvorvidt spørgsmålet gik på om vi politisk var i samme ende som vores forældre.

Altså om opdragelsen gjorde vi stemte enten rødt eller blåt i samme ende som dem. Eller om det handlede mere om, at vi ikke satte os ind i politik, men blot stemte det præcist samme som dem.

Efter vores mening er ”Leverpostej, jantelov og klaphatte” ikke et spil, man spiller for at vinde. Det er mere et spil, som man kan tage frem i en selskabelig situation, hvor man gerne vil have en samtale i gang. Det kunne måske være en fin ”isbryder” i et mindre selskab (6-10 personer), hvor folk ikke kender hinanden så godt. Et spil som fungerer bedst som samtale-starter med knap så meget spilværdi.

- Joan Frederiksen